|
FIGURER
Statsborgeren 22. okt. 1837.
Skolemesteren.
Det er et Par Gange regelmæssig om Aaret, Præsten i X.
ikke er dummere end de Mennesker, han befinder sig imellem.
Det er, naar han er samlet med sine Skolemestere. De ere syv;
men der er ingen Gradation imellem dem i Vet eller Kund-
skaber. De ere alle Alne af samme Stykker Vadmel: kun deri
forskjellige indbyrdes og ifra Vadmel, at de mest udslidte staae
højre i Priis for Almuen. Det er kun to Daler om at gjøre, men
der skulde trælles et almindeligt Menneskeliv tilende før man
kunde hamle op til dette lille Tillæg. Det var slemt, at Almuens
|
| d.III,b.3,s.302 |
Agtelse for Veteranerne ikke gjorde den beredvilligere til at
øge paa. Med en Oppositions Kulde anhørte de gode Sogne-
mænd Hs. Velærværdigheds Propositioner om noget Saadant,
og de gjorde kun da et modvilligt Tilbageskridt og indrømmede
en Dalers Penge, naar det blev oplyst, at Skolemesteren var
blind eller døv af Ælde og det var at befrygte, at han skulde
lægges paa Bygden som vandrende Lægslem, eller naar de
kunde skimte i Stakkelens aabne Grav. Det slemmeste var dog,
at Skolemesterne tilsammentagne ikke gjorde Nytte for de usle
Skillinger, Enhver af dem fik. Var det det slemmeste? Skulde
det ikke være endnu slemmere, at H. V. og med ham H. H.
Provsten o. s. v. holdt for at de gjorde Nytte nok?
"Guds Ord kan de, sagde H. V. og det skulde jeg troe er nok."
"Mere end det" -- havde gjerne Provsten sagt; thi i sin sløve
Tankegang var han tilbøjelig til at give Svar, som han før havde
hørt, men uden Hensyn til om de passede eller ikke. Men denne-
gang tog han dog Svaret fra sig selv eller den almindelige
Præstetro: "Meget rigtigt, Hr. Pastor, Almuesmænd har ikke
godt af mere. Nei faa mig Skam! Herr Pastor, maa jeg have
den Ære -- "
Glassene vilde være faldne de værdige Fædre af Hænderne,
dersom de havde kunnet forlade Kalvestegen og været Vidner
til hvorfor Qvelsgrøden paa en Gaard en Fjerdingvej borte blev
sveden. Den Ulykke skede fordi netop En af de Syv af for-
dærvelig Oplysningssyge gik udenfor det bare Gudsord, og gav,
efter endt Omgangsskole der paa Gaarden, et Kursus i Historie
og Geografi til Bedste for en fem sex Drenge, som Videlysten
holdt tilbage, for Manden selv paa Gaarden og for Madmoer,
som burde passet Grøden. Men hun havde ondt for at lukke
Øret, for Skolemesteren holdt sine Extraforelæsninger i Gruen,
hvor det hele Auditorium havde fundet Plads.
-- -- "St. Olaf, ja Gubevar's! han vandt over hele Verden
til Carl Magnus kom, men saa maatte han give tabt. Det var
det største Slag, som nogen Gang er bleven holdt; men Carl
Magnus havde Christi Svedeskjorte til Fane og fuldt af Tryne-
tyrker til at hjælpe sig . . ."
"Trynetyrker? Jeg troede aldrig der gaves slige," bemærkede
Madmoer.
|
| d.III,b.3,s.303 |
"Jo de gives. Hehehe! jo de gives den Dag i Dag. Kom hid
med et Stykke Kride skal jeg vise jer." Og nu tegnede den
vandrende Magister til Alles Forbauselse et Slags Svinehoved
paa den blanke Sodvæg i Arnen. "Se saaledes see de ud i An-
sigtet, og se her disse to Streger ere Arme og disse to Been
som paa andre Mennesker."
"Tvi da, tørk det Stygge ud igjen. Det skal ikke staae der
til Natten."
"Det er bare Overtro, Moer, og Mangel paa Oplysning. Var
Han endda her selv, skulde jeg ikke sige noget om, at I blev
bange, for han lever af bare kristent Kjød."
"Boer han langt herfra Trynetyrken?" "Nu da Skolemester!"
"Jeg regnte bare over. Først Kjøbenhavn i Dannemark, saa
Lundon i Engelland, det er 300 Miil, saa Parris i Frankrig, det
er 500 Miil, Amsterdam i Holland, det er 600, Lissabon, som
gik under, er 700, Rom i Pavedømmet er 1000, og derfra atter
1000 Miil til Tyrken uden Tryne, men saa er der ikke saa langt
til Trynetyrken, for der er ikke større Forskjel mellem dem end
imellem Norske og Svenske paa Trynen nær, som de have fordi
de ere Hedninger."
"Jøssu Namn, det maa være fæle Folk."
"Ja Gu' er' de fæle ja."
"Høh! Skull' en ha'e hørt sligt," sagde Bonden selv, som var
falden i Staver.
"Men Morianer da, Skolemester? Kjender I noget til dem!"
"Ja Morianer i Algier. Jeg har engang læst . . Men bi lidt,
jeg har læst saameget . ."
"Gud veed hvor I kan rumme det alt, Skolemester. Men tag
jer en Dram -- værs' god."
Fortællingen om Morianerne blev afbrudt ved at Budejen, det
første hun kom ind med Melken, raabte: "men Jøssu Namn,
Moer, Grauten er sviji." Ingen af dem, som havde hørt paa
Skolemesteren, angrede paa at Grøden var sveden. Moer gav
et Stykke stegt Flesk tilbedste, som Skolemesteren fik for sin
egen Mund, da han begyndte Maaltidet med den Bemærkning,
at Trynetyrken plejede at anrette Kristenkjødet, som altid
maatte være fedt, aldeles som Svinesteg. Man kunde kjende
Landet alt langfra paa Lugten o. s. v. Den første Hentydning
|
| d.III,b.3,s.304 |
var nok til at betage de andre Appetiten; men Skolemesteren
var baade en stærk Aand og en stærk Mave. Iaften fik han
sidde i Højsædet, og befæstede derfra endnu mere sin An-
seelse ved nogle forfærdelige Bedrifter af "Puntekorven", som
fra en liden Dreng af blev til Konge og slog Bonaparten. Disse
havde han fra en liden i Kristiania udkommen Bog, men sin
anden Lærdom havde han fra Studeringer i sine yngre Dage,
om hvis Vidtløftighed kun Den kunde gjøre sig et Begreb, som
havde seet Bøger, der vare større end Bibelen.
"Det er rigtig godt for Grænden, at vi har faaet saa flink
Skolemester" -- sagde Madmoer, da hun var kommen bag den
blaagraa Topsengs Værkensgardiner. "Han har lidt for voxne
Folk ogsaa."
"Ja-a! Gudskeelov, Oplysningen stiger," svarde den trevne
Mand, "og at her er et kristnet Land, der ligger langtfra . . ."
"Trynetyrken" vilde han have sagt, dersom han havde turdet i
Topsengens Bælmørke, som blev ham uhyggeligt før han ved
nogle vældige Opstødelser efter den med Skolemesteren rigelig
nydte Huusfusel havde opfyldt det med den Athmosfære, hvori
han var vant til at snorke trygt og roligt mens kanske (dog det
er meget uvist) hans Sjel lettede sig i Drømme til en lysere
Tilværelse end man skulde troe.
Udpaa Formiddagen næste Dag kom nu og da en Unge slæn-
gende fra Nabolaget, og tog Plads rundtom Bordet. Der blev
da en Mumlen af Evangeliebøger, Katechismer og Forklaringer,
alteftersom Enhver havde Bøger til, og alt paa fri Haand. Mange
lærte at læse efter Psalmer. Det var Skolen, og der var noget
Jacototsk i Methoden. Det var Skolen, og den graa, lurvede
Mand med Næsebriller, som mumler med og veed at forbinde
megen Air med Pegestikken, er Skolemesteren. Næste Dag
vender han en Skammel med Benene ivejret, fylder den med
Levningerne af Skolens Inventarium, og bærer saaledes Skolen
til næste Gaard. Møder han saa Præsten undervejs, skeer
Skolevisitatsen med et: "Bravo, Skolemester! Nu, hvor gaaer
det?"
"Takker brav, at sige som det kan, Deres Velærværdighed."
"Ja jeg seer det gaaer brav. Hvor gammel er han?"
"Lad mig see . . 2 gange 20 er 40, 2 gange 25 er 50, 2 gange
|
| d.III,b.3,s.305 |
29 altsaa . . akkurat 58, at sige til Vaaren Deres Velærvær-
dighed."
"Han skal have 2 Dalers Tillæg til sine 8. Er han fornøjd."
Og Skolemesteren drager sin Vej som det lykkeligste og stol-
teste Menneske under Solen, og Præsten sin. Han det lykke-
ligste, denne vandrende, hjemløse Betler? Ja hvilken gammel
Betler, der elsker Tobak og Brændeviin, er ikke det lykkeligste
Menneske, naar han faaer Skillingen, der sikkrer ham disse Ny-
delser. Endogsaa uden de 2 Daler (som, imellem os sagt, Skole-
mesteren betragtede som et Slags Æresmedaljer) var han altid
langt lykkeligere end Præsten. Thi denne var aldrig fornøjet
med sine Kaar eller med hvad han fik. Skolemesteren var ogsaa
i Grunden mere æret end Præsten. Den aandelige Føde, han
meddelte var i Grunden ogsaa ligesaa sund og veltillavet, som
Hs. Velærværdigheds. Sine respektive 8 Daler aarlig -- nu 10,
om Kommissionen ikke atter bliver for stridig -- kunde han,
uden Sorg for Føden, (thi de gode Mødre havde altid lidt aparte
for ham) anvende efter følgende faste Udgivtsbudget:
Klæder...................... 2 Spd. -- --
Sko ........................ 1 -- --
Skjorter ................... 1 -- --
NB Skjænk til Skomager og
Skrædder, som altid hjælpe
med Bøding.............. - 1 --
Brændeviin og Tobak.... 3 4 --
Og naar nu hertil kommer de belovede 2 Daler, saa, som
sagt, er der intet ivejen for Lyksaligheden. Men det besynder-
ligste er, at Skolemesteren giver Præsten, den gamle lærde
Akademikus med sit gode haud (haud contemnendus naturlig-
viis) og med al den Ærbødighed, han har for hans store Lær-
dom, intet efter i at føle sig. Forskjellen imellem dem i det
Punkt er, at Skolemesteren betragter sig som den belønnede
Fortjenstfuldhed, Præsten sig som den ubelønnede. "Ingen læg-
ger Mærke til mine stille Fortjenester af Almueskolevæsenet"
siger Hans Velærværdighed ved sig Selv. "Lad det da i Guds
Navn skjøtte sig selv. Jeg bliver træt. Saa kan man i Guds
Navn have det saa godt."
|
| BLA BAKOVER |