|
[OM KRITIKKEN AV "CARL JOHANS HISTORIE"
OG "STOCKHOLMSFAREREN NO. 2"]
Morgenbladet 24. jan. 1838.
Recensenten i Morgenbladet af Carl Johans Historie og
Stockholmsfareren No. 2 har navngivet sig for mig, og jeg har
i ham truffet en Uven, der oftere har benyttet sit Forhold til
Morgenbladet til at gjøre min politiske Karakteer mistænkelig.
|
| d.III,b.3,s.373 |
Ingen veed bedre end han, hvor lidet det nye Epithet af Hof-
og Statspoet, som jeg har faaet af svenske Aftonbladet, passer
paa mig; men min Rec. divulgerer det igjennem Morgenbladet
bag efter Nella, uden anden Bemærkning end den urigtige, men
ham selv smigrende, at Aftonbladets Dom paa det nærmeste
falder sammen med hans egen. Hvor let han ved sin Stilling
har for at føre, og hvor ofte han end har ført, det Vaaben, som
der dog virkelig er i idelig at reproducere de svenske Blades
Skjældsord og Bagvaskelser uden videre Bemærkninger, og som
tilføier dybe Saar medens han selv faaer Skinnet af Lidenskabs-
løshed, vil jeg dog lade Sandheden af Rec.s Forsikkring, at han
ikke har været ledet af nogen Animositet, uprøvet, om den endog
lod sig undersøge. Det er ialfald en Dyd, som man ikke kan
undvære, uden at være en Slyngel; og kun Sjeldenheden deraf,
trods dens Simpelhed, imellem Publicister af Profession gjør
Rec. fortjent til en Lykønskning. Efter mit Bekjendtskab til
Standen ville nemlig de Allerfærreste betænke sig paa at gjøre
netop et fiendtligt Forhold til Motivet for en Recension, der
planmæssigen indeholdt angjældende Recensions rette Strøg af
Roes forat give det Hele Udseendet af Upartiskhed og Tro-
værdighed og Daddelen den rette Klem.
Jeg indrømmer Rec., at han, til Uven og Publicist af Profes-
sion at være, ikke giver mig meget at beklage mig over, især
naar det betænkes, at man ikke vel kan rage ud for nogen Værre
end En, der i sig forener begge. De Sidste have nemlig altfor
meget for Skik, fordi lang Øvelse har givet deres Pen nogen
Færdighed, at skrive Side op Side ned om hvad det skal være,
uden Hensyn til om de forstaae sig paa Tingen eller ikke, til
at jeg skulde blive fortrydelig paa En, som vel har benyttet mig
til sit Pensum, men ligesaa hurtigt løst det op igjen ved sine
Modsigelser. Dette er Tilfældet nemlig med Recensionen over
Carl Johans Historie. Idetmindste begriber ikke jeg, hvorledes
En paa eengang kan "lægge en priselig Sandhedskjærlighed og
Upartiskhed for Dagen, have forsaavidt hævet sig til Historike-
rens rette Standpunkt og bestræbet sig for, at Dagens, Par-
tiernes eller Lidenskabernes Stemme ikke skulle influere paa
hans Fremstilling" og dog "mangle historisk Frimodighed og
Aabenhjertighed" og være en Lovtaler og Smigrer. Heller ikke,
|
| d.III,b.3,s.374 |
hvorledes En, der tilskrives saadanne Qvaliteter og "Lethed,
Behagelighed og livlig Kolorit i Fremstillingen" kan siges at
have skilt sig saaledes ved sit Arbeide, at man bliver endnu
mere bestyrket i at det var en uheldig Idee at skrive den re-
gjerende Konges Historie. Paa eet Sted gjør Rec. mig tillige
ansvarlig for den Deel af Historien, som ikke er forfattet af
mig, paa et andet erkjender han, at jeg, efter hvad der udtryk-
kelig er sagt paa Titelbladet, kun staaer til Ansvar for Frem-
stillingen siden Valget i Ørebro. Men den Deel er, tvertimod
Aftonbladets Sigende, heltigjennem ræsonneret og affattet kri-
tisk, saavidt den indskrænkede Plan for Bogen tillod det --
Noget ingen upartisk og skjønsom Læser vil kunne negte, og som
ligemeget udgik af min Maneer at behandle Historien paa og af
Adspredtheden og den forskjellige Beskaffenhed ved de Kilder,
der stode til at benytte. Recens. kan forøvrigt være lige over-
tydet om, at jeg, før jeg paatog mig Arbeidet, ikke forglemte
nogen af de Indvendinger imod at skrive den regjerende Konges
Historie, som han opstiller i Begyndelsen af sin Recension, og
om at intet uædelt Motiv, selv ikke en passende Betaling (thi
den bestod kun i nogle Kunstsager af liden Værdie) omsider
bragte mig til at love Forlæggeren at hjælpe ham ud af den
Forlegenhed, han befandt sig i ved at have ladet begynde paa
et Arbeide efter Kilder, som pludselig stoppede ved dets vig-
tigste Halvdeel. Recens. har ganske rigtigt truffet hvad der
deciderede Beslutningen, at paatage mig et Arbeide, som jeg
udtrykkelig erklærede vilde hverken være den Ene eller den
Anden, hverken Konge eller mine egne politiske Troesforvandte
tillags. Han har truffet det i Tilliden til den moralske Kraft,
at kunne ofre Noget for Sandheden, og til uden andet Hensyn
end til denne, saavidt det stod i min Magt at opfatte den, at
kunne løse min vanskelige Opgave. Jeg vilde skrive som om
jeg hverken var Norsk eller Svensk, som om baade Karl Johan
og jeg vare døde og mit Omdømme afprægedes saaledes som
det fandtes i mit Indre, kun seet af min Samvittighed og be-
kræftet af den. For de Skrøbeliges og deres Skyld, som have
ondt for at hæve sig over egen Lavhed, lod jeg være at udføre
den Hensigt, jeg ved den Tid nærede, at ansøge i mit Fag --
ikke fordi jeg ventede at faae selv det res. Capellani hos en
|
| d.III,b.3,s.375 |
Præst, der er examensgammel med mig og har sletteste Karak-
teer, men mere fordi jeg vilde prøve om Departementets nye
Chef og Regjeringen efter sin nye Sammensætning ikke skulde
være tilbøielig til at ændre den ubillige Suspension af mine Ad-
komster som Supplikant saalænge Sagen med Praëm ikke er
endelig afgjort, især siden denne min Modpart er bleven be-
fordret imidlertid, og jeg, siden dette skede, ikke har ansøgt
om noget. Det er saaledes muligt, at jeg offrede det blotte Skin
af Uafhængighed noget, skjøndt min Karl Johans Historie vist
ikke er saaledes affattet, at jeg paa Grund af den skulde kunne
vente mig bedre anseet hos Magten.
Jeg kan have feilet af Mangel paa Dømmekraft eller paa
Kilder og Materalier; men imod Beskyldningen for at have vit-
terligen ladet mig henrive til ubeføiet Lovtale protesterer jeg
og fordrer, at de af mine Landsmænd, som ikke have havt An-
ledning til selv at dømme efter Bogen, skulle før troe mig, fordi
jeg altid har viist Uafhængighed og Frisindethed som Forfatter,
end en Anonyms Smædeord, som han deels selv modsiger paa
det udtrykkeligste, deels ikke understøtter med andet end løs-
revne Citater og nogle kjække Kneps i Lommen paa egne Vegne.
Jeg vil ende mit Svar i denne Henseende med "Det onda sam-
vetets" Forbandelse i Stockholmsfareren No. 2 over den fjerde
Løgn af de "
En och Tjugu":
"Du med huggormtungan ute!
Lögn, hvem andra lögner flyr!
på ett söndrad moln till skuta
jagas skall af stormen yr
tills du träffar En, som tror
sannings skugga i dit ord,
att patriotismen hans
är en ödla i en krans.
Träffar du blott En hvarhelst
väl for dig! Då är du frälst".
Mod Recens.s Mening om Stockholmsfareren No. 2 har jeg
ikke besluttet at forsvare den. For mig tabte Critikens Vægt
sig, da Rec. gjorde sig bekjendt for mig, om der end ikke havde
været saa mange Spoer af en ængstlig og uheldig Leden efter
|
| d.III,b.3,s.376 |
Hager til at hænge Hatten paa. Hertil maa den passende An-
vendelse af to Carrikaturer, som gjøre sin selvlærte norske
Mester al Ære, tjene, og det Hele skal hedde et Lapværk, fordi
Rec., med sit Ubekjendtskab til Farcens Væsen, har seet dem
før isolerede og har hørt et Par af Viserne fordum. Hensigten
med at jeg saaledes har disponeret over min Eiendom er ikke
vanskelig at fatte for den, der vil fatte det og som ikke troer,
at en Vise uden videre Betydning taber ved at erholde denne
ved Tilsatsen af et Par Vers, saaledes som Rec. troer om Ola
Graaguts Vise. Jeg fandt, at jeg ikke burde lade saa beqvem
Leilighed gaae mig af Hænderne til at faae bibragt mine svenske
Venner dem, ligesom jeg ved al den Svensk i Stykket, som lider
saa under en slet Korrektur, vilde forebygge en svensk Over-
sættelse som den af Stockholmsfareren No. 1. At Scenen med
Folkesværmen ikke staaer saa ganske løs i Stykket, haaber jeg
hver Den vil finde, som ikke har læst det med saa sløve Øine,
at han ikke seer, at det er den 4de Novbr., at den politiske
Gadevises Afsyngen lader Sværmen spærre Gaden, og at denne
Spærren er Aarsag i at Fogden og den af ham ulykkeliggjorte
Elise faae hinanden pludselig Ansigt til Ansigt at see.
Rec. iklæder sig en latterlig Myndighed, naar han "ikke kan
lade den Høne uplukket", at jeg har paasat Stykkets Titel "Til
Opførelse i det norske Studentersamfund". Det er jo, skulde
jeg troe, uden at nogen Udlæggelse just behøves: "Bestemt til
Opførelse o. s. v." Og enhver Forf. kan vel, uden at gaae Nogen
for nær, sætte paa sit Stykke hvor det er af ham bestemt og
tænkt at opføres. Det er en Artighed imod vedkommende The-
ater. Rec.s Paastand, at Stockholmsfareren No. 1 blev opført
paa Studentersamfundets Theater ved et coup de main, d. e.
ved List eller Magthandling, som Samfundet skulde været svagt
nok til ikke at modsætte sig, benegtes paa egne og Samfundets
Vegne som Bagvaskelse. Ligeledes vil det af Samfundet blive
afgjort paa en allerede bestemt Dag om det vil blive opført
saaledes som Forf. selv har tilbudt sig at udelade Personalierne
eller ikke -- i hvilken Henseende Rec. neppe nok har saa meget
at sige som jeg, i hvor bestemt og orakelmæssigt han end for-
byder det.
Henr. Wergeland.
|
| BLA BAKOVER |