|
FIGURER
Statsborgeren 31. aug. 1837.
Lutherske Lands-Pabster.
Ikke blot den katolske Kirke har sine Pabster og Pabstleins.
Der er en Overflod deraf i vor egen udskregne evangeliske.
Men vore tage sig ikke nær saa godt ud som hine med Fløjels-
kappe, den tunge glimrende Monstranz, de rige Præbender og
den laskede Cølibatfedme, som en tro Huusholderske paa nogle
og Tyve, ved Navn Therese eller Angelica, holder vedlige paa
det alleromhyggeligste med Lammesteg, lidt Vildsvinekjød,
friske Druer og netop saameget god Burgunder, som er tjenligt
for Fordøjelsen og en sund Søvn derude i Kaprifoliehytten,
hvor Therese strikker og jager Fluer bort, og hvor Ingen maa
forstyrre Hans Velærværdighed. Men dette er jo et Stykke af
en Prælat; og vi have jo ikke Prælater. Jo Emner til Præ-
later have vi, jammerlige Efterligninger af Prælater.
Hans lutherske Velærværdighed har ingen Therese eller An-
gelica; men han dyrker heller ikke Cølibatet. Han blev tidlig
gift, fordi han blev tidlig befordret, og han blev tidlig befordret,
fordi han tog tidlig Examen, og han skyndte sig med at tage
Examen, fordi der i den Tid var gode Embeder at faa for slette
Kandidater. Siden har Hs. V. ladet Theologi være Theologi, og
en Stok, der driver for Strømmen, kommer ikke mageligere og
sikkrere frem, end Hs. V. er kommen fra det ene gode Kald i
det andet. Thi Hs. Velærværdighed -- eller Højærværdighed,
som han vil kaldes, siden han alt har været Provst -- har ikke
følt sig bunden til nogen Menighed af Godhed for den eller af
gjensidig Kjærlighed; men han har betragtet sine Kald alene
som Porte til noget Større. Og dertil er han ogsaa indgangen;
thi han tænkte strax: bedst at banke itide; søger, saa skulle I
finde. Og saa søgte H. V. itide, nemlig strax noget Bedre blev
vakant; og naar han havde søgt ni forgjæves, fik han altid det
|
| d.III,b.3,s.250 |
tiende. Og saaledes er H. V. hamlet tidlig op i et Embede, hvori
den lutherske Pabst har kunnet udvikle sig frodigen.
Kom ikke til H. V. med den Nyhed, at forbedrede Religions-
bøger ere udkomne. H. V. hader alt Nyt undtagen af Aaret,
og saaledes da ogsaa Sligt. H. V. kan Pontoppidan paa sine
Fingre, saa han endogsaa lange Stykker kan lægge Bogen paa
Ryggen under Examinationen indtil han kommer udaf det, f.
Ex. ved at see Fremmede i Kirken. Og da H. V. engang kan
Pontoppidan, skal H. V. vel ikke gjøre sig den Umage paa sin
gamle Alder at puge ind noget nyt forat Ungdommen kan blive
bedre underviist, som det hedder, og ikke faae noget Galskab
ind, som det hedder, og ikke med Plan blive opdraget i og til
Dumhed, som det hedder. Hs. Velærværdigheds Klokker og
Skoleholdere dele naturligviis ganske Hs. Velærværdigheds
Meninger, og saaledes ogsaa denne, og saaledes gaaer det i Hs.
Velærværdigheds Præstegjeld som det gaar. Hs. Velærværdig-
hed har ellers Grunde, baade inden og udenfra hentede, for sin
Forkjærlighed for gamle Erik. "Man er enig med mig i selve
Hovedstaden, -- siger H. V. og seer sig omkring, idet han tager
sig en Priis og knepser med Fingrene -- i Hovedstaden faaer
selv fornemme Folks Ungdom netop den samme Underviisning
som min, og det skulde jeg tænke er nok og vel saa det."
Hs. Velærværdighed gjør meget af Autoriteter, og saaledes
ogsaa af Andres Prækener. Han var derfor i over 11 Aar --
nemlig saalænge Tyveriet skede i dybeste Hemmelighed, og H.
V. endnu gav sig den Umage at holde sig til det Tydske -- be-
rømt som Taler. Han excellerede altid i at fremsige Bønnerne
med megen Salvelse og størst mulig Vidtløftighed, saa de altid
udgjorde -- alt med alt baade før og efter -- idetmindste 1/3
af den egentlige Præken. I ondt Veir, og naar der ere Faa i
Kirken, knapper han ogsaa af i dem, og det er ikke saa frit for,
at Fa'r da slaaer sig kaad og vild, og holder noget af sit eget.
Da er det moersomt at staae og lye ved Døren.
Hs. Velærv. holder strengt paa sine Rettigheder. "Jaja --
siger Han -- se til hvor godt I faae det, naar I har lagt mig i
Graven med Jeres Tværhed eller jaget mig langt bort. I --
Noksagt!" Han skylder Standens Værdighed at behandle alle
de Bønder med Foragt, som ikke kjøbe sig med en Ferskmad
|
| d.III,b.3,s.251 |
Tag over Hovedet mens de have noget at tale med Fa'r. Men
er saa Ferskmaden feed, saa kan Fa'r, som ellers ikke er grei,
være blid som en strøgen Kat, for saa kan han faae sig en varm
Boston med Flaagjeita efterpaa med nogle Visse, nemlig saa-
kaldte Konditionerede, som ere de eneste Værdige til at om-
gaaes H. Velærværdighed eller Højærværdighed.
Disse Konditionerede bestaae af Fogden med hans Karle, en
Prokurator, der er et Skarn, en Døgenigt, hvis Far var noget
mere, nemlig Lieutenant, en Brugsfuldmægtig, to tre Proprietari-
usser som ere Proprietariusser, fordi de ere Konditionerede
eller ere blevne det, ikke paa Grund af nogen fortrinlig Dan-
nelse, men fordi de efter nogle Aar ere blevne saaledes adlede
paa sin Norsk af nogle Storfolk, de have hængt i R -- paa.
H. V. gjør meget af de Konditionerede, saasom de ere hans
eneste Omgang, og meget for dem. Han tager det nemlig ikke
saa nøie med dem hvad Offeret anbelanger, og har alligevel en
egen bedre Præstekjole til Brug for dem ved Daabforretninger
og andre Tjenesteforretninger, hvorefter H. V. skal paradere
ved Bordet. H. V. er ligesaa dreven en Epikuræer som sin ka-
tolske Kollega; kun tager han det ikke saa nøje med en vaagen
Nat engang imellem, saasom han har befundet, at tre Perikom-
mer for hver Time, som burde være sovet hen, endda holder
ham oppe Dagen efter. H. V. har i sin Mage truffet paa et
beslægtet Gemyt, saa han lever i et exemplariskt Ægteskab.
"Som jeg og min Frue!" hører man derfor stundom exempelviis
anført i Brudetaler, hvoraf han ellers har tre staaende. H. V.
reiser gjerne et Dusin Mile forat gjøre sin Opvartning hos en
Stormand, og undlader ikke, hvergang han er i Byen, at spilde
Kirkedepartementchefens Tid med en unødvendig Visit, der
ingen anden Nytte kan have end at Chefen dog faaer see hvilke
Papster man dog kan have her i Landet. At H. V., fordi han
er reen ram Orthodox, holder sig for en af Kirkens Støtter,
følger af sig selv, saasom klogere Folk, hvormed det samme er
Tilfælde, kunne troe sligt om sig ogsaa. Et orthodox Tidsskrivt
holder H. V. ogsaa for Synets Skyld. Men da Eidsvollsplanen
kom, troede H. Velærværdighed det var et Flyveblad, og stak
det hen i et Hul, hvorfra den aldrig vil komme frem, om man
ikke purrer H. V. eftertrykkeligt. Næste Søndag holdt H. V.
|
| d.III,b.3,s.252 |
for tomt Huus, paa dem nær han havde sendt Bud til (for
Bostonens og det Andres Skyld) en original Præken om "Tids-
aandens skadelige Oplysning." Næste Morgen tog han Perikom.
Men kun engang imellem. Og Sligt hænder ogsaa kun engang
imellem.
|
| BLA BAKOVER |