|
|
| d.III,b.3,s.137 |
[OM PARLAMENTARISK VELTALENHET]
Statsborgeren 2. april 1837.
Parlamentarisk Veltalenhed kjende vi lidet til, omendskjøndt
vor Forfatning synes at maatte fremkalde den, og det ikke har
manglet paa Anledninger inden Storthingssalen til at sætte de
lidenskabelige Følelser i Bevægelse, som belive Veltalenheden
og danne den glødende vulkaniske Bund under dens rethoriske
Flor. Netop fra den Kant, hvorfra der ikke er længe imellem
hver Gang Trompetstød lyde om den høje æsthetiske Dannelse,
man vil have tilegnet sig, gjøres de falskeste Begreber om Vel-
talenhed i Almindelighed gjeldende. Der gjelder Advokat Pe-
tersens Tale for Rigsretten for et Mønster, mens det udmærkede
ved den var Organet, som ofte, naar Invektiverne mod Thing
og Folk skulde gives Klem, maatte øde sin Malm under en falsk
Diktion; og den Constitutionelle fordømmer i sine Angreb paa
Hr. Hesselberg det extemporerede, begeistrede Foredrag, men
anpriser det studerede, formstøbte, som maaskee har bestyrket
og overbevist, men ikke henrevet og opflammet. Dette er den
sande Veltalenheds Karakteristiske; og forsaavidt have vi, naar
vi dog kunne indrømme os noget af den parlamentariske,
maaskee ikke Uret i at sige, at enkelte af vore Storthingsmænds
Foredrag -- f. Ex. Hjelm, naar han kom i Hede, Sørenssen, naar
han rørtes, og Ryes raillerende Argumentationer for Landskat-
tens Ophævelse, -- har hævet sig til en vis Grad af den Vel-
talenhed, som er bleven saa berømt paa de engelske og franske
Tribuner. Men det store Publikum erholder lidet deraf. Hurtig-
skriverkunsten er ikke vidt dreven hos os. Men over Europa,
hvor Pressen har større Tidender, udbredes enhver udmærket
Tale fra Parlament og Deputeretkammer eller fra offentlige
Fester. Og Nytten heraf er stor, fast at vort Publikum kun
sjelden regaleres med et Brudstykke af et af disse Foredrag,
som kunne lære hvad parlamentarisk Veltalenhed er. Kjært har
det derfor været os, fra en Indsender, som deler disse Meninger,
at erholde en Tale af OConnell, denne største af alle Talere,
hvis mægtige Tunge er hans Fædreland Irlands Værn, og som
ofte har rystet den Union, hvori ogsaa dets Lykke er gaaen til-
grunde. Man tænke sig nu en norsk OConnell med hans Geni
|
| d.III,b.3,s.138 |
og Kraft undersøgende vor Unions Væsen? Han vilde ikke
mangle Materie hverken til at røre eller ryste.
[Her følger en "Indsender"s referat av en tale av OConnell.]
|
| BLA BAKOVER |