|
FIGURER
Statsborgeren 5. okt. 1837.
Nok en Blodsuger.
Det er os ikke muligt at komme til Prokuratoren, til Figuren
af Prokuratoren, saaledes som han er, naar han misbruger sit
skjønne Kald til alskens Ugjerninger. Beslægtede, skjøndt un-
derordnede Karakterer af disse stereotype klassedannende
fremtrænge sig altid foran, og Skildringen af ham fjerner sig
ligesom jeg tænker mig Helveds inderste Hule kun tilgjængelig
ad en Række af Forhaller og Indgange, der kunne være fæle
nok, skjøndt de dog ere den rolige Lises og Velbefindendets Op-
holdssteder imod hiin,
hvis Lys er Satans Øjne inderst inde,
hvis Væg forstenet Skræk . . . .
Over to af disse Indgange til Prokuratorens Figur har alt
staaet "en Blodsuger". Og over den tredie finde vi studsende
det Samme. Er der da endnu flere Slags Blodsugere? Ja, og
hvor man mindst skulde troe det: imellem Folkets egen uskyl-
dige Masse, som plukkes og suges nok udenfra, imellem Bøn-
derne, Bonde imod Bonde -- ogsaa der raser denne forfærde-
lige uslukkelige Krig mellem de ulige Kaar, som overalt ud-
breder sine Ulykker over Menneskeheden.
Hvem skulde troe, at denne statelige aldrende Mand i den
tarvelige graa Vadmelskjole med de blanke totenske Knapper i
var en Blodsuger? Han ansees jo som en Pryd for Bygdens
Bønder, som deres bedste Repræsentant ved enhver Leilighed?
Præstens Bord staaer ham aabent, og Øvrigheden roser ham
|
| d.III,b.3,s.286 |
som det ypperste Exemplar af en Bonde. Uden Statsborger-
nykker, uden at være smittet af Tidens lede Aand, driver han
sin Dont som Landmand og gjøre Ret og Skjel d. e. han offrer
Præsten bedst, og giver den juridiske Øvrighed nu og da noget
at tjene.
Og der er ingen skjult Foragt i den Udmærkelse, som Byg-
dens Honoratiores vise Manden i den graa Kjole med de smaae
listige Øjne under de bustede Bryn. De see gjerne, at Bøn-
derne sluge hinanden op indbyrdes blot der falder noget af til
dem. De have da sin egen Samvittighed frelst, og endda oven-
ikjøbet, naar de staae sig godt med Kaxerne, den moralske For-
tjeneste, at de ikke lyve, naar de sige, at Resten bestaaer af
Pak, som Ingen reflekterer paa. Men hvad der er mærkeligere
er, at der er saaliden Standssympathi, at Bondeblodsugeren
ogsaa af Almuen vises al Ærbødighed som om han virkelig var
en Ære for Bygden. Kommer han til Thinget i sin Kariol, faaer
han Tegn nok paa det, og standser han udenfor Kirken, sidder
vanskeligt nogen Hat paa. Det Sidste er ikke mærkeligt, for --
o det kan lade Blodet stivne! -- til Kirken, til de Fattiges og
Forladtes egen Vens Huus, som den kaldes, komme netop ikke
de Fattige. De høre nok Klokkerne, men de sukke eller see
med misundelige Øjne gjennem de smaae lappede Ruder paa
de Forbifarende, og gjøre sig ikke rede til at fare afsted. Thi
hvorledes skulde de kunne vise sig i Kirken i saa usle Klæder,
de have? Undseligheden og Følelsen af Fattigdom have de be-
holdt. De ønske blot, at de Timer, hvori den er bittrest, at
Kirketiden var forbi. De holde sig hjemme, om Blodsugeren,
om hiin mægtige Mand, der nu just opfylder Kirken med sin
durende Bas, har ladet dem beholde et Hjem. Men dette er
altfor ofte ikke Tilfælde, og da kan man træffe de uddrevne
Familier paa de afsides Veje, under en Busk, bag en Laave,
for ikke at blive seete af Kirkefolket.
Der nikker et rødfarvet Silkeskaut eller en nymodens Dame-
hat paa et stort Rokkehoved med oppurrede Kurumpekrøller,
og Kirkehattene og de blanke Kjøbstadkaskjetter stryge af --
det er den mægtige Mand i den graa, som reiser fra Kirken.
Staklerne liste sig endnu mere afsides. Moderen er kun angest
forat den Mindste skal skrige og røbe dem. Men den ulykkelige
|
| d.III,b.3,s.287 |
Fader stjæler sig til et Blik udover Vejen; thi han kjender
Kariolen, Hesten og Manden -- , ham i den graa, som drev
dem ud uden Barmhjertighed. Og for første Gang falder det
ham ind, at den mægtige Mand har Bordstabler i Mængde, en
Saug og en Mølle, og at alt det kan brænde op ved een Stikke
paa een Nat, og at det vil ærgre ham og gjøre ham fattigere end
om han havde ladet Familien blive siddende. "Ha!" Eller --
har han ikke Brunen kjær? og vil det ikke nage ham, om den
en Morgen kommer til Grinden med afskaarne Øren eller Hale?
"Ha!" Ganske vist. Og ganske vist brænder der noget ondt i
det Øje, hvormed Staklen seer efter sin ubarmhjertige Hus-
bonde, og Armodens Fortvivlelse er den sorteste og frodigste
Muld, Satan har at saae i.
Den, som troer, at Bønderne udgjøre een stor Stand, tager
betydelig feil. Det ovenfor brugte Ord "Standssympathi" har
ingensteds hjemme, dersom det skal betyde, at Gaardmand
Lars Kristensen føler Forbittrelse over at Gaardmand Cyprian
Kjeltringsrud rykker Huusmand Ole bag Aasen med Kone og
syv Børn uden Grund op medrode. Han Cyprian er lige brav
Karl for det, og Lars tør gjøre det samme; thi Huusmændene
-- der ellers ere et talrigt Folk i Folket og det som forsyner
Gelederne og skal forsvare med sit Blod Andrefolks Ejen-
domme -- ere uden Beskyttelse. Selv mellem de ulykkelige Have-
sygens Offere er der liden Standssamfølelse; thi de ere ad-
spredte, sløve af Lidelser og medfødt og bibragt Dumhed. Kun
da Kaxen i den graa havde ladet udkaste paa een Dag sex Huus-
mandsfamilier, der fra Arildstid havde havt Plads i Gaardens
Udeje, og de alle sex med Store og Smaa, Syge og Friske be-
fandt sig paa een Plet paa Aasryggen, hvorfra de endnu engang
kunde see tilbage -- kun i det Øjeblik syntes et samstemmigt
Hyl fra alle Mødrene og alle Børnene og et vist Blik imellem
Mændene at røbe nogen Sympathi og fælles Følelse af Elendig-
hed og fælles Tanker og Forsætter. Men enten de nu ikke for-
stode hverandres Blik, eller de tænkte hver for sig paa sig selv,
nemlig at det nok var bedst at naae Bygden inden Qvel for at
faae noget at spise, saa er det vist, at de adspredte sig, og at
de siden, naar de mødtes paa Betlerstien ikke viiste hinanden
mere Sympathi end Hunde der have et Been mellem sig.
|
| d.III,b.3,s.288 |
Det er forfærdeligt hvad Kaxerne af samme Art som hiin graa
Mand kunne tillade sig mod sine Huusmænd. Disse have ingen
Sikkerhed i Kontrakterne, om de gives. Det mindste Brud der-
paa fra deres Side har Opsigelse og Udkastelse tilfølge, mens
Huusmanden upaatalt maa tage tiltakke med hvorledes Huus-
bonden holder den eller ikke. Den graa, hæderlige Bonde, som
vi saae kjørte forbi sin skjulte udkastede Huusmand, havde al
sin Tid øget Afgivt og Arbeidsdage, ja da han i Krigens Tid
kom til Gaarden, og Huusmændene vare i Feldten, tvang han
deres Koner til at arbeide i deres Sted, og da denne Haardhed
var temmelig almindelig, fremkaldte den et offentligt Forbud
derinde fra Regentskabet i hine Tider da Norge drømte sin
smukkeste Drøm, som kun Halvparten er gaaen i Opfyldelse.
Dengang gik en af Huusmandskonerne eller Trælqvinderne højst-
frugtsommelig bag hans Plog, og en Anden fødte en Dreng paa
Laaven under Træskningen, og da Bygden netop havde en Smør-
kaptein i det Aar, Kaxens Søn skulde tegnes, maatte hiin Dreng
deran i hans Sted.
Men, Gudbevar's, Huusmændene kom til sine Pladser igjen,
paa nær en af dem, som strax blev udsagt, fordi han var bleven
skudt til Krøbling i Feldten. De andre dyrkede sine Skogpladse
ligesom deres Fædre før dem havde gjort, og da de vel havde
lært af Nød og Exempler at rydde og dyrke op og vare blevne
gamle og havde netop faaet Pladsen i slig Stand, at de kunde
begynde at nyde nogle Frugter af et Livs Slid og Slæb, saa --
siger Manden i den graa Kjole hele Pargaset op, og da de bad
for sig, var han saa medlidende, at han lod dem sidde mod For-
øgelse i Afgivt og Arbeidsdage, og saaledes gik det fleregange,
indtil det var dem umuligt at indrømme mere. Og da? Da
sagde han dem ud for Alvor, og da de pukkede, ødelagde han
dem ved sin Ven Prokuratoren og fik dem udkastet efter Dom,
og om Aftenen hørte baade Præsten og Fruen med megen Be-
klagelse paa hvormegen Ærgrelse den brave Mand havde af
sine Huusmænd. Den brave Mand? ja, "som ikke gjør Nogen
Fortræd" bemærkede Præsten -- "og den snille Mand, som tæn-
ker baade paa mig og dig" -- lagde Fruen til -- "mens saa-
mange Andre -- -- man skal saamen ikke see saameget som
saa -- ".
|
| d.III,b.3,s.289 |
Samme Aften, som Bondeblodsugeren paa sin Tilbagereise fra
Kirken var strøgen forbi de hilsende Almuesfolk og forbi den
udkastede Huusmandsfamilie, som ikke turde vise sig for Kirke-
folket, tilbragte han Aftenen hos Præsten ved en Polskpas
(som var det, Hs Velærværdighed, som saa Mange af sine Med-
brødre i Herren, bedst forstod). Det trak som sædvanligt udover
paa Morgensiden siden Hs. Vhd. var kommen i Skuddet med at
vinde, da det led udpaa.
"Hvor seent Maanen staaer op inat." bemærkede Hs. Vhd.
idet han saae sin brave Sognemand vel i Kariolen. "Godmor-
gen! Godmorgen! Hr. Pastor! Tak for iaften!" Kariolkaxen
rullede afsted.
Men han havde rullet længe, og Maanen steg endda ikke op.
Og hvor skulde den komme fra? Det var jo i dybeste Næ. Men
den rødlige Glands steg højere og højere og udbredte sig videre
langs med Aasryggen.
Og netop nu hælder det mod en uendelig Skraaning, nu, da
en Tanke som Stikket af en enkelt Naal igjennem Hjernen....
"Ha Brunen! trav ud! opover! opover! naa bare Højden, at jeg
kan see! -- "
Og Brunen travede opover som om Bakkerne vare Sletter og
Medhælde. Og fra Højden? "Gudsdød, Skadevarme er det!"
Og nu gik det Bakke ned og op, og naar han var nede imellem
Bakkerne saaes de graarøde Skyer allerede at have overbølget
Zenith, og naar han var oppe paa Toppen et Segment af Hori-
zonten guult flammende i et mod Siderne skarpt begrændset
Lys, mens tre Flammetinder reiste sig mod Højden.
"Ha, Brunen! trav ud! Skulde det være Bordstablerne, Saugen
og Møllen! Ha, Brunen, trav ud! trav ud!"
Endnu er der en Højd, en lang uendelig Højd. Men Brunen
traver. Hiin Aasryg er naaet. Derifra kan Alt sees. Det er
Bordstablerne, Saugen og Møllen. Brunen studser ved det
skarpe Lys, men standser ikke. Det gaaer nedover med den,
saa Stenene fyge. En skraldende Latter lyder bag Gjærdet.
Der funkler det onde Øje fra idag af, og under Orrekjerrene,
hvis Blade skinne som Blod paa den Side, som vender mod
Branden, mens de ere natsorte paa den anden, slumre de smaa
|
| d.III,b.3,s.290 |
Skrighalse paa en udbredt Skindfæld, og en Kone hvisker:
"Ole, pas dig, saa han ikke hører dig. Det var han Sjøl."
Jo han har hørt den skraldende Latter, og han skulde have
vendt sig i Kariolen og opdaget sin Mand, dersom Brunen ikke
havde gaaet saa paa efter eget Tykke, og dersom han havde
kunnet.
Thi hans Haand styrede ikke Brunen mere, skjøndt den holdt
uryggelig i Tøjlen. Hans Øre hørte ikke mere siden han hørte
Flammens Bragen foran sig og bag sig Mordbrænderens Latter.
Hans Øjne saae ikke mere siden han fra Toppen af Bakken
saae... O Himmel der styrter Stabler og Saug og Mølle sam-
men! Lad styrte! Hvor stirrede hans Øjne og forbleve stivt
stirrende, da han saae hvor de styrtede sammen, Stabler og
Mølle og Saug!
Da Brunen kom paa Pladsen, skumdækt, skjælvende, dog
standsende paa den sædvanlige Plet, bleve Folkene forundrede
over at Husbond, som holdt i Tømmene, og sad der som før i
den graa Kjole med de blanke Knapper, og hvis Øjne stode
aabne...
"Men, Gud fri os, hvor de stirre! Husbond! Husbond! her
er stor Ulykke skeet!"
"Aa ikke saa stor endda, Husbond har faaet et Slag," siger
en gammel krumbøjet Kjærring med et Livs Trældom i sit
Ansigt -- hun, som engang maatte træske for sin Mand, mens
han var i Feldten for Fædrelandet, og som fødte under Arbei-
det, og maatte lade sin Gut til for Husbonds. Og denne Gut
var den udkastede Huusmand, som iaften, mens Husbond var
hos Præsten, havde været paa Bruget forat tale med sin Moder.
Ikke for andet? Det er en frygtelig Krig, Armod og Rigdom,
Elendighed og Havesyge føre med hinanden.
|
| BLA BAKOVER |