HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 3. BIND: 1836 - 1845


DE CONSTITUTIONELLE
Statsborgeren 24. nov. 1836.

   Jeg skulde vel engang til at tage fat paa "Den Constitutio-
nelles Redaktører" -- til at grave dem op igjen der de ligge
og skelettere dem af. Ja; og det vil nok skee, men med Tid og
Stunder; thi Ingen maa indbilde sig, at jeg ødsler paa Folk af
slig Beskaffenhed et eneste til noget andet brugbart Øjeblik.
Med Blyant paa det Papir der er forhaanden, in anonymo loco
-- der er Maaden, Tiden og Stedet og alt hvad man kan spen-
dere paa dem uden at forurette sig selv. Fougstad tænkte jeg
var en tør Pind, hvormed det snart kunde være bestilt, men
han blev en Pind med Hør paa, som det ikke er Snarværk at
d.III,b.3,s.56   faae afviklet, og jeg fandt, at der vil lige saa lang Tid til nøje
at undersøge en Luus som til en Elefant. Under saadanne Om-
stændigheder seer man, at der er Udsigter til et Arbeide for
Vinteren, under hvilket jeg dog ikke vil tabe et Minut.
   Men de Cst.nelles Redaktører have for nyligt udført en Be-
drivt, der gjør det aldeles overflødigt, for Publikums Skyld,
-- for at fyldestgjøre dets billige Krav paa nøjere at kjende
Personer, der behandle Andre i Retfærdighedens og Humanite-
tens Navn saa uretfærdigt og inhumant, som de have behandlet
mig, og som tillægge sig, som et Slags Pressens Overpræster
Myndighed til at bryde Anonymiteten og til at fordømme hos
Andre hvad de selv tillade sig, -- at befatte sig med at udføre
deres Konturer. Jeg mener deres sidste Affære i Sverrig, som
nedenfor kortelig skal fremstilles; og jeg mener, at den giver
mig nogen Grund til en besynderlig Lyst, som jeg dog neppe
faar Anledning til at tilfredsstille, til heller i frænologisk Hen-
sigt at undersøge deres legemlige Hjerneorganer forat prøve
Systemets Angivelser af Organer for en Skjulelyst, der skal
være Underfundighedens Vugge, Selvkjerlighed, Fasthed, Rets-
følelse, Behagelyst, Sands for det Vidunderlige og Fænomener
o. s. v. og for af Naturen at hente den Kongruents til deres
Handlinger, som maa overtyde Enhver, der har Agtelse for
Frænologiens noksom begrundede System, om disses sande Na-
tur. Men jeg maa uden frænologisk Bekræftelse lade mig nøje
med Fremstillingen af Handlinger, som godtgjøre, at vore Dages
praktiske gjængse Moral stræber at optage mellem de indiffe-
rente Egenskaber, som ikke maa gjøre Nogensomhelst, nogen
intelligent "Mand" idetmindste ikke, nogen Meen, under Navn
af "Mystifikation" en Egenskab, som i gamle Dage langtfra nød
saadan Anseelse, idet Hanget dertil endog blev anseet for far-
ligt at besidde. Og skulde nogen Fleerhed af Publikum endnu
være befængt med slig gammel Overtro, da tør den nok ogsaa
være af den Mening, at man efter Sligt har hørt nok og mere
end nok om Folk, der nu ere blevne i samme Forhold uværdige
til videre Omtale som fortjente til taus men omhyggeligere Op-
mærksomhed. Og naar det sees, at man virkelig famler i et
mystisk Mørke, naar man søger at faae den Cst.nelles Redaktion
fat, at det er umuligt at sige, om det er den eller nogle af dens
d.III,b.3,s.57   saakaldte Medarbeidere, man har faaet at bestille med, -- at
det ikke er en Treenighed, men en mystisk Mangfoldighed, som
opererer under disse Mystifikationer, -- at diverse Personer
tillade sig at handle i Redaktionens Navn uden at denne vil
staa til Ansvar derfor, men trækker sig tilbage efter Beqvem-
melighed, og at Redaktionen udstrækkes og Redaktørerne, som
jeg skulde dechiffrere, saaledes mangfoldiggjøres i det uendelige
og til mig ubekjendte Personer: saa tror jeg man vil finde det
velgrundet, om jeg, i Frygten for ei at komme til Ende med
Arbeidet, hvor let jeg end antager mig det, ganske opgiver det
i et periodisk Blad, som ikke kan levere mig mine Skizzer hele,
naar jeg endelig har faaet samlet nogle Lapper sammen. Thor
gav Hornet fra sig i Jothunheim, da han mærkede at han havde
faaet Havet at drikke af.
   Man behage blot at lægge Mærke til følgende Træk af den
Constitutionelles Redaktion,
hvilket nu ogsaa sysselsætter den
almene Opmærksomhed, forat finde, at man for sin egen Skyld
ikke ret vel kan give sig af med den, og forat see hvad, men
ikke hvilke, Folk den bestaar af.

   Det svenske Aftonblad er, som bekjendt, den Tidende, der
altid, især i Høst, varmest har forsvaret Norge mod de skam-
melige Angreb, dette har været udsat for fra mange andre sven-
ske Blade. Det har i Talent og Nidkjærhed langt overgaaet
vore egne, men hvad var rimeligere end at disse dog ikke und-
lode at erkjende Aftonbladets Fortjenester i denne Henseende?
Og heri kan man nu tro, at den Cst.nelle ikke stod tilbage. De
Suk, som stundom undslap den over at den stolte svenske Afton-
bladsredaktion ikke holdt eller syntes at tage nogen Notice af den
nye norske, paa Grev Wedels Kontanter grundede, under hans
og flere Mægtiges Auspicier oprundne, af en heroisk Regjerings-
fuldmægtig m. Fl. redigerede, smukke, store, kongelige Opposi-
tionstidende -- en Slags Efterhærmen i al norsk Borgerlighed
af Fænomenet med den af Argus som en hyklersk Ridderhuus-
tidende saa haardt behandlede Svenska Medborgaren -- disse
Suk forhøjede kun Styrken i Lovtalerne, især naar man betæn-
ker den Styrke, som den krænkede Forfængelighed besidder,
og at de kun vare uvilkaarlige Udbrud af dennes Lyst til at
holde Bifaldet tilbage. Men dette gik ikke vel an. Dette gik
d.III,b.3,s.58   ikke an. Den Constitutionelles Væsen er Mystifikation. Dersom
den var oprigtig gik den tilgrunde. Den holder sit Publikum kun
vedlige ved at nære dets Godtroenhed med Afvexlinger af Feig-
heder og Rodomontader, og ved at fængsle Nysgjerrigheden til
Haabet om en endelig tilfredsstillende Opløsning af dens Kon-
tradiktioner. Hvad troer man da, at den havde at gjøre og
gjorde? Jo -- Aftonbladet opløftedes til Skyerne, med umaa-
delig Roes berettedes dets Bravourer for Norge, og hvorledes
det stedse vandt mere Feldt i Striden med Dagligt Allehanda,
som dengang ikke stod tilbage for Minerva i at kaste Brandpile
over Kjølen; det rostes som det fornuftigste af alle svenske
Blade, over hvem det kun var at forundre sig, at det kunde
være saavel underrettet uden at læse et saadant Blad som den
Constitutionelle o. s. v.; men -- -- paa samme Tid udfærdiges
et Brev til Dagligt Allehanda, hvilket denne senere publicerer
at være fra den Constitutionelles Redaktion, hvori Aftonbladet,
paa en Maade der gjerne kan kaldes utaknemmelig, sættes under
Bordet for Allehanda, hvis "Alsidighed" især ophøjes -- en
Egenskab, hvorunder den samme Moral, som anviser Mystifika-
tionen en Hædersplads, ligesom og under Benævnelsen "Kosmo-
politisme," nobiliterer Alt hvad der kan tænkes af umandigt,
lavt og vaklende. Men Opdagelsen heraf maa man ikke tro for-
knyttede slige Karle. De ere belavede paa hvad det skal være.
De havde Mand for sig -- vel ikke en Redaktør af dem paa
Titelbladet, men en af dem bag Tapetet, en Medarbeider eller
noget deslige, med og uden Redaktørs, ja Redaktions, Myndig-
hed alteftersom det behøves. Besynderlige Folk! Naar Under-
tegnede træffer Fuldm. Fougstad, og, under anden Passiar i
Vind og Vejr, protesterer imod at slaaes navnlig op i hans
lumpne Blad, saa veed jeg ikke Ordet af før det hedder, at jeg
har talt med den fungerende Redaktør, ja truffet paa den hele
Redaktions mystiske Treenighed. Derimod -- kommer der et
Brev af slet Indhold fra den Constitutionelles Redaktion til en
i et fremmed Land, og det bliver opdaget, saa er det ikke Re-
daktionen, men Gud veed hvilken af dens Tjenstgjørende og til
Tjeneste staaende Personale.
   Under saadanne Omstændigheder maa det holdes mig tilgode,
om jeg holder det umuligt at blive færdig med "den Constitutio-
d.III,b.3,s.59   nelles Redaktører." Jeg kan faa med alle de Excellenzske at
gjøre. Man faar idetmindste opgive mig Antal og Personer.
   Men siden denne sidste Affære har gjenkaldt mig de Forsøg
paa eget Forsvar, som den Cst.nelles Redaktørers Adfærd imod
mig aftvang mig, beslutter jeg mig til her at levere en for Stats-
borgeren forlængst forfattet Rekapitulation deraf, nedskreven
fordi jeg af nære og fjerne Venner underrettedes om at den
Cst.nelle hist og her havde været heldig med sine falske Frem-
stillinger især af det nærmere Forhold, jeg skulde have villet
sætte mig i til den ved Hjælp af et løst Forhold til Fuldm.
Fougstad, der alene havde været nok til hist og her at sætte
mig i Skyggen.



   "Redaktørerne af Bladet den Constitutionelle have fundet for
godt i en Artikel i Spidsen af Bladet, pludselig at overfalde
Undertegnede, som unavngiven Forfatter af Flyvebladet "For
Menigmand." Dette Overfald er ligesaa uædelt og uretfærdigt,
som det maatte være uventet af Herrer, der pukke paa Huma-
nitet og Liberalitet. Det sande Motiv til denne Adfærd er vel
senere undsluppet disse Herrer, nemlig at de have taget sig
nogle af Statsborgerens Stiklerier paa deres Blad meget nær;
men som Paaskud angives Medynk med Statsministeren, som
jeg i mit Flyveblad skal have faret ilde med. Jeg skal nemlig
ved Nr. 2 af bemeldte Blad have villet virke paa Rigsretten,
som just den Dag, det udkom, var indenfor lukte Døre og be-
skjæftiget med Domfældelsen, og saaledes ikke kunde befatte
sig med mit Flyveblad, om det end var kommen flyvende lige i
Rettens Skjød. De sige, at mit Blads Indhold var hadsk, men
det maa erkjendes af Enhver, at det var skrevet i en langt mo-
deratere Tone end mange Andres polemiske Stykker. Det skulde
sigte til at vække Had imod Statsministeren; men til at vække
offentlig Had til denne Mand, har intet Skrivt i denne Tid fra
først af bidraget mere end just den Cst.nelle. Denne Redak-
tørernes Palinodi1 kan ikke forandre det. Det de skrev, det
skrev de. Man beskylder mig for at have vækket Had til Man-
den; -- det behøves der ej at vækkes; Han Selv og de Cst.nelle
have vakt det. Og paa samme Tid, som de bebrejde mig at ville
d.III,b.3,s.60   gjøre Manden forhadt ved at bruge Personligheder imod ham,
saa tillade de sig de mest nærgaaende Personligheder imod mig,
og sigte til, at gjøre mig, som allerede er forhadt af Mægtige
nok, ogsaa forhadt af de Smaa, og at berøve mig det, som hidtil
har trøstet mig, fædrelandssindede Borgeres Bifald og Erkjen-
delse. Men de Cst.nelle tænke ventelig, der er Forskjel paa
Personer, og deres Humanitet synes at staa paa et højt Stand-
punkt; den synker neppe nogensinde saa dybt, at den skulde
blive saa ringe en Person som mig til Deel, og antager vanskelig
den kristelige Almindelighed, at Personligheder mod det ringere
Subjekt skulde være ligesaa lumpne og skrækkelige, som Per-
sonligheder imod en Mand ved Thronens Fod. Vel henregnes
jeg af disse ædle unge Mænd til de Slags Folk, som intet have
at tabe, og jeg forstaaer meget vel, at de ville sige: saaledes
som dette elendige Flyveblads Forfatter kan vel En tale, som
intet har faaet af Statens Goder, som har gjort sig duelig til
dens Tjeneste, men er tilsidesat og forurettiget, og ingen Post,
ja ikke engang Forhaabninger har -- med et Ord, "som intet
har at tabe;" men Vi, som kunne tabe vore Charger, vore Ud-
sigter til Højderne, vi maa tale i en anden Tone, i det mindste
i en anden Tone end nys. Jeg indrømmer nu vel Sandheden
af, at jeg henhører til dem, som ikke have at tabe det de Cst.-
nelle kalde noget. Jeg har vistnok hverken Bureauchefspost
eller Stormænds Gunst eller Forhaabninger eller Formue at
tabe, men derfor kan jeg dog have noget at tabe. Jeg kan f. Ex.
tabe Menigmands og mange Borgeres Gunst, som jeg hidtil har
ejet og glædet mig ved; Jeg kan tabe min Tro paa Menneske-
heden, min Agtelse for Dhr. Motzfeldt & comp, mit Haab om
den gode Sags Triumf, min Rolighed, min Ære, min Lyst til at
virke for Retfærd, Oplysning og Folkelykke o. s. v. Regne nu
end bemeldte Herrer dette for lidet eller intet, saa bliver deres
Angreb paa mig med Personligheder saameget lumpnere; thi at
plyndre den, som lidet eller intet har at tabe, er overalt, hvor
moralsk Følelse existerer, erkjendt for nedrigere end om sligt
Attentat udøves mod den Rige. De Cst.nelles Personligheder
imod mig ere derfor af uhyre større Indflydelse end Flyvebla-
dets imod omtalte høje Subjekt, om der i Bladet findes noget,
der fortjener denne Benævnelse -- det mange med mig tvivle om.
d.III,b.3,s.61      For at skille mig ved dette lidet, jeg har at tabe, for at
vække Had, Foragt og Mistanke mod mig hos et Folk, jeg har
offret alle min Sjels Kræfter, derfor kaldes jeg -- "en falsk
og fejg Folkeprofet." Men noget falskere og feigere er aldrig
bleven sagt. Derom vidner mit hele Liv. "Folkeprofet?" Hvori
ligger det haanlige i dette Skjeldsord? Profet indeholder det
ikke. Den Cst.nelle og de andre Blade have ogsaa tit profeteret,
og der behøves i Sandhed ingen Inspiration til at profetere vor
politiske Fremtidsskjæbne. Tidernes Tegn ere dertil altfor klare.
Men Folkeprofet, -- det er noget andet; kommer Folket eller
Menigmand i Spillet med, saa bliver det strax foragtet. Den
Cst.nelle vil ingen Folkeprofet være -- det haaner han; han vil
være Hofprofet. Og falsk -- nei det har jeg aldrig været --
men stedse Ven mod Ven og aabenbar Fiende mod Fiende, naar
jeg har været dette. Ingen Falskhed; men jeg har viist Enhver
hvad jeg førte i mit Skjold, og i det mindste stedse været mine
politiske Grundsætninger tro. Det er mere end man kan sige om
de Cst.nelle, hvis Constitutionellitet stundom er heel ukjendelig
og hvis politiske Tænkemaade ofte falder i det uklare og spiller
stærkt over i Rigstidendens Farve. Ikke heller har jeg viist, at
jeg er bange for nogen, i hvor høj og mægtig han end var, eller
i hvor lærd eller indbilsk han end er. Jeg har i det mindste
havt Mod til at angribe enhver Fornærmer uden Persons An-
seelse, det er almeen bekjendt, saa at intet kan være falskere
end at beskylde mig for Feighed som Skribent. Men at spotte
over "Stumperne af en sønderbrudt borgerlig Lykke," saaledes
som de ædle Redaktører af den Cst.nelle flere Gange i deres
Repartier have gjort, og det med fuldeste Bevidsthed om den
reelle Sandhed og den formelle Justesse i Udtrykket, -- og at
nedtrykke den Nedtrykte paa samme Tid, som man smigrer,
eller vel endog for at smigre den Ophøjede og Mægtige, det
kalder man "Feighed," det hedder Lacheté; det har dette Navn
overalt hvor der slaar et Hjerte, og minder om Trællen i Evan-
geliet:



           "Hans Hellighed kan lide at vi slaa ham.
                 Den Tjeneste er let.
           Er det et Svar til Israels Højpræst, du?"

d.III,b.3,s.62      Og nu Beviserne for den mig tillagte Feighed. Først, at jeg
ikke ligefrem har nævnet mig som Udgiver af Flyvebladene, men
benytter Anonymiteten. Dog er det notoriskt, at ingen norsk
Skribent har mindre skjult sig under Maske end jeg, ingen
mindre lagt Vægt paa Anonymiteten end jeg -- ingen traadt
dristigere frem for Publikum end jeg med Skrivter, som hine
Herrer skulde have skjælvet for at vedkjende sig. Jeg troer
desuden ikke at kunne være anonym, om jeg endog vilde det.
For det andet, at jeg anmodede F -- om, at mit Navn ikke
skulde nævnes, om der i den Cst.nelle blev skrevet om Kongens
Benævnelse paa Prækestolen som Carl den 3die. Dette skulde
ogsaa komme af Feighed. Kan mine Herrer da besvare, for
hvem jeg skulde være ræd, om det endog rapporteredes i deres
Blad? For Kongen? Hans Majestæt vidste det allerede; det
var ham allerede rapporteret. For Folket? Ordet var jo udtalt
af mig for en fuldproppet Kirke -- og Folket tager det vist ikke
ilde op. Med Hensyn til Folket kunde jeg snarere ønske det
med store Bogstaver i deres Blad. Nogen Skam og Skjændsel
kunde det ialfald aldrig gjøre. Absurditeten i deres Beviis-
førelse er saaledes iøjnefaldende. Lige saa ussel er Beretningen
om min Tilstedeværelse i Selskab med nogle Menigmands Re-
præsentanter, der heller ikke maa kunne relevere nogen Skam-
plet, thi Folkets Repræsentanter ere hæderlige Mænd, som man
kan være bekjendt at have været i Selskab med. Ikke heller
vidste jeg, at det var vanærende at forespørge mig, om man
honorerede indsendte Stykker til den Cst.nelle. Dette Blads
Redaktører synes dog, at have gjort sig en Triumf af at have
sagt, at jeg har tilbudt mig at skrive i den Cst.nelle "for Penge,"
ligesom de derved havde sagt noget som maatte geraade mig til
evig Spot og Skam. Skrive da Redaktørerne i den Cst.nelle ikke
for Penge? Er det blot for Ærens Skyld, saa maa jeg raade
dem til at skrive noget bedre end det de have skrevet imod mig;
thi af dette have de saa liden Ære, at Enhver maa undres over
at de have erklæret sig saa begjerlige efter at dele den, at ingen
af dem paa nogen Maade vil give Slip paa sin Andeel. Desuden,
om jeg -- hvad jeg ikke benegter, fordi jeg vel ikke erindrer det,
men antager Muligheden deraf -- havde i den Cst.nelles første
og bedre Dage forhørt mig for mig Selv eller Andre hos en
d.III,b.3,s.63   Bekjendt imellem Redaktørerne, om Oversættelsen af en god
politisk Artikel kunde ventes honoreret, saa tør jeg tro, at selve
Redaktørerne ikke for Alvor kunde tiltænke mig, at denne Ar-
tikkel skulde være af nogen anden Aand og Tænkemaade end
den, der stemmer med min egen. Men Beretningen om denne
Diskussion der gjerne kan have fundet Sted uden derfor at af-
give vægtigere Relevation til Skade for min Karakteer, vidste
Redaktørerne at give den skumlende Retning imod denne, at det
hovedsageligen er dette Attentat, som har lagt mig Pennen i
Haanden til disse Afskedslinjer.
Henrik Wergeland.



1
  tilbake Tagen sine Ord i sig igjen.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE