|
|
| d.III,b.3,s.149 |
OM LIGHED FOR LOVEN
(Indsendt.)
Statsborgeren 13. april 1837.
Ja det forstaar sig, vi leve i et frit Land, og ere alle lige for
Loven. Saaledes tænkte nok ogsaa, kan hænde, en dansk
Haandværkssvend, som her en Dag havde gjort sig en lystig
Aften og var overgiven og ulykkelig nok til at knepse en af den
gode Ordens Vægtere paa Næsen. Han er bleven anklaget og
trues med at blive dømt paa Slaveriet. Nu maa det lægges
Mærke til, at det unge Menneske har forhen været sindssvag,
og at denne Svaghed endnu yttrer sig, naar han har tømt nogle
Glas. Endvidere maa der lægges Mærke til, at hele hans Frem-
tid er tilintetgjort, hvis han bliver idømt Slaveristraf, da han
ifølge sit Laugs Love under saadanne Omstændigheder er ud-
stødt. Paa samme Tid gik en Kadet grassat, rasende som en
Vildtydsk i Ølkveisa, pryglede Vægterne heelt erbarmeligt og
satte hele Storgaden i Skræk. Og saa sidder han nede paa
Krigsskolen, læser sit Pensum, tærer sit Foder og savner i nogle
Uger kun Frihed til at gjøre Udflugter i sine Fritimer. Siden
bliver han Officier, og der hviler ingen Plet paa ham. Vel-
signede Lighed for Loven, og velsignede point d'honneur og hele
den øvrige Skare af Levninger fra Barbariets Dage! Ja vi ere
da lykkelige nok til at have en dygtig Hoben af dem i vort Liv
og i vor Lovgivning. Haandstvang og Aandstvang forjager endnu
Norges Sønner fra Norge, og man tænke sig disse Skarer synge
ved det sidste Blik mod den forladte Strand:
"Sønner af Norge, det ældgamle Rige!"
og: "Hvor herligt er mit Fødeland!"
Hvilken Ironi! Og endnu er det ikke kommen videre, end at
forøvrigt udmærkede Repræsentanter paa sidste Storthing mod-
satte sig snart sagt alle virkeligt liberale Bestemmelser i Haand-
værksloven, og at Religionsfrihed selv hos Folk, der baade ville
kaldes og virkeligt kaldes oplyste, omtales med en ængstelig
Hovedrysten, som om man frygter for at sige en Gudsbespot-
telse. Saa langsomt modnes Ideerne, saa længe er det, førend
de kunne gjennemæse Masserne og gjør Iværksættelsen af For-
bedringer mulig. Men netop derfor er det saa meget mere Pligt,
|
| d.III,b.3,s.150 |
at udsaae den Sæd, som saa langsomt spirer og giver Frugt.
Men vi glemme ofte altfor meget over de Enkeltheder, som
gjøres til Gjenstand for Dagens offentlige Behandling, disse
høiere, almindelige Grundsætninger, disse omfattende Refor-
mer, hvis enkelte Talsmænd altid have været Menneskehedens
Ypperligste. Vi glemme, at alt er Lapperi og Stykværk, saa-
længe vi ikke søge at gjennemføre i det Hele Frihedens store
Idee. Det nytter os lidet at kunne kontrollere Konge og Re-
gjering og Amtmand og Foged, og see disses Magt indskrænket,
saalænge vor egen Virksomhed, Anvendelsen af de Hænder og
af den Fornuft, Himlen skjænkede os, er endnu mere indskræn-
ket ved taabelige Institutioner, der, forældede som de ere,
alligevel sees ofte at bringe friske Kræfter i sin Tjeneste,
hvilke vældigt støtte under den ellers snart sammensegnende
uordentlige Masse. Der gives Meget, der næsten lader Menne-
skevennen mistvivle om Menneskehedens Fremskriden mod
Fuldkommenhed og Lykke. Ja isandhed!
|
| BLA BAKOVER |