|
OGSAA NOGLE LØVENSKIOLDSKE SYMPATHIER
(Indsendt.)
Statsborgeren 28. aug. 1836.
At Kristiania i mange Henseender nærmer sig andre Hoved-
stæder, er tydeligt nok. Lommetyve uddanne sig der, og Byen
producerer sine Lapse selv, efterat have modtaget dem i raa
|
| d.III,b.2,s.463 |
Materie fra de andre Byer. Enkelte af dem give heller ikke
de kjøbenhavnske efter i Elskværdighed og Flauhed. Og denne
Uddannelse hindres ikke af dermed stridige heterogene Aands-
egenskaber, ligesom stundom selv Bavianstyghed naturligviis
ikke kan hindre dem fra at være Abekatte. Man sige ikke, at
de endnu kun ere den fremmede Hovedstadscivilisations, i en
ufordelagtig Jordbund hidsatte, Planter, om hvem det er uvist
om der bliver noget af dem eller ikke; thi man opdager mellem
dem mange virkelige, tykke og solide Kaalhoveder. Fremmede
Hovedstæders Sædvaner udvikle sig med dem hos os, og hvad
man mindst skulde tro, ogsaa den fortræffelige engelske, i For-
samlinger paa Værtshusene (Tavernerne) at afgjøre offentlige
Anliggender. Saaledes omdiskuteredes eller rettere (med Hen-
syn til den "Vægt" dem maa tillægges) afdiskuteredes forleden
paa et offentligt Sted, under Præsidium af Byens ældste Abekat,
baade Rigsretsexceptionen og forskjellige af de Begivenheder,
som i den senere Tid har sysselsat Publikum, ved hvilken Lei-
lighed da baade dette formedelst de Meninger, det vover at
gjøre sig desangaaende, og Storthinget for sine Gjerningers
Skyld fik sin Bekomst. Førstnævnte, formedelst sin Alder isand-
hed ærværdige, Abe, der imellem de andre er som en Slags
Jerusalems Skomager, gjør sig oftere til almindelig Opbyggelse
saadant Arbeide, der baade falder ham let med den Forstands-
modenhed, hvæssede Eftertanke og Erfaring, han i en langvarig
Kamp med den offentlige Foragt har erhvervet sig, og maa være
forenet med en vis vemodig Sødhed, om den Gisning er rigtig,
at det udgjør hans sidste Bestræbelser for endnu en Stund at
tilfæstne sig den Opmærksomhed, som med sædvanlig Flygtig-
hed hefter sig til de Yngre, som uddanne sig under hans An-
førsel. Og dette er en Beskjæftigelse, som fortjener mere Er-
kjendelse end der indrømmes den, og det baade fordi den har
meget af en godmodig Uegennyttighed, (om end noget tilfælleds
med den hvormed gamle Skjøger som Ruffersker sætte sig selv
ud af Betragtning, men drive Andres Yndigheder i Veiret), og
fordi den lønnes med Utak baade af Alumnerne og af Verden,
der ligesaalidet kan undvære Narre som Kloge, om den skal
vedblive at være den gamle snurrige Verden, som den altid
har været.
|
| d.III,b.2,s.464 |
En af de Yngre, ejusdem generis aabnede Diskussionen med
den Bemærkning:
Puh! der var megen Pøbel paa Rigsretsgalleriet idag.
Den gamle Abekat
(meget alvorlig)
.
Tro mig, den værste var
under Galleriet. Det kan gjøre Folk graa før Tiden at see en
Mand som Hans Excellence Statsminister Løvenskiold udsat for
at dømmes af slige Folk som disse Kufter og Rundtrøier. Og
at see dem snart skyde Brillerne op i Panden snart ned paa
Næsen igjen som om de tænkte -- Hu! Markør giv mig lidt
koldt Vand.
En ung Abekat.
Defensors Argumenter vare fortræffelige.
Den Gamle.
Visvas! Perler for Sviin.
En Ung.
Ja, idetmindste kunde de vanskelig fordøjes. Der
var Snudeslag iblandt baade til Storthing og Rigsret, saa Hs.
Exc. har al Grund til at være fornøjet med Proceduren.
Nok en Ung.
Ja, saaledes maa Sagen vindes, ikke ved at
hykle Patriotisme og spille Norsk i Hjerte og Sind.
Den Gamle.
Det tilhører Oppositionen. Havde Defensor gjort
det, skulde man seet den opbyggelige Scene at Aktor var styrtet
grædende i hans Arme.
En Ung.
Nei, saavidt maatte dog Sørenssen kjende til Peter-
sen, at det ikke kunde være oprigtig ment. Det var bedre at
han af fuldt Hjerte, og paa Hs. Excl's. Vegne, skjældte Natio-
nen, siden Leiligheden nu engang var der til en Expektoration.
Nok en Ung.
Ja hvad er nu dette for en Nation ogsaa? Gud
bedre os! den Ost er ædt paa alle Kanter.
Den Gamle.
Ja den er ædt paa alle Kanter; og saa bør det
en Ost, der gjør sig til af sin Ælde som sin ypperste Dyd. Men
forresten -- havde jeg Raad dertil drak jeg Statsministerens
Skaal i et Glas Viin; thi han har ædt dygtig paa den.
En Ung.
Bi lidt! Staar han over denne Pust, faar Du nok
Raad dertil. Imidlertid har jeg det nu. Leve Statsminister
Løvenskiold, den kommunelle Friheds oprigtige Fiende!
Nok en Ung.
Leve Statsminister Løvenskiold, som reklame-
rede sit Adelskab i saa noble Udtryk, at Reklamationen kan
udstykkes til adelige Valgsprog!
Nok en Ung.
Leve den Eidsvollsdeputerede, som er 17de
Mais aabenbare Hader og understøtter Hs. Majst. i Høistsam-
mes Mening derom!
|
| d.III,b.2,s.465 |
Nok en Ung.
Leve den Normand, der aabent fornegter det
norske Folks Ret til at reise sin lykkeligste og hæderligste
Begivenhed et Minde!
Den Gamle.
Leve den retfærdige Talsmand ved Kongens Øre!
De skjulte Ønskers og Begjæringers miskundelige Opfylder!
Leve den store Nationens Lærer og Storthingets Irettesætter!
Denne glimrende Aand, som har opsvunget sig til at være For-
eningens sande Genius og Opfylder af dens Forjettelser! Sven-
ske Minervas Patron, en Velynder af den Svensker, som dum-
dristigst forhaaner og belyver Norge! Denne det norske Folks
nyttige og værdige Repræsentant -- Slyngel kom med Viin --
Jeg drikker den Mands Skaal, som giver baade Folk og Regje-
ringen en god Dag for en god Mening, og forsyner Forsvarerne
for Statsraadernes Deeltagelse i Debatterne med et godt Haab
om at den Minister viger, som staar alene med sin Mening.
Kort sagt: Statsminister Løvenskiolds Skaal!
Alle Aberne.
Ja han er umistelig -- for Os idetmindste, om
end ikke for Nationen, som Aktor med latterlig Emfase kalder
dette Aggregat af Pøbelelementer.
Chor.
Han leve i sin høie Sfær
i Naadens rige Fylde.
I Mangel af en Englehær
Ham Supplikanter hylde. Ecce. etc.
Nedskriveren listede sig ud af Tavernen overbeviist om at
Defensor har Ret i at kunne regne paa løvenskioldske Sympa-
thier eller paa Folk af Vægt, som det vilde gjøre inderlig ondt
om nogen Ulykke (d. e. at blive dømt for sine Gjerninger)
skulde overgaa en saa velfortjent Mand som Statsminister Lø-
venskiold.
Hans Excellence udi Adskilligt som Unationalt og Lands-
skadeligt er, Løvenskjolds Defensor siger fremdeles i sin Appel
til de løvenskjoldske Sympathier i Folket, at han ikke tæller,
men vejer Stemmerne. Men hvormeget end Vejning og Vægt,
som rimeligt, har at sige hos ham selv og den Art af Mennesker,
|
| d.III,b.2,s.466 |
han mener, og antager at Statsministeren har saadant Rygstød
hos, kan han dog umuligt for Alvor tro, at de Stemmer, som
have afgivet Beviser for det Urettelige i Exceptionerne og yttret
sig imod Statsministerens formeentlig uforsvarlige Adfærd, ere
komne fra Mænd af lavere aandig Rang eller rettere Anseelse
end de som have i Bladene forud talt for hans fortvivlede Ex-
ceptioner. Uden at paaberaabe sig at Rygtet nævner Mænd
som Forfattere til Opsatserne i hiin Aand der fuldelig kunne
maale sig med dem, der have søgt en juridisk Nydelse i at
udpynte Urimelighederne saa meget som muligt, behøver man
blot at gjenkalde sig i Erindringen den Artikkel, som, Dagen
før Proceduren begyndte, gjennemmønstrede de løvenskioldske
Stridskræfter der vare trukne op i Retstidenden, for at see, at
der imellem de Stemmer, som Defensor har troet kun lade sig
tælle, ogsaa findes dem som taale at vejes, og som nok mægte
at faa hans Lodder tilveirs. De ufordærvede Hjerter og den
sunde Fornuft i Læg-Mands Masser har ogsaa en Intensitet,
som fortjener at komme i anden Betragtning end med Hensyn
til det blotte Tal; og enhver Mand, som med højere Dannelse
forener et Sind, der nærer Kjærlighed for Landets Institutioner
og kun med Smerte kan tænke sig Nationen fornærmet og ska-
det og Grundloven overtraadt, forener ogsaa sin Stemme i
Raabet, at saadant ikke strafløst maa skee, saa Folket prosti-
tueres og en af dets dyrebareste Rettigheder ved Vanbrug
kommer i Ringeagt. Stemmer, som uden Sammenligning tæller
de fleste, har da ogsaa den moralske Overvægt og kan ikke
forrykkes deri om end Defensor maatte kjende tigange Flere
end han kjender af Mænd, om hvis oprigtige medborgerlige
Sind der ikke tvivles fordi de i en ubegribelig Forbindelse have
fundet at hans Haarkløverier lod sig forsvare. Men ikke paa
den Maade, Defensor har forsvaret dem paa. Thi vare de
ærlige norske Mænd disse saa "vægtige" Stemmer, saa maa
de nu skille sin Sag fra hans, der efter Aktors Paastand er
søgt forsvaret ved "jammerlige Fordreielser" og ved Fornær-
melser mod Nationen og hvad der er den helligt -- en Politik,
der er saa slet, at man skulde ventet, at det løvenskioldske
Forsvar før havde søgt Ly under en idetmindste forstilt Pa-
triotisme. Men denne Maade at tage Sagen paa, der er et
|
| d.III,b.2,s.467 |
plumpt Vidnesbyrd om den løvenskioldske Oprigtighed, som
Visse finde en Trøst i at udskrige, vil sandsynligviis, i Forbin-
delse med hans Sags egen deciderende Slethed, virke meget
til at lære Defensor, at han i Rigsretten idetminste faaer finde
sig i at tælle Stemmerne.
|
| BLA BAKOVER |