HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 3. BIND: 1836 - 1845

d.III,b.3,s.323  
FIGURER
Statsborgeren 16. nov. 1837.



Zobolam, Prokuratoren.
II. Ouverturen.



Tredie Scene.
Det Indre af Helvedes Kathedral, bygget og smykket efter Enhvers Fan-
tasi. Dog bør ikke glemmes en Kongestol med et Par glotindrende Øjne i
ligeoverfor Prædikestolen. Talrig glimrende og buntet Forsamling. Ypper-
stepræsten Blasfemiel trinende op til Højalteret. Lurifax som Chordegn.



Blasfemiel

(messende)



           Nu Achab! Verres! Clive! og Hastings og Tiberer
                 og giftige Brinvilliers!
           omfavner Satans Fod! Fordømte, triumferer!
                 Thi alt et Hjerte bærer
           den Zobolam, hvis Daad skal overskygge jers.

Lurifax.



                                   Amen!

Blasfemiel.



           Thi over ham et Folk saa hvinende skal klage,
           at af de Tordner, som i eders Sjele brage
                 en Klang blie'r kun igjen,
           hvis sidste Tonen blidt i Himlen svinder hen.

Lurifax.



                                   Amen!

Blasfemiel.



           Ja, favner Satans Fod!
                 Thi, træt af Jer at pine,
           har Han i Jomfrublod
                 nu avlet sig en Søn for at forløse Sine.



           Seer gjennem vor Rotunds krystalne Tag af Hav
           et Næs af hviden Sand sig skyder frem, der ligner
           en Strime af en Sky, som, tungt belæsset af
           det vrede Uvejrs Skyds, mod Husets Gavle digner . .
          
d.III,b.3,s.324   Der staaer jert Bethlehem i usle Fiskerhuus!
                            Nedknæler, I Fordømte!
           Snart see I Bunden af det dybe Vredens Kruus,
                 som I i Sekler tømte.
Lurifax.



                                   Amen!

Blasfemiel.



           Dæmoners skumle Smiil den Glorie være, som
           i Djævlesonerens veefulde Fødselsnat,
                 hans Vugge krandse om!

Lurifax.



                                   Amen!

Blasfemiel.



           Basunen som ham hilser, den er Fordømtes Skratt.

Lurifax.



                                   Amen!

Blasfemiel.



           Og onde Skygger, som ei lærte Kløgt hos Gud
                 skal være Østens Vise,
                 som komme for at prise
           den Zobolam, hvis Skyld skal slette Helveds ud!

(Rædsom Jubel)

4de Scene.
(Ayanna i en sorggiven liggende Stilling bag et Buskads paa en Hede.
Tre respektable Koner mødes)



1ste Kjærring

   -- Nyt, Koner, Nyt! glædeligt Nyt! Ikke til Byen med Ræger
og Melk idag, men med Nyt . . Nyt især for Jomfruer.

2den Kjærring

   Hvad da, Sybille? Hvad Nyt? Fortæl! Hvem er druknet?
Hvis Huus er brændt? Hvis Ko har kastet? Er En forliist?
Hvem er forliist? Saa tal da! tal da, i Jøssu Navn!

d.III,b.3,s.325  
3die Kjærring

   . . Mand og Muus ja -- hvem er forliist? Fortæl, fortæl!
1ste Kjærring

   Aahaa! Værre end det! Bedre end det. Den dydige Ayanna,
som knapt vilde see paa os, . . Tvi! Tvi! Tvi! siger jeg.

Begge de Andre

   Ja, vi med. Tvi! Men hvad er det da, Moer?
1ste Kjærring

   Ei, tænk engang - hvorlænge har nu hendes Trolovede været
borte?

Begge de Andre

   Over Aaret, over halvandet, indpaa To.
1ste Kjærring
(Med Gestus)

   Og nu gaaer hun som saa . . paa faldende Fode.
Begge de Andre

   Tvi! Haha! Godt Nyt!
1ste Kjærring

   Ja, godt Nyt; men halvandet Aar har han været borte, to
Aar, paa det tredie. Godt Nyt! Afsted til Byen!

Begge de Andre

   Afsted, afsted til Byen med godt Nyt!
(Ile bort ad forskjellige Kanter.)

   Dette var ogsaa en ny Iskjænken i den ulykkelige Ayannas
Lidelsesbæger, som var diabolisk nok i Hensigt og Virkning,
omendskjøndt Djævlene her virkelig vare undskyldte; og den
kom fra Menighedens frommeste og gudhengivneste Kristinder.
Ayanna havde forladt sit Hjem, for at skjule sin Skam. Paa
Heden, hvor hun troede sig ene, erfarer hun nu, at hendes gode
Navn var forloret. Hendes Skjændsel var bedre bevaret i alle
Vindes Sæk end i een af hine fromme Qvinders Mund. Hun
kunde ikke skrige, da disse adspredte sig til Fuldbyrdelsen af
d.III,b.3,s.326   sine kjærlige Hensigter. Det Stadium i Fortvivlelsen indtraadte,
der udfyldtes af den Sløvhed, som ikke kan fæste Tanken paa
sin Elendighed, og ved hvis Taarer, der ikke er mere Smerte
end ved Vandet, der siler ud af en Klippe. Et Uveir, som jog
lavt henover Heden, Stormen, som bøjede Sandpilen, bag hvil-
ken hun havde skjult sig, og berøvede hende Dækket af dens
Blade, Regnen, som fyldte hendes Leje i Sandet, drev hende
ikke bort. Ayanna slumrede under alt dette. Hendes sjelelige
Lidelser medførte en legemlig Udmattelse, en Søvn, hvori hun
ikke engang kunde drømme. Sjelen var besvimet. Legemet
aandede i den lethargiske Søvn, kun hørligt for Tudsen, der
sad imellem Pilerødderne og hele Natten fæstede sine Øjne paa
den Fremmede.
(Forts.)

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE