|
|
| d.III,b.2,s.429 |
POLITISKE BEGIVENHEDER
Statsborgeren 7. juli 1836.
gives der siden vort sidste Overblik fast ingen af, som det er
værd at mærke. Fyrsterne ere ikke i anden Bevægelse end
paa Lystreiser; Drønet af deres Reisevogne er den eneste Larm
i hele det rolige mellemste Europa. Imellem dem fæster Op-
mærksomheden sig især paa de to franske Prindser, som have
besøgt Tydskland, med Ordre, som det lader til, at betale godt
for sig og føre sig galant op ved de gamle stolte Hoffer i Berlin,
Wien etc. Man har Ret, naar man heri seer en ny ligesaa stor
Fjernelse af det orleanske Huus fra Julirevolutionens Ten-
denzer, som ogsaa tilhøre Europa eller de mange Nationer fra
Skagen til Italiens Støvlehæl, der behøve Befrielse, som den
er en ny Nærmelse til Helligalliancen, hvis høgeagtige Due frem-
deles har sit uryggelige Zion og Karmel i de Hovedstæder, de
have besøgt. En mere uskyldig Reise, og saa behagelig som
noget Frændebesøg kan være, har vor Kronprindsesses Moder,
Enkehertuginden af Leuchtenberg med to andre Døttre og
Sønnen Prinds Max, gjort til Sverrig, hvor de ret maa have
fundet det friskeste Skud af den napoleonske Stamme i fuld
Blomstring og sikkret for al ond Indflydelse af kolde og for-
nemme Blik fra Kanter, hvor man har tungt forat erkjende
Bedrivternes og Fortjenesternes Ahner og Folkevalgenes Legiti-
mitet. Mellem de prindselige Vandbier, som nu oversværme
Europa, udmærker den neapolitanske Kongebroder Prindsen
af Capua sig, som befinder sig paa en hvileløs Udflugt eller
Flugt med sin Gemalinde, den skjønne Irlænderinde Penelope
Smith, til hvem han paa flere Steder har ladet sig vie uden
derfor at kunne overtyde sin kongelige Broder om at den simple
Jomfru er bleven hans retmæssige Kone eller at en Prinds maa
gifte sig med den han elsker. I Spanien raser Krigen fremdeles.
General Evans brittiske Hjælpelegion tilfegtede sig en blodig
Sejer; men den behandles slet af Spanierne, er misfornøjet, og
Karlisterne have i den senere Tid heldige Træfninger at opvise,
hvorimellem en over Kristinerobersten Valdez i Arragonien,
hvorhen de skulle have til Hensigt at flytte Scenen fra det ud-
|
| d.III,b.2,s.430 |
tømte Navarra. Et upopulært Ministerskifte, idet den kløgtige
Finanzminister Mendizaval maatte vige sin Post og Præsidiet
for den mere energiske Isturiz, spaaer nye Ulykker. Den
Førstes Parti er som en sammenrullet Slange; Dronningen
frygter dets hemmelige Virksomhed, som lurer paa det første
beleilige Øjeblik, og fæster sine Blik paa hendes prostituerende
sædelige Vandel, paa General Cordovas resultatløse Feldtog-
plan og tvivlsomme Troskab og paa det nye Ministeriums vold-
somme Forholdsregler og taabelige, men vel intetsteds usædvan-
lige, Politik at iværksætte et Gunstsystem, der lader dets Krea-
turer af de allesteds udbredte Slægter Nul, Klods og Skurk
besætte Embederne. Portugals unge Dronning har giftet sig
med den saxencoburgske Prinds Ferdinand og atter forspildt
hans Popularitet og sat hans Liv ivove iblandt dette heftige
Folk ved at give ham Overbefalingen over Armeen imod
Cortes's udtrykkelige Betingelse, hvilke ogsaa, fordi de inhæ-
rerede denne, opløstes uden at have kunnet raade Bod paa
Pengeforlegenheden, som neppe har sin Mage i Spanien. Høj-
estekommandoen over Armeen burde ogsaa i ethvert Land med
Nationalforsamling besættes af denne og stedse kun inter-
imistisk. I Frankrig beklipper man fremdeles Julirevolutionen
og udvider Budgettet. Ellers viser man denne Begivenhed al
udvortes Ære, bevilger af Statskassen til Julifesten (deres 17de
Mai) og har reist den paa offentlig Bekostning et Monument.
