|
OM FORANDRING AF GRUNDLOVENS § 2.
Statsborgeren 2. april 1837.
Det er forlængst endog af de udenlandske Publicister, der
forøvrigt have tilkjendt vor Grundlov den fortjente Roes, be-
mærket, at de vældige Indgreb, som Grundlovens § 2 gjør i
Religionsfriheden, kun lidet harmonere med de ægte liberale
Principer for Yttrings-, Nærings- og Forsamlingsfriheden, som
vor Fundamentallovs sidste Deel indeholder. Enhver af For-
domme uhildet Normand maa fuldkommen underskrive denne
Mening. Der burde vistnok i det 19de Aarhundrede -- ifølge
dets Princip: "Frihed for Aand og Legeme" -- ei engang være
Spørgsmaal om nogen offentlig eller Statsreligion, men det lig-
ger i Normændenes Karakteer at hænge ved det Gamle, det
Tilvante, og i det vi derfor mere end engang have undret os
over, at den Konflikt af politiske, historiske og moralske Aar-
sager, som i 1814 fandt Sted, formaaede at diktere et aldeles
politisk raat Folk en Forfatning i det Hele saa liberal, som
vor; har det -- vi maa tilstaa det -- ei været os særdeles
|
| d.III,b.3,s.135 |
paafaldende, at Forfatterne af vor Fundamentallovs sidste
Deel kunde i Grundlovens §. 2 hylde en Samvittighedstvang,
der var de Borgerne forøvrigt hjemlede Friheder paa det meest
skjærende modsat. Selve Borgerne i Stater, der forøvrigt sukke
under den meest afgjorte Despotisme, have større Religions-
frihed end Normændene, og Historien om de -- hvad man
end forøvrigt maatte dømme om dem -- uskyldige Haugianere
viser et skandaløst Exempel paa hvad anderledes Troende hos
os kunne vente. Til Trods for Landets, i det Hele taget, blom-
strende Tilstand, have vi dog oplevet det Fædrenelandsvennen
lidet glædende Exempel af Samlinger af Normænd, der ud-
vandre.
Det er ei urimeligt, at religiøse Bevæggrunde ogsaa her direkte
kunne have været med i Spillet; men om end ei saa var, turde
det være et Spørgsmaal, der fortjente Overvejelse, om man ei
til Erstatning af Folkemassen i vort tyndt befolkede Land, der
saameget trænger til Arbeidshænder, burde aabne fremmede
Religionsbekjendere en friere Adgang end hidtil. Selve Grund-
lovens §. 2 maatte -- naar det Onde fra Roden af skulde ud-
drives -- in totum forandres, saa at den blot kom til at inde-
holde Erklæringen af en almindelig Religionsfrihed, der paa en
ubekjendt Maade af Paragrafen er forsvunden. Munke og Jesu-
iter kunne nu, og i et Land, hvor de forhen intet Fæste havde,
ei med nogen Rimelighed befrygtes at ville blive farlige, og de
stakkels for Sølvværkets Skyld forviste Jøder kunde ved deres
almeenerkjendte Drivtighed lære Normændene -- hvad de for-
meentlig maa erkjendes at mangle -- industriøs Virksomhed
forenet med Sparsomhed; de vilde snart bringe Fabrikker istand
ved vore dertil af Naturen ligesom dannede Vanddrage, med
Dampskibe belive vore Floder o. s. v., hvilket er saameget rime-
ligere, da den blotte Nyhedslyst uden Tvivl strax i Begyndelsen
vilde lokke Mange af et saa industriøst Folk, som Jøderne er,
hid. Men indtil man kan faae denne Grundlovsforandring istand,
burde man idetmindste sørge for at skaffe de kristne Religions-
sekter en friere Adgang, nemlig de Reformerte og Katholikerne,
ved at forandre og udvide deres Privilegier, der -- især de sid-
stes -- ere saaledes skrevne, at de ei fortjene Navn af Friheder,
men meget mere af de utaaleligste Indskrænkninger.
|
| d.III,b.3,s.136 |
Skulde derfor hverken Repræsentanter eller Regjering --
maaskee af en, forøvrigt saa grundet, Antipathie mod Grund-
lovsforandringer -- ville fremkomme med et Forslag til en
liberal Omformning af Grundlovens §.2, der desuden først 1842
kunde antages, saa var det idetmindste saare ønskeligt, at man
allerede i 1839 kunde erholde de oven paapegede specielle Love
istandbragte, hvis Istandbringelse selve Nationalæren kræver.
|
| BLA BAKOVER |