|
FIGURER
Statsborgeren 26. nov 1837.
Zobolam, Prokuratoren
Ouverturen.
Standspersonen
Min Evighed?
Hvad veed du om din egen?
|
| d.III,b.3,s.345 |
Ayanna (forbauset)
Gamle Mand!
Standspersonen
Det er jeg for at være bleven viis.
Der er en Salighed. Den er paa Jorden --
i Øjeblik, hvori vor Sjel besvimer.
Ayanna
Det gjør jo min af Sorg. Dit Ord er falskt.
Standspersonen
Kun naar den vaagner er den jo usalig.
Men lad dit Hoved sorgbesvimet synke
til Medusaligs Barm; med fremmed Kummer
lædsk egen Smertes Brand, og myrd dit Haab
med Tornen, draget ud af Andres Saar!
Lad os den Tjeneste hinanden yde.
Følg mig, og lær din Kummer mig at elske.
Følg mig -- den boer paa Fløjelsbolstre under
de sølvblaa Tage hist.
Ayanna
Jeg ynker dig.
Standspersonen
Det gjør ei Gud, og derfor dig jeg elsker.
Ayanna
Med sligt et Blik? Du Rædsomme, jeg saae det.
Standspersonen
Har du en bedre Trøster?
Ayanna
O, var Gud her,
da stod ei du her, men en Engel
med sønderbrudte Vinger, for ei at
forlade mig et Skridt.
|
| d.III,b.3,s.346 |
Standspersonen
Se, jeg er rolig.
Frygt ikke.
Ayanna
Rolig? Det er Tegn paa Djævlen
at være rolig i sin Sorg og Fryd.
Dog lær mig det, skjøndt jeg kun bruge vil
din fæle Rolighed, naar Alting svimler,
naar Hjernen bryde vil sit Gjemme og
hver Aare truer med at springe.
Standspersonen
Qvinde,
det skal jeg lære dig . . Der er en Arm
her over Skyen.
Ayanna
Ja, den bærer Verden.
Standspersonen
Den skabte Verden, og udstødte den
i Rummet for bestandigt: Herreløs
den gaaer sin Gang. Og Menneskene, som
jo skulde være Armens egne Fingre,
igjennemstrømmede af Guddoms Blod,
og luge alle Torne op af Jorden
og knytte lutter Krandse rundtom den
. . o, veed du ikke, Senen er afskaaren,
som binder Fingrene til Verdensarmen:
saa Armens blodige Stump i Himlen
i Smerte rører sig som glorødt Lyn,
og Fingrene bevæge frie og ledløse
som myge Snoge sig i Støvet?
Ayanna
Ak, Herrens Arm -- o vee mig! har forstødt mig.
|
| d.III,b.3,s.347 |
Standspersonen
Forstødt ei; heller ei dig trukket til sig.
Thi hør om større Smerter ham bevæge.
(læser)
I Schweitz ved Rigis Fod en liden By
med Sekler hen i Fred og Lykke graaned,
en Biekube liig i Flittighed,
i Rigdom liig en irret, men fuldvægtig,
i Arvekiste nedlagt Albertsdaler.
Just dundred hundred Silkevæverstole,
just blinked tvende hundred Lja'er i Marken,
just røg til Middags hundred Skorsteenspiber,
just leged alle Byens større Børn
paa Torvet, mens ved Dørene de mindre
i Sandet bygged Huse op af Kjeppe,
og satte Dukker ind og gav dem Kringler.
-- da drøned det . . vee! førend Drønet endte,
var Alt, var Mænd og Qvinder, By og Børnene,
var dette skjønne Værk af Seklers Flid,
til hvilket Tiden smilte . . Alt begravet.
Kun hist og her en Skorsteenspibe syntes,
og dumpe Skrig med Røgen trængte frem.
Fra Rigis Top, der syntes i sin Høide
at hvile i Guds egen Haand, nedramled
en Steenlavin. Det Drøn, som vakte Byen
-- saa iilsom skede det -- hendrøned ogsaa
som Liigfærdsklokke over Byens Grav.
Du siger Intet? -- Nu, det er dog klart,
at denne Flids og Uskylds By i Godtro
til Himlens vise Forsorg og til Bjergets
i Sekler prøvte Troskab, havde lagt sig
retsom i Lyet af en Almagtsstøtte.
Og det er klart, at denne Slynge
i Guds Haand, Uren, vilde ramlet
med samme Ligegyldighed udover
en Ørk, som over fromme By.
-- Du siger Intet?
|
| d.III,b.3,s.348 |
Ayanna (eftertænksom)
Dog døde de som i hverandres Arme
og uden Synd -- det var et Trylleslag,
en Engel som nedsnubled ifra Rigi
og, faldende i sine Elsktes Favn,
igjen opløfted dem med sig -- Og døde
de ei i samme Grav? Men hist er Havet! . .
Hvor stort er det? og hist er Flyvesanden!
Hvor dyb er den?
Standspersonen
Tranghjertede Qvinde!
Du kræver Medynk; har for Andre ingen.
Ayanna
Ak, skal jeg sige sandt, jeg hørte ikke.
Jeg lytted til mit eget Hjertes Slag,
jeg tænkte paa mig selv. Det er vel Feil.
-- det er en Feil. Tilgiv mig!
(Brister i Graad.)
Den Graad, du seer saa paa, er Vand, kun Vand.
Men Steen er den, som falder inden Øjet.
Standspersonen
Glem egen Sorg for Andres! Da de sørge
til Vederlag for din. Hør hid og slut!
(læser)
Et Skib med Sølv, med Kjøbmands Sved ballastet,
men ellers ladt med Koner og med Børn,
til Hjemmet Spanien stævned fra Amerika.
Alt pegte Mødrene paa Fædrelandet,
og Diebarnet saae derhen og klapped;
og, medens Fædrene med Hatte svang,
se firehundred skyldløse Lokhoveder
fra solbeskinte Høibord nikked -- da
en Himlens gyldne Ager saae man bølge.
Men Alle blinkede af glad Forundring
med Øjet, da Gibraltar traadte frem.
|
| d.III,b.3,s.349 |
Thi det Europas Porttaarn syntes
at træde dem imøde langtpaa Havet.
Og som af Sky, men kun af hem'lig Fryd,
de lode Øjet glide henad en
Sølvstribe, som i Vesten syntes lodde
sammen Jord og Himmel. Det var Cadix.
Da braste op en Orlogsmand langs Kysten.
Ei ahntes Ondt, men Børn og Qvinder hilste
med Undringsudraab dette stolte Syn.
Ei ahntes Ondt. Fred laae jo over Havet.
Ei ahntes Ondt. "Mon det er Barcellona?
Mon Fuentarabia? mon Kastilla selv?
Nei, nei -- det fører britisk Flag . . Velan,
naar denne Stolte skummer os forbi,
vi hilse den med Flag og et Hurra!"
Flux fløi Kastiliens Banner paa sin Plads:
paa Stortop, Arragons og Cataloniens
indtage hver sin Mast; paa Kryds og Qver
et spraglet Gjøs for hver en spansk Provinds
udspilte sig, saa inden et Minut
laae Skibet som en Blomsterpyramide.
Saa skeer det. Orlogsmanden gaaer ved Siden,
saa begges Kjølvand smelted i hinanden.
Med eet i hvide Skyer den sig hyller
. . hui! Spaniolens Mast med Flag og Jublende
gaaer overbord . . Et Skrald, og langt i Havet
bortlynes Snese Børnehovder . . Hænderne
end klappe medens Kroppene nedsynke.
Der fløi en Faders Arm med Moders Hoved,
som han, paa Britten pegende, just favned.
Der sledes Fosteret ud af Modersliv
og Hjertet langt bagefter hang som Rødder.
Man skreg til Christus Gud paa blodig Knæstump.
Men atter sexti Kugler -- Christ! Maria!
Man skreg til Englene. Da strømmed Vandet
i Kuglers Spor og fyldte Sygerummet.
Man rakte høire Armstump op mod Himlen.
|
| d.III,b.3,s.350 |
Da tog en Kugle Venstrearmen bort;
og i den Dampnat blodige Armestumper
som Fakler i Forvirring irred om.
Man skreg til Gud. Da sexti røde Kugler
i Skibet slog -- Gud Fader! Skibet brænder!
Man skreg: "o gode, albarmhjertige Fader!"
Men -- Solen skinned vel saa mildt som ellers;
dog Alt forgik. Som med vidaabnet Øje
Han saae de sidste hundred Børn og Mødre
fortvivlte klavre om paa Rælingen;
og hvergang Røgen kløvtes, saae han dem
at klattre i den sidste Mast til Toppen.
. . Nu sad en Fader med sit Barn paa Knappen;
men Flammen klavred efter . . Da et Skrald!
Og mens et Dyb i Skibets Form sig hvirvled
som Muslingsskalsbasune ned til Bunden,
en skyhyll't Klode saaes over Skyen.
Men -- en Sekund, og Klodens og dens Indhold,
ja Skrog og Mast og Mennesker, som Drevpluk,
i Hvirvlen plasked ned, og Hvirvlen luktes.
Og, som var Intet skeet, en Vestvind foer
henover Stedet, parfumerende
med Andalusiens Vellugt blodig Bølge.
Vel mørkned Solen; men af Røgen kun,
og ikke af sig Selv, af himmelsk Vrede.
Ei Ligene til Bunden havde naaet,
før klart og blidt den skinned som tilforn,
og Røgen drev i Horizonten snart
kun som en Plet; men ifra Orlogsmanden
som Taksang hvirvltes op
"God save the King,"
og Rule Brittannia drøned over Havet.
(Pause.)
Hvad siger du?
Ayanna
Gud fri mig!
Standspersonen
Friede Han
de stakkels spanske Børn og Mødre?
|
| d.III,b.3,s.351 |
Ayanna
Ak!
Det er rædsom Trøst, I har.
Det er en rædsom Viisdom, som I lærer.
Dog -- ja Hvo veed? -- mon ikke Røgen, som
du sagde drev i Horizonten hen,
da Alting syntes -- syntes, ja! -- forbi,
var endnu skjønnere Skib, der, styret af
en Engel, og med Engleving til Bramseil,
dem førte Alle til et skjønnere Spanien?
Dog er der ikke Tro meer som tilforn;
men Tvivl, du onde Lærer, troløs Tvivl
og Trøstløsheds Indbildning. -- --
Den graahærdede Synder forlod Ayanna ulykkeligere end no-
gensinde: Hun flyede
didud hvor Skyld og Uskyld vandre sammen,
paa Betlerstien -- --
Der fødte hun Zobolam.
|
| BLA BAKOVER |