HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836

d.III,b.2,s.504  
17. sept. 1836.


   Den norske Løve staar ikke længer i Spidsen for dette Blad.
Og den har heller intet at gjøre, hvor man ikke kan berette
Noget, der er Norge og dets Nationalitet til Ære, Vinding eller
Glæde. Derfor gjøre vi bedst i at undvære et Syn, som kun
kan vække Bedrøvelse, dersom vi føle noget for det, der skal
tænkes derved. I mange Normænds Bryst har allerede dette
Sindbillede heller ikke hjemme mere. Mange elske det ikke
længer, siden dets Betydning: Norges rene Nationalære og
ukrænkede Frihed og Selvstændighed forsvandt og man vante
sig til Forhaanelsen. Istedetfor at aabne sine Hjerter og give
dette Dyrebare et ukrænkeligt Tilhold der indtil bedre Tider,
saa udjoge de hurtigt Erindringen om at de vare Norske og
søgte at beskytte dette Forræderi ved at bagvaske og forfølge
dem, som endnu erindrede hvad de ere, og ved at prædike
den Lære, at Nationen har sine politiske Goder uforskyldt, og
d.III,b.2,s.505   at den har intet at klage, saalænge den har Kjæverne fulde
og faaer Lov til at existere. Og Disse vare ikke Dødens, men
det behagelige Livs Udkaarne; de vovede ikke Foragt og For-
stødelse, men de diede ved Naadens Bryst, bleve Ærens Kjele-
børn, og naaede de Magtens Tinder, hvorfra de tryggere kunde
forhaane Fædrelandet og knuge dem, der ikke elskede det
mindre i Vanæren.
   En ubeskrivelig Følelse eller Ahnelse af Ulykke for Fædre-
landet opfylder min Sjel, og jeg søger forgjæves Lettelse ved
at see udover dets Skjønhed, som denne Høst udbreder en
tungsindig Dunkelhed over, men negter sine vexlende Farver.
Ak, Norge har ogsaa afblomstret; -- jeg frygter det: Norges
Frihed har ogsaa afblomstret; den har havt sin Sommer, en
Sommer uden meget Solskin og Varme, og nu er dens Høst
der -- uden Frugter, som den der nu truer vort Land med
grændseløs Elendighed. Storthinget, Nationens ædleste Kræfter,
skulde vorde uden Frugter efter et Menneskes Vilje; -- nu
skal kanskee Landet og det hele Folks Sved ogsaa vorde det
efter Himlens Vilje? Og visselig, der vil gives hjerteløse Men-
nesker, som ikke ville forfærdes derover, men sige: "det
er godt, at dette Folk bøjes ved en Ulykke hvilkensomhelst,
thi det skjønnede ikke paa sin Lykke, men vilde have Frihed
og Ære ovenikjøbet -- de Overvundne!" Ja opfyldes de skræk-
kelige Spaadomme om et almindeligt Hungersaar, som disse
endeløse Tog af Regnskyer og Frostskodder synes at jage ind-
over Landet med -- nu, ogsaa dette maa bæres saalænge det
kan bæres, det er: indtil Legemets Død er nær. Men der gives
Noget, som ikke maa bæres saalænge det kan bæres, det er:
indtil Sjelens Død er nær, og Hjerterne sygne og et Folks na-
turlige Følelser tørre hen.

   Det Brød, som kastes os i Næsen, voxer det ikke paa vore
egne Agre? arbeides det ikke derfor? og endelig er det saa
overflødigt? Den Frihed, hvis Brug vi bebreides, er den os
skjænket? Har Nationen ikke vovet sit Alt derfor, lidt og blødet
derfor? Den Fred, som med saa stort et Væsen tilskrives For-
eningen -- har Norge ikke offret denne Forening noget? gives
der ikke Billighed i Verden mod et Folk, der ikke vil andet
end Freden? Den Ære, som krænkes saa ofte, -- har den ikke
d.III,b.2,s.506   hjemme i Aarhundreders Historie? og fordunkledes den i mørke
Tider for aldrig at lyse i de lysere?
   Men er det godt at meddele "Menigmand" disse Sorger,
hvorom han ikke drømmer? Ja, er det ikke godt at sige den
Sovende, at Slanger nærme sig hans Leje? Dalen maa vide
hvad Vejr der lægger sig paa Højderne. Ogsaa den Ringe maa
vide hvorledes det har sig med hans Fædreland. Misunder man
os al Lykke, og skal den opgives, og gives der Normænd, som
af Taknemlighed, som de sige, for den nydte opgive Nationens
tilkommende, saa maa Han, den simple Menigmand, ogsaa være
høimodig, og villigen opgive sin eneste Lykke: Uvidenhedens.

   Men dette holdes for farligt d. e. hans Foragtere modtage
kun med Forfærdelse dette Offer. Han skal kun læse sin
Postil og hvad der kan give ham religiøs Trøst i hans Elendig-
hed. Paa et andet Liv skal hans Øje fæstes, men ikke paa
dette, hvis Begivenheder skulde fortrive ham som Malstrømmen
den døde Stok, uden at han skal være berettiget eller sættes
istand til at tænke derover og virke som han tænker bedst. Er
han ikke en Træl i Navnet og i borgerlig Stilling, skal han dog
være det i aandelig Sløvhed. Han betragtes som et halvtamt
Rovdyr, hvis Tænder maa afbrydes og Sandser afstumpes, om
det skal faa Lov til at gaa løs. Af den norske 1 1/2 Million skulle
de ni Tiendedele ikke faa vide noget om Fædrelandets Skjebne;
og det skal hedde en Forbrydelse om En vil fortælle dem hvor-
ledes det har sig. Personerne, der bearbeide paa det troløseste
den herskende Tiendedeel af Folket, ville ingen Vidner udenfor
have til dette Værk. Derfor maa ingen Øjne oplades.

   Dette Blad blev derfor, alt som spaaet var i Indledningen,
tilrakket paa en Maade, der viste, at fornem Pøbelagtighed
giver den simple intet efter. Det betragtedes som et i Utide
draget Sværd (men som kan trækkes senere). Det betegnedes
som en Usselhed at "barbenede Drenge," det er: Menigmands
Børn, falbøde det paa Gaden. Man paaløj det Hensigten at
vække Had mod den anklagede Minister og at indvirke paa
Retten, som laasede sig inde fra Morgen til Qvel den Dag det
andet No. udkom. Og et dødeligt Had greb Leiligheden til
at udgyde sig mod en Person, som angaves for Forfatter, der
har Ret til at foragte saadanne Angribere ligesaameget som
d.III,b.2,s.507   han var bekjendt for at sætte Mistillid til deres Sindelag som
Nordmænd. Men Ingen maa derfor tro, at De paatoge sig at
forsvare det haardtangrebne Folk og Thing. Nei, Flyvebladet,
der gjorde dette, angreb de, men ikke Nationens højfornemme
Fornærmere.
   Men saa gaaer det hos et Folk, hvis politiske Stilling gjør
at det søndres i Partier: Patrioter og Ikkepatrioter. Den store
Mængde har hidtil hos os, fordi den forsømmes og ikke skal
vide noget, været ingen af Delene, uden forsaavidt en naturlig,
men tankeløs, Følelse havde nogen Indflydelse. Men Jeg vil
nu gjøre den til Patrioter, og derfor skriver jeg et patriotisk
Flyveblad "for Menigmand."

