|
|
| d.III,b.3,s.12 |
DEN CONSTITUTIONELLES REDAKTØRER.
(Fortsættelse fra No. 23.)
Statsborgeren 13. okt. 1836.
Dette er virkeligen toujours perdrix (altid Agerhøns), om jeg
også idag har Fougstad for mig. Vi faa da see til at expedere
Kyllingen. Vi have seet hvorledes hans Dæmon, Forfængelig-
heden, vaagnede; men af dens Yttringer have vi endnu kun
gjort os bekjendte med de færreste, mens de dog ere mang-
foldige, for mangfoldige til at fremstilles i en Skildring, der er
styret af en ufortjent Skaansel. Med et blødt Slør vil jeg til-
hylle alt, med Undtagelse af endeel af de hæsligt fremstaaende
Knokler, hans politiske Liv har givet til Skue og stødt Folks
Øine med. Og mens han dagligen provocerer Ubarmhjertig-
heden, vil jeg kun benytte saameget af Kjendsgjerningerne, som
behøves til at urokkeliggjøre Rigtigheden af vor Karakteristik.
Derfor ikke videre om hans mangfoldige ostentative Vind-
magerier som Student, omendskjøndt han alt da havde traadt
sine Børnesko godt ud, og det ikke mangler paa dem, der kaste
et træffende Lys paa hans politiske Usselhed. For Exempel:
"vil Ingen Anden -- jeg vil holde Talen den 17de Mai!" raabte
Fougstad i et Møde, jeg troer endog det var i 1828, hvor der
deliberedes om, og var Vanskeligheder med, Festligholdelsen.
Alle studsede da, og mere da over denne uventede Kjækhed,
end et Par Dage efter, da Hr. Fougstad meldte, at han efterat
have talt med anseede Mænd, maatte trække sig tilbage og i al
Maade protestere mod Festen. Dette Træk, denne Forfængelig-
hedens Impuls til politiskt Friskfyreri, efterfulgt af koldere Be-
regninger og opløst gjennem en jammerlig Proces af Vankel-
modighed i det mest nykterne Kujoneri, har gjentaget sig mang-
foldige Gange i hans Liv. Den Constitutionelle er en tro Af-
speiling heraf. Fougstad er i dens Avancer. Fougstad er i dens
Retræter, som aldrig udeblive. Han personificerer sig i dens
Totalitet. De øvrige To fremtræde kun isolerede: Hr. Motz-
feldt med sin troskyldige Plumphed, Hr. Schweigaard med
legére Henslængninger af sit Overmod og Geni.
Den Fougstadske Forfængelighed har, som om den var et
|
| d.III,b.3,s.13 |
selvstændigt Væsen, havt sin Ungdom og Manddom. Ikke saa-
ledes, at den var drengeagtig og ungdommelig i de tilsvarende
Aldre; thi den var altid stor i sine Udkast, og dette Menneske
har aldrig været Dreng eller Yngling, men altid en liden Mand,
altid med disse uelastiske, tørre Fibre i Hjertet, altid med dette
konstante, udviklede dominerende Organ. Men hans Forfænge-
lighed havde, ligesom Ormen om Foraaret, en Tid smukkere
Farver, end disse Journalismens Sodtinter og denne Liberali-
tetens affarvede Agricola-Toga, hvori den nu spanker om paa
vort Forum. Den karakteriserede sig en Tid som en sand Liden-
skab for Repræsentation, en Sværmen for Deputationer, i sorte
Klæder og om muligt i Kareth, for Addressetaler og skrivtlige
Addresser o. d. Dette var dens Ungdom, der, som man seer
ikke manglede behageligt Fantasteri. Men den var for alvorlig
forat kunne i Længden ville nære sig med Sligt. Tidsaandens
Plebejismus tilbød kraftigere Næring. Med denne maatte den
amalgamere sig, og den Nederste paa de Stores Trappe vilde
vinde Betydning ved alt det Støv, han turde slæbe opad den,
og ved at være det Mellemled, som bandt Demokratismen til
dens Trin.
Dette er dens Manddom; eller rettere, i disse Ord omfattes
alle disse Overgange til den endelige Antagelse af en fibertør
Karakteer, som jeg gjerne vilde kalde dens Alderdom baade
fordi der er noget ærværdigt ved en fortsat Række av Anstren-
gelser, og fordi jeg imaginerer mig, at om jeg ved et Slag paa
hans Hoved kunde faa hans Forfængelighed til at springe ud
personificeret ligesom Viisdommen i Minervas Skikkelse af Ju-
piters, saa vilde den vise sig i Form af en af disse vindtørre,
sølvhaarede, dybtfurede, bøjelige, livlige, gamle, emigrerede,
smaa Markier, som i sin Tid vidste at gjøre de fortræffeligste
Miner til det borgerlige Antræk og de borgerlige Folk, de aad
med, og at vedligeholde Troen paa at de havde spillet en stor
Rolle i Verden og vel endnu kunde komme til, men at de overalt
havde erhvervet sig for megen sand Viisdom til ikke at flyde
ovenpaa den Bølge, som de ikke kunde knuse.
Man kan ikke før mærke paa Haardheden af et Kids Pande,
at det vil blive en Buk, end man af Fougstads Ubøjelighed for
|
| d.III,b.3,s.14 |
alle Irettesættelser og Angreb kunde mærke, at hans Forfænge-
lighed besad en beundringsværdig passiv Energi (om dette Ud-
tryk kan bruges) og at den var rustet mod alt. Man erindrer,
at det ikke var de hidsige Franskmænd eller de lidet spekula-
tive Østerrigere, men de flegmatiske Hollændere, som bevæb-
nede sine Skibe med Pandser og Saug og gjennemskar Lænkerne
for Damiette. Og en saadan storbuget, staalbringet Hollænder
var han, med stat pro ratione voluntas i Agterspeilet. Revselser
vare ham Bølgernes Skum. Mod Kjæden af spottende Ansigter
og angribende Invektiver bød han sit Flegmas Pandser. Urokke-
lighedens Saug gik og han satte ofte barduus iland, og lod Folk
tro, at han istedetfor Hjerte havde en kalløs haardhudet Pung.
Og deri? Deri danglede Forfængelighedens Regnepenge. Ja,
ganske rigtigt, Flegmaet, en Urørlighed mod Angreb, som Wel-
lingtons ikke kan overgaa, men ikke et naturligt Flegma, men
et planmæssigt, et tilvundet, Flegma var hans Forfængeligheds
Beskyttelse, det Stormtag, hvorunder han flygtede sig frem. Dog
maa man ikke tro, det kostede Anstrengelse. Nei, Nødvendig-
heden deraf erkjendtes; og det kom der, og tiltog i Haardhed
under Øvelser; det forlangtes af Dæmonen i hans Indre, som
Reqvisit til den fuldstændige moralske Armatur og erholdtes
hurtigt som Fausts Ønsker paa hans: "Giv hid!" --
Men skal jeg da aldrig blive færdig med denne Dissektion?
Kadaveret stinker. Og jeg har tre. Dersom jeg ikke var bunden
ved et Løfte, var det bedst at grave dem, med alle de Enkelt-
heder, som nu skulde udskilles, idetmindste indtil videre, ned
paa Stedet i Statsborgerens Tornehave og skrive ovenover:
Statsborger, stille stat!
Thi viid: herunder Rammen
er lagt den falske Kat,
som Hov'det beed af Skammen.
Men hvis du finder tre,
saa tænk: de beed tilsammen.
Og kan du fromt ei be',
saa ønskt dem et Godnat
i Mangel af et Amen.
(Fortsættes.)
|
| BLA BAKOVER |