HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 3. BIND: 1836 - 1845


Henrik Wergeland, III. Artikler og Småstykker, polemiske og andre: 3dje Bind 1836 - 1845
d.III,b.3,s.1  
FORTÆLLING I BREVE
OM ET USSELT QVINDEMENNESKE
SOM HEDDER NELLA
I
Statsborgeren 2. okt. 1836.

   Ak, jeg fristes til at begynde min Levnetsbeskrivelse med
Bellmanns oprørende Melankoli
Tvi du min Fader o. s. v.

   Thi jeg kan med Sanden sige, at fra ham skriver sig al min
Ulykke, -- mine andre slette Opdragere dog heller ikke at for-
glemme. Jeg er ikke af ringe Stand, dog er jeg nu ringere end
den Ringeste. Gadens Tøjter ville ikke tro mig, fordi jeg endnu
har en hvid Kjole at spanke i, og de begribe da heller ikke
den Elendighed, som skjuler sig derunder. Men gid jeg kunde
bortbytte min Usselhed med deres, og tilhylle i Ringhedens
Pjalteskjul en Elendighed, hvorpaa den fornuftige Verden er
bleven opmærksom og har fæstet tusinde borende Øjne.

   Jeg vil springe over min Barnealder, og jeg veed heller ikke
i hvilken Tid af mit misbrugte Liv jeg skulde søge den; thi jeg
skulde tidligen være voxen, og blev det da ogsaa i Unoder og
hvad som værre er. Det tør jeg sige med Bestemthed, at jeg
d.III,b.3,s.2   aldrig har havt nogen Uskyldsalder siden jeg begyndte at-
snakke. Jeg er endnu ikke gammel, og dog forekommer det
mig stundom somom jeg gik i Barndommen mellem alle disse
sørgelige Minder om min Tilværelse.
   Man er ikke saa ganske enig om min Fader; men Den, som
bærer Navnet, forkjelede mig overordentlig, ikke fordi han
kunde føle nogen Kjærlighed til noget, men fordi jeg skulde
forplante hans Navn. Min Moder hedder Fule Politika, en
Dame, som altid har vedligeholdt en listig Taushed om min
egentlige Fader, og som jeg baade har arvet en tvetydig Karak-
teer og et tvetydigt Rygte efter. Man burde ventet sig en god
Opdragelse efter den prægtige Daab, jeg fik, hvorved endogsaa
Landets fornemste Mand var min Gudfader; men desværre --

   Forskaan mig -- mine Taarer gjennemfure Sminken paa mine
Kinder og falde i Rendestenen -- den Flod jeg med en uimod-
staaelig Drivt følger paa mine syndige Vandringer, og hvori en
skræksom Ahnelse siger mig jeg skal ende.

   O redd mig hvo der kan! Men hvo kan pidske mit laste-
fulde Væsen ud af mit Legeme, og dog lade mig leve, leve forat
forbedres? Jeg føler, at et nyt Hjerte maatte fæstes i mit Bryst,
om jeg skulde kunne blive bedre. Og Tungen maatte rives af
min Hals, om jeg skulde aflade Sladdresygen og Bagtalelsen,
som jeg erkjender har været min Fordærvelse.

   Kan jeg ikke synge som Bellmann, naar jeg maa sige, at
disse Lyder skylder jeg min egen Fader og mine Opdragere?
Jo, "Tvi du min Fader!" vil jeg hyle indtil jeg aftvinger Ver-
den en Beklagelse over den forvorpne men fortabte og ulykkelige

Nella.

   P. S. Dersom Du veed noget Nyt, kan du dog for en Feils
Skyld lade mig faa det at vide med Omgaaende.


   BLA VIDERE