|
DEN FØRSTE SOMMERFUGL
(Indsendt.)
Statsborgeren 20. april 1837.
Indledning.
Msr. har Ret: jeg har været mindre fuldstændig med Hen-
syn til de Bernhoftske Aggregater af Æres- og Indtægtsposter,
og forsaavidt ogsaa mindre retfærdig, som derved oplysende
Omstændigheder ikke ere komne i vedbørlig Betragtning. Men
Msr. har forseet sig i samme Maade, idet han har overseet et
af de -- forhen idetmindste -- største Been, som Manden staaer
paa, nemlig som Medejer i Rigstidenden, hvis bedste Dage vel
ere forbi, men hvilken Funktion dog er langtmere passende for
ham end f. Ex. Sekretariatet i Selskabet for Norges Vel. Og
saaledes faae vi hverken ud En paa Fire eller en Orangutang
eller Vildmand med Stok, men et Væsen paa sex d. e. et Insekt.
Og nu har Monsjeurs Indbildningskraft Marken aaben for alle-
|
| d.III,b.3,s.156 |
haande kløende Lignelser. Jeg veed hvad Msr. tænker paa og
kløer sig bag Øret for.
Statslegemet, naar det er i urene Hænder, har ogsaa sine.
Punktum.
Men hvad mener Msr. om en Sommerfugl? Ja en Sommer-
fugl. Idag har den første af disse søde Skabninger viist sig i
mit Vindu, og jeg føler mig oplagt til at sværme over dette
første Vaarens Glædesbud.
Jeg er den taknemlig: den bar en Bitterhed, som maaskee
skulde tynget mig, bort paa sine lette saa forfængeligtladende
Vinger. Men den Skyldløse, som ikke kjender sin Pragt, eller
at et Menneske finder den smukkere end sine første Foraars-
tanker og hefter vemodigt et udødeligt Hjertes Drøm til dens
glimrende Støv! Ak, en Sommerfugl -- Den er borte . . tregange
stigende og dalende vovede den ikke at berøre Myrten med de
spæde Foraarsskud i det aabne Vindu, somom den var en Drøm-
figur fra dens slumrende Puppetilstand, en Reminiscenz, som
ikke ret stod til Troende, fra Larvens Dage i det Grønne for-
rige Sommer. Den er borte . . Gid den havde fraadset i mine
spæde Myrteskud og gnavet Rosenknoppen af, som ikke skal
visne paa nogen elsket Barm, der er for god for en Verden, hvor
Insekter -- Ak, ja Sommerfuglen er borte, og med den min
Fromhed -- eller Sværmeriets søde Vanvittighed, om man vil --
og jeg har ikke mere en Minut tilovers til uden Tvang at følge
den venlige favonbaarne Hilsen med ligesaa venlige Tanker.
Det er haardt; men jeg har sagt: uden "Tvang." Den ustadige
Sol er tilskyet, og jeg er nu engang saa -- idetmindste idag som
den skinner og sender mig Sommerfugle til.
Nok -- der var en Sommerfugl . . virkelig en prægtig, en langt
prægtigere, og det ikke alene efter Aarstiden, end alle vore
Poesier i Forhold til Nationens saa vidt udskregne aandige
Tælegrøptilstand. Den var der; og hvad mener Msr., med Hen-
syn til det vi have imellem os, om en Sommerfugl?
Bernhoft har engang poetiseret, da han endnu var uskyldig
i Paradiset paa Fossum; og det kan man kalde hans Sommer-
fugletid, om ikke for andet, saa for det forgjængelige ved hans
æsthetiske Glimmer. Eller krøb han da, saa var han dog Larve
|
| d.III,b.3,s.157 |
-- disse skyldløse Skabninger, hvorover kun Damerne skrige:
"au!" og "fy!" Men han har poetiseret, og enhver af disse
Poeter vil kokettere sig til at passere for en Sommerfugl. Derfor
har Bernhoft været Sommerfugl. Men det er et forganget Liv
-- et af disse Akter i Menneskelivet, hvorover et Teppe ruller
ned, og hvorom Tosserne troe, at dermed er et heelt Stykke ude.
Disse Afsnit føde andre, hvoraf igjen nye Udviklinger fremgaae.
Kryber Bernhoft nu, saa er han igjen bleven Larve, og saa bliver
han Puppe, og saa -- i en bedre Luft, hvori vi alle kunne aande
i Fred -- igjen en Sommerfugl, bedækt med Glandsen af al den
Ædelhed hans Psyche nogensinde tilegnede sig.
Men ogsaa der er Natsommerfugle . . Natsommerfugle! Vore
Ørne ere Myg imod de Falæner, som folde sine møllede Vinger
ud af den Dynge Jord, et Menneske efterlader sig. Men hvorfor
skulde Bernhoft blive en Natsommerfugl? Nei, en Dagsommer-
fugl -- den Naadesolens egen purpurne Opklækning -- en Dag-
sommerfugl, en Sfinx, som hverken Statsborgeren eller nogen
anden Barbar af en moralsk Naturforsker skal spidde paa sin
Naal.
Men, der er min Sommerfugl, min egen søde lille Sommerfugl,
og nu Farvel med Bernhoft, som netop kryber opad Gaden paa
sine sex Been eller tre i hver Støvle, naar Ret skal være, og
med alle Insekter, der krybe, krybe, krybe, der krybe . . .
Min Sommerfugl, flyv ind! flyv ind!
Varm dig ved Vindurosens Kind!
Tro Solen ei endnu! Dens Gløden
kun lokker troløs dig i Døden.
[Diktet er sin helhet trykt i nærværende utgave I, bd. II s. 105 ff.]
|
| BLA BAKOVER |