HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 3. BIND: 1836 - 1845

ERKLÆRING.
Morgenbladet og Statsborgeren 24. aug. 1837.

   Undertegnedes Person og Vandel har især i den senere Tid
i de svenske Tidender Dagligt Allehanda og i Paskilbladet paa
Aftonbladet det nys udkomne "Sista Aftonbladet" som og i vor
Constitutionelle under dens Referater deraf og Reflexioner der-
over været en Gjenstand for den frækkeste Paalyven og en saa
skamløs Behandling, at kun Udlande med en særdeles fri Presse
kjende til noget lignende under heftige Partikampe og hvor
fremragende Personligheder skulle tillivs. Jeg mener hermed
de Fremstillinger af min Maade at omgaaes Folk under min
Dannelse paa og at leve paa, som ad de Canaler ere blevne
divulgerede. Politisk Lidenskabelighed kan tilgives meget; og
uagtet den dog ikke kan tilgives det meest umoralske Middel,
Løgnen, naar Adgang til at undersøge de rette Forhold staaer
aaben eller dog maatte kunne erhverves, saa tilgiver jeg den
dog hos fremmede vildledede eller -- som den større og bedre
Deel af deres Landsmænd mener -- slettænkende partigjæn-
gerske Lejeskrivere. Til at uroes deraf lever jeg for langt fra
dem, læser for sjeldent deres paatrængende Igjentagelser af det
samme smagløse Sammensurium af Bagvaskelser, og er formeget
sikker paa, at Fleerheden har formegen sund Sands til at fæste
Tro til deslige Paadigtelser eller til at de endog skulde være
mulige efter min Stilling i enhver af dennes aandelige og bor-
gerlige Henseender. Man skal have noget at gribe til, og da
falder Skarn i Haanden paa dem, som ikke forsmaae det, og
saadant Skarn, som at Jeg skulde være skjødesløs om min
Omgang, drikke Dus med Creti og Pleti for at blive populær
o. d. -- sandelig, jeg har ingen Skræk for slige Vaaben eller
d.III,b.3,s.237   andre Vaaben derimod end at gaae afvejen med Medynk for
dem, som maae gribe til sligt heller end min daglige Vandel,
mine Foresattes og de Menneskers Vidnesbyrd, som kjende til
mig eller have omgaaets mig. Det private Had, som herhjemme
har været anbetroet Udbredelsen af deslige Løgne, og som har
været lavt nok til, ved den Maade dette er skeet paa, at forsøge
at give dem ny Styrke, uagtet Angjældende maa vide, at saadan
Pøbelagtighed er mig ligesaa fremmed som Nogen af dem, haa-
ber jeg føler Vægten af disse Provokationer, og jeg opfordrer
det til at betage dem denne ved de specielleste Angivelser af
hvor jeg har søgt og vedligeholdt lav Omgang eller søgt nogen-
somhelst i en lav Hensigt. Jeg har ellers tænkt, forat gjøre
en Ende paa sligt Snak, som jeg tænker de selv ikke troe eller
vide hvorfra de have det, at afdække for Publikum den Neder-
drægtighedens Kilde, hvorfra Bagvaskelserne have sit første Ud-
spring. Uagtet denne Hensigt, som jeg ellers i sin Tid vil faae
et mere passende Sted til at naae, erkjender jeg dog ingenlunde
nogen Nødvendighed for mig at foretage noget Saadant, eller
vil jeg, at Nogen skal troe, at jeg mener saa lidet med min
Foragt for saadanne Angreb, at jeg fra først af greb denne Pen
forat imødegaae dem. Langtfra. Derimod indeholdes der i nogle
anonyme Vers i den Constitutionelle for nogle Dage siden en
Beskyldning, som lægger mig den i Haanden, for at erklære
deres Forfatter for en infam Løgner, naar han imputerer mig,
i Udtryk, der ingen anden Mening tillade, at have beilet i egen-
nyttige Hensigter til Konge- og Folkegunst. Alene det Eense og
Homogene i Motiverne til de forskjellige Angreb paa min Person
og Karakteer lod mig i det Foregaaende berøre hiin anden Art
deraf. Ja han, som siger saa paa mig, er en infam Løgner --
han være nu hiin som Nationens Forsmæder berygtede Poetik-
lernes Mester i den møisommelige Konst at gjøre poetiske
Tapetserier af laante Fjer eller nogen Anden af deres Mang-
foldighed, som fusker paa det samme. Mine Skrivter vidne om,
at jeg føler varmt for Kongen som Norges Konge, som Unionens
Stifter og Repræsentant, som historisk Person, Helt og Men-
neske; men er det denne Følelse selv eller nogle af dens
Udtryk, man vil lægge mig til Last? Jeg opfatter med større
Grund Løgnerens Ord som at gaa ud paa, at jeg hemmeligen
d.III,b.3,s.238   skal have søgt at tilvende mig Kongegunst, og da at jeg har i
Hensigt nydt Naaden af Audienzer. Der har været norske Vidner
ved disse; og jeg vilde ikke kunnet vove min Erklæring om
Beskyldningen, om jeg i nogen Henseende havde noget at frygte
af en Forklaring. Jeg har aldrig under Audienzer anholdt om
Embede, Gunst eller Naade, kun om hvad jeg troede var min
simple, men af vedkommende Departement, paa Grund af Pro-
cessen med den senerehen dog befordrede Procurator Praëm,
for mig arbitrært hen suspenderede Ret at søge, naar mine
Adkomster ellers tillode mig det. Ja jeg har aldrig, endog paa
given Anledning, nævnt Noget, jeg kunde ønske, udenfor dette
beskedne, ikke at være den Eneste af Landets Børn, som, for
et saadant Forhold til en anden Mand, skulde være nægtet at
søge om dets Brød d. e. den simple Supplikationsret. Den anden
Beskyldning om, at jeg paa lige uværdig Maneer skal beile til
Folkegunst tager sig for daarligt ud i et Blad, som i et Aarstid
har paastaaet, at jeg ikke deler Anskuelser med Folket, men
staaer isolert deri med mine Meninger, til at jeg skulde derpaa
spilde videre Ord.
   Jeg anmoder Redaktionen af Aftonbladet om at optage, over-
sat eller ikke, denne Erklæring fra

   Kristiania, den 22de August 1837.
Henr. Wergeland.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE