|
|
| d.III,b.3,s.256 |
NORGE
Statsborgeren 3. sept. 1837.
-- H. M. har under 12te f. M. resolveret, at Fangerne i
Kristianias, Bergens og Throndhjems Tugthuse, uden Hensyn
til Straffetidens Længde, maa bære en særegen og let kjendelig
Fangeklædning. Det forekommer os ellers somom Hensyn burde
have været taget til Straffetiden, da de paa kortere Tid Ind-
dømte vel ikke friste at undvige, og Hensigten med Dragten ikke
kan være at skjærpe Straffen, men kun at vanskeliggjøre Und-
vigelser. Imidlertid vil Dragten, der minder om Slavernes, blive
optagen som en extraordinær Skjærpelse i Straffen. Det Eneste,
som taler imod nogen Forskjel i Dragten, er, at den kunde
vække Splid og Misundelse, da man, om hinanden, uden at
adskille dem efter Forbrydelsens Storhed, har Fangerne sam-
lede i Salene. Men det har man dog Magt til at raade Bod paa;
og den grove Forbryder, hvis Undvigelse kunde være farlig,
vil snart komme til Erkjendelse af, at det ikke er nogen Par-
tiskhed, om han ogsaa i sit Ydre adskilles fra de mindre Straf-
skyldige, ligesom det og vilde være i høj Grad hensigtsmæssigt,
om slige Forbrydere ganske afsondredes fra hinanden. Samme
Indretning kunde gjerne omfatte de grovere Forbrydere i et
Tugthuus, og de for første Gang Inddømte i et Forbedringshuus.
Vi have nedskrevet disse Bemærkninger om Fangedragten, i den
Tanke, at en "let kjendelig Fangeklædning" skulde blive en
afstikkende. Dette troe vi den ikke bør være. Der er intet man
mere maa skaane end Forbryderens Æresfølelse; og denne mo-
ralske Hævert bør antages at kunne endnu være i Behold hos
de Fleste af dem, der førstegang inddømmes. Vi kunne derfor
ikke bifalde, om det skulde forholde sig, som vi have hørt, at
man uden videre skal have givet Fanger i Mangelsgaarden
-- der indspærrede for Uordentlighed, Arbeidsløshed eller Le-
diggang -- brogede Laar, med mindre de ved et ubændigt Hang
til at undvige skulde have gjort en saadan Forholdsregel nød-
vendig. Hvad Tugthuusdragten angaaer kunde maaskee den ved
en af de større og bedre Correktionsanstalter i Udlandet bruge-
lige tjene til Mønster.
[Så er referert en kongelig resolusjon om skyssrefusjon.]
|
| d.III,b.3,s.257 |
-- For Kongsvingers Fæstning skal indtil videre reglementeres
2de faste Opsynsmænd, der af Kommandanten (for Tiden
Oberstl. Sissener) antages og saavidt muligt vælges blandt
længe- og veltjente Underofficerer. Disse have efter Komman-
dantskabets Instrux at føre tilsyn med Fæstningen, dens Byg-
ninger og Inventarium, Portens Aabning og Lukning, besørge
Sneskufningen o. s. v. og nyde derfor 15 Sk. daglig i Løn, frit
Qvarteer som Gifte i Fæstningens Bygninger, i Godtgjørelse for
Brænde og Lys 15 Spd. aarlig, hvorfor de erholde en vis egen
Mondur (graae Kjole med hvid Krave og Opslag og rund
Tressehat og Sabel med Gehæng).
-- Vi have udsat, at berette noget om den irske Marquis af
Waterfords bedrøvelige Eventyr i Bergen, før paalidelig Under-
retning hidkom om Sammenhængen og Marqvisens Tilstand.
Denne fornemme og rige Adelsmand er, efter alt at dømme, en
af de irske Herremænd, som bringe sine stakkels Landsmænd,
Forpagterne paa de udstykkede Godser, til Fortvivlelse ved de
overhaands Afgivter, som de afpine dem ved sine Forvaltere, og
siden fortære i Udlandet. Hans Herligheds Maneer var nu at
gjøre det ved at streife Verden om, hvor Han fulgte det besyn-
derlige Lune at søge at vinde et europæisk Navn som Spek-
takelmager eller Skøjer. Og dette lykkedes ham. Paris og flere
andre fremmede Stæder vare ligesaavel som London Tumle-
pladsen for hans Spilopper, der -- efter Fortællinger om Vindu-
indslagninger, Ægkastning paa Forbigaaende, naar Hs. Herlig-
hed sprængte forbi i sin Kalesche og Folks Udflytning fra hans
Naboskab at dømme -- synes at have været af en raa Karak-
teer og forøvede, med ligesaameget af Aristokratens som af en
ubændig Ungdommeligheds Overmod, bag Rangens og Rigdom-
mens sikkre Beskyttelse. Hans Spilopper tabe saaledes meget
af sin overalt tvivlsomme Interesse, og selv den, ellers ikke i
Opfindelsen nye Streg, som man siger han skal have forøvet
med en irsk Sherif, som just skulde have med sit Grevskabs
Parlamentsvalg at bestille, nemlig at invitere ham ombord paa
sin Lystyacht og saa under et Champagnelag sætte Seil til og
føre ham nolens volens det lille Stykke Vej over til Norge --
ogsaa denne Lystighed vækker Mishag, da Toryens Ringeagt
|
| d.III,b.3,s.258 |
for sit Lands frie Institutioner stikker tydeligt igjennem Over-
givenheden. Marqvisen kommer vel ogsaa herfor i klækkelige
Bøder, naar han kommer hjem, men hvad bryder en Mand med
over tusind Dalers Indtægt om Dagen sig om Bøder. De forøge
kun hans sørgelige Berømthed, som gaaer saavidt, at engelske
Blade berette, at "onde Tunger sige" at Marqvisen af Water-
ford skal være afseilet til Norge -- somom man ikke kunde
tænke sig at han var reist nogetstedshen uden for der at forøge
sin Berygtethed. Men i Bergen var nær Enden bleven sat for
et saa ilde anvendt Liv. Marqvisen ankom, efter først at have
været inde i Hardanger, did den 9de f. M. paa sin Yacht, som
ved sin Størrelse og Pragt tiltrak sig almindelig Opmærksom-
hed. Den 11te om Aftenen begav han sig tilligemed To af sit
Følge opigjennem det med berygtede Huse opfyldte saakaldte
Nøstet, hvor han tog ind paa et sligtet, som bar det meget
passende Navn "Hoffet," hvor tre løse Piger udgjorde en Deel
af Inventariet. En af disse, paa hvem Marqvisen havde sat sin
Hat, fulgte ham derfra opad Gaden. Da han var noget beruset
og lystig, som Damen udtrykker sig i Forhøret, og især gjorde
Kommers siden han fandt Proppen i den Flaske, hvoraf han
vilde betjene sig underveis, saa kom en Vægter, Brynild Hamre,
til, der før skal have Ord for at ville gjerne slaae til, og efter
kort at have betydet Parret, at det ikke maatte støje saa opover
Gaden, skal han have givet Marqvisen, som var iklædt en hvid
Kittel, og som han holdt for en fremmed Matros, der ofte give
Bergens Vægtere at bestille, en Hib med Stokken af sin Mor-
genstjerne, der eggede Marqvisen til med en Gadesteen at sætte
sig til Modværge og at vise Tegn til Angreb. Dette forekom da
Vægteren med et saadant -- som han paastaaer, efter Armen
stilet Slag -- med Morgenstjernen selv, som rammede nær Tin-
dingen, at Marqvisen styrtede til Jorden og at den pigløse
Kugle paa Staven sprang af. Den Slagne reiste sig dog selv,
blev ført stærkt blødende til Borgervagten, og saa ombord, hvor
en Hjernerystelse indfandt sig, der længe lod tvivle om hans
Liv. Han er dog nu i Bedring og uden Fare. Hans Følge lod
igjennem den brittiske Consul optage Forhør, i hvis Følge Væg-
teren, en fattig Mand med Kone og 4 Børn, er bleven afsat.
|
| BLA BAKOVER |