|
|
| d.III,b.3,s.145 |
NORGE
Statsborgeren 9. april 1837.
-- I Mbldt. af 3die d. yttrer en Indsender følgende patriotiske
Ønsker til den nysvalgte Direktion for det offentlige Theater i
Kristiania: 1) at Direktionen ved Engagement af nye Skuespil-
lere og Skuespillerinder ikke vil indskrænke sig til, som forhen,
at lade dette besørge udelukkende fra Danmark ved Kommis-
sionærer i Kjøbenhavn eller ved at lyse efter Subjekter i danske
Aviser alene; men at den ogsaa bør lade Bekjendtgjørelse derom
indrykkes i de forskjellige norske Aviser, og "det ikke blot for
et Syns Skyld og med den hemmelige Reservation bag Øret, at
forkaste enhver Norsk, der maatte melde sig." "Ingen -- siger
Inds. -- har endnu negtet vore1 Landsmænd naturlige Anlæg og
Kunstsands, og en eller anden Juveel vilde maaske findes i den
foragtede Gruusdynge, naar Vedkommende turde gjøre Regning
paa en human og ikke afskrækkende Behandling saavel fra den
norske Direktions som de fremtidige danske Kunstbrødres Side,
og for begge Dele staar det i hiins Magt at garantere, naar den
er hvad den bør." 2) Lægger Inds. denne Direktion paa Hjerte
Realisation af det saa ofte yttrede Ønske om Oprettelsen af en
Theaterskole, hvis Nødvendighed og mindre Bekostelighed, end
det kunde synes, han deducerer. Og 3) yttrer han, at Direk-
tionen, der, forsaavidt vides, har Advokat Petersen i sin Midte,
bestaaer af dannede, hæderlige og fædrelandssindede Mænd,
hvorfor han har det bedste Haab om at den endog uden Andres
Vink vil varetage sine Ønskers Opfyldelse. Og gid han havde
Ret!
|
| d.III,b.3,s.146 |
Er der vel nogen Normand, som har Tanker og Følelse for
det, der skyldes hans Nation, der ikke forener sin Stemme med
hiin Landsmand, og ikke lydeligen skulde kræve af en Direk-
tion, som er anbetroet Fuldmyndighed til at foretage sig hvad
den vil, hine længe nærede og saa længe og bittert skuffede
Ønskers Opfyldelse eller ialfald Tilnærmelse? Det norske Folk
er vant til Nøjsomhed, hvor dets Ære skal iagttages og natio-
nale Krav varetages -- derfor, om Meget end ikke skal eller kan
gjøres for det første, en Begyndelse, en Tilnærmelse, en An-
tyden af Hovedstadens offentlige Scenes Nationaliseren vilde
det være ublueligen haardt at negte. Ingen Normand udenfor
Hovedstaden troe, at dette ikke angaaer ham! Vor politiske
Forbindelse med et andet Rige og den forrige Unionsstats frem-
deles arrogerede aandige Supremati svækker vor Nationalitet,
vor indre Selvstændighed saameget, at den ikke kan undvære
Støtten af et nationalt Theater. Hvorimod maa ingen provind-
sial Egoisme yttre sig. Et nationalt Theater i Hovedstaden an-
gaaer ikke den mere og det hele Land mindre end Banken f.
E. angaar Trondhjem. Det hele Land har Nytten, Hovedstaden
kun Deel i denne; men da den dog har Fornøjelsen, saa er det
ogsaa billigt, at den gjør noget derfor, og saaledes, ved at skaffe
Landet Æren af en Nationalscene, lægger sine bedste Grund-
volde til sin Hovedstadsrang i alle dets Hjerter ved nemlig at
hedde den By, som er mest kjær om dets Hæder, belivet af den
ædleste Borgeraand, altid rede til at offre noget for det Hele,
ikke alene Embedsglandsens, men Nationens Genistraalers
Brændpunkt, dens aandige Blomstrings Have, ikke blot Travl-
hedens forum eller en By, hvorom det kun hedder, at der boer
en Statholder (fy hvilket Navn!) og at nogle Danske spille Ko-
medie der. Man bygger Huse -- smukke, hvide, talrige, seete
fra Skyen som om en Gud strøede Perler ud; men der skal være
eet i Nationens Stiil, eet Marmor, hvori den præger sit Aasyn,
eet Huus, hvori dens Aand er hjemme og tør vise sit Fysio-
gnomi saaledes som Geniet bevæger og beliver det. Stenene saa-
ledes som vi see dem sammenformede til en Theaterbygning ere
gode nok; men de danne ikke hint Huus: det bygges af Aand og
Tunge: af de indfødte Talenter, der uddannes til at optræde i
hiin nyreiste Bygning, som uden dette skal mangle alt Liv og
|
| d.III,b.3,s.147 |
Betydning for Nationen og kun vorde et Institut for Denatio-
naliseringen, et Tugthuus for Geniet -- dets Portaler et nyt Aag
for et Folks Aand, der fordømte sig selv i Umyndighed. Derfor
en Theaterskole! I den aabnes først i Aand og Sandhed det nye
Theater. Men, som sagt, Hovedstaden bør gjøre noget, og, forat
see, om den ogsaa vil gjøre noget for et saa vigtigt Meed, bør
Direktionen, i Brist af øvrige Midler, henvende sig til den med
en Subskription til en Theaterskole. Hensyn bør ogsaa tages til,
at man derved tillige fremmer noget Velgjørende i almindelig
Bemærkelse. En saadan Skole vil nemlig være et Slags Asyl
eller Opdragelsesindretning for endeel fattige, men begavede
Børn; thi Eleverne ville ventelig især blive tagne fra Ulykkens
større Verden, af de forsømte Klasser, som kun faae Lov at
ligne de øvrige Mennesker i det Øieblik de udgaa af Guds Haand
og fødes. Men det er store Ting det.
Oprigtigt, dersom man ikke vil foragte det Norske, fordi det
er norskt, saa er der endnu en Kombination mellem Fattigdom-
men og Talentet, som meget sandsynligen vil bidrage til at be-
folke vor Scene med Indfødte. Har Nationen ikke nogle hun-
drede Børn ved Universitetet? og vel derimellem et hundrede
fattige, og endeel yderst fattige? Og træffer nu scenisk Talent
og Fattigdom og akademisk Dannelse sammen, og Vedkom-
mende ikke "havde den hemmelige Reservation bag Øret at for-
kaste enhver Norsk," men end ydermere har Forkjærlighed der-
for og søger at trække det indfødte Talent frem -- hvad saa?
Jo, da vilde det indfødte Talent tye indunder hine Portaler,
som da bleve Geniets Æreport. Og Fædrelandet vilde ogsaa
være der og modtage det med aabne Arme. Men dersom For-
agten for alt hvad Fædrelandets er, undtagen for dets Æres-
poster, og Mistvivlen om, at Geniets Guddommelighed ogsaa her
kan undfanges af de svangre Mødre og om at vort Modersmaals
Malm har og kan gives Velklang for alle andre Ører end Men-
neskeæselets, og dersom en meget formaaende hæderlig og
fædrelandssindet Ringeagter af Nationen, og Danomaniets og
nogle af Tidsomstændighedernes og det nuværende Gouverne-
ments Alumner med de forsvenskede Hjerter og fordanskede
Hoveder -- dersom Noget af Dette skulde staa derbag, da vil
det indfødte Talent pidskes ud og tilbage i Nødens og Selvfor-
|
| d.III,b.3,s.148 |
tabelsens Vraaer, hvori det fortærer sig selv, forgaaer eller
bliver til Spot og Beviser for Fiendernes Paastand, at intet
Norskt duer.
Men endnu herligere, dersom indfødte Talenter igjennem alle
disse Hindringer, flammende af Selvfølelse og Selverkjendelse,
tiltvang sig Adgang til Scenen, og derfra -- o jeg seer disse Øine
hvorledes de derfra lyne Spot over disse Terrasser af stupide
Ansigter -- jeg hører de malmrige Toner lære et forqvaklet
Publikum at elske d. e. at kjende sit Modersmaal . . . Hvor for-
bausede, somom de opdagede en ny Verden! Nei, Den som be-
træder en ny Verden, det er det norske sceniske Talent, som
betræder sit Fædreland: den norske Scene. Direktionsbænken
der foran skal ikke være Brændingen, som vil forhindre det.
Hersk der, Arving til Rossings Eftermæle, opfang Anerkjendel-
sens Krandse paa Spidsen af din Triumfs Haan, indtil Forfær-
delsen griber Folket over hvad det vilde bortkaste, og indtil
Troen kommer paa at dets Hoved ikke er dumt, dets Maneer
ikke klodset, dets Maal ikke ildeklingende, dets Sprog ikke
udannet, og indtil det i Theatret ikke alene seer et Ørkesløs-
hedens Tilflugtssted, men et Tempel ogsaa for Landets Muser,
hvor de tør omgaaes med de fremmede og gjæstmildt modtage
dem, og hvor det fornemmer Resonancen fra sine egne Følel-
sers Indre og Duften af det Hjerteblad i et Folks Udviklings
Blomstring, som et Nationaltheater er!
Afvejen, Æsthetikler!
-- Et Par Industriforetagender gjøre i denne Tid Krav paa
den offentlige Opmærksomhed: Hr. Haugan Vognfabrikant i
Drammen, annonceres som Entreprenør for en Diligencefart, 3
gange ugentlig mellem Kristiania og Drammen, hvor der er
tegnet Aktier dertil; og Hr. Welhaven -- ikke længer J. Wel-
haven, men Welhaven -- annoncerer i den Cst.nelle en privat
Forelæsning ugentlig i 3 Maaneder for 5 Spd. over den norske
Literatur. Glück zu beiden Spekulationen!
-- Fra Trondhjems Landshuusholdningsselskab mærkes, at
der til Indkjøb og Uddeling af Sædehavre er af 63 Personer
tegnet Gaver til Beløb af 214 Spd. og af en Ubenævnt 10 Tdr.
Sædehavre. Desuden er der til samme Øjemed indkommen 71
Spd. 88 &bmskilling; ved en af Skuespiller Maysons Selskab given Fore-
stilling.
1 tilbakeRossing, den danske Skuepladses berømte Prydelse, var en Normand.
Hans norske Maal var ham ikke til Hinder i selve Kjøbenhavn. I det norske
Studentersamfund har man i den senere Tid paa et lidet Theater givet
Forestillinger, som intet Publikum, hverken danskt eller norskt, med Ret-
færdighed skulde vrage. Publikum glædedes engang i Vinter med Rygtet
om at et Ensemble af disse studerede Dilettanter skulde ville, til Bedste
for de korntrængende Bygder, give en ordentlig Forestilling paa Theateret
i Grændsehaugen, nemlig Jeppe paa Bjerget, hvor Jeppe gives som norsk
Bonde. Beklageligt nok, om der ikke skulde blive noget af dette hæderlige
Forsæt! Endnu er der Tid; og det vilde have velgjørende Følger med Hen-
syn til den fornemme Pøbels Fordom mod vort eget Sprog og vor sceniske
Kapacitet. |
| BLA BAKOVER |