|
DE CONSTITUTIONELLE
Statsborgeren 16. juli 1837.
Ingen Følelse er bittrere end den, at være belastet med offent-
lig Mistillid, uden det skulde være den, at vide den fortjent.
Den Cst.nelle har derfor Aarsag nok til at være i slet Lune, og
man bør endog være tilbøjelig til, indtil en vis Grad, at und-
skylde de plumpe Udbrud deraf i en Skjælden og Smælden,
som kun finder sin Lige fra en Rasendes Gitter i Daarekisten.
Men dette Komplot kalder sig jo sammensat af Intelligenzens
og Dannelsens Repræsentanter? -- desto latterligere og mere
stemmende til Medlidenhed, saa man ikke berører hiin ømme
Byld i deres Hjerter, og ikke lader dem frauden høre den uop-
hørlige Hvisken i deres Bevidsthed, om at de kunne gjøre og
sige og behandle Materien, som de ville -- den større og bedre
Deel af Publikum vil dog aldrig troe dem ret, men altid troe at
see Slangehalen under Græsset. De Ulykkelige, som ikke have
gjort sine Kunster bedre, end at de ere blevne grebne Gang
efter Gang, og have givet det Publikum, de vilde virke paa
efter en omfattende Plan, Ret til at tænke saa om dem! Og
denne nedtrykkende Følelse forenet med et Overmod og en
Forfængelighed, som skulde synes dermed uforenelig, dersom
|
| d.III,b.3,s.210 |
Gemytsslaphed, Meningsvaklen, den "intelligente" Bøjelighed,
den berømte Smidighed, og vedbørlig Tomhed ikke gav godt
Rum!
Vi sætte os ind i Deres beklagelige Stilling, og bedømme med
Medfølelse en Virksomhed, som dikteret af en Ærgjerrighed,
der allerede forlængst bider sig i Fingrene, og betinget af en
raadnende Tilstand i visse højere Selskabets Dele, nødvendig-
viis maatte blive uheldig og falde Vedkommende selv seent eller
tidligt tilbyrde. De have trællet i Haabet og for Haab, og Haabet
har bedraget dem. Ja selv Publikum har bedraget dem; thi det
har ikke ladet sig skuffe. De have intet vundet uden at hedde
politiske Lygtemænd over Korruptionens Morads. Og langtfra
at forbauses over deres pralende Afdækkelse af et Journalis-
mens Gudebillede, har man peget Fingre derad; thi af troløst
Leer var det Prægtiges Fodstykke dannet, hvortil Greven gav
det gyldne Hoved. De see nu med Sorg, at den Nytte, de hoved-
sageligen have gjort med alle sine Opoffrelser, er at have skaffet
den stakkels Forlægger en let, men neppe billigere, Adgang til
sine Avertissements. Og det er lidet. Og hvad godt, de have
gjort sine Venner, og hvad ondt sine Fiender, er endnu mindre.
Og dog er det til dette Partikulære de have den bedste Vilje.
I sidste Henseende have de brugt en Politik, som maa for-
undre hos saa kolde Gemytter, og som alene kan forklares ved
den Skjødesløshed, et lidet lønnende Arbeide medfører, og den
Taage, hiin nedtrykkende Følelse udbreder i Sjelen. De angreb
Flyvebladene med Explosioner, som aabnede ureparerlige
Brecher, hvorigjennem man have et frit Skue til et Indre i deres
Befæstninger, som aldrig burde været seet. De angreb dem for
personlig Uvilje mod Statsministeren, men afstod ikke selv fra
de hadefuldeste Invektioner imod ham ikke fordi de vare mere
opbragte paa ham, end deres Forfatter, der udtalte den, i de
Dage høirøstede, almindelige Mening, men for at passere for
tappre, uforfærdede Riddere, af det "pletløse" Broderskab, som
Publikum ikke burde negte sin Beundring og Belønning. Men
intet kunde redde dem fra at betragtes som Fiirbeen, der vel
krybe ud af den gamle Muur, eftersom Veiret er til, men som
nok vide, at de have Hulen i Nærheden. De angribe ogsaa
Statsborgeren for Uskaansomhed og andre Misbrug af Pressen,
|
| d.III,b.3,s.211 |
og foragte ikke, deels selv og deels ved Andre, at markere sine
fine Blade med Personligheder, hvoraf Lugten ikke er forbi af
den ene, før den anden atter vækker den offentlige Væmmelse.
Omendskjøndt nu disse nævnte Blade -- ikke ganske med Ret
-- tilskrives Henr. Wergeland, have de dog egne Rubriker, ind-
viede hans Personlighed, ihvorvel hiin hans publicistiske Virk-
somhed næsten altid er dem Vehiklet forat komme ind paa
denne. Men hvilken Politik have de dog ikke anvendt mod ham?
Saa slet, at de have overladt til ham at være det moderate
Parti, anvendt Overmodets Tryk mod hans elastiske Udholden-
hed, forviist ham til Barbariet, medens de Selv og Alle vide,
at han, uanseet Bibeskjæftigelsen med Publicisteriet, hører
hjemme paa ligesaa rene Høider som deres egne Nattergale, og
udskjældt ham med jammerlig Vittighed for Soelvold den Anden,
medens dog Carl Fougstad selv aspirerede til Successionen
efter den Første.
Men alt dette kan snarere subsummeres under Redaktionens
gamle Hovedrubrum: Grovheder, end under det nye, som aab-
nedes paa Kontoen mellem den og Henr. W., da de i Forgaars-
nummeret erklærede ham for en ugild Mand, hvis Ord havde
intet at betyde. Dette er Forvorpenhed af en Redaktion, som
lider af ovenomhandlede Hovedbrøst ved et Blad: Mangel paa
almindelig Tillid. Var det, som de siger, hvorover rase de da?
Mon for at forstrække Dagligt Allehanda, som de før under-
haanden have viist Tjenester, i dens udtømte Raseri med nye
magtesløse Kugler imod den fælleds Fiende, Stockholmfarernes
og Smygernes Forfølger? Men de vide vel at det ikke er saa,
og derfor gaae de saavidt i Galskaben. Det maa ogsaa ærgre
Personer, som ikke blive trætte af at fortælle Folk, at de ere
af pletløs Vandel, at vide en Uven af modsat offentlig Virk-
somhed i Besiddelse af det, de selv mangle. Henr. Wergeland
har ikke viist Mangel paa det trofaste Sindelag, der fortjener
offentlig Tillid, da han, med klar Anskuelse af de Ubehagelig-
heder, han udsatte sig for, greb Styret paa det forladte Opposi-
tionsblad Statsborgeren. De Forfølgelser, hans egen Fader i sin
Tid leed for Fremsættelsen af Sandheder, der siden ere er-
kjendte, kunde ikke berøve ham Modet til at udsætte sig for
Miskjendelse og hvad der er værre. Han tør dristig paastaae,
|
| d.III,b.3,s.212 |
at Folket altid har havt Tillid til hans Ord, siden han begyndte
at udtale Meninger, der finde Gjenklang i dets Sympatier, og at
ingen af hans senere Handlinger berettiger til at svække denne
Tiltro, og derimellem ikke hans Antagelse af Statsborgeren,
som den Constitutionelles Redaktion hverken mere eller mindre
end misunder ham, fordi de ikke have den selv. Vilde han deri-
mod indlade sig i noget Maskepi med den Constitutionelle
skulde den upaatvivlelig vorde rystet.
|
| BLA BAKOVER |