   Og deri meddeler jeg ham nu Rigsrettens Dom samt, med
Tilladelse, den Mening, at Ingen kan være tilfreds med den
uden maaskee Angjældende selv, saafremt han, mod Formod-
ning, skulde være af den lidet ærekjære Karakteer at ville
beholde sin Post til enhver Priis. Og siden Personer af Indfly-
delse gjøre sig al Umage forat fremstille norske National-
Anliggender som blot vedkommende et Parti -- saaledes som
skeet er med det Mindesmærke om Fædrelandets Befrielse,
som, efter de udsendte Planer, er paatænkt at vorde reist paa
Eidsvoll -- saa fornærmes ogsaa Folk og Rigsret med at maatte
høre fra Sverige, at dens Dom kun er et fordømmeligt Parties
Sejer. Og skulde nu Hs. Exc. virkelig tro dette, da viger denne
Nationens ubøjelige Tugtemester visselig ikke, fordi han har
lidt følgende

  
Rigsrettens Dom:

   Statsminister Løvenskiold, Ridder og Kommandør af Hs. Kgl.
Majestæts Ordener, bør, for ei at have protesteret imod den Konge-
lige Beslutning af 2den Juli sidstleden, hvorefter Norges ottende
ordentlige Storthing hævedes den 8de næstefter, ifølge Loven af
7de Juli 1828 § 2 Litr. i og § 6, at bøde til Statskassen 1000, skri-
ver et Tusinde, norske Speciedaler; saa bør han og betale i Sala-
rium til Defensor, Højesteretsadvokat, Ridder, Petersen 300 Spd.,
til Justitssekretær Rieck 120 Spd. og i Godtgjørelse til Høiesterets-
budene Røsholm og Horn for Stævningens Forkyndelse og Opvart-
ning i Rigsretten tilsammen 30 Spd.

d.III,b.2,s.508      Men lader os ikke gruble over den bittre Bekræftelse paa,
at det koster ikke meget at overtræde Grundloven; og heller
ikke opregne Pengetabet, der intet vejer imod den Knæk, Ag-
telsen for den og Majestæten ved en Nationalforsamling, der
maa høre sig paa det haardeste irettesat som en Flok Skole-
drenge, uden at Straf derfor dikteredes, kan have lidt.

   I vore Hjerter skal Grundloven idetmindste æres, om de end
kun kaldes Raahedens Huler, og agtes for lidet mere end Blod-
strømmes følesløse Udspring. I Folkets bedrøvede Kjærligheds
Dyb skjule den krænkede Mø sit Aasyn, som raaber om Hevn
men maatte tage Penge for sin Ære! Og vi ville trøste den
atter Fornærmede, ikke med at pege hen i en Fremtids luftige
Øde, der, efter svage Folks Tro, skal fyldes med Lyksaligheder,
naar vi kun lade Statsskibet gaa eftersom det blæser fra Sverrig,
og heller ikke med juridiske Beviser for at vi netop have
vundet fordi vi ikke have tabt Alt (omtrent som at prise Den
lyksalig og opfordre ham til Lystighed, som brak Armen, skjøndt
han unegtelig kunde have brukket Halsen); men vi ville hente
vor Trøst fra Hvad der virkeligt er forhaanden og fra simpel
Fornuft, rimelig Tro og naturlige Følelser.

   1) Er det dog ved højest opnaaelige Dom erkjendt, at et
Regjeringsmisgreb er begaaet. Den kongelige Raadgiver, som
ikke fraraadede Storthingets Opløsning er anseet strafskyldig
i begge de af Aktor paastaaede Henseender, nemlig som Den,
der "har foranlediget eller medvirket til at Grundlovens Be-
stemmelser i § 15 om Indhentelse af den norske Regjerings
Betænkning, er tilsidesat" og som Den, der "har efterladt eller
handlet imod en ved Grundloven foreskreven Embedspligt,"
nemlig, overeensstemmende med Grundlovens § 30 at protestere
imod den kgl. Beslutning om Storthingets Opløsning som "øjen-
synlig skadelig for Riget."

   2) Om end Statsministeren har faaet en mildere Straf, end
efter vor Anskuelse er og vilde været den rette, idet han nemlig
er for hver af sine Forseelser idømt laveste Mulkt, 500 Spd.,
saa maa vi dog betænke, at dette dog maa være haardt for en
ærekjær Mand, og at Hs. Exc., saafremt han er dette, af sig
selv, med alvorligen igjennemført Beslutning, træder tilbage fra
sit Embede, der ikke taaler saadan Plet; at Høimodighed og
d.III,b.2,s.509   Forsonlighed tilhører vor Folkekarakteer, og at Statsministe-
ren har maattet høre en strengere Dom af sine Landsmænd.
   3) Folket har vundet Dom for at Anvendelsen af den kgl.
Rettighed efter Grundlovens § 80 til at opløse Storthinget er
forbunden med Ansvar.

   4) Folket har faaet Øjnene op for Forfatningens og Forenin-
gens Farer.

   5) Odelsthinget er retfærdiggjort for Folket med Hensyn
til dets raske Anklage og Sagens Anlæg, hvor lidet end ellers
Begge ville være tilfredse med Dommen i politisk og juridisk
Forstand.

   6) Om Folk og især Storthinget fornærmedes ved Meget i
Anklagedes Procedure, saa gav dette Anledning til at Aktor
forsvarede det saaledes at vrangt Omdømme derom maa være
tilintetgjort.1

   7) Under Proceduren blev man ogsaa gjort opmærksom paa,
at der i en kgl. Resolution gaves Vished for at det nationale
Ønske om at Kongen maa i Norge nævnes efter norske Kongetal
og ikke efter det svenske, forlængst er opfyldt. Dette kan en-
hver see i sit Barns Udtog af Norges Historie, der er udgiven
af Kirkedepartementet, som især har Fortjeneste af saaledes
at have opløst en af Knuderne paa Foreningsbaandet imellem
Rigerne.

   8) Den vægtigste Grund af alle til at tage Dommen med
Rolighed som den er, er den, at vor kjære gamle Konge, der
har personlig Godhed for Hr. Løvenskiold, ikke kan finde sig
saaret ved ellers at maatte miste ham, og at Høistsamme vil
hente ny Aarsag til sin Kjærlighed for vort Folk i Erkjendelsen
af den Maadeholdenhed som er viist af dets Repræsentation i
Rigsretten.

   En besynderlig Trøstegrund kunne vi endelig ogsaa hente af
d.III,b.2,s.510   at vi ikke maa tro, at alene Grundlov og Storthing fornærmes;
nei, vor Regjering udskjeldes ogsaa fra Sverige og den mageløse
Fornærmelse mod hvilkensomhelst Ret, at Dommen iforveien
skulde være afgjort, udsiges der om den norske Rigsret af en
Tidende, som et, rigtignok fordægtigt, stundom utroværdigt og
feigt, men vel underrettet, af vore Blade angiver som nærfor-
bunden med Statsministeren. Saadanne Angreb ere Angreb paa
vor Konges store Værk, Foreningen. Disse maa han see med
Smerte, da Følgerne ikke ere vanskelige at opdage, men ikke
at hans trofaste norske Folk ønske sine Rettigheder overholdte
saadanne som Han selv har tilstaaet dem, at det bedrøves, naar
det ikke skeer og naar Straffen ikke er tilfyldest, -- at det be-
drøves, men trøster sig over Alt i Haabet paa -- Ham!
1  tilbake Maaskee et kommende Flyveblad meddeler dette Forsvar. De, som
kjende det af de øvrige Blade, erindre at dette hedder "For Menigmand,"
og er fremkaldt ved Fornærmelserne, som først ret gjorde opmærksom paa
Aanden i Hovedbegivenheden: Storthingets Opløsning, og som, om de ikke
bleve protesterede, skulde beskjæmme os, ihvor grundløse de vare, og, om
de -- hvortil de vare vægtige nok -- sank ned i Menigmands Masser, anrette
ubodelig Skade.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE