|
For Menigmand No. 5 29. okt. 1836
Den 20de October -- den samme Dag, paa hvilken Norges
første overordentlige Storthing for 22 Aar siden besluttede vort
Fødelands Forening med Sverige under en fælleds Konge, men
med Bibeholdelsen af begge Rigernes Selvstændighed -- aabne-
|
| d.III,b.3,s.40 |
des det nu forsamlede overordentlige Storthing, efter Hs. Maje-
stæt Kongens Bemyndigelse, af Statholderen Grev Wedel-Jarls-
berg, som ledsaget af den norske Regjerings øvrige Medlemmer
-- med Undtagelse af Statsraad Collett, der, som man siger,
efter højere Opfordring ansøger om sin Afskeed, og i den seneste
Tid ei har deeltaget i Statsraadets Forhandlinger -- og de
øvrige fornemste Embedsmænd her paa Stedet, indfandt sig i
Thingsalen, hvor han, modtagen af en dertil af Storthinget ud-
valgt Deputation, oplæste den ham af Kongen hertil givne Be-
skikkelse, samt følgende Kongelige Tale.
"Gode Herrer og norske Mænd!
Efter at have været samlet over 5 Maaneder, blev det 8de
ordentlige Storthing opløst i Kraft af Grundlovens § 80. I Over-
ensstemmelse med Grundlovens § 69, som giver Kongen Ret til
at forsamle Storthinget udenfor den almindelige Tid, samt i
Henhold til den 70de § er nærværende Storthing sammenkaldt.
De Lovforslag, som Jeg paany vil lade Eder forelægge, ere af
særdeles Vigtighed for Riget. Vore Finantsers blomstrende Til-
stand vil sætte Eder istand til med Lethed at ordne Statsud-
givterne. Overskudet af Stats-Indtægterne er betydeligt, uagtet
de direkte Skatters Nedsættelse til det Halve. Oversigt over
Rigets Tilstand vil nu for Eder vorde igjentagen. Lovforslagene
om Kommunernes Anliggender og Haandværksdrivten kræve
Eders Opmærksomhed. De nøiagtigste Overvejelser, understøt-
tede af Lokal-Kundskab, bør lede Eder til de Beslutninger, som
I agte at undergive min Sanktion. Da jeg antog Grundloven af
4de Novbr. 1814, erkjendte Jeg vel dens Ufuldkommenheder,
men Jeg fandt, at denne Overeenskomst mellem Kongen af
Sverige og det svenske Folk paa den ene Side samt Kongen af
Norge og det norske Folk paa den anden Side gav Norges Uaf-
hængighed en lovlig politisk Tilværelse. Efter at det Norske
Folk lige indtil Kieler-Tractaten havde været undergivet en for-
ældet Lovgivning, som ikke foreskrev nogensomhelst Kontrol,
har den nye Statsstyrelse kaldet det til nyt Liv, som dog ikke
vil kunne bevares, dersom ikke National-Repræsentationen le-
vende erkjender den bydende Nødvendighed at adlyde Grund-
|
| d.III,b.3,s.41 |
loven, uden eensidig at ville tyde dens enkelte Paragrafer, som
med uindskrænket Tillid og Uforbeholdenhed bleve antagne af
begge Folks Repræsentanter. Rigsakten, som bestemmer de kon-
stitutionelle Forholde mellem begge Riger, giver herpaa for Sve-
riges Vedkommende de meest overtydende Beviis. Det ned-
arvede Nationalhad blev overgivet til en evig Forglemmelse, og
en Fremtid af trofast Venskab opklarede Scandinaviens Himmel.
Jeg anraaber Forsynet om, at denne Himmel aldrig maa for-
mørkes, men stedse forblive reen og klar oplyst ved Enigheds
og broderlig Kjærligheds Straaler. Gjerne vil Jeg blive over-
beviist om, Mine Herrer! at Eders Ønsker i denne Henseende
stemme overeens med Mine -- Jeg bønfalder det højeste Væsen,
som stifter og omstyrter Riger, at velsigne Eders Forhandlinger,
og forbliver Eder, Gode Herrer og Norske Mænd! alle i Al-
mindelighed og enhver i Særdeleshed med al kongelig Yndest
og Naade velbevaagen.
Givet paa Stockholms Slot den 13de Octbr. 1836.
Carl Johan.
Løvenskiold."
(Glæde maa det i Sandhed enhver Norsk Borger, at lægge
Mærke til det milde forsonlige Sind, som i det hele udtaler sig
gjennem denne Tale, der er saa forskjellig fra Tiltalen af 26de
Septbr., som kun kunde behage de svenske Ulykkesprofeter, som
ville sætte Splid mellem Konge og Folk, for selv at fiske i rørte
Vande, eller det gamle Hoved paa en Løvenskiold, som tænkte
at indjage Nationen Skræk, og som nok kunde skræmme svage
Folk, indtil man saa at den Constitutionelle turde behandle det
som en Parykblok, der snart bankes og kastes i en Krog, og
snart trækkes en Hue paa. Tvertimod erholder man den glæde-
lige Vished, at tvende af de vigtigste af sidste Storthing be-
handlede, men ei tilendebragte, Love om Kommunernes Anlig-
gender (Formandskabslovene og hvad dermed staar i Forbin-
delse) og om Haandværksdrivten, af vor Konge, ligesom af
Borgerne, fortrinligen ønskes behandlede og endelig afgjorte.
Ugjerne seer imidlertid sikkert enhver, hvem gamle Norges
|
| d.III,b.3,s.42 |
Hæder og Held ligger paa Hjertet, at ikke ogsaa den saa yderst
vigtige Værnepligtslov, der, affattet efter Grundlovens Bud, om
alle Borgeres lige Forpligtelse til at værne om Fødelandet, og sat
i Udøvelse med Iver og uden personlige Hensyn, vilde kunne
indgyde udenlandske Fiender Agtelse og de Voldsmænd, som
ere os nærmere, Skræk. Negtes kan det heller ikke, at denne
Tale, forsaavidt angaaer Forholdene i 1814, deels indeholder
Udtrykke, hvis egentlige Mening man har ondt ved at fatte, eller
bringe i Overensstemmelse med de virkelige Begivenheder --
som f. Ex. naar Grundloven siges at være en Overeenskomst
mellem Kongen af Sverige og det svenske Folk paa den ene, og
Kongen af Norge og det norske Folk paa den anden Side, --
deels fremsætter Yttringer, der er ligesaa faktisk som juridisk
urigtige, som f. Ex. naar der siges, at det var Grundloven af
4de Novbr., der "gav Norges Uafhængighed en lovlig politisk
Tilværelse," uagtet denne virkelig indtraadte den 14de Januar
1814, da den danske Konge opgav sin Ret til Landet, juridisk
grundlagdes den 17de Mai paa Eidsvoll, og erkjendtes af Sverigs
Konge allerede ved Konventionen paa Moss den 14de August
s. A. Men dette er ikke andet, end hvad vi desværre allerede
saa ofte have hørt gjentage, og som ei kan ventes anderledes,
saalænge den Mands (d.e. Løvenskiolds) Navn findes under
Talen -- for hvis Værk den altsaa ansees -- der kun erindrer,
at han, af Misfornøjelse med Rigsforsamlingens Beslutning paa
Eidsvoll om Adelens Afskaffelse, var paa Veien til at forlade
Landet, men ei vil erindre, at han i Kraft af den paa Eidsvoll
givne Grundlov fungerede som Statsraad, og at vor nuværende
Grundlov paa Titelbladet ogsaa nævner 17de Mai 1814 som sin
Fødselsdag, og som endelig ved sin Færd som Statsminister
noksom har viist, hvorlidet han bryder sig om Norges sande
Held og Normændenes Ønsker. Dog, dette tilsidesat, synes den
Omstændighed, at den sidste Rigsretsaktion ikke med et Ord er
nævnt -- da man nemlig havde villet paastaae, at Kongen især
derover skulde være vred -- saavel som den forsonlige og milde
Aand, der gaaer igjennem hele Talen, at være et heldigt For-
varsel for det nu forsamlede Storthings Virksomhed -- N. B.
om man ikke bliver altfor blød om Hjertet). --
Efterat Statholderen havde oplæst ovenstaaende Kongens saa-
|
| d.III,b.3,s. 43 |
kaldte Aabningstale, blev af Statsraad Krog oplæst en Beret-
ning om Rigets Tilstand, ikke som sædvanligt i den fra sidste
Storthing forløbne Tid, men i de siden Norges og Sveriges For-
ening forløbne 22 Aar, af hvilken vi udhæve hvad vi især antage
at kunne interessere vore Læsere -- Først skildres i denne
Beretning Norges Forfatning i 1814, da Foreningen blev ind-
gaaet, med mørke Farver -- mørkere vistnok end de virkeligen
vare -- og de Opoffrelser, som Nationen maatte gjøre for at
grundlægge Banken og indløse den store Masse af Rigsbank-
sedler, der vare udstedte, omtales. Disse Opoffrelser mindes vi
vel alle endnu, men de føles ei mere nu, og Hensigtsmæssigheden
af nu at opfriske og forstærke Mindet om dem, indsees ikke
letteligen. Videre siges: "Hs. Majestæt maatte ved denne Lei-
lighed anvende den størst mulige Omsorg for at berolige Mæng-
dens Ængstelighed." Uagtet vi nu aldrig have draget i Tvivl,
at Hs. Majestæt stedse bærer Omsorg for Landets Vel, indsee
vi dog ikke hvilken særdeles Omsorg det er, som her menes,
ligesom vi ej heller vide hvilken "Ængstelighed," der egentlig
fandtes hos Mængden. Grundene hvorfor disse ældre Begiven-
heder ere berørte, og givne et saa mørkt Anstrøg forklares siden
saaledes: "Mennesket fortvivler som oftest under Byrden af
Gjenvordigheder, og er i Almindelighed tilbøjelig til at tilregne
Andre Skylden for sin Ulykke, medens det, naar Lykken smiler,
gjerne anseer sig som den, der ene har fængslet den. Nedstemt
i Modgang, reiser det sit Hoved, naar Alt føier sig efter dets
Ønske. Saaledes gaaer det ogsaa med de Nationer, der lade sig
henrive af overdrevne Ideer om offentlig og privat Frihed."
(Rigtig, men naar have Normændene siden Foreningen været
henrevne af overspændte Ideer?) "I Ulykken seer man deres
virkelige eller selvvalgte Organer som oftest skyde Skylden for
indtrufne Uheld paa Styrelsens Mangel paa Forudseenhed. Er
Styrelsen stærk nok, og lykkes den i at afvende den truende
Storm, da hænder det vel ikke sjelden, at disse samme Organer,
istedetfor at ledes af den i Modgangens Skole vundne Erfaring,
hæve deres Stemme og Fordringer, ligesom frygtede de for at
tilstaae, hvem det opnaaede Gode bør tilskrives?" (Have Nor-
mændene nogensinde undladt ved passende Leiligheder, højt at
erkjende den Andeel, der tilkommer Regjeringen i Landets nu-
|
| d.III,b.3,s. 44 |
værende lykkelige Forfatning?) "I et saadant Tilfælde" (som,
vel at mærke, ikke i Norge er forhaanden) "bør Styrelsen, ved
at fremstille en Sammenligning af det Forbigangne med det
Nærværende, søge at oplyse Nationen, og at gjenkalde i dens
Erindring, at vi med Taknemmelighed mod Forsynet bør paa-
skjønne vort Velvære, og at vi med Klogskab og Maadehold bør
nyde dets Frugter." (Saa tænke vi at gjøre!) Dernæst følger
en Samstilling af vore fornemste Næringsveje, som de vare i de
første Aar efter Foreningen, og saaledes som de nu ere, og
skjøndt fast enhver Borger i meer eller mindre Grad, alt efter
sin Stilling, lettelig vil ved nogen Eftertanke erkjende For-
skjellen mellem nu og da, ville vi dog korteligen fremstille nogle
af de væsentligste hertil sigtende Kjendsgjerninger, der i Beret-
ningen udførligere afhandles. Udførselen af Fiskevarer er fra
1819 til 1835 meer end fordoblet. I 1819 udskibedes 240,000
Tønder og 55,000 Skpd. forskjellige Fiskevarer, i 1835 536,000
Tdr. og 156,000 Skpd. Angaaende Trælasthandelen yttres, at
den har i de seneste Aar "udviklet sig i en ikke ubetydelig
Grad, uagtet de Hindringer, som endnu uforandrede modarbeide
dens Fremskridt," og at Hs. Majestæt nærer det Haab, at Høist-
sammes Bestræbelser i denne Anledning ville krones med et
Held, "som end mere skal give Liv og Næring til denne Handels-
green." Der anføres, at Udførselen af Trælast udgjorde i de
første 6 Aar efter Foreningen 120 til 170,000 Læster aarlig, i de
sidste 3 Aar med et Middeltal 214,000 Læster. "Det norske
Jern og Kobber har" siges der, "under Løbet af de sidsthen-
rundne 20 Aar fundet en stadig og fordeelagtig Afsætning i Ud-
landet," og Kongsberg Sølvværk har siden 1830, efter at alle
Omkostninger var dækkede, ydet Statskassen en Indtægt af over
700,000 Spd. Handelstraktater ere siden Foreningen afsluttede
med de fleste europæiske Stater, den indenrigske Handel siges
ogsaa at gaae fremad, (skjøndt i denne Henseende endnu meget
staaer tilbage at ønske) og medens Norge for 12 Aar siden kun
havde 1700 Handelsfartøjer indeholdende 53,000 Kommerce-
læster, ejer det nu henved 2200 Fartøjer med en Drægtighed
af over 72,000 Kommercelæster. Matrosernes Antal er derfor
ogsaa i 10 Aar stegne fra 8000 til 12000, ligesom den hele Folke-
mængde, der i 1815 kun udgjorde 900,000 Mennesker nu be-
|
| d.III,b.3,s. 45 |
staaer af 1,200,000, hvilket gjør en Tilvæxt af omtrent 15000
aarlig. Jordbruget har vel ikke i den Grad, som Handelen, gaaet
fremad, men er dog ei ubetydelig forbedret, hvilket sees deraf,
at Kornindførselen, der før Foreningen ofte steeg til 1 Million
Tønder, nu, uagtet Folkemængdens Forøgelse og Brændeviins-
brænderiernes betydelige Forbrug, dog er falden til 750,000, og
det antages, at hvis Brændeviinsbrændingen blev formindsket
vilde Landet i almindelige Aar kunne brødføde omtrent tre
Fjerdeparter af Befolkningen. I Henseende til Pengevæsenet,
henvises til, at medens Koursen i 1822 var 220 pCt. (d. e. at
100 Sølvspecier kostede 220 Specier) nærmer den sig nu til
Pari (d. e. at Sølv og Sedler blive ligegode). Seddelmassen er
i 19 Aar forøget fra 2 Millioner til 5,200,000 Specier. Toldint-
radernes Forøgelse fra omtrent 241,000 Specier i Sølv og
518,000 Specier i Sedler, som de med et Middeltal udgjorde i
Aarene fra 1816 til 1825 til 1,071,760 Specier i Sølv og 537,632
Spd. i Sedler, til hvilket Beløb de opsteeg i 1835, har tilladt
de direkte Skatters Nedsættelse fra 600,000 Spd., som de ud-
gjorde i 1818, til 185,000 Spd. aarlig, som de af 1833 Aars Stor-
thing bleve bestemte til, og som fordeelte paa den hele Folke-
masse kun udgjør en Ubetydelighed (omtrent 20 Skill.) for hvert
Menneske, og desuagtet har Hs. Majestæt dog seet sig istand
til at foreslaa "yderligere Lettelser med Hensyn paa Kommune-
afgivterne." (Herved sigtes formeentlig til det fremsatte For-
slag om at Delinqventudgivterne, d. e. Omkostningerne, der
flyde af Forbryderes Tiltale, Transport o. s. v., skulle overtages
af Statskassen, istedetfor at de forhen særskilt fra de egentlige
Skatter udlignedes af Amtmændene). Statsgjelden formindskes
aarlig, uden at det har været nødvendig at kontrahere (d. e. af-
slutte) nye Laan, i hvilken Henseende Hs. Majestæt med virkelig
Tilfredsstillelse erkjender, hvormeget de foregaaende Storthing
have understøttet Hs. Majestæts Hensigter, for at begrunde of-
fentlig og privat Velstand. Som et paafaldende Beviis paa Vel-
standens virkelige Tiltagelse anføres, at Brandforsikkringen har
siden 1823 forøget sig i Kjøbstæderne fra 9 Millioner til 14 Mill.,
og paa Landet fra 2 til 4 mill. Spd. Om Norges Fremskridt i
det Hele siges der, at det er "med en Stolthed, der har sit
Udspring fra den oprigtigste Deeltagelse, at Hs. Majestæt har
|
| d.III,b.3,s. 46 |
fremstillet de betydelige Fremskridt, som siden Foreningen have
fundet Sted." Senere yttres: "Hvad vilde Norge i denne Stund
have været uden Foreningen? Er det sandsynligt, at det vilde
have bevaret sin Selvstændighed?" (Hvorfor ikke ligesaavel nu,
som i Sekler før Foreningen med Danmark?) " -- at Handel og
Industrie havde opnaaet det mærkelige Standpunkt, paa hvilket
de nu befinde sig begunstigede ved Fred og fordeelagtige Han-
delstraktater?" -- Skulde Norge, som uafhængigt Rige maaskee
ikke ogsaa have kunnet leve i Fred, og slutte fordeelagtige Han-
delstraktater med sine Naboer? Man mener imidlertid i Beret-
ningen at de anførte og flere lignende Spørgsmaale maatte be-
svares benægtende. Senere hen siges der: "Men for at befæste
denne Tingenes nærværende Stilling, og for at gjøre denne
Lykke varig, bør ethvert Medlem af Staten være gjennemtrængt
af den store Sandhed, at der ikke kan gives Fred, Rolighed,
Held og Hæder for Fædrelandet, undtagen i en trofast og op-
rigtig Forening med Broderriget (???) For altid bestemt og
ordnet ved Rigernes Grundlove, kan Foreningen alene modtage
den Udvikling, som Enighed, Tillid og broderligt Venskab mel-
lem begge de forenede Riger kan begrunde, dette er den eneste
Amalgamation, som Hs. Majestæt eftertragter." (Gyldne Ord!
gid de vare indskrevne i de svenske Aristokraters Hjerter!).
Til Slutning yttres der: "Naar vi fra denne ene rigtige Punkt
betragte Foreningen, kunne vi med Tryghed see Fremtiden
imøde, og med Rolighed overlade Os til den Omsorg, som For-
bedringer i vor Lovgivning og i vore offentlige Indretninger,
samt Udviklingen af vort Velvære fordre. Norge, nyligen ind-
traadt i Rækken af selvstændige Stater, behøver med Hensyn
til Rigets indre Organisation Meget for at beholde denne Rang.
Det er under Fredens Dage, og naar vore Hjælpekilder tillade
det, at vi bør overveie de Behov, som fornødiges opfyldte --
at vi bør forøge Armeens Material -- at vi bør forbedre vore
offentlige Indretninger, vort Skole- og Fattigvæsen, Straffean-
stalter m. M., og vel erindre os, at de Udgivter, som vi anvende
paa disse almeennyttige Gjenstande, ere lettere at bære nu, da
Riget har fuldkommen Kraft hertil, samt at de i en Fremtid
ville bære nye Frugter og ville med Taknemmelighed vorde paa-
skjønnede af vore Efterkommere."
|
| d.III,b.3,s. 47 |
Da denne Beretning var oplæst, erklærede Statholderen
Norges 4de overordentlige Storthings Forhandlinger for grund-
lovsmæssigen aabnede. Præsidenten udraabte (som sædvanligt)
"Gud bevare Kongen, Fædrelandet, og Broderriget!" hvilket
Raab istemmedes af alle Repræsentanter; Autoriteterne forlode
Salen; Thinget afsendte for at komplimentere Regjeringen en
Deputation, hvis Formand, Assessor Holst, tilbagemeldte, at
Statholderen paa Regjeringens Vegne bevidnede Thinget dens
oprigtige Taksigelse for den udmærkede Artighed, der var den
viist.
De Fleste af Storthingsmændene gik endvidere i sin Artighed,
idet de ved Aabningen viste sig i Uniformer, saasom det paa
forskjellige Maader var blevet dem betydet, at Hs. Majestæt
havde fundet sig fornærmet ved Aflæggelsen av Embedsdrag-
terne. Denne Høflighed staa nu ved sit Værd; men Kravet der-
paa er for stort, naar det gaar ud paa at Storthinget skal til-
intetgjøre enkelte af dets Beslutninger fra i Sommer. Vi bør
haabe i det længste, at dette Uhørte ikke skal overgaa Repræ-
sentationen, hvis Ære og Skam er Folkets.
|
| BLA BAKOVER |