Og dette, som vi Normænd med Hensyn til vort forehavende
Eidsvollmonument bør lægge Mærke til, skeer paa den franske
Statsministers Foranstaltning til Forevigelse af en lykkelig
Nationalbegivenhed, som kun tæller 5 Aar, mens vor Stats-
minister kalder den ulige større og herligere i vor Historie for
ung og uprøvet, lignende dens 22 Aar med et femaarigt Barns
usikkre og mærkværdighedsløse Dage. Algier eller, som de
Franske efter et usikkert Erobringsomrids kalder denne Stad
og Distrikt, Algerien, holdes fremdeles besat, men med Bekost-
ninger og under Tab i den sidste Tid imod den utrættelige
Beduinhøvding Abdel Kader.
Der ymtes om at han nyder Storsultanens Bifald samt Hjælp
ifra Marokko. Religionsiveren blander da sin Energi i med, og
har, som man kunde vente, sine Gløder med i denne Flamme.
|
| d.III,b.2,s.431 |
Og Muhameds Tro gjør det ret ogsaa ganske godt mellem de
Folkeslag, der have valgt den, og skaber ligesaamange Ret-
færdige imellem dem som hvilkensomhelst anden eneste og
sande. I Storbrittanien har Overhusets Modstand mod Reformer-
billerne om Udvidelsen af det i det Hele katholske irske Folks
Kirke- og Kommunalfrihed vakt en Uvilje, som neppe vil og
ikke bør lægge sig før en Reform ogsaa har bragt en ligeligere
Samfundsorden tilveje imellem disse af den meest aristokra-
tiske Kaste i Verden beklædte Bænke. Disse Toryers lumpne
Forsøg paa at berøve den udmærkede Premierminister Mel-
bourne sin moralske Agtelse ved en Anklage for Ægteskabs-
brud strandede paa Juryens eenstemmige Frikjendelse Hol-
land og det opblomstrende Belgien staa fremdeles i Schak til
hinanden. Østerrig tærer fremdeles, under den mildeste Keiser
af Verden, paa italienske Offere i sine Steenmaver, de mæhriske
Fæstninger, og har nylig udstrakt sine Jernfingre efter et Par
politiske Flygtninge, som en Schweizerkanton, der ellers ikke
kommer Nogen ved, vilde give Borgerret. Keiseren af Rusland
udvider sin Slagmagt i Østersjøen; men ellers kommer det vel
neppe til Krig med England især siden General Baron Wedel
komplimenterede Chefen for Høiskoleofficerernes Fortifika-
tionsøvelser paa Etterstad med de Ord: " jeg vilde ønske at
Deres Officerers Færdighed snart maatte finde Anvendelse;
men desværre (!) dertil er ingen Udsigter." Indstillingen af
Ordrerne til at sætte nogle mindre Skibe af den norske og
svenske Flotille i Bevægelse tyder ogsaa paa fortsat Fred. I
Danmark har Kongen gjort sin aarlige militære Eriksgate eller
Ronde til Mønstringspladserne i Provindserne, hvilken er me-
get vigtig for det allervigtigste i Staten, nemlig Exercitsen, og
langt vigtigere idetmindste end Provindsialstændernes Forhand-
linger og irrelevente Snak. I Tyrkiet, hvortil vi med et Spring
begive os ifra Kjærlighedsriget, der kun i den ubetydelige Om-
stændighed af Regjeringsformen tilsteder nogen Ideeforbindelse
dermed, har Reis Effendi, ved korporlig at tugte en Engelsk-
mand, der af Vanvare paa Jagten saarede en tyrkisk Hyrde-
dreng, foraarsaget et spændt Forhold til England. Araberne
forsvare sig saa heldigt som Uafhængighedens Sag fortjener
det, mod Ægyptens Mehemed, der nu sidder stille som en
|
| d.III,b.2,s.432 |
Edderkop i ondt Veir. Mod Mexiko værger Texas sig; og
skulle Texanerne endog have fanget den mexikanske Præsi-
dent St. Ana, som ellers hæderligen begyndte sit Feldttog
med at proklamere alle Farvedes Frihed. Men ligesom i de
tilgrændsende Sydstater af den amerikanske Union er Texas
som Plantageland i høi grad forblindet interesseret for Neger-
nes Slaveri. Overskudet i de Nordamerikanske Fristaters Stats-
kasse voxer overordentligt; og gid det fandt en Republiken
værdig og nyttig Anvendelse. Idet vi nedskrive dette, rinder os
ogsaa ihu, at en af den franske Republiks, med Mirabeau sam-
virkende Chorager, Sieyes, nylig er død i sit Fædreland, for-
glemt af Verden, der er træt, som en Hund af at hente igjen,
af at vove Revolutioner siden Resultaterne altid frasnydes den
af nogle Faa.
[Her kommer diktet "Ved Sieyes' Død", se I, bd. 2, s. 66.]
|
| BLA BAKOVER |