|
[OM WERGELANDS BØNN FOR CARL 3 JOHAN]
Den Constitutionelle 2. okt. 1836.
S.T. Den Constitutionelles Redaktion.
Tilstedes nærværende Linjer Plads i Mhrrs Blad, skal jeg
visselig ikke øde meget deraf paa at forsøge at overtyde om, at
Redactionen binder sit Publicum noget paa Ærmet, naar den i
Dagsnummeret fortæller, at jeg i Morgenbl. har erkjendt, at have
anmodet Redaktionen ("os") om ikke at blive nævnt som den,
der havde forandret Kongens Navnetal i Kirkebønnen eller som
Deeltager i det af den Constitutionelle som konspiratoriskt de-
nuncerede Selskab. Jeg har erkjendt at have advaret Hr. Foug-
stad mod denne Indrykkelse -- og det diskursivement paa
Gaden Aftenen før den kom, dog betids nok til at man
kunde have ændret den, om mit velmeente Raad var bleven
tagen tilfølge -- og da at have frabedet mig idetmindste nogen
Indblandelse af mit Navn. Det vil være i Hr. Fougstads Erin-
dring, at jeg gjorde denne Fordring til den sidste, efter at jeg
nemlig først havde advaret mod nogen Kompromitteren af de
tilstedeværende Storthingsmænd, for hvem jeg sagde, at en an-
den opnævnt Inviteret tilligemed mig kunde være Vidner som
uinteresserede i, ja personlig endog modvillige imod, Formand-
skabsloven, for hvis uforandrede Antagelse Selskabet sagdes
foranstaltet. Jeg har ogsaa erkjendt, discursivement at have for
Hr. Fougstad ytret Ønske om, at mit Navn maatte forblive uden-
for Tvisten med Minerva om Hans Majestæts Navnechiffer eller
for den Constitutionelles Korrektioner til Minervas Anskrig om
at Enkeltmand havde rettet det fra Prækestolen; og jeg kan
ogsaa lægge til, at jeg gjorde Hr. F. opmærksom paa, at den
Cst.nelle kunde holde sig til sine egne Papirer i den Sag, da jeg
deri nylig i forveien havde faaet en motiveret Bestyrkelse for
hiint Skridt. Jeg vil blot spørge: hvilke Ønsker kunne være
naturligere? hvilket Menneske havde ikke fremsat dem, og det
med større Omhyggelighed, nemlig ved at henvende sig til Re-
|
| d.III,b.3,s.5 |
daktionen, og ikke, som jeg, ved blot mundtligt Yttrende til
Enkeltmand, jeg dengang stod paa en god Fod med, og som
nok kunde, naar han vilde, tjene mig i at jeg undgik en altid
ubehagelig Navns Nævnelse, som kunde indhale mig i en kjed-
sommelig og tidsspillende Pennefeide?
At jeg, hvad den vigtigere Sag betræffer, nemlig om Navne-
chiffret, ligesaalidt motiveredes til hiint Ønske af noget "Kujo-
nerie" som til selve Handlingen af noget "politisk Renomisterie",
vil indlyse af Følgende, til hvis Fremstilling jeg egentlig greb
Pennen, fordi den maa tilfulde vederlægge disse Beskyldninger.
Længe før der blev Tale om factum i Aviserne, var jeg vi-
dende om at det ikke var "unddraget deres Kundskab," paa
hvem det kunde virke skadeligt for mig. Jeg var endog vidende
om at det var kommen til selve Kongen, hos hvem det havde
opvakt Mishag. H. H. Biskoppen lod mig kalde til sig, under-
rettede mig om at det var blevet berettet til Stockholm, at jeg
i Bønnen havde nævnet Kongen som Carl den 3die Johan; at
jeg maaskee kunde have Ubehageligheder deraf; og at han holdt
det for sin Pligt at underrette mig herom samt at raade mig
for Eftertiden, naar jeg skulde ville prædike, at udelade ethvert
Navnetal og simpelthen nævne "Carl Johan," som H. H. selv
gjorde i Cabinettet. Hertil svarede jeg, at jeg visselig ikke havde
gjort det af noget verdsligt politisk Hu, men fordi jeg troede,
at jeg mindst paa Prædikestolen burde sige vitterligen nogen
Usandhed, hvilket saavel Landets kaarne Mænd netop ved den
Tid Prædikenen forefaldt, som alle Tidender og in specie den
Constitutionelle havde erklæret næsten dagligen at Tallet den
14de var i historisk Forstand, naar det anvendtes paa den nor-
ske Konge; -- for denne alene troede jeg man bad i Norge; og
endelig, at jeg ingenlunde forud havde besluttet at nævne noget
Navnetal, men at hine Ytringer af en almindelig autoriseret
Opinion, som min egen Overbeviisning hyldede, havde udøvet
sin Indflydelse og lagt mig Tallet i Munden, da jeg kom til det
Sted i Slutningsbønnen, hvor Kongen nævnes. Jeg lagde til, at
jeg ved de foregaaende Leiligheder aldrig havde nævnet den
14de; men at jeg havde lagt saa liden Vægt paa et bestemt Tal,
at jeg iflæng havde nævnet H. M. med og uden det andet
Navnetal.
|
| d.III,b.3,s.6 |
Jeg spørger nu, om den Constitutionelle med Retfærdighed
tillægger mig politiskt Renomisteri i denne Sag? Den kan det
mindst, som selv forstrakte mig med et Motiv dertil. Og "Kujo-
neriet" betræffende, da vil jeg haabe den erkjender, at det idet-
mindste ikke fandt Sted for Deres Skyld, som kunne rasere bort
"Stumperne af min borgerlige Velfærd", eller, i et smukkere
Sprog, Haabet om Befordring i den Vei, hvortil jeg har uddannet
mig forlængst. Men jeg skulde troe, at den heller ikke kan have
vanskeligt for at finde nok af anstændige Bevæggrunde ellers
for at En ikke ønsker sit Navn uden Nødvendighed inddraget i
en Tvist imellem tvende Rigers Aviser, hvoraf den ene gjerne
kunde maltraktere det paa det forfærdeligste uden at man kunde
faae Anledning til at erfare det. For at give den en bedre Støtte
for Beskyldningen om politisk Kujonerie vil jeg her tilføie den
Erklæring -- ihvorlidet den end kan tjene til at støtte Beskyld-
ningen for Renomisteriet, der dog ogsaa kan trænge til nye Støt-
ter -- at Kundskaben om at min Handling havde opvakt H.s M.s
Mishag vakte Smerte hos mig over den, da han, endog kun som
Menneske betragtet, er den, jeg næst mine egne Forældre sidst
med Villje vil volde nogen Ubehagelighed.
30te Septbr. 1836.Henr. Wergeland.
|
| BLA BAKOVER |