HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836

d.III,b.2,s.521  
ET BESYNDERLIGT DRØMMESJUN OM DE
CONSTITUTIONELLE
Statsborgeren 25. sept. 1836.

   De Constitutionelle have, som bekjendt, skrevet et Stykke
imod mig, der var grovt, et der var grovere, og endelig et der
var grovest. Det allergroveste har jeg ventelig tilgode hos disse
Folk, der ere for honette til at jeg ikke gjerne altid skulde ville
have en Regning med dem, omendskjøndt jeg skal have den
Ære at qvittere efterhaanden og efter Beqvemmelighed. Men
af de Stykker, jeg har faaet, var allerede det første istand til
at løbe af med en mindre Taalmodighed end min, og det andet
kunde tage Livet af svagere Folk end jeg lykkeligviis er, skjøndt
ethvert af de foregaaende maatte forberede paa noget endnu
yderligere, saa Altertationen ikke burde kunne blive farlig hos
Nogen.
   Men jeg vil nu fortælle hvorledes jeg skylder Meddelelsen
af det tredje og groveste Stykke et Par, for mig ikke saa uin-
teressante, Øjeblik i Drømmenes skjønnere Verden.

   Jeg fik den Cst.nelle tidligt paa min Seng. Min Tanke var
efter Læsningen den, som den maatte være, nemlig: "Disse
Folk ville jo mig om Livet? De ville jo ødelægge mit borgerlige
Liv? Ligesom der i Hamlet myrdes ved at stinge gjennem Ta-
petet, saa gjennembore de jo Anonymitetens frie Dække forat
naa min Lykkes stille, dog endnu altid levende, Hjerte? Ere
de retskafne Folk, maa de jo ønske slig Landsforræder og Op-
rører som jeg paa Liigstraa, jo før jo heller paa Liigstraa?"

   Saa tænkte jeg, lod den Cst.nelle med en behagelig Mathed
synke, og -- sov ind.

   Jeg sov ind med den Tanke: det er Synd at gjøre saa gode
Mennesker imod.

   Derfor drømte jeg strax, at jeg var virkelig død. Men det var
uforskammet og egoistisk af mig, at jeg ogsaa drømte at jeg
var begraven, ganske ordentligt og kristeligt begraven, hvilket
jeg altid har havt en stor Afsky for. Imidlertid, siden jeg skal
fortælle Sandhed, var det dog saa. Hvorledes det var med min
Sjel, hvorledes den saa ud etc., kan jeg ikke forklare, men kun
at det forekom mig somom den eller jeg selv svævede i noget
d.III,b.2,s.522   duunagtigt blødt og behageligt, og var i et, efter Omstændig-
hederne, ret godt Humør. Det kan jeg dog erindre, at jeg be-
skjæftigede mig i de første Øjeblik af den frigjorte Tilstand
med at kritisere Anmeldelserne af Dødsfaldet i Aviserne, hvor-
imellem jeg i den Cst.nelle fandt en affattet omtrent saaledes:
"nu er da endelig Henr. W. død efter et Liv, hvoraf der lykkelig-
viis intet blev af," o. s. v. Det erindrer jeg ogsaa, at jeg saa mit
Liig vende sig i Graven over nogle Vers, som en troskyldig Ven
vilde skrive over mig; men da den kjække Morgenbladmand
negtede dem Plads i sit Blad, for ikke at fornærme de Constitu-
tionelle, saa snuede det sig veltilfreds ret igjen, og dets uan-
seelige Træk fordunkledes meer og meer af Fortærelsen, indtil
jeg ikke mere kjendte mit uheldige Kontrafej igjen.
   Jeg kunde fortælle meget, som Dogmatikerne ville studse
over. Jeg kunde forfærde Lektorerne Schweigaard og Motz-
feldt med en paalidelig Efterretning om hvorlidet Jurispru-
denzen gjælder i en anden Verden, dersom den er parret med
Uretfærdighed, politisk Tvetydighed, Indbildskhed, Forfølgelse
og Bagvaskelse. Jeg kunde advare kraftigen imod at ærgre en
brav Hedenfaren med en slet Liigpræken og med at lade Folk
synge over ham, som han foragtede. Jeg kunde glæde de Cst.-
nelle (som Trøst fordi de i mig havde tabt en annonceret
staaende Søndagsartikel) med Fortællinger om hvorledes en vis
Fyrste, der staar i stor Respekt hiinsides Graven, roede om i
en Baad, som var meget kunstigen gjort af deres Blad, hvilket
han fandt beqvemmest dertil paa Grund af en fortrinlig Lethed
og Imprægnationen af nogle Stoffe, som han gjør meget af. Og
dette vilde glæde Folk, der visselig ville være enhver fyrstelig
Person til al Tjeneste. Men intet af alt dette vil jeg gjøre, og
det sidste mindst, fordi de Herrer ere saa glade i sig selv, at
nogen højere Tilfredshed vanskelig kan meddeles dem af Andre.

   Derimod vil jeg udbede mig Opmærksomhed for følgende,
der synes at indeholde det Daarernes Evangelium, at det hisset
kommer mindre an paa og lægges mindre Vægt paa en uskyldig
Feiltagelse end her.

   Et langt Mellemrum af Aandens Fraværelse maa være ind-
traadt; thi da min Sjel atter saa over Jorden, var den ganske
øde og tom. Med andre Ord: alt var forbi, og jeg kunde hvert
d.III,b.2,s.523   Øjeblik vente Opstandelsens store Skuespil. Denne ventede jeg
ogsaa skulde blive Opgjørelsens, det store Generalregnskabs
med Tilværelsens Ophav, thi Opgjørelsen med sig selv havde
jeg mærket var allerede forbi og skede eftersom Enhver foer
hen; og jeg havde forlængst været et forbauset Vidne til at de
tre Constitutionelle havde maattet indlade sig paa nogle Aller-
helvedes Subtraktioner.
   Jorden var øde og tom. Og den maatte have været det længe.
Selv Græsset var dødt. Gulnet hang det udover den sidste
Generations Gravminder, som var det eneste, der hævede sig
frem af Overfladen, hvor Bjergene vare smuldrede og Byernes
Ruiner opløste og henveirede. Selv Vinden maatte være død;
thi disse Gespenster af Græsstraa rørte sig ikke, og de hule
Fluekroppe og florlige Insekthylstre, som hist og her kunde op-
dages paa deres Spidser, forbleve ubevægelige.



   Det var gyseligt. Havde jeg dengang havt et Hjerte, havde
det banket; og det skulde have lydt i Stilheden som en Tordens
Stød. Men hvilken Lavhed og Letsindighed i Tanken i et saa-
dant Øjeblik! thi jeg kan forsikkre, at den ikke var højere end
den, som vil falde det kjære Kristianja-Publikum ind, naar det
førstegang samles paa sit nye Nationaltheater og seer det
tomme, Luft kun forestillende, Teppe, nemlig, "at der dog maa
være noget bag."

   Og se! Rummet oppustede sig og stødte i Dybets Basune.
Himmelens Horizonter udvidede sig og rødmede under Anstræn-
gelsen forat udfylde Afgrundens Huulhed med et Raab, som
var fortolket: reiser eder, I Skabhalse!



   En Orkan udfoer og lettede Jordens Støvdække af. O hvad
saa jeg ikke! Et Legeme er ikke saaledes gjennembundtet af
Nerver som Jorden var det af skinnende Been, Menneskers og
Dyrs om hinanden. Og alle reiste de sig under Aandernes Jubel-
skrig. De Himmelske bleve Børn igjen, Børn i vild og dog
uskyldig Glæde. Som Børn, der hulter til bulter skulle klæde
sig paa til en Maskerade, styrtede de over hine afblegede Pjal-
ter og trykkede dem til sine ætheriske udødelige Hjerter, og
et straalende Huld udgjød sig om dem og Aandernes Lysvinger
fæstede sig til de Skulderblade, der havde henslæbt et Liv.
d.III,b.2,s.524   Selv Hundene reiste sig under Rakkerkulene og Troskaben ud-
spilede atter deres Bryst, og en forædlet Virksomhed opfyldte
Hestens forkalkede fosforescerende Organer.


   Men i Ordenens Forvirring hvad seer jeg! Der stod Lektor
Motzfeldt i en yderlig Forlegenhed; thi han havde opdaget, at
den Hjerneskal, han skulde tage i Besiddelse som sin egen, var
saa fortræet at den mere lignede en Keglekugle end en Aan-
dens anstændige Bopæl. Schweigaard havde grebet feil og taget
en Viismands Hoved istedetfor sit eget, og Viismanden reklame-
rede det i kraftigste Maade, paastaaende, at han ikke kunde
være tjent med at imodtage et i Bytte, hvor Indbildskhedens
Organ var saa udviklet. Og Fougstad -- ak, du Vidunder! --
Et Beenrad af et lavt Dyr, som jeg ikke vil nævne, reiste sig
i samme Stund som han og føjede hans Hjerneskal til sin
Hvirvelkolonne, og Fougstad gjorde Vederlag. Og...



   Og -- o Vidunder over Vidundere! -- Feiltagelsen blev hver-
ken opdaget af Angjældende selv eller af Andre. (!)

   Nu forvirredes Billederne i min Sjel. Jeg syntes at see
Osiris, at høre ham tale om Græs, og Bileams Æsel at poli-
tisere. --

   "Har du læst den Cst.nelle idag?" lød en Røst nær mig.
   "Ja, sagde jeg, imorges tidlig. Og siden har jeg ikke forsømt
Kliniken, som du seer."

   "Jo min Ven, Klokken er over otte."
   "Bah!" (idet en dunkel Skygge af Drømmen gjennemfoer mig)
jeg har alt idag applicert Trepanen.
Henr. Wergeland.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE