HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 3. BIND: 1836 - 1845

OM CHR. DELPHINS SENDEBREV
TIL PASTOR HESSELBERG

(Indsendt.)

Statsborgeren 17. aug. 1837.

   Ingen Trætter ere vel modbydeligere end de theologiske. Og
det kommer baade af den aandelige Hovmod, det fornuftstridige
Sværmerie og den ækle Pietisme med flere andre Lyder, som
stikke frem, og af at de Materier tilforn ere saa udtømte og
drøvtyggede. Alligevel er Publikum bleven i disse Dage aver-
teret om, at et Sendebrev til Pastor Hesselberg, hans saakalde
politiske og religiøse Stilling betræffende, er udskikket i Verden
af C. Delphin, res. Kapellan til Ringsager. Og det giver i alle
Henseende Bekræftning paa hiin almindelige Dom. Som en
Prøve paa det saaofte deri omtalte "kjærlige Sind", hvormed
det skal være skrevet, tjene alene, at han paastaaer, at det er
Politiken i hans Prækener, som skaffer Hesselberg Tilhørere.
Forresten afgiver det heelt igjennem Beviser paa, at Staten, om
den ved den illiberaleste Paragraph i sin Grundlov har utilbør-
ligen begunstiget den lutheranske Orthodoxie, dog ingenlunde
derfor tør vente nogen varm Borgerfølelse under flere af disse
den herskende Kirkes Samarier. Imellem Sectererne er der i
saahenseende meer at finde. Vi haabe, at Hr. Hesselberg ikke
tager videre Notis af sin Irettesætters Opfordring til offentlig at
fremstille den af H. saa anpriste borgerlige Friheds rette For-
hold til Christendommen, uden det skulde være i en Præken
d.III,b.3,s.234   kanske, og som Han jo da kunde tjene sin ængstede Kollega
med at udgive. I to Ting er det ellers mærkeligt, hvor Hr.
Delphin rammer det rette, nemlig først i at den Kjærlighed, en
Menighed nærer til sin Præst, er det bedste Vidnesbyrd om hans
Fortjenester, og for det andet i den Indflydelse, han viser sig
ikke utilbøielig til at antage, legemlig Sygelighed har paa de
religiøse Anskuelser. Det Første kommer desværre ikke Hr.
Delphin selv tilgode, hvorimod det kan siges om Hesselberg, som
netop har vidst at træffe Det hos sine Tilhørere, som giver hans
christelige Lære Indpas hos dem og "leder dem til Kirkegang."
Og det andet, saa sikkert det leder til en rigtig Anskuelse af
Værdet af Hr. D's og Ligetænkendes -- saasom sundtisk og
wexelsk -- Troe, fører ogsaa Tanke til en Mening, som det er
meget ved, at nemlig al mørk Orthodoxie har sin Oprindelse af
en særegen Organisation, hvis overvældige Yttringer det er en
Feil ikke at have underlagt harmonisk Fornuften.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE