|
|
| d.III,b.3,s.231 |
SVERIGE
Statsborgeren 13. aug. 1837.
-- Ingen Stad er rigere end Stockholm paa en vis Klasse af
Mennesker, som, uden just at drive paa de parisiske og lon-
donske Industrikavalerers mere indbringende hemmelige Forret-
ninger, dog forstaa at leve ret godt enten som Haandlangere for
aristokratiske Interesser, som endnu ønske at holde Marken,
eller som behagelige Bordvenner, maitres de plaisir (Moro-
magere) Sangere, Spotskiver og Anekdotkræmmere, ved Stor-
mændenes Borde. Den sidste Metier er nu rigtignok ikke andet
end Snyltegjæsteri saa puurt man vil have det; men det føder
dog sin Mand, og de gamle Karle fra Gustavernes Tider ville
ikke savne disse Attributer til Aristokratiet. Askeløfen er en
saadan Karl, qvik, fuld af skjemtsomme Tvetydigheder, indøvet
i Bellmann, med en god Stemme, et altid smilende Ansigt og en
myg Ryg trods sin trinde Bug, hvori den fortræffeligste Appetit
uforstyrret opererer. Han er derfor velkommen; og han har
skaffet sig en Slags Ret dertil ved Hævd og Vane og ved at drive
sit lille Karamelblad "svenske Minerva" ved Siden af denne
Næringsvei. Johanson i Dagligt Allehanda er en ligedan Leje-
haandlanger, men hvor Askeløfen ovenpaa en Snes Pariserretter
vil smadske i Champagner, serveret i Iis, er han fornøjet med
borgerlig Kaal og en Sup atpaa om Kaalen er feed. De traktere
igjen, som vi høre, og saaledes tro de idetmindste selv at be-
sidde nog honnör for att vara tilräckligt bra karar enddå såsom
verlden er. Og de tage endog vedbørligt Hensyn til sine Vel-
ynderes Smag. Johanson koger sin Kaal opigjen og opigjen paa
Stockholmsfareren, dens Forfatter og hvad han kalder "norrske
Sakerne"; Askeløfen serverer det samme med yderligere Til-
sats af gammeldags Svenskhed paa sin Asjet af en Avis. Begge
ere netop nu ude igjen -- de Utrættelige; thi Maven vil have
sin Ret. De have opdaget en Publicist i Norge, som ikke deler
de flere andres, dem selv vistnok uvitterlige, Forseelse, ved
umaadelige Berømmelser over Fædrelandets Stilling og Til-
stand, Sløvgjørelse af Folkets Selvfølelse og Tilhyllelse af dets
nationale Krav og sande Stilling, at berede dets Undergang.
De taale ikke, at Nogen modererer sig i at lovprise Unionen,
|
| d.III,b.3,s.232 |
somom de lykkelige Følger deraf, man imellem andre kunde op-
dage, vare deres Lands Fortjeneste. Den, som gjør det, er en
Fiende af Unionen og gjemmer det gamle Nationalhad uslukket
i sig. Men hver Saadan maa isoleres, nedtrædes, udskjældes,
belyves, afsættes, tilintetgjøres. Sligt er det, som smager Mi-
nervas og Allehandas Svensker.
Uden Undseelse trænge de da frem med sine Proskriptioner,
Opfordringer til det personlige Fiendskab, Forslag til Forfølgel-
ser og Indblandinger i Anliggender inden vort Land, hvormed
ingen Svenske har at bestille, og med Guds Hjælp aldrig skal
faae noget at bestille, om Eftertiden fører det med sig, at ikke
Omstændigheder, men Norriges Mænd skal skifte Fædrelandet
dets Skjebner til. Sekretær Askeløf er saaledes af den ufor-
gribelige Mening, at Grev Wedels Liberalitet som Universitetets
Prokanzler gaar forvidt, naar han tillader Den, som er angiven
som Stockholmsfarerens Forfatter, at være Amanuensis ved
Universitetsbibliotheket, ligesom og, at Departementsfuldmæg-
tig Stabel, der siges at være Redaktør af Morgenbladet, des-
aarsag øjeblikkelig bør afsættes. Af den Mening er Sekretær
Askeløf; og det siger nu meget. Allehandamanden opfordrer
den norske Regjering til Aktion og giver sig yderligere Luft ved
de vægtige Løgne om Stockholmsfarerens Forfatter, som han
idelig ophenter af de Pamfletkloaker, som i sin Tid skulde for-
skandse den lykkelige Plet, hvorpaa Dæmringspoeten skulde
hvile. Dette er nu hans Maade; maaskee fordi han veed, at den
Constitutionelle griber Saadant med Begjærlighed og besmører
sine Spalter dermed; -- og saaledes døer da ikke Glødstikken
eller vor Herres Fugl i Legen før den kommer did den skal.
Vi haabe saaledes, at Nella heller ikke nu sidder Opfordringen
overhørig, at oplyse Allehanda om de Punkter betræffende
Henr. Ws. Indflydelse, som det er det saa meget om at gjøre
atter at faa tilforladelig Underretning om. Selv er Han ikke
tilbøielig til at oplyse Svensken i Allehanda om andet end om
at hans Beretning -- optaget i Nella -- om hvad der bragte
Provst W. til Stockholm er, hverken meer eller mindre end
Løgn; og ligesaalidt er Henr. W. nogen "Stockholmsfarer", fordi
han har været i Stockholm og seet nok af det Væsen der for
aldrig at ønske sig did mere. Lad Os blot ikke faa noget eller
|
| d.III,b.3,s.233 |
mere af det hid end vi har. Det Bedste var upaatvivlelig, at
hver havde sit.
P. S. Morgenbladet for igaar har gjort os nærmere bekjendt
med de forvorpne Løgne og usle Taabeligheder, vi ovenfor har
berørt efter et mundtligt Referat. Det allerbedste er dog, at
det er den Constitutionelle, som er opfordret til at erklære sig
derover eller gjendrive det jammerlige Sammenvæv om den kan.
Men hvor mægtig og myndig den er, kan den dog ikke mere end
den vil. Vi tænke derfor den heller slaaer noget Islæt i, natur-
ligviis ikke for egen Skyld, men for Sandhedens og Retfærdig-
hedens, i hvis Hænder Henr. W. er, naar han tjener til Korre-
spondenzthema imellem Allehanda, Minerva og Nella.
|
| BLA BAKOVER |