HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 3. BIND: 1836 - 1845

FIGURER
Statsborgeren 23. nov. 1837.



Zobolam, Prokuratoren.

Ouverturen.

Ayanna



           Jeg kjæmper; men Naturen er saa stærk.

Den Sortklædte



           Naturen følg -- det er den store Dyd.
           Med hvilke Øine seer den gode Skaber,
           som lod Viinhøjene udbølge,
          
d.III,b.3,s.338              ei nedpaa Bakken, som fordrister sig
           at løfte tørre Steilhed opimod
           den Sol, der Verdnerne forgylder,
           og frækt opunder Skyens Rigdomshorn?
           Men slaaer han Bakken ei med Nesleriis?
           med Tistler pidsker den til Skræk for Alle,
           som Han med Bylder og med Pletter slaaer
           det Ansigt, der ei vil ved reenlig Tvæt
           den Skjønhed lade straale, Gud det gav;
           og lader haant om, efter Evne, at
           forskjønne Verden?
Ayanna



                       Sandt, det er fortjent.

Den Sortklædte



           . . Saa slaaes I og, min smukke Kone,
           med Sorg, fordi I haaner jer Natur.
           Følg den; og den er Glæde -- Glæde nyd da!
           Da kan du jo paa samme Tid ei sørge.
           Du er jo nitten Aar, og smuk endnu
           og sund og livlig -- Alt ved Herrens Godhed --
           og eet Minut du tør dog være Enke?
           Hvormange Aar mon Gud betroede dig
           til slig forbandet frugtløs Ødslen-hen?
           Mon denne friske Skjønhed gaves for
           at kysses blot af Taarer? eller for
           at fryde dig og Andre? -- Nu, du rødmer?

Ayanna



           Den er ei min.

Den Sortklædte



           Er den ei længer Guds?
           Dog Guds er Verden. Og din Mand er borte;
           men hiint almene Bud paahviler stedse.
           -- Du seer med store Øine? Nu, ja runded
           de sig til Sole ud, de saae dog ei
           en Sky, af Tvivl paa denne Pande, der
          
d.III,b.3,s.339              er glat og blank som straaled al den Sandhed,
           den fanget har og gjemt, igjennem den.
           -- Du dadler disse Heders trodsige Øde
           midti Naturens Svulmen -- ha, hvor finder
           du Roes for disse dine Nonneaar,
           mens denne Frugtbarhed, Gud dig betroed,
           henvisner uden Nytte, mens det Hjerte,
           du knuger med din Haand at hænge stille,
           skjøndt Han i himmelsk Svingningstakt det satte
           med Verdens Gang, med Livets store Hjerte,
           hvis Straalepuls du seer udgyde sig,
           ja selv med lille Bogfinks Elskovsqviddren?
Ayanna



           I skrækker mig.

Den Sortklædte



                       . . Ja troer du vel,
           om alle Elskere foer udpaa Havet,
           at det behaged Gud, at Menneskheden
           forgik af efterladte Qvinders Griller?
           Har du en Mand -- velan! Men har du ingen,
           saa tag af disse Millioner; thi
           ei Du har Ret at narre Skaberen,
           at grave ned det dyre Pund, han gav dig,
           at være gjerrig, naar han gav dig Alt,
           at haane din Natur; thi den er Hans.
           (Holder Ayanna tilbage, som vil flye)
           -- Fly ei! Hvad siger du!

Ayanna



                       Jeg er forskrækket
           Forlad mig!

Den Sortklædte



                       Gud har til Naturen
           dig skjænket, og Naturen skjænket dig.
                 Hvad siger du?

Ayanna



                       Ak, Intet, Hjertet banker.
          
d.III,b.3,s.340  
Den Sortklædte



           Har Gud ei sendt mig for at trøste dig?

Ayanna

           I trøsted mig; men nu I mig forskrækker.
                      Som Stormen I de gamle Skyer bortfejed;
           men blæste nye frem.

Den Sortklædte



                       Jeg trøsted dig.
           Er der ei nok for mig igjen at glæde?

Ayanna



           Gaa, gaa! Jeg veed ei.

Den Sortklædte



                       Jeg dig trøsted.
           Det har du glemt. Hvis Graad var ei en Synd
           paa denne skjønne Jord, for dine Øines Skyld,
           som skulle være klare for at see
           kun Sandhed og den store Guddoms Godhed,
           jeg græd med dig. Men nu da jeg har lært
           dig Fryd, hvi skal jeg ei med dig mig fryde?
           hvi Du ei fryde dig med mig?
           Har Himlen, mens din kaarne Mand er borte,
           ei sendt mig som en Mand til dig?
           Hvis du, skjøndt ung, har Smaae, hvis Fa'r er borte,
           er jeg ei sendt af Gud som Fa'r for dem.
           Hvi mødtes vi? hvi skar din Sorg mig dybt?
           Se jeg -- thi Gud det vil -- se jeg vil boe
           hos dig, og for den svare Synd dig vogte,
           at lade Livsenssødmen tørres hen,
           at lade Godheds Gave ligge ubrugt,
           at lade Harpen hænge ubrugt, som
           i søde Harmonier med en anden,
           udtone Guds Algodheds Lovsang skulde!
           Men, naar din Elsker kommer, da jeg ryster
           hans Haand, og siger: se jeg trøsted hende!
          
d.III,b.3,s.341              I Ømhedskys jeg fanged hendes Taarer,
           -- dem du i Sandet ellers lod bortflyde.
           Kom! . . Natten stunder til.
Ayanna



                       Saa vil I tale?
           Tør I? Ak, er det vist? Ja, tør I
           saaledes tale til Lorenzo, hvis -
          
(Bedækker sit Ansigt med et Skrig)

Den Sortklædte
(omfavner hende)



           Jeg ham omfavner, som jeg dig omfavner.
           Jeg siger: se her er din Hytte fredet!
           Thi den en Ven bevogted.
           Her dine Børn! Thi Gud de Faderløse
           en Fader gav, mens du fløi om paa Havet.
           Her er din Viv, med Frosind som tilforn;
           thi Enken ei gjensad formynderløs;
           thi Ungdom ei gjensad foruden Glæde;
           thi Skjønhed ei gjensad foruden Ømhed;
           thi Qvinden ei gjensad foruden Mand!

Ayanna



           Uhyre! bort! Nu har jeg dig forstaaet.
          
(tilhyller sit Hoved grædende)

Den Sortklædte



           Velan jeg dig forlader, Landsbynar,
           kun kjed af dig, endskjøndt du troer forsmaaet.
           Jeg gaaer; thi der, Gudsdød, der er min Fa'r.
          
(Iler bort. En aldrende Standsperson kommer)

Standspersonen
(bøjer sig ned over Ayanna med den guldknappede Stok
paa Ryggen)



           Hvi græder Du saa bittert, gode Kone?

Ayanna



           O, hvi jeg græder? Ak, et Spørgsmaal!
           Bort, haarde Mand!
          
d.III,b.3,s.342  
Standspersonen

                       Hvad gjorde jeg?
                      Jeg vilde nyde Luften her ved Havet:
           men finder den med Jammersukke fyldt.
           Mit syge Hjerte skulde bades
           i Morgensolen, og det overskylles
           med Taarer, saa dets gamle Tungsind vaagner
           forynget op igjen. Hvad har jeg gjort da?

Ayanna



           Nei, hvad har jeg gjort?

Standspersonen



                       Nu besind dig, Stakkels!

Ayanna



           Stakkels? Javel, det passer nok.
           Du ynker mig? Tak gode gamle Mand!
           Du er for gammel til at ville synde.

Standspersonen



           Dog kaldte du mig haard, skjøndt jeg kan hjælpe.
           Af Sorg I skjældte mig.

Ayanna



                       Af Sorg? Javel!
           Saa har jeg Hjælpen bortstødt? Nu velan,
           der var vel ingen, hvis I er et Menneske?
           -- Jeg har en Mistanke, ja en Mistanke, en Mistanke!

Standspersonen



           Hvor kan du spørge saa?

Ayanna



                       Hm -- Jeg er mistroisk.

Standspersonen



           Jeg frygter . . Arme!
          
d.III,b.3,s.343  
Ayanna



                       Hm -- Jeg har min Grund.
                      Trav du ei bort nu som en Hest!
           Smyg du ei bort nu som en Orm!

Standspersonen



           Jeg ei forstaaer dig.

Ayanna



                       Heller ikke jeg.
           At ei forstaae sig Selv, det er dog værre.
           O, Gamle, spar mig! Tænk at du er gammel.
           Spot ei din Evighed!

(Forts.)
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE