HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 3. BIND: 1836 - 1845

FIGURER
Statsborgeren 10. sept. 1837.



Blodsugeren

   danner Overgangen til en ny Figur, paa hvis Udkast vi tænke
med Rædsel, nemlig Prokuratoren, naar han er slem, saadan
som vi kjende ham i diabolisk Aabenbarelse. En Blodsuger,
enten af de almindelige, som ingen Undseelse have for Verden,
men bære sin Gjerrighed tilskue i et kummerligt Udvortes og
den knappeste Levemaade eller af de, ikke bedre, men smukkere
og galantere, som vi ville skildre, er kun en ubetydelig Deel,
et Led, der ligesom Ormens afhuggede, lever for sig selv, af
en saadan Prokurator. Blodsugeriet er kun en enkelt af de
Kløer, hvormed denne Høg holder sig fast i Menneskehedens
Nakke, kun en enkelt af de Trævler, hvorigjennem denne Gift-
plante suger sin Næring. Udenfor Blodsugeriet kan Blodsugeren
være det honetteste Menneske af Verden; Denne derimod kan
bedrage, om han end ikke vandt en Skilling derved. Det er
ham nok, naar han kun holder sig varm i Kunsten. Der kommer
nok en Leilighed, da han kan anvende den importablere; indtil
da giver det altid, i Mangel af saadant, Aandsbeskjæftigelse
og Øvelse, at lyve, intrigere og stifte Splid m. m. Jeg saae
engang en saadan Prokurator tilsyneladende ledig læne sig
udover et Gjærde. (Slige Tornebuske, tænkte jeg, maa der groe
d.III,b.3,s.265   langs Vejene i Helvede) Han var ogsaa ledig; men paa sin Viis.
Han morede sig med at faae en liden Gut til at slippe gule
Myrer op i en Tue af de Brune og at see paa Myrderiet imel-
lem dem. Barnet havde ogsaa omsider fundet Moro deri. Og
saaledes gaaer ogsaa den brølende Løve omkring.
   Vi ville ikke have at bestille med disse almindelige Blod-
sugere, som blot forstaae den plumpe og simple Aagren, men
skye den finere, mere anseete, igjennem forcerede Anvendelser
af Rettens Mellemkomst og Processer, ikke alene at faae sit
Tilaagrede, men Godtgjørelse efter Beregninger, hvormed det
ingen Vanskelighed har. Hine modbydelige udsultede Spids-
næser i det kummerlige Antræk med de skidne smaae, om end
tykke Tegnebøger i Skindlommen, forholde sig til disse kun
som Grovsmede til Kleinsmede, og kunde vel for det fortjene
Opmærksomhed; men da vort Valg er frit, kan der intet under-
ligt være i, at vi foretrække at skildre en af disse Blodsugere,
som have forstaaet, at man for at kunne leve med Ære som
Blodsuger, maa ligne visse Vandplanter i at bære en smuk,
kjækt i Solskinnet fjedervajende Flor over Vandskorpen, mens
de hæslige, seige, ormdannede Rødder sugende igjennembore
Mudderet.

   En saadan Blodsuger er en meget behagelig Mand, som gjerne
seer Folk hos sig, er med, hos hvem man lever høit og godt,
og Ingen spørger hvor det kommer fra. Derpaa kan han være
tryg og bygge sin Frækhed. Hans Viin og Porter vil ikke fore-
komme Nogen som Blod, naar den kun er god. Derfor er den
altid god. Han er ikke en Forbryder for, ligesom hine sin
Races pøbelistiske Udskud, at nægte sig Livets Glæder. Og
hans Glæde er ikke forstilt. Hans Latter er oprigtig. Hans
muntre Leven, hans hyppige og eklatante Gjæstebud skulle
ikke døve hans Samvittighed.

   Hans Samvittighed -- hahaha! Hvem leer? Det var en fæl
Latter!

   Han har ingen Samvittighed. Mest af hele sin Slægt er han
fri for dette ubeleilige Onde. Hine plumpe Blodsugere ere saa
spidsnæsede og blege om Truten fordi Samvittigheden kniber
dem. Men Han -- vor Blodsuger -- er af smukt, triveligt Ansigts-
huld. Hans Lysekroner straale ikke saa om Aftenen, forat han
d.III,b.3,s.266   ikke skal see Skyggerne af sine Offere, af dem, som han drev
til at give Døden det Eneste, han levnede. Hans Fløjelsgardiner
ere ikke saa langtnedhængende, saa fyldige og bløde, forat de
skulle dæmpe denne Lyd af Høstnattevinden i Træerne der-
udenfor, som ligner saameget Suk i sine stødvise Tag, og Hylen,
naar den er mere vedholdende -- jeg mener den Sukken og
Hylen, som saa ofte (de dumme Folk!) fulgte paa hans ikke
barskt udtalte, men uforanderlige: "Nei, jeg kan sgu ikke!"
Skulde han have fornummet noget Saadant, maatte han jo havt
Fantasi eller Anfægtelser af Samvittigheden. Men ingen af
Delene, og overalt Samvittighed mindst. Den havde han ikke;
og han fandt sig vel derved -- idetmindste langt bedre end dem,
der have formeget deraf. Thi intet gjør Livet surere. Han
manglede den, ikke fordi han havde qvalt den, men fordi han
aldrig havde havt den.
   Engang dog -- det var en Aften efter en Udkastelsesforret-
ning, som Fogden selv sagde, han aldrig havde holdt Mage til,
og hvor Kjærring og Unger havde skreget noget græsseligt, idet
hun førte sine Syv ud, mens hun bar ved sit Bryst den Ottende,
som var død under Forretningen af Krampe i den almindelige
Skrigen. -- Engang dog, men ogsaa kun eengang, og det gik
over som en Opstødelse -- dengang nemlig, havde han dog, da
han reiste alene hjem og følte sig noget flau i Maven, en Slags
Anfægtelse af Noget, der lignede en Slags Samvittighed. Tem-
melig uvilkaarligt, ligesom et Lys pludseligt falder paa en mørk
Væg, tegnede nemlig det Spørgsmaal sig i hans Indre: "men har
jeg da nogen Samvittighed?" Det blev ubesvaret, og, som sagt,
det gik over som Hikke. Det blev ubesvaret, thi ved den løseste
Eftertanke fandt Han, at det blot var udsprunget af Erindringen
om hvad Fogden havde sagt og om at han er en Skurk, paa
hvem et saadant Spørgsmaal nok kunde passe. I næste Sekund
var hans Tanker: "Djævelen i denne Kariol, som Peer Peersen
gav mig for de 14 Dages Henstand! saa støder den." Og i
næste derefter (just som et Stjerneskud faldt): "Gid den Gaard
der var min!" Og i næste derefter igjen: "Der tør vel blive
Raad dertil -- bi lidt!" Men han biede ikke. Kariolen med
den skrækkelige Væske i foer afsted gjennem Mark og Skov.
d.III,b.3,s.267   Men intet Skud faldt bag de nathyllede Stammer, ingen stor
mørk Skikkelse med et blegt fortvivlet Ansigt traadte frem,
greb Hesten i Tøjlen og --
   Næste Morgen laae ikke Blodsugeren med knust Hjerneskal
i sin Seng. Thi Gud er langmodig d. e. Ulykken er sløv og
Trældom hundartet af Gemyt. Men med en smuk lille blommet
Morgenkalot sidder Blodsugeren ved sin Pult over den aabnede
Væske, overregner Gaarsdagens Gevindst, og udkaarer sig af
sine Lister et nyt Offer for Dagen. Chokoladen dufter ved hans
Side, blaae venlige Kanasterskyer ombølge ham, Taffeluhret
pikker roligt som hans Hjerte. Endnu togange rundt Langvise-
ren, saa er Forretningstimen. Han reiser sig, putter Protokollen
under Armen og -- i samme Stund seer nogle Gader længer
henne et jammerfuldt Ansigt udad en Dør. Det spørger: kom-
mer Han?

   Jeg maa ellers oprigtigt tilstaae, at en Mand som Blodsuge-
ren kan fristes til at holde sig selv for en brav Mand, naar
han ikke mærker andet end Agtelse for sig hos alle Andre end
de Stympere, som med alt sit Habengut ligge i hiin sorte Læder-
væske. Eller skal man selv være den Første til at holde sig
for slet?

   En Usæd, som anretter mere Ulykke i Samfundet, end de, der
gjøre sig skyldige deri, troe, nemlig den Svaghed, i det Selska-
belige at vise Skurke (NB. De, der have Raad til at være med)
de være det i menneskelig, borgerlig eller politisk Henseende,
den samme Høflighed, som Mennesker, om hvem man intet ondt
veed, bidrog meget til at bestyrke vor Mand i hans Mangel paa
Selverkjendelse. Foragten viste sig ikke imod ham som et Mo-
ralitetens Korrektiv. Han blev hadet og frygtet, men af Folk,
der vaandede sig under hans Greb. Af Andre blev han ikke,
naar han viste sig i Selskab, behandlet som Fiirbenen, man
jager med Foragt ind i sit Hul, eller som Snogen, som man
søger at knuse saasnart den viser sig for at drikke lidt Solskin.
Nei, nei, denne moralske Krokodil blev klappet og strøgen til
han faldt i sin Sjelesøvn, denne giftige Hugorm blev behandlet
af blødhjertede Damer som et Silkebaand, de gjerne gad have
om Livet, og af agtværdige Herrer som et vatret Ordensbaand,
d.III,b.3,s.268   for hvilket Hatten maa stryges. Præsten var hans aabenbare
Ven; og hans naturlige Ræsonnement var da: hvorledes kan jeg
da -- posito -- være Skurk? Foged og Dommer vare Hæders-
mænd begge, kjendte ham bedre end han kjendte sig selv, og
fra dem havde han Attest paa at han baade var saa flink og
retskaffen en Mand, som Nogen kunde forlange; og hans natur-
lige Ræsonnement var da, at det var en Tremarksløgn, om No-
gen vovede at sige han alligevel var en Skurk. Rundt om sig
saae han Folk, der ikke var likere, og dog ikke bleve behand-
lede som Fiirben eller Slanger. Hvorledes kunde han da være
en Skurk? Han var istand til at tage Tremarksdom over sig
selv, om han virkelig kunde lade slig Tanke falde sig ind. Og
vee, om nogen Anden nærede den, og udtalte den! Han havde
en Prokurator ved Haanden, som i enhver saadan Sag forsva-
rede sin egen.
   Ærekjær var altsaa Blodsugeren, og det er en Dyd. Det var
blevet ham en Nødvendighed, siden hans Affærer bestandigt
udvidede sig; og han havde Ret til at være det, siden han var
en Engel imod Prokuratoren. Denne -- o Retfærdighed! -- --

   -- -- Men hvorfor forjog man Satan fra Jorden før Vinger
vare voxede ud over de svovelgule Skuldre paa Den, der kunde
erstatte ham, naar han blot kunde flytte sig selv med Tanken?

   Idag er han kanskee i Kirke (thi det hører ogsaa til). Og
kanskee i Blodsugerens Stol (thi det hører ogsaa til). En Bas
og en Tenor blande sig i Menighedens Sang.. De To synge
noksaa peent sammen


           "O Gud! du vil, at Kjærlighed
           skal hver min Daad oplive" o. s. v.

   Men ingen Gysen løber igjennem Menigheden, Klokkeren kom-
mer ikke af Koncepterne, Orgelets Tangenter blive ikke ube-
vægelige under Organistens Fingre, mens dets høie Malmpiber
og Basunerne af sig selv begynde at intimere Dommedags-
choralen, og de høje Hvælvinger styrte ikke sammen.

   Thi Gud er langmodig.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE