HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 3. BIND: 1836 - 1845

OM FORANDRING AF GRUNDLOVENS § 2
Statsborgeren 26. mars 1837.

   Den ægte liberale Aand, der gaaer igjennem de i Grund-
lovens sidste Deel opstillede Lovgivningsprinciper, gjenfinder
man desværre ikke den Maade, hvorpaa de religiøse Forholde
her i Landet ved Lovens §. 2 ere ordnede. Der hviler en Slags
mysteriøs Dunkelhed over denne Paragrafs Historie, forsaavidt
angaaer Udeladelsen af den udtrykkelige Tilkjendegivelse af
alle kristelige Religionssekters fri Religionsøvelse, som Para-
trafen oprindeligen indeholdt; men selve dens Bestemmelser
-- som de nu ere -- synes os kun lidet at harmonere med
hvad man kunde og burde vente af den samme Lovgivning, der
d.III,b.3,s.132   hjemler Borgerne Yttringsfrihed, Næringsfrihed, Forsamlings-
ret o. s. v.
   Bestemmelserne vi hensigte til, er desuden af en saadan
Natur, at den aldrig med nogen Slags Rimelighed kan ventes
at kunne kontrolleres, og da ingen bestemt Straf er sat for dens
Overtrædelse, til hvis Bestemmelse heller ingen os bekjendt
Lovanalogie kan veilede, turde Resultatet af en Paatale at den
Forbrydelse, at have opdraget sit Barn i en fremmed Religion
-- i al Fald hvis Grundlovens §. 96 blev overholdt -- lettelig
blive en Frifindelsesdom, og man fik saaledes det lidet opbygge-
lige Exempel af en grundlovmæssig Pligt, hvis Iagttagelse Sta-
ten ikke havde noget Korrektiv til at fremtvinge.
   Vi ere visseligen ingen Venner enten af Munke eller Jesuiter,
men til nu, da al Frygt for Katholicismens Fremgang her i
Riget forlængst er ophørt, ikke alene at bibeholde, men endog
ved selve Statens Grundlov at sanktionere hine gamle Forbud,
finde vi aldeles ingen Grund.
   Ikke bedre Grund har Vedligeholdelsen af Forbudet mod Jø-
dernes Ophold her i Riget. Man siger almindeligen, at dette
Forbud oprindeligen kom ind i vor Lovgivning af Frygt for
Jødernes fingerede utømmelige Lyst efter Sølv, der skulde drive
dem til at bestjæle Kongsberg Sølvværk; men Lovgrunden være
hvilken den vil, saa er Forstødelsen af en heel Nation, især en
saa industriøs som Jødernes, lige uretfærdig som uklog.
   Vi ynde saaledes langtfra Grundlovens Bestemmelser i §. 2,
og vi tilbageholde ikke Ønsket om, at denne Paragraf i Tiden
kunde rettes saaledes, at den i det Væsentlige blot indeholdt
en Deklaration af en almindelig Religionsfrihed; men, indtil
dette kan skee, var allerede noget vundet for Religionsfriheden,
naar den exsekutive Magt vilde vise den Liberalitet ikke i
Utrængsmaal at anvende de ældre Indskrænkningslove for
fremmede Religionsbekjendere, hvis nuværende Ugyldighed
man rigtignok ikke strengt taget kan dokumentere, men hvis
Uovereensstemmelse med Tidsaandens Krav er iøinefaldende.
Vi tro ogsaa, at enkelte Exempler have viist, at Regjeringen i
denne Henseende hylder den liberaleste Fremgangsmaade, der
kan bestaae med dens Pligter, som Lovenes Udøver.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE