HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 3. BIND: 1836 - 1845


For Menigmand No. 10, 17. mai 1838
ALMUESTALSMANDEN
KRISTIAN JENSEN LOFTHUUS'S
MINDE

   Det er min Hensigt, netop paa denne Dag, da vort Folk feirer
sin Befrielse fra fremmed Undertrykkelse, at vække Mindet om
en Mand, en norsk Bonde, der leed og døde i Fængsel som et
Offer derfor. Det er snart et halvt Aarhundrede siden, men des
retfærdigere er det, ikke længer at opsætte med at yde hans
Fortjenester den Erkjendelse, som vil være den eneste Løn, han
erholder af sit Fædreneland. Han talte sine undertrykte Lands-
mænds Sag for Thronen, Han lærte dem at forene deres Kræfter
til et retfærdigt Formaal, og Verden, at Normændene, ihvor
d.III,b.3,s.389   overbærende med sine Konger og blinde for deres politiske For-
urettelser mod Stedbroderlandet, dog ikke taalte personlig Tryk
og Embedsmænds vilkaarlige Udsugelser. Han gjorde saaledes
alt Sit til at redde en vigtig Deel af Nationalæren, og har derfor
historisk Betydenhed; han udsatte sig modigen for de Magt-
havendes Forfølgelser, og da han bukkede under derfor og vir-
kelig leed i et langvarigt Fængsel og døde for denne Idræts
Skyld, saa staaer i Ham for vore Øine en Person af det Slags
Fortjenester, som et Folk aldrig pleier at glemme, men som
meget ofte heller ikke erholder nogen anden Belønning end
Erindringens efter Døden. Der ligger i denne kummerlige Er-
statning for et uegennyttigen opoffret Liv en Bevæggrund, som
virker kraftig i visse, derfor ikke mindre agtværdige, Gemytter
til at udmærke sig ved Anstrengelser og Opoffrelser for det
almindelige Bedste. Og derfor er det ligesaa vist ikke klogt at
vise nogen Ligegyldighed for et fortjent, dyrt erhvervet Efter-
mæle, som det er Synd at berøve Martyrens Aand saa skyldløs
en Glæde. Vort Folk har desuden, med al sin naturlige, fra
Fædrene nedarvede Frihedsfølelse og Had mod Undertrykkelse,
i den lange Tid, det dog, især i politisk Henseende, maatte lide
en saadan, saa faae Navne at nævne paa Personer, der viste
nogen kraftig Modstandsaand, at ethvert, som i denne Hen-
seende kan fortjene nogen Plads i dets historiske Minder, maa
tilkjendes en ligesaa hæderlig som hvilketsomhelst andet, hvortil
krigersk Berømmelse eller nogen anden velhævdet Fædrenedyd
har fæstet sig.
   Derfor leve Kristian Jensen Lofthuus! Thi han var en saadan
Normand. Han leve i sine Landsmænds Erindring fra denne
Stund af, da vi med Glæden over vort Folks Frigjørelse ved sig
selv opildne Hadet mod al Undertrykkelse for at gjøre den
umulig! Dette er Dagens Betydning og Aand, dens Retmæssig-
hed, dens Uskyldighed og Storhed. Paa den ville vi erindre en
Normand, som fortjente at leve i vore Dage, mens han var
Fædrelandet mere nyttig i dets ulykkeligere.



   Det i forrige Tider saakaldte Nedenæs Lehn, en ret godt be-
folket Kyststrækning fra Grændserne af Agershuus Stift og ned
mod Byen Kristiansand, i Kristiansands Stift, lader til under
d.III,b.3,s.390   Dansketiden at have været mere hjemsøgt af udsugende Em-
bedsmænd end andre Landets Distrikter, som ellers dog havde
nok for sig af denne ulidelige og uværdige Plage. Mens mange
andre Folk, lige til det Alleryderste, tro saadant i sin Orden,
føler nok Normanden med aaben Forbittrelse det Uretfærdige,
men hans Afsondrethed paa de eensomme Gaarde vanskelig-
gjør Foreninger, hvori under saadanne Omstændigheder den
Enkelte som Alle kun har Frelse at vente. Imidlertid opviser
Nedenæs det hæderlige Exempel, at dette Distrikts Almuer flere-
gange have holdt sammen i at byde Smaatyrannerne Modstand
og i at klage lydeligen for Kongen, som dengang skulde være
Alt, og af hvem de ogsaa med en national, altfor stor, Godtroen-
hed ventede alt hvad Ret skulde være, men dog fik saa lidet.
I Løbet af eet Aarhundrede fandt saaledes tre Bevægelser Sted
imellem Almuen, hvoraf den sidste er den, som her skal berøres.
At den skede eller maatte skee, viser kun, at de foregaaende
ikke have været kraftige nok.
   I 1786 havde verdslige og geistlige Embedsmænds Vilkaarlig-
heder og Udsugelser i Nedenæs, Raabygdelaget og andre til-
grændsende Fjelddistrikter vakt en høi Grad af Forbittrelse
mellem de lidende Almuer. Den unge Bonde Kristian Jensen,
som, fordi han havde opført sig godt fra sit Tidligste af, ved
Gave var bleven Ejer af Gaarden Lofthuus i Vestre Moland,
og som Jordbruger var bleven hædret med Videnskabernes
Selskabs første Præmie drog pludselig, paa sine Sambygdingers
Opfordring, ned til Kjøbenhavn, hvor han forebragte Kronprind-
sen, den nuværende Konge, hvad Almuerne havde at klage over.
Og det var ikke alene over forskjellige Embedsmænd, over ulov-
lige Sportuleringer, eller Klager af den Art, som heller ikke ere
ubekjendte i vore Dage, men ogsaa over en Handelsundertryk-
kelse, som Kjøbmændene i de Byer, der skulle forsyne Fjeld-
distrikterne med Nødvendighedsvarer, især Korn, øvede mod
disse Egnes Beboere ved bestandig at holde dem i Gjeld, og
vilkaarligen at fastsætte Priserne ved deres Tuskhandel. Kron-
prindsen bød Lofthuus at fremkomme med skrivtlig Klage, for
at man derefter kunde anstille Undersøgelser. Lofthuus saae
saaledes sit Hverv udvidet. Han blev et Slags Midler imellem
Folket og den kongelige Autoritet, for hvem han nu havde at
d.III,b.3,s.391   ordne dets Klager. Han troede at burde gjøre dette saa fuld-
stændigt som muligt. Han opsøgte dem. Almuesmanden strøm-
mede til ham. Dette gjorde ham endnu mere forhadt af Em-
bedsmændene end selv hans første Foretagende. Almuerne søgte
at beskytte ham, og for sin Sikkerheds Skyld maatte han lade
sig ledsage af Bevæbnede. Den civile Øvrighed fra Thingste-
derne og Præsterne fra Prækestolene advarede forgjæves mod
denne Almuens Talsmand, der fortfoer med at samle de Klager
og Beviser, han skulde fremlægge. Samlinger af nogle 100
Almuesmænd fandt af og til Sted. Det forøgede kun Embeds-
mændenes Forbittrelse, som gav sig Luft i taabelige Bagvaskel-
ser om hans Person og Opdigtelser om at han drev Rænker med
Sverrig, hensigtende til at overantvorde det Overherredømmet
over Norge, hvor han selv da skulde faae Regjeringen over en
Deel. Tilthinge forlangte Almuen, anført af to Bønder, efter
-- som En beretter -- "med stille Ærbødighed at have anhørt
Stiftamtmandens Tiltale, i al Rolighed intet uden Pas for Loft-
huus og dem af Almuen, der skulde følge ham, for i Kjøbenhavn
at andrage deres Klager for Thronen." Paa Spørgsmaalet hvori
disse bestode, bleve de opgivne, hvorpaa Passer paa Lofthuus's
eget Forlangende tilthinge bleve udfærdigede. I Helsingborg
berettes ham et Rygte om, at Kongen havde bifaldt hans Paa-
gribelse, hvorpaa han fra bemeldte svenske By søgte og erholdt
et Leidebrev, som han dog af rimelig Mistro ikke torde betjene
sig af. Man forsøgte nu paa al Viis at faae ham fanget, men
de troe Bønder vogtede ham, og Ti af de Anseeligste sendte
Kaution for hans Tilstedeblivelse til en Undersøgelseskommis-
sion, som imidlertid var bleven nedsat. For denne indstillede
Lofthuus, i Kraft af sit Leidebrev, sig personlig; og den fandt
saameget grundet i hans Besværinger paa Almuens Vegne, at
den ikke kunde undlade at bevirke to Sorenskrivere suspen-
derede. Men saasnart Leidebrevet var udløbet, søgte Kommis-
sionen at faae Lofthuus paagreben ved List; thi Almuerne, hvis
raskeste Mænd havde svoret at lade sit Liv for ham, bevogtede
ham for vel hvor han befandt sig til at det saa let kunde skee
ved Magt. Med priisværdig Troskab vare de ikke at bevæge
til at udlevere ham uden de fik Kongens egen Befaling at see.
Men omsider lykkedes det en Kapitain Hammer, hvis Sinds-
d.III,b.3,s.392   usselhed ligger for Dagen i den Rapport han indgav over sin
vellykkede Streg, og en Lehnsmand at føre hans Livvagt bag
Lyset og at overrumple ham i et venskabeligt Besøg hos en
Nabo. De styrtede pludselig over ham, overvældede ham, kastede
ham bunden i en Baad, og jog ad Frederiksværn til. Stærk
Medbør begunstigede dem, saa de forgjæves bleve forfulgte af
To af hans Vagt, der ufortøvet satte efter, medens de andre
To ilede om forkyndende Almuen dette Sorgensbudskab. Ligesaa
forgjæves forsøgte Flere at indhente ham; thi allerede Dagen
derefter førtes han paa en bevæbnet Kanonbaad til Drøbak,
og, da det ikke gik hurtigt nok, derfra under stærk Bedækning
til Agershuus. Kapitainen og Lehnsmanden, for hvem det ikke
var eller blev raadeligt at komme hjem igjen, ilede sporenstregs
til Kjøbenhavn for at rapportere og høste Lønnen for deres
Bedrivt. Denne udeblev heller ikke, idetmindste ikke for Kapi-
tainen, som baade erholdt Penge og Befordring. Det samme blev
Tilfælde med flere Embedsmænd, som forstode at udmærke sig
paa en behagelig Maade under Sagen. Almuen fængslede i sin
første Forbittrelse Fogden som Gidsel for Lofthuus, samt endeel
Personer, der vare med ved hans Paagribelse, sendte kaarne
Mænd til Stiftamtmanden for at see Kongens Befaling til hans
Paagribelse, og tilbød fremdeles Borgen for hans Tilstedeblivelse
og hvad Følger, der kunde flyde af hans Løsladelse. De vold-
somme Sindsbevægelser, som hos mangen, ellers ikke saa let
rørt, Bonde, gav sig Luft i Taarer over Tabet af deres Helt,
dulmedes noget, da hans "alvorlige Formaning" kom til dem
fra Frederiksværn, "ikke at fordærve hans og deres fælles Sag,
og gjøre sig ved noget voldsomt Foretagende strafskyldige, men
at forholde sig sædeligen og i Roe." Almuen var ogsaa altid
ubevæbnet mens den holdt Fogden fangen som Gidsel, fordi de
uden at faae Svar havde søgt Underretning hos ham, om Loft-
huus skulde fængsles, og fordi han ikke kunde fremvise nogen
lovmæssig Hjemmel for Paagribelsen. Dens Adfærd mod ham
var ogsaa forøvrigt saadan, at da han befriedes af militær Magt,
frabad han sig dens men modtog Almuens, Beskyttelse til sin
Gaard. Han stod paa for god Fod med Almuen til ikke at vide,
hvad han ogsaa erklærede, at den kun var gaaen til den Yder-
lighed imod ham, fordi han var den eneste Embedsmand, der
d.III,b.3,s.393   var Folket vedhaanden til at være en Borgen for Lofthuus, "som
de havde lovet og skyldte Beskyttelse mod Enhver, der uden
Kongens Befaling antastede ham." En kongelig Plakat oplyste
dem imidlertid om at Foretagendet mod Lofthuus havde Kon-
gens Bifald, om det end ikke var skeet paa hans Befaling.
Almuen indleverede siden en Fremstilling af Tingenes Sammen-
hæng, hvori den beder om Tilgivelse for sin Adfærd mod Fog-
den, retfærdiggjør Lofthuus og ansøger om hans Frigivelse indtil
han var søgt og dømt, da de samtlige tilbøde sig at være ansvar-
lige for hans Tilstedeblivelse.
   Men sin Frihed fik han ikke før Døden. Dømt af en i Kri-
stiania nedsat Kommission til Slaveri paa Livstid, hensad han
udømt af Høiesteret som Statsfange paa Agershuus over 10 Aar
til 14de Juni 1797, da man endelig løste Lænken af hans
afsjelede Legeme. Sporet af hans Grav i Forbrydernes Hjørne
paa Kristkirkegaard er forsvundet; men ligesom han i sit Fæng-
sel erholdt flere Beviser paa at der fandtes Medborgere, som
erkjendte ham for hvad han var, saa vidnede ogsaa herom
baade en Indskrivt, som hemmeligen sattes paa hans Grav, og
som endte med Tilraabet: "Martyr! Din frie Aand møde mange
Dine Lige, der lede fordi de vilde vel!" og følgende Eftermæle,
som, under Beskyttelse af Datids endnu uindskrænkede Trykke-
frihed, sattes ham i Byens Ugeblad:

"Kristian Jensen Lofthuus.

Saa har da Fængsel gjort Ende paa dit daadfulde Liv! Saa
skal du ikke mere see dit Landsted, som du med saa megen
Flid opdyrkede! Ti sekellange Aars Indspærring uden Dom-
fældelse, mangeslags deraf flydende sammenhobet Kummer
maatte omsider overmande dette kjæmpestærke Legeme. Din
Aands Kjækhed var sig altid selv liig. I Farer, i Forfølgelser
forlod den dig aldrig. Du døde, som du havde levet, en sand
Patriot. Fred med dit Minde! Maaskee skulde disse Sandheds-
ord ei været talte? Dig sættes vist ingen Bautasteen; men trøst
dig ved Romerens: "den, som ingen Urne har, bedækkes af
Himlen."
   Jo, der bør sættes ham en Bautasteen, et Minde, mere varigt
i hans Folks Sjele end selv disse Mærker om Fædrenes Omhu
d.III,b.3,s.394   for sine hæderlige Navne ere det langs vore Strande og inde
i vore Dale. Det er en Sløvhed, at der ikke forlængst i de Egne,
han virkede og leed for, er reist ham en virkelig Bauta, der
kunde fortælle hans Navn imellem Sønnerne af de Fædre, hvis
Sag han offrede sig for, og overantvorde dem hans fyrige Had
mod al Undertrykkelse. Men den Normands Navn, der i en saa
udmærket Grad har lagt for Dagen denne Dyd, som ingen ædel
Natur kan undvære, og hvorfor Normændene have et godt Ord,
bør leve i hele Folkets Erindring.
   [Her følger diktet "Den hedeste Flamme i Nordmandens Indre", trykt
I bd. 2, s. 241 ff.]

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE