|
DEN CONSTITUTIONELLES REDAKTØRER.
(Fortsættelse fra No. 22.)
Statsborgeren 29. sept. 1836.
Der er meget ofte to fordeelagtige Sindsomstændigheder til-
stede ved Forfængeligheden, og disse skulle ærligen blive førte
Hr.Fougstad til Kredit. Den ene er endogsaa et ret smukt
Træk, som nærmer sig meget den Begeistring for ideale Per-
soner, hvortil ædlere Gemytter, men som erkjende sin Svaghed,
saa let lade sig henføre. Men heri, at disse med denne rigtige
Selverkjendelse tabe sig i sin Beundring og hensynke i Besku-
else, medens den Forfængelige vil identificere sig med sin Helt
og uden videre naa sit Ideal og udfylde dets Storhed enten
uden at tage sine Kræfter i Beregning eller opflammet af den
stolte Tanke: stat pro ratione voluntas (her oversatt: Viljen
gjør Resten) -- heri er Forskjellen imellem hiin elskværdige
Selvfortabelse og denne uelskværdige Selvophøielse. Der har
været mangfoldige ubetydelige Generaler eller endogsaa kun
Majorer, som, paa Grund af en liden undersat Figur, en tem-
melig lige Næse og Bleghed, have villet spille Napoleon, og
derfor lagt sig til at snuse med lidenskabeligt Fingersmek, væn-
net sig til at lægge Armene ikors, holde det ene Been noget
fremadbøjet, bestandig baaret graa Frak og en liden Hat paa
tvers, og som med megen ubetalelig Alvor have modtaget Kom-
plimenter for Napoleonskheden, som de upaatvivleligen kun
manglede Leiligheden forat godtgjøre i Bedrivter. Vor Konges
militære Storhed har ogsaa Folk tilegnet sig paa Grund af en
Ørnenæse og kruset sort Haar, og de have forsøgt at udbrede
Troen paa ligesaastor Aandsliighed ved bestandig at vise Pro-
filet frem og bevæge sig som Papiirmænd langsad Væggene.
Fougstad er en af disse besynderlige, yderst komiske Karak-
terer. Hans sisyfiske Anstrengelser skulde vække Medlidenhed,
|
| d.III,b.2,s.527 |
om han ikke satte sin Lykke just i disse og stod i den faste
Tro, at den umaadelige Graasteen af Umulighed, hvorunder
han stønner, er den sidste Væg af Fjeldet, han vil bestige. Og
se, den lille Mand sætter sig af og til paa sin Steen, forat see
udover al Verden og endelig blive seet af denne som en Varde
sees paa Fjeldtinden; og han bliver ikke forknyt naar han seer
hvorlidet hans Myrekryberi monner og hvilke uhyre og steile
Strækninger, der staaer tilbage før noget Punkt af Betydenhed
kan siges naaet, og han vælter vel tilfreds videre i den Tanke,
at saadanne Anstrengelser dog omsider maa føre til Maalet
om det end var at klyve til Maanen eller rode sig ud paa den
anden Side Jorden. Og denne Tanke, der uden Forandring af
Meningen hedder: "engang naaer jeg dog den Betydningens
Tinde, hvor Alverden maa opdage mig, og raabe: nei se der er
s'gu Carolus (Magnus) Fougstad, som vi Allesammen kjende
og saa daarligen foragtede!" -- denne Tanke, siger jeg, maa
være saa sød, at man bør spare sig Medlidenheden med de
frugtesløse Anspændelser. Ialfald hørte den kun hjemme, da
han pinte sig under de idelige Spørgsmaal om hvorledes han
skulde blive den udmærkede offentlige Karakteer, han vilde
være, thi nu, da han har fundet det, at det skulde skee ved at
sætte sig i Spidsen for et Blad som den Cst.nelle, og er kommen
ind i det -- nu gaar Arbeidet smerteløst som for den tilvante
Møllehest, og han bliver feed under et Arbeide, hvortil man
ikke maa tro at Geni er saa nødvendigt som Udholdenhed.
Møllehest? Fy, at jeg bruger en Sammenligning, hvorunder
Pennen bør slæbe sig henad Papiret modvillig som en Mølle-
hest! Nei, men den Constitutionelle er en Kongensmølle, en
prægtig Mølle, en der først skal male for Regjeringen og siden
for andre Folk. Og Hestene i en saadan Mølle ere ikke at
foragte. Ellers foresvævede mig rigtignok en af disse Møller,
der ingen anden Drivkraft har end Øg (og ogsaa herimellem
ere mangfoldige Sammenligningspunkter fra de usle Drivhjul
og grove Produkter af til Smudset, hvori Gangerne evindelig
bevæge sig); thi fastere er ikke Dyret ved den horizontelle
Stang bunden til den lodrette Axe end Fougstad til sin Idee
om at blive en stor Mand. Med samme rastløse Skridt bevæger
han sig rundt den og kommer den ikke nærmere.
|
| d.III,b.2,s.528 |
Det var fysiske Beskaffenheder, hine Napoleoner hentede sin
indbildte Storhed fra. Men ikke saa vor Mand. Ikke fordi han
lader Poliskheden og det øvrige Ensemble i sit smukke Kontur-
ansigt ganske ude af Beregningen (thi deri stikker en stor Deel
af hiin diplomatiske Storhed); men fordi han har for god For-
stand til at synke ned i en lavere Klasse af moralske Latter-
ligheder, end den, han af tvingende Aandsomstændigheder hen-
hører til. Der siges og troes, at Dumhed er nødvendigviis og
altid forenet med Forfængeligheden, den udskejende Forfæn-
gelighed, her handles om, og at den er dens Rod, som giver
den tilstrækkelig Næring, om den end sugede mindre af Livets
Lys og Verdens svangre Dunster. Og dette kan være rigtigt,
dersom man ved Dumhed forstaar Mangelen paa den højere,
med en Kjerne af Religiøsitet begavede, Moralitetens Herre-
dømme underlagte, Forstand, som tager Hensyn til det sande
og evige Velvære, og kun tænker paa dette Liv i dets rette
Forhold til et bedre. Men saa høit gaar Ingen, der lader sig
beherske af Forfængeligheden; og dog vide vi alle, at skjønne
aandige Evner kunne undergaa denne Skjebne, og heri bestaar
netop den dæmoniske Rang, som vi tillægge denne Lidenskab.
Og vor Mand er ikke saa umaadelig forfængelig af Stupiditet,
men hans Lyde er født af en dagligdags Forstand i et bittert
Øjeblik, da den fandt sig bandlyst til Ubemærketheden, og
voxet under denne Forstands mangfoldige Operationer forat
gjøre sig sin egen ubetvingelige Natur underdanig og skabe sig
en anden Skjebne end den, der er naturlig og opnaaelig for
denne Aand d. e. anviist den af Fatum eller af den forud-
bestemmende Viisdoms ubøjelige Norne. Og dette er det andet,
som, efter ovenanførte Løfte, skulde anføres Hr. Fougstad til-
bedste.
Han har, som almindeligviis er Tilfælde med Monomanier,
ræsonnert sig til sin. Ikke somom vi derfor negte Tilstede-
værelsen forud af en Drivt og naturlig Disposition dertil -- thi
den viste sig tidlig, og, om han end stedse var forblevet hjemme
uden at have ladet sig overfare med nogen lærd Harefod,
skulde han upaatvivlelig saalænge og saa inderligen have ideal-
iseret sig Storheden af at være Foged til han virkelig var bleven
en Lensmand, der efter Visen, dog er den første Mand i Byg-
|
| d.III,b.2,s.529 |
den; -- men fordi vi, erindrende at vi kun have med hans
Forstands Vildfarelser at skaffe, ligesaavel som vi udelukke os
fra det private Liv, ville forbyde os at trænge ind i hans Hjerte-
Gebeter, hvorpaa kun de Cst.nelle tumle sig uden Geneance.
Vil man tro mig -- jeg opfyldes med Vemod som ved en
Engels Fald, idet dette Øjeblik i skjærende Klarhed viser sig
for mig, da Fougstad med unævnelig Sønderknuselse opdagede
det uhyre Svælg imellem hvad han var og kunde være og hvad
han vilde være? Men ingen mild Resignation paafulgte. Han
oprørtes mod Skjebnen somom den havde været uretfærdig.
Hans i Fortrydelse opløste Gemyt undergik en Gjæring, hvoraf
et nyt Væsen fremstod, der hurtigen hærdedes til Konstitution
under Luftdragene af Verdens Kulde mod den fremmedblevne
Yngling og under de mest fortvivlede Anstrengelser forat til-
trodse sig en Plads i den aandige og borgerlige Verden, som
hverken en noksom gunstig Natur havde givet ham Odel paa
eller som han kunde fortjene sig. Til denne Kamp forberedede
han sit Liv og udrustede sit hele Væsen. Den godmodige Laps
i den fagreste lyseblaa Frak, som Byen havde seet i Bonjou-
rernes Morgen, blev en i sig selv indesluttet Politiker, som af
det i de Dage udgivne politiske Magazins tildøde chikanerede
og endelig døende Udgivers Mund sugede sine første Mysterier.
Han gjennemmønstrede alle de Vaaben, han kunde finde hos
sig til den fortvivlede Kamp, som indtil denne Dag fortsættes
for vore Øine. Havde han fundet en Klumpfod ved sig, skulde
ogsaa den være bleven benyttet til at spille en Byron, og vi
skulde havt en Poetikkel mere. Men vi vide hvortil han deci-
derede sig. Thi han fandt, at naar han endelig, som han vilde,
skulde være noget andet end det han kunde være, saa maatte
det være en Politiker. Han besad Færdighed i at explicere sig;
skulde ikke den kunne drives til at passere for Veltalenhed?
Et let Hoved havde han til at fatte alt hvad der var let at
fatte; skulde ikke da dette ogsaa kunne finde en let Maade til
at agere dybsindigt paa? Gemytskulden var et fortræffeligt
Expedient for den aandige Storheds naturlige Værdighed.
Floskler havde man for godt Kjøb. Gode Konnexioner lige-
ledes. Dristighedens lange Been kunde erstatte Geniets Spring-
fjedre. Den Bøjelighed, som ellers er udsat forat kaldes Karak-
|
| d.III,b.2,s.530 |
teerløshed, var ikke meget forskjellig fra diplomatisk Fiinhed. Tidsaandens politiske Retning, Nutidens liden Tid til at under-
søge Gehalten ved hvad der bydes, det Forsæt at benytte alt,
som i nogen Maade kunde være tjenligt, en decideret Vilje,
et Ideal af en god Politiker for Øje i Mangel af et Ideal af
en god Politik og en begeistrende Idee -- kort! saaledes maatte
det gaa an at kunne blive hvad man vilde; -- kort, Politiker,
Politiker, politisk Skribent, stor Politiker!..
-- Stor Politiker som..
-- Som hvem?
-- Som Idealet. Ligesom Napoleon for Majoren i den graa
Frak med Armene overkors. Ligesom Bernadotte for Lieute-
nanten med den krogede Næse og det krusede Haar.
-- Men hvem er Idealet? Hvem er den Store, Fougstad vil
være? Nævn mig den Storhed han vil udfylde, ligesom det lille
Tusindkryb under Strandens Stene kryber ind i en Skilpaddeskal,
og man kunde tænke sig at det indbildte sig at udfylde den?
-- Talleyrand var det vistnok en Tid.
-- Men nu? Brougham? Rotteck? Bertin? Hvem spøger i
hans Hjerne?
-- Thiers!
-- Thiers?
-- Nei, han har uddannet sig et Ideal af sig Selv, som udøver
en tilstrækkelig begeistrende Indflydelse paa ham.
-- Thiers, Thiers staar mig for Hovedet.
-- Hvorfor ikke før Bertin, alle Vejrhanetidenders store For-
billede, Journal des Debats's Redaktør? Malte Bruns bedre
Selv qvaltes, da han kom Hundehuledunsterne af dens Officin
for nær. Og vore Cst.nelle tilbede i al Oprigtighed de Journal-
ismens Halvguder, som bevæge sig bag dens Teppe -- disse,
som forstode at bevare sin Udødelighed efter Keiser- og Konge-
verdenens Fald. -- Gid jeg laa paa en øde Ø, hvor jeg kun
hørte Bølgerne buldre om sin kappelystne Storhed, og ikke saae
over dette Hav af Menneskehoveder, hvor det skumleste vil
reise sig høiest!
Paa Øen Ascension? Navnet alene vilde minde om Carl
Fougstad. Og naar du da saa hint uvislige Tusindbeenkryb
under Stenene paa Stranden med livlig Gridskhed tage en uhyre
|
| d.III,b.2,s.531 |
opdreven Skildpaddeskal i Besiddelse, maatte du tænke paa
hvorledes han vilde udfylde en idealiseret Storhed. Se, en Tre-
dækker braser forbi -- det er Prindsregenten paa 120 Kano-
ner -- selv den lille besynderlige Sejlmusling har opdaget og
beundret den fra sit Dyb -- Oceanet stilles -- da skyder den
Lille frem og udspiler det tommestore Sejl paa sin Snekke, og
indbilder sig, at han er Prindsregenten paa 120 Kanoner indtil
den første Krusning af en Bølge knuser den.
Saaledes er vor Mand i sin Efterligning af det Store. Som
Skribent forsvinder han i sit eget Blækhus. Og al hans Allarm
i den politiske Verden er den fra Brønden hjemkomne hanke-
løse Krukkes Fald.
Gid jeg havde en smuk Blomst at sætte i den og dække dens
Brøst med!
(Fortsættes).
|
| BLA BAKOVER |