|
FIGURER
Statsborgeren 23. nov. 1837.
Zobolam, Prokuratoren.
Ouverturen.
Ayanna
Jeg kjæmper; men Naturen er saa stærk.
Den Sortklædte
Naturen følg -- det er den store Dyd.
Med hvilke Øine seer den gode Skaber,
som lod Viinhøjene udbølge,
|
d.III,b.3,s.338 |
ei nedpaa Bakken, som fordrister sig
at løfte tørre Steilhed opimod
den Sol, der Verdnerne forgylder,
og frækt opunder Skyens Rigdomshorn?
Men slaaer han Bakken ei med Nesleriis?
med Tistler pidsker den til Skræk for Alle,
som Han med Bylder og med Pletter slaaer
det Ansigt, der ei vil ved reenlig Tvæt
den Skjønhed lade straale, Gud det gav;
og lader haant om, efter Evne, at
forskjønne Verden?
Ayanna
Sandt, det er fortjent.
Den Sortklædte
. . Saa slaaes I og, min smukke Kone,
med Sorg, fordi I haaner jer Natur.
Følg den; og den er Glæde -- Glæde nyd da!
Da kan du jo paa samme Tid ei sørge.
Du er jo nitten Aar, og smuk endnu
og sund og livlig -- Alt ved Herrens Godhed --
og eet Minut du tør dog være Enke?
Hvormange Aar mon Gud betroede dig
til slig forbandet frugtløs Ødslen-hen?
Mon denne friske Skjønhed gaves for
at kysses blot af Taarer? eller for
at fryde dig og Andre? -- Nu, du rødmer?
Ayanna
Den er ei min.
Den Sortklædte
Er den ei længer Guds?
Dog Guds er Verden. Og din Mand er borte;
men hiint almene Bud paahviler stedse.
-- Du seer med store Øine? Nu, ja runded
de sig til Sole ud, de saae dog ei
en Sky, af Tvivl paa denne Pande, der
|
d.III,b.3,s.339 |
er glat og blank som straaled al den Sandhed,
den fanget har og gjemt, igjennem den.
-- Du dadler disse Heders trodsige Øde
midti Naturens Svulmen -- ha, hvor finder
du Roes for disse dine Nonneaar,
mens denne Frugtbarhed, Gud dig betroed,
henvisner uden Nytte, mens det Hjerte,
du knuger med din Haand at hænge stille,
skjøndt Han i himmelsk Svingningstakt det satte
med Verdens Gang, med Livets store Hjerte,
hvis Straalepuls du seer udgyde sig,
ja selv med lille Bogfinks Elskovsqviddren?
Ayanna
I skrækker mig.
Den Sortklædte
. . Ja troer du vel,
om alle Elskere foer udpaa Havet,
at det behaged Gud, at Menneskheden
forgik af efterladte Qvinders Griller?
Har du en Mand -- velan! Men har du ingen,
saa tag af disse Millioner; thi
ei Du har Ret at narre Skaberen,
at grave ned det dyre Pund, han gav dig,
at være gjerrig, naar han gav dig Alt,
at haane din Natur; thi den er Hans.
(Holder Ayanna tilbage, som vil flye)
-- Fly ei! Hvad siger du!
Ayanna
Jeg er forskrækket
Forlad mig!
Den Sortklædte
Gud har til Naturen
dig skjænket, og Naturen skjænket dig.
Hvad siger du?
Ayanna
Ak, Intet, Hjertet banker.
|
d.III,b.3,s.340 |
Den Sortklædte
Har Gud ei sendt mig for at trøste dig?
Ayanna I trøsted mig; men nu I mig forskrækker.
Som Stormen I de gamle Skyer bortfejed;
men blæste nye frem.
Den Sortklædte
Jeg trøsted dig.
Er der ei nok for mig igjen at glæde?
Ayanna
Gaa, gaa! Jeg veed ei.
Den Sortklædte
Jeg dig trøsted.
Det har du glemt. Hvis Graad var ei en Synd
paa denne skjønne Jord, for dine Øines Skyld,
som skulle være klare for at see
kun Sandhed og den store Guddoms Godhed,
jeg græd med dig. Men nu da jeg har lært
dig Fryd, hvi skal jeg ei med dig mig fryde?
hvi Du ei fryde dig med mig?
Har Himlen, mens din kaarne Mand er borte,
ei sendt mig som en Mand til dig?
Hvis du, skjøndt ung, har Smaae, hvis Fa'r er borte,
er jeg ei sendt af Gud som Fa'r for dem.
Hvi mødtes vi? hvi skar din Sorg mig dybt?
Se jeg -- thi Gud det vil -- se jeg vil boe
hos dig, og for den svare Synd dig vogte,
at lade Livsenssødmen tørres hen,
at lade Godheds Gave ligge ubrugt,
at lade Harpen hænge ubrugt, som
i søde Harmonier med en anden,
udtone Guds Algodheds Lovsang skulde!
Men, naar din Elsker kommer, da jeg ryster
hans Haand, og siger: se jeg trøsted hende!
|
d.III,b.3,s.341 |
I Ømhedskys jeg fanged hendes Taarer,
-- dem du i Sandet ellers lod bortflyde.
Kom! . . Natten stunder til.
Ayanna
Saa vil I tale?
Tør I? Ak, er det vist? Ja, tør I
saaledes tale til Lorenzo, hvis -
(Bedækker sit Ansigt med et Skrig)
Den Sortklædte (omfavner hende)
Jeg ham omfavner, som jeg dig omfavner.
Jeg siger: se her er din Hytte fredet!
Thi den en Ven bevogted.
Her dine Børn! Thi Gud de Faderløse
en Fader gav, mens du fløi om paa Havet.
Her er din Viv, med Frosind som tilforn;
thi Enken ei gjensad formynderløs;
thi Ungdom ei gjensad foruden Glæde;
thi Skjønhed ei gjensad foruden Ømhed;
thi Qvinden ei gjensad foruden Mand!
Ayanna
Uhyre! bort! Nu har jeg dig forstaaet.
(tilhyller sit Hoved grædende)
Den Sortklædte
Velan jeg dig forlader, Landsbynar,
kun kjed af dig, endskjøndt du troer forsmaaet.
Jeg gaaer; thi der, Gudsdød, der er min Fa'r.
(Iler bort. En aldrende Standsperson kommer)
Standspersonen (bøjer sig ned over Ayanna med den guldknappede Stok
paa Ryggen)
Hvi græder Du saa bittert, gode Kone?
Ayanna
O, hvi jeg græder? Ak, et Spørgsmaal!
Bort, haarde Mand!
|
d.III,b.3,s.342 |
Standspersonen Hvad gjorde jeg?
Jeg vilde nyde Luften her ved Havet:
men finder den med Jammersukke fyldt.
Mit syge Hjerte skulde bades
i Morgensolen, og det overskylles
med Taarer, saa dets gamle Tungsind vaagner
forynget op igjen. Hvad har jeg gjort da?
Ayanna
Nei, hvad har jeg gjort?
Standspersonen
Nu besind dig, Stakkels!
Ayanna
Stakkels? Javel, det passer nok.
Du ynker mig? Tak gode gamle Mand!
Du er for gammel til at ville synde.
Standspersonen
Dog kaldte du mig haard, skjøndt jeg kan hjælpe.
Af Sorg I skjældte mig.
Ayanna
Af Sorg? Javel!
Saa har jeg Hjælpen bortstødt? Nu velan,
der var vel ingen, hvis I er et Menneske?
-- Jeg har en Mistanke, ja en Mistanke, en Mistanke!
Standspersonen
Hvor kan du spørge saa?
Ayanna
Hm -- Jeg er mistroisk.
Standspersonen
Jeg frygter . . Arme!
|
d.III,b.3,s.343 |
Ayanna
Hm -- Jeg har min Grund.
Trav du ei bort nu som en Hest!
Smyg du ei bort nu som en Orm!
Standspersonen
Jeg ei forstaaer dig.
Ayanna
Heller ikke jeg.
At ei forstaae sig Selv, det er dog værre.
O, Gamle, spar mig! Tænk at du er gammel.
Spot ei din Evighed!
(Forts.)
|
| BLA BAKOVER |