|
[SVAR TIL "DEN CONSTITUTIONELLE" OM "FOR
MENIGMAND" OG "STATSBORGEREN"]
Morgenbladet 14. sept. 1836.
Den Constitutionelles Redaktion har atter afgivet et Beviis
paa sin Uovertræffelighed i Personligheder. Og jeg overlader
den villigen et Terrain, hvor den synes at befinde sig saa vel og
at være saa vel kjendt, at der snart vel ikke gives et Skjælds-
|
| d.III,b.2,s.498 |
eller Uqvemsord uden den har faaet det indtaget i sin Ter-
minologi, og anvendt i et Angreb, der tydeligen involverer, for-
uden andre noble Hensigter, en Retræte fra den politiske Rid-
dersmands Side, som vel synes, at han har vovet sig noget vidt.
At de finde mit Hoved umodent, forskruet eller forvirret, eller
hvad det nu har behaget dem at sige, er Yttringen af en billig
Selvfølelse hos Folk, der ere Tre om eet Hoved. Uden at gjen-
vække Forundringen over de grove Feil, som selv dette Hoved
har kunnet begaa, vil jeg blot bemærke det Paafaldende i at
saamegen Malice og Færdighed i at citere det ud, som man vil,
men med Retfærdighed ikke kan, er forenet med saa barnlig
politisk Uskyldighed, som den, der viser sig i Oprøret over
Flyvebladet. Saamegen journalistisk Air og at sætte saa dumt
et Ansigt op over en saa lidet paafaldende Begivenhed, som at
en bevæget Tid afføder et Flyveblad, der forsvarer Nationen
og dens Repræsentation med Uvilje over Fornærmelserne! Det
vilde været en Skjændsel, om ingen norsk Presse havde prote-
steret. Bedre tager sig da ud paa den Constitutionelles smukke
Papiir de karakteristiske Træk af Foragt for at fattige Børn
bringe Bladet for Menigmand ud og de ridderlige Hug over
disse Gadegutters "bare Been". Af de vidtløftige og som Mosaik-
arbeide vellykkede Citater at slutte, er det vel ikke saa oprig-
tigt meent med dens Appel til Flyvebladets Læsere; men jeg
inhærerer den, da den ganske maa fritage mig for videre at
føre det Forsvar, jeg har maattet indlade mig i for dette Blad.
Ringeagt for det Offer, jeg kan have bragt ved at redde en
Tidende, der var dømt til Undergang af de Mægtige, er i sin
Orden hos Folk, der forstaa at styre bedre for Vinden. Eller
maaskee de endog vide, at jeg intet har havt at bringe, af den
Grund, at det allerede før skulde være bestemt, at ingen Lykke,
som Staten kan give, skulde vorde mig tildeel. Jeg faaer da
finde mig i en saadan Indskrænkning af de Maader, hvorpaa
jeg kunde være den nyttig, stræbe at være det saameget jeg
kan alligevel, og nøje mig med den Lykke, et Menneske kan
have i sig selv, og med den Erkjendelse af min Personlighed,
som jeg aldrig har ventet hos den Constitutionelles Redaction,
men som mine Landsmænd ikke negte mig.
Opfordringen til at meddele det Nærmere angaaende Hr.
|
| d.III,b.2,s.499 |
Fougstads paatænkte Overtagelse af Statsborgerens Redaktion
skal i Statsborgeren blive opfyldt. Her kun saameget, at Foug-
stad dertil var villig, men at den Mistro, Bladets økonomiske
Bestyrelse nærede med Hensyn til en Person, som ikke kunde
antages at besidde Publikums Tillid som Journalist, kuldkastede
dette Remplacement. Dette lykkedes derimod med Bladets nær-
værende hæderlige Redakteur, under hvis Bestyrelse det har
naaet en saadan Fasthed, at jeg gjerne kunde unddrage det den
Bistand, jeg kan præstere, om jeg holdt det for tjenligt. Der
er visselig mere Aabenhed i disse Konfessioner end nødvendigt;
men jeg troer, at den er det bedste Værn mod Lumskheden og
Lavheden, hvis Beregninger ligesaalidt falde sammen med en
Moralitets, der taaler Opoffrelser, som dens Angreb skade min
politiske Karakteer. Ja jeg vil endog udvide denne Aabenhed til
at tilstaae, at en Artikkel fra min Haand i Statsborgeren angrer
mig, fordi den bærer Præg af en Bitterhed, som jeg senere har
faaet Anledning til at tro uretfærdig. Men denne Bitterhed var
ikke og har ikke Præget af personlig men af national Uvilje;
og desuden i Almindelighed sagt: var det vel saa besynderligt,
om man engang imellem rev sig paa Tornene, naar man farer
saa afsted med Buskens Blomster og Blade? Dog havde jeg
ikke tænkt, at der var kommet nogen Torn i den Constitutio-
nelles Øje, som jeg troede velforvaret bag Viziret. Men nu er
det frygtelig inflammeret. Og det kan vel ikke længer være de
gamle ædle Stolthedens Flammer siden den forøvrigt er saa
pøbelagtig.
Jeg vil ellers om kort gjøre Regnskab for ethvert af mine
Stykker i Statsborgeren.
Den 13de Septbr. 1836.
Henr. Wergeland.
|
| BLA BAKOVER |