HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 3. BIND: 1836 - 1845

FIGURER
Statsborgeren 19. nov. 1837.



Zobolam, Prokuratoren.

Ouverturen.

   O
gsaa Ayanna maatte vaagne engang; thi den Barmhjertig-
hed er sjelden, at et Menneske, der slumrer ind af Udmattelse
under sine Lidelser, ikke skulde vaagne til dem igjen, naar
nogle elendige Blodkar ellers have Styrke til endnu at holde
sammen. Ayannas Sjel vaagnede ikke med hendes Øje. Hendes
Hoved følte Solen brænde før hun erindrede sig hvor hun var
og hvorfor hun var der. Men der, i Nærheden af sin Faders
Hytte, kunde hun ikke være siden hendes Skjændsel var kom-
men i de tre Matroners Mund. En frygtelig Tankerække lod sig
følge fra det første sløve, blyfarvede Blik til et flammende Sort
voxende opfyldte det, til det forvildet lod til at søge noget om-
kring sig. Ak, det maa have søgt Døden og ikke fundet den
paa denne Hede med den afbladede Pilebusk og Vandpytten,
som lod Frøens Ryg tør, naar den sad deri -- saa matfarvet
bliver det medeet, saa taageagtig er denne Sorgfuldhed paany,
som stirrer ud af det. Og endnu kan Ayanna tænke paa Andre?
hendes Sorg have Ømhed for Andres? Hendes Øje følger jo
med en Naturforskers Opmærksomhed, hendes Øre lytter jo
spændt, somom Intet i Verden havde større Krav paa hende,
d.III,b.3,s.329   paa Rørdrummen, den hæslige Fugl, Lygtemandens Følgesvend,
der skriger fordi Stormen har trillet et af dens Æg ud af Redet
og ned mod Pytten, hvor Snog og Padde lurer. Rørdrummen er
øm, saa styg og forhadt den er; den vil ikke miste eet af de
mange, som den har faaet forat give Liv og pleje. Ayanna er
øm; hun har ondt af Rørdrummen, den Hedens og Mosens For-
bandede, der skriger som onde Aander, og hun tager dens Æg
op, varmer det i sin Barm og ved sin Aande, og den vilde Fugl
flyer ikke, mens hun lægger det i Redet.
   Uskyldige Mennesker, om de end ikke ere skyldløse, forstaae
altid Naturen; og Ayanna var, efter vor Mening, uskyldig,
skjøndt hun var det Skrækkeligste, Verden veed: en falden
Pige, en, som havde hengivet sig sin Trolovede i Gjenforenin-
gens Øjeblik, og skjøndt hun nu, bedragen, bar en Be-
dragers, en Djævels Barn under sit Hjerte. Selv den grusomste
eller helligste af alle Religioner, den mest farisæiske af alle
Sekter skulde dog ikke negte, at hun var god, saa god og øm
som nogensinde, som nogensinde et Menneske, og maaskee blø-
dere end tilforn. Hun forstod Fuglen og Naturens rige Sprog
i dens vilde Ømhed. Hun vilde ikke mere døe; thi hun døde
ikke alene. "Gud vil ikke, at jeg skal døe," var hendes fromme
Tanke i den mest dogmatiske Form, da hun ilede over Heden
forat flye og skjule sin Skam imellem Fremmede, i den store
By, hvor man ikke rødmer over det Beskjæmmende.

   Endnu besad da Ayanna de Qvindehjertets Klenodier, som
selv ere kostbarere end Qvindens fysiske Uskyldighed, som
Mændenes egoistiske Forfængelighed har tillagt en kunstig
enorm Priis ved at sætte den ved Siden af Moderømheden og
Religiøsiteten. Disse ejede Ayanna, da hun kom til den store
By, hvor man ikke rødmer over det Beskjæmmende.

   Ak, Ayanna, den samme Storm, som hvinede over dig paa
Heden, blæste din Lorenzo lykkeligt i Havnen, riig nok til at
kunne gjøre Hytten paa Stranden saa smuk, at han kunde føre
dig ind der, selv vakrere, mandigere, trofast og glødende af
Elskovsforhaabninger. Men de tre Matroner havde været der.
Lorenzo havde faaet nok. Han var forsvunden; Ingen vidste
hvorhen. I Sandet vare ingen Fodtrin, og Spor i Bølgerne ud-
slettes snart.



d.III,b.3,s.330      En Djævel havde krænket Ayanna; og dette var ikke det
værste. Saa gjøre jo Menneskene ofte. Fornemme og rige Folk
iklæde sig en Elskers Skikkelse, gaae omkring og forføre Fat-
tigfolks uskyldige Døttre. Hvad værre havde Blasfemiels Tem-
peltjener gjort? Og dog ville Mange som have gjort det samme
og pralet deraf, holde Fortællingen for overdreven, fordi den,
med partisk Kjærlighed for Menneskeslægten, tillægger en
Dæmon en af dens egne Ugjerninger, hvoraf tusinde skee paa
Jorden mens denne Pen løber Linien ud. Og -- hvad der er
det værste -- hundrede af disse tusinde skee ikke af menneske-
lig Lidenskab (thi Mennesker af stærke, naturligt sunde Liden-
skaber ere blevne sjeldne) men enten af dyrisk Sløvhed eller
kold, ægte dæmonisk Beregnen og indgroet Lyst til at besvære
den Taabelige og forføre den Uskyldige, som man troer tilhører
en Slægt i Menneskeheden, som ikke har dennes Følelser eller
Ære. Denne er Armodens og Uvidenhedens moralske Neger-
race, der har den Egenskab at kunne producere stærke Sønner
til Arbeide og vakre Døttre til Vellyst for de Klasser, hvis
Børn ere Gardeofficerer, Hofmænd, Riddere, Diplomater,
Banqviers, Aspiranter til Æresposter, Adels- og Gentlemen af
forskjellig Rang og Navn.

   Da Ayanna naaede Hedegrændsen, var ethvert Spoer af
Lorenzo forsvundet. Han har rimeligviis foretrukket et Øjebliks
Død for at føle Qvaler værre end Dødens hvergang han i et
langt Liv maatte tænke paa sin uoprettelige Ulykke. Han var
et Menneske af naturligt sunde Lidenskaber, og er sandsynlig-
viis død med en Forbandelse over Ayanna, den Troløse, som
troede at have opoffret sig ham. Men da har han og i næste
Sekund, da han saae hendes Ulykke foretrukket Helvede for
Himlen, for der at søge dens Ophav og Hevn for Ayanna.

   Dog lod Djævelen Lurifax hende beholde det Bedste: hendes
Tro og Haab til Gud. Et Menneske berøvede hende ogsaa dette,
et Menneske et af de mange, som med glotændt Begjær efter
"Skjønheden i Sorg", efter den øjensynligt Faldne, men "uende-
ligt interessante Landsbypige, som ikke veed hvor hun skal
gjøre af sig" begloede Ayanna, da hun gik ind i den store By,
hvor man ikke rødmer over Skammen.

   "Aha! der er adskilligt tilbage!" "Netop Saadanne falde i
d.III,b.3,s.331   min Smag." "Præstens Datter i Taubenhain udentvivl?" "Seer
jeg ret paa hendes lille Habengut, vil der blive godt Kjøb" --
saaledes talede de Begloende. En af dem, en sortklædt, lang,
smekker ung Mand med et Par Guldbriller fulgte hende, da hun
satte sig under et af Træerne i Indkjørselsalleen og græd.


Den Sortklædte
(bøjende sig venligt)



           Min kjære Kone, eders Graad mig smerter.

Ayanna
(seende paa ham, ryster grædende hans Haand)



           Ak, gode Menneske! -- Du er det!

Den Sortklædte



           Dog har jeg ikke Graad for dig, men Tanke.
           Qvæl Smerten med en Tanke. Det gaaer an.

Ayanna
(ryster paa Hovedet)



           Forgjæves! Gode Menneske -- I er det!

Den Sortklædte



           Saa haaber jeg. Dog er jeg ei som Andre.
           Jeg sørger ei. Jeg kan ei. Thi jeg vil ei.

Ayanna
(seer forundret paa ham)



           Hvorledes?

Den Sortklædte



                 Oprør gjør jeg ei mod Gud,
           om han mit Liv med Sorger end beskatter.

Ayanna



           Oprør? mod Gud? Gid han ei hørte det!

Den Sortklædte



           -- Men altid gudhengiven lader jeg
           mig drive af de store Skjæbnestorme,
           der gjøre af de Dødeliges Planer
           kun uberegnelige Sandfigurer.
           Men Dyd og Viisdom være just som Vimplen.
           Thi hvor er Strid imellem Vind og Vimpler,
          
d.III,b.3,s.332              var dette Hav med slige end bedækket?
           Men hvor er Fred imellem Almagtsviljen,
           og usle Dødeliges? Ja, om Jorden
           eet Menneske kun bar, dog trodsed dette
           mod Den, der holder Jorden paa sin Aande.
Ayanna



           Sandt! sandt! Dog er du mere viis end god.
           Misund ei Sorgen Klagen! Meer den har ei.
           Den Sorg, som ei tør klage, er den værste.

Den Sortklædte



           Velan -- hvis Sorgen tør ei klage: tør ei.
           Da, som i Trældom al Ulykke skjærpes,
           saa ogsaa Sorg. Men Sorgen tør nok klage;
           men bør ei; thi i samme Stund den bøjer
           med Ydmyghed sig under Almagtsviljen,
           med Friheds Stolthed sig frasiger den
           al Jamrens usle Trøst.

Ayanna



                       Vel ussel; men
           naar man ei anden har?

Den Sortklædte



           Du ei mig fatter.
           Lær Viisdom da af Vimplen! Naar mon slaaes
           en Vimpel imod Stormen? Og er du
           i Herrens Viljes Haand vel stærkere
           end i Orkanen denne lette Strimmel?
           Hvad Vind saa er, dog bølge alle Vimpler
           med lige Lethed efter samme Streg,
           som kom just samme Vind de havde ønsket,
           for ret med frie Tække sig at røre.
           Det er jo baade skjønt at see og rigtigt.

Ayanna



           Sandt, sandt! Guds Vilje skee!
          
d.III,b.3,s.333  
Den Sortklædte



           Det samme som: lad Herrens Storme blæse,
                      og efter dem sig bøje alle Sind!

Ayanna



           Nu gad jeg sige: mere from end viis
           I er, saafremt det skulde kaldes Viisdom
           at baute op paasned saa høit man kan
           mod Herrens Skjebnestorme.

Den Sortklædte



           Saa ei er det.
           Men den er viis som from, der følger kun
           og drejer Sind og Hoved altsom Stormen
           udbruser over alles Hov'der, skjøndt
           usynligt kraftig dog fra Almagtsskjødet.
           Da var jo Alles Liv som Blomsternes,
           der bølge henad Strømmen.
           Men Sorg og Ondt, hvad er det uden
           at denne stærke Storm, hvori den Guddom,
           som styrer Verden, boer, de frække Hov'der,
           som vende sig imod, i Fjæset blæser?
           Vend derfor denne Tankes Hoved bort,
           som stedse i din Sjel sig reiser, for
           at see udover Bølgen mod din Mand!
           Jeg traf det! over Bølgen mod din Mand.
           Fortørn ei Himlen, som har eder adskilt,
           ved frugtesløse, ja ved frække Ønsker,
           som om den Store skulde for et Suk
           forandre sin Natur og standse Stormen,
           og for en Taare trække Havet ind!

Ayanna
(tørrer Taarerne bort)



           Sandt, sandt; Ak, gode Mand!

Den Sortklædte



           Hvad, om du ønskte dig i Jomfrustand,
           da Gud dig med din Mand

(hvem han bevare!)

           forente -- var det ei en Trodsighed?
          
d.III,b.3,s.334  
Ayanna
(ryster hans Haand)



           Uhyre! uhyre! Ak, gode, gode Mand!

Den Sortklædte



                 Dog øver du den samme Trods, kun omvendt.
                      Hvad Gud adskilte vil du jo forene?

Ayanna



           Velan -- jeg vil ei sørge. Ei mod Gud
           jeg kjæmper, men imod mit eget Hjerte.
           Nu er jeg rolig i mit Hoved. Vel!
           Jeg troer ei Gud har skabt et Menneske
           til større Sorg end Fryd.

Den Sortklædte



                       Nei -- ei til Kummer;
           aldeles ei til Sorg!

Ayanna



                       Det var formeget.

Den Sortklædte



           Det, som vi kalde Sorg, hvad er det andet
           end en høist nyttig Ring om Lungen, at
           den brister ei af Latter, eller og
           en Ballast, saa ei Frydballonen slingrer.
           Dog, have vi ei altformegen Glæde,
           hvortil da Sorg, da ufornødent Onde?
           Og have vi formegen Glæde, da,
           fordi os mangler lidt, hvortil da Sorg?
           Den sande Viisdom byder Eder da,
           som vel har kjærlig Mand og vakre Børn,
           men ellers lider under Fattigdom,
           ei at forøge Manglerne med Sorg.
           Men Den, som svømmer i Alverdens Godt,
           bør som en Strand for Lykkens Vraggods, som
           et Slugdyb, der kan stedse tage mere,
           sig aabne, saaat han, til Lykke vant,
           beruses ei af den, ei leer saa høit,
           at han til Sorgens Pauser netop trænger.

d.III,b.3,s.335  
Ayanna



           Ja, hvo der kunde.

Den Sortklædte



                       Ikke kan; men skal.
                      Thi kunde Mennesket, saa rev det Sceptret
           af Herrens egen Haand. Her er at skulle.
           Og Du skal ikke sørge, ikke plette
           den Verden Gud har skabt saa pletløs.
           Hvad er din Sorg da? -- fræk Formasten
           til andet Brug af Livet end Gud vil.
           Og derfor tør ei Graaden bort alene;
           men ryk den sidste Sorgens Rod af Sjelen!

Ayanna



           Vel! Jeg er munter . . Ak, jeg kunde synge.
           Tilgiv mig, du som er derude -- Ak!

Den Sortklædte



           Hvad Ak? Du hykler Fryd for Frydens Skaber?

(Forts.)
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE