|
ANMELDELSE OM UDGIVELSEN AF ALMUESANGE
Statsborgeren 27. april 1837.
Hvad betyder dog dette, at vor Nationalpoesi og Musik er
forstummet? Ingen Melodi komponeres, mens musikalske For-
eninger dog tage Musiken i Beskyttelse, og dens Yndere og
Dyrkere ikke ere faae. Og hvad den nationale Poesi angaaer,
da har vel 17de Maifestene fremkaldt nogle Viser, men som
ikke have formaaet at holde sig Aaret ud. Selskabssangenes
Tid synes vel at være forbi; men i et Folk, der er fremkaldt
til et nyt og bedre politisk Tilvær, hvis Frihed holdes for at
være stor, hvis ældre Historie -- hvortil det nu, ifølge det sande
Udsagn, at det Folk, som glemmer sin Historie har ingen Frem-
|
| d.III,b.3,s.165 |
tid at vente, skulde knytte sit Nærværende -- er opfyldt med
Bedrivter, og hvis Land er romantisk, er det besynderligt, at
hverken det ene eller det andet Slags af Sangpoesien kan holde
sig ilive. Dette hentyder paa en indre Mangel -- ikke paa Evne,
men paa Lyst, paa en indre Erkjendelse, som vi ikke kunne
dølge for os selv, af at Noget mangler os som Nation, paa en
Vunde i vor Nationalitets Hjerte, som forbyder den at fryde
sig og gjør dens Sange tvungne og kolde og strax hendøende
paa Folkets Læber. Vi føle, at vor politiske Stilling, ihvordan
man end stiller den for Øjnene i det mest smigrende Lys, dog
ikke er som vi af et fuldt norsk Hjerte kunde ønske den. Vort
Bryst opløfter sig ikke med denne nationale Stolthed og Følelse
af hjemlig Hygge, som udbryder i disse Nationalsange, der saa
naturligen afpræge et Folks Indre. Derfor, naar vi komme sam-
men, er det en hemmelig Blusel, der forener sig med den ubil-
lige Misfornøjelse med Sange, som ikke kunne være anderledes,
fordi deres Digtere have sjunget under Indflydelsen af samme
nedstemmende Følelse, og som lader os gjøre den Opdagelse, at
Alle have glemt sine Nationalsange, at Ingen kan nogen national
Vise saa tilfulde, at nogen samstemmig Sang kan tilvejebringes.
Man leder da i sin Tankekiste efter noget andet, og finder igjen
som de eneste brugbare -- nogle Stumper af Viser fra det for-
rige Aarhundredes sidste Decennier.
Menigmand hjælper sig lettere. Han tilfredsstiller med en
Mængde Leilighedsballader, som desværre alle ere ham gode
nok, den Trang til digtersk Udtryk, som er en af de skjønneste
Sider ved det naturlige Menneskes Hjerte. Og han er ligesaa-
lidt vant om Melodien. Men dette er et større Onde, end at
han overseer Textens Jammerlighed; thi forsaavidt denne er
knyttet til gode Melodier, forvanskes disse ved Traditionen fra
Mund til Mund, Sandsen for en smuk Melodi fordærves, idet
alle synes ligegode og omsider virkelig blive det, ja næsten eens,
og den profane, verdslige Sang bliver et Sidestykke til den, som
gjør -- al evangelisk-luthersk Frihed ellers i Ære -- Kirkegan-
gen modbydelig for Mange.
Under saadanne Omstændigheder er det os kjært at kunne
give et Haab om at et ligesaa simpelt som hensigtsmæssigt Mid-
del til at give Menigmand nogen bedre Poesi ihænde, frelse vore
|
| d.III,b.3,s.166 |
bedre Melodier og bringe dem uforfalskede i Folkemund og der
opbevarede, vil blive sat i Virksomhed, idet vi nu meddele
følgende Anmeldelse.
[Her følger en "Anmeldelse" fra K. O. Knutzen, L. Roverud, Sylv. Sivert-
son, Henr. Wergeland om at de akter å utgi "en Samling af vore bedre, for
Folket passende, ældre og nyere Sange."]
|
| BLA BAKOVER |