|
FIGURER
Statsborgeren 28. sept. 1837.
En Pøbelkonge
er et frygteligt Menneske, dersom han har nogen aandig Over-
legenhed. Men denne erstattes ikke af Ærgjerrighed alene.
Pøbelen selv, som han styrer eller kan styre, om han vilde,
maa have Frygt for ham, men en Frygt parret med Beundring
og Hengivenhed. Vi have ingen saadanne; og de tilhøre ogsaa
kun bevægede Tider. Er Fædrelandet i Fare, skeer et voldsomt
Brud paa dets Frihed og Selvstændighed, vilde Pøbelkonger
sandsynligen vise sig, og de skulde maaskee bidrage mere end
hvilkesomhelst andre Individer til det Heles Frelse. Men der
er et andet Slags Pøbelkonger, som ikke have andre Støtter for
sin Magt end Rigdommens Anseelse, en dunkel Oprindelse af
Pøbelens egen Masse, et varigt Præg af dens egen naturlige
Raahed, Besiddelsen af slige Bestillinger inden Komunen, som
|
| d.III,b.3,s.280 |
lægge dens fattigere Medlemmer i Ens Lomme, lejede Haand-
langeres Geskjeftighed, Spanderinger og mangfoldige andre af
disse Egennyttens og den lave Forfængeligheds Midler.
Hvor Menneskene dog ere godtroende og svage! og hvorofte
er dette ikke udraabt uden at de blive forsigtigere! En Mand,
der beslutter at beherske engang i Tiden en heel Deel af sine
Medborgeres Interesser, behøver kun en Tid at lade somom han
ganske forener sin med deres og somom han er deres mest høi-
røstede Talsmand, og de skulle lidt efter lidt, først enkelte,
men siden i Masser, villigen underordne sig ham, samle sig til
ham som deres Repræsentant, Talsmand og Høvding, og selv
naar de mærke, hvorledes det egentlig har sig med ham, mangle
de Kraft til at skille sig fra ham, og lade det være nok med
det Meel, han engang har faaet paa sin Kage i deres Deigtrug.
Men der hører Forstand og Udholdenhed til at drive noget saa-
dant igjennem, siger man? Aa ja, den Forstand, at lægge
Mærke til hiin Menneskenes Skrøbelighed, og den Udholdenhed,
aldrig at undlade at benytte den, og det ikke blot til at vinde
Anseelse imellem de Simplere, men ogsaa Rigdom paa deres
Bekostning, og saaledes ogsaa, baade ved denne og ved sin
Popularitet mellem hine, Anseelse imellem de Fornemme, hvor-
ved han, istedetforat tabe i Indflydelse mellem sine gamle For-
vante, faaer Anseelse af en mægtig Patron, af En, der virkelig
kan beskytte deres Interesse, af en Talsmand mellem dem og
Magthavende.
En saadan Pøbelkonge maa have fredelige Aar forat kunne
see sin Magt voxe. I en bevæget Tid skulde hans indre Ussel-
hed vende af sig selv Indsiden ud, og Massen skulde opdage
hvor skjøre de Baand dog vare i sig selv, siden de ikke ere
moralske, som bandt den til ham. Mængden, hvis Patriotisme
er oprigtig, og som taalte i mange Aar, at han skrabede Meste-
parten af Fortjenesten til sig, i den Tro, at han i paakommende
Tilfælde vilde være den Beredvilligste til Opoffrelsen, skulde
med Forbauselse see disse at udeblive, og at han fra Toppen af
sin sammenskrabede Dynge forblev uvirksom, kun lurende paa
hvad Kant den stærkeste Vind blæste fra. Og omsider, naar
Taalmodigheden forgik den, vilde den vel endog stikke Fingrene
ind i hans hullede Patriotisme og hale Løvehuden af Æslet, saa
|
| d.III,b.3,s.281 |
noget af dets egen Hud fulgte med. Og i de smaa Samqvem, i
Kneiperne og de intime Tobaksklubber vilde Samtalen, istedet-
for at omhandle hvor lykkelige Smaafolk dog vare ved at have
faaet En af deres egen Midte ved slig Magt, at han, med ufor-
andret Sind, kunde være dem til Nytte, vilde den med klar-
seende, ubarmhjertig Nøiagtighed gjennemgaae alle de Gange,
han havde taget Arbeide fra dem, og hans hele Historie med
alle dens Træk af Anmasselser, Usselhed og fuul haardhjertet
Egoisme lige fra hine mindre Tillistelser af Fortjeneste til den
store Koup, hvorved Kongen fik sit Pallads paa en gammel
Vens Bekostning.
Saaledes foer de da med ham i Tobaksklubben, som følger.
|
| BLA BAKOVER |