HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836

d.III,b.2,s. 421  
DEN CONSTITUTIONELLE AF 27DE OG 28DE JUNI
Statsborgeren 30. juni 1836.

   Indsenderen kan ikke erindre sig i norskt Blad at have er-
holdt Meddelelser mere egnede til at slaa Folk med Forbau-
selse og vække end voldsommere Følelser hos den norske Al-
meenhed, end de, man erholder af den Constitutionelle for 27de
og 28de d. Førstnævnte Nr. leverer en Skrivelse fra den norske
Statsminister, hvori han 1) aabenbarer, at han ingenlunde har
benyttet det lange og fortsatte nøje Bekjendtskab, han har til
sine Landsmænd og den nære og fortrolige Stilling, han staar i
til Kongen, til at underrette H. M. paalideligen om den Høist-
samme aldeles ufornærmelige Mening, hvori disse feire sin
Nationalfest den 17de Mai. Tvertom lader Hs. Exc. 2) at for-
staa, at de kongelige Kundgjørelser, som yttre sig imod denne,
og som ganske uomtvivlet ere af en saadan Aand, fordi den høie
Udsteder ikke har kjendt Folkets eller er derom bleven under-
rettet, ere fremdeles i fuld Kraft, og at den Observanz, Kund-
gjørelsen af 7de Mai 1828 nød af da forsamlede Storthing (der
jo manglede Tid og Leilighed til at faa Misforstaaelsen op-
klaret), fremdeles er -- næst H. M. Kongens Anskuelse -- tjen-
lig til at skyde sig indunder, og Rettesnoren for hans loyale Ad-
færd i hvad der vedrører 17de Mai. Da Eidsvollsmonumentet
gjør dette, saa seer man 3) hvorlunde Hs. Exc. naaer Konklu-
sionen, at det er ham umuligt at bidrage noget dertil. Og isand-
hed Hs. Exc. har i Opstillingen af denne Motiveren givet os et
Mønster paa hvorledes vi skulle opføre vor Konstitutionsstøtte,
nemlig paa en solid Grundvold. Og det ville vi gjøre. Men det
4de, vi opdage i Hr. Løvenskjolds Skrivelse, er ikke det mindst
besynderlige, nemlig at denne Konstituent synes at imaginere
sig, at hans Landsmænd ville reise en Støtte for Republiken (!).
Og dette vilde vi upaatvivlelig ogsaa -- dersom vi bare vare saa
lykkelige at have en saadan Forfatning. Men nu vilde en Sky-
hose eller et andet søiledannet Taagebillede være den eneste
Støtte, som kunde passe derpaa i Norge; og det vil vist falde os
før ind at reise en saadan (f. Ex. af Røgen af alle vore Tobaks-
piber), end at udtolke enten det paa Eidsvoll i 1814 paatænkte
Meed eller det der udførte eller den nærværende Forfatning
d.III,b.2,s.422   saaledes at det i Subskriptionsplanen brugte Ord "Folkesuve-
rænitet," som i disse nævnte Begivenheder og det Bestaaende
havde og har sit evige Tilvær og afmaalte Virken, derpaa kan
gjøres anvendeligt i republikansk Forstand. Hs. Excellence
griber sig an. Det er med den mest komiske Alvorlighed han
fortæller os det nye og overraskende, at "Konstituenterne be-
sluttede ingenlunde 1814 en Overgang fra den souveraine Kon-
gelige Styrelse til den anden Yderlighed, souverain Folkesty-
relse, men de besluttede hvad den gjældende Grundlov af 4de
Nov. 1814 stadfæstede: "at Rigets Regjeringsform skal være
indskrænket og arvelig monarchisk." Godt, at vi endelig have
faaet dette at vide, og alle Veirmøller i Behold! Men Alvor
mod Alvor! mon ikke Republikken forestaaer, siden selv gamle
Folk begynde at fantasere derom? Men Folk, som ikke fanta-
sere, kunne aldrig udtyde hint Ord i Planen saaledes at dermed
menes nogen anden Folkesuverænitet end den udstrakte fuld-
myndige og fuldkomne, som det norske Folk, ikke anerkjen-
dende Kielertraktaten, gjennem sine Befuldmægtigede gjorde
gjældende paa Eidsvoll i 1814. Ifølge den maa vel Hr. Løven-
skjold vide at han selv kaldtes didhen. Ifølge den erklærede det
norske Folk Foreningen med Danmark ophævet, gav sig en
Grundlov, erklærede at ville forsvare den med sine Vaaben, for-
søgte det, og indgik den nye Forening med Sverig mod Bibe-
holdelsen af Grundloven saaledes som Folket af egen Magtfuld-
kommenhed deri havde ordnet og afgrændset denne sin Suve-
rænitet efter Bestemmelser, der ere egne for det indskrænkede
Monarki. Nu gjør Folket ikke nogen Paastand paa at udvide
disse Grændser for sin Magt, eftersom det med fuldberaad Hu
har engang afmaalt sig dem selv og den nuværende Konge har
billiget og stadfæstet dem; men at denne Gjerning skede med
ligesaameget Maadehold som Mod medens Folket havde ganske
fri Hænder og gjorde for en Tid Brug af sin naturlige Magtfuld-
kommenhed i al dens Udstrakthed, og at den har vist sig god i
sine Følger, det er det nu som retmæssigen fryder den norske
Nation, og lader den forevige i et Minde det største Moment i sin
Historie. Dette staae
[r]
isolert; det er afsluttet; det tilhører gan-
ske Nationen; Grundlovens Tilblivelse er et og tilhører det nor-
ske Folk alene, dens Modifikation og Følger er noget andet, og
d.III,b.2,s. 423   i disse deler Kongen Æren med det. Imellem disse Ting ligger
ligesaavist hundrede og nogle og femti Forskjelligheder som der
ligger saamange Dage og Nætter imellem 17de Mai og 4de
November.
   -- Hs. Exc. Statsministerens Beføjelse til at igjenkalde i
smertefuld Erindring de kgl. Manifester mod 17de Maishøitide-
ligheden lægges for Dagen i det følgende Nr. af den Cst.nelle
i en Efterretning af det ubehageligste og skadeligste Indtryk,
nemlig den, at Oberst Hagemann er afsat fra Kommandant-
skabet over Agershuus, fordi han lod Militærmusiken gaa den
17de Mai
-- en Slutning alle gjøre sig, efterdi det var bekjendt,
at en Ansøgning fra denne Officeer om Afsked faa Uger tilforn
i naadige Udtryk var bleven ham afslaaet. Du store Gud! En
Nordenvind vil stryge igjennem de norske Hjerter, og -- smukke
og fine og rasktspirende Kjærlighedsblommer, Farvel! Nei, nei!
det sidste vi gjøre for at holde Liv i dem er at aabne vore Aarer
og yde de blegnende Spirer det varme Blod. Men dette Sprog
forstaaes ikke af mine, ellers ikke saameget som man paastaar
lidenskabsløse, Landsmænd, skjøndt det er bogstavelig sandt,
at de rodnære med sit Hjerteblod disse Kjærlighedsspirer, som
en saa farlig Kulde truer. Med andre Ord: Indtrykket af denne
Efterretning vil være skadeligt, idet denne Foranstaltning ikke
egner sig til at knytte Folk og Konge nærmere sammen.



Mellemkommende Spørgsmaal:
Naar skede dette Forunderlige?
Svar:
I Begyndelsen af det wedelske Militærregimente.
   Men siden vi have holdt op at tale lidenskabeligt, saa lad
noget fornuftigt komme paabane! Og det er: Hovedstadens Bor-
gere og Officeerpersonale (om det tør sligt før den nye Nobo-
kodonosor igjen har forladt sin Høihed og er kommen paa Græs
for sin Hovmods Skyld) tænke vel paa en eklatant Maade at
bevidne den afsatte Kommandant sin medborgerlige Deeltagelse
og Erkjendtlighed for det Offer, han, om ikke i Tabet af Befa-
d.III,b.2,s. 424   lingsposten over den kræftædte Fæstning, saa dog i Byrden af
den kongelige Unaade har bragt Medborgerligheden? Og her
sætte vi et Spørgsmaalstegn for Ortografiens Skyld, ikke fordi
vi tvivle. Officererne have forstørstedelen komplimenteret ham,
og paa Søndag siges Storthingsmændene at ville gjøre det, lige-
som og Studenterne skulle have det isinde; men dette er ikke
nok i denne Sag. I nedenstaaende Verslinjer har man nærvæ-
rende Indsenders Tanker:
Egen paa Agershuus.

           Visn hen, visn hen, du sidste Eeg
                 paa Agershuus, den gamle Borg,
           som ædel Barm hvori sig sneg
                 Miskjendelse og Sorg!



           Visn stilt som den, og snart som Straa!
                 For kjækt du vajer, døde Green,
           hvor ingen ædel Pande maa
                 sig blotte fri og reen.



           Din tynde Top med Skyens Lyn
                 tør drive Leeg til Mænds Foragt;
           thi af et Glimt fra rynket Bryn
                 er Mandighed forjagt.



           Sløvnervet bryder dog din Rod
                 sig Vei igjennem Steen og Sand;
           men qvæle maa i eget Blod
                 sin Tanke nu en Mand!



           Hvor fri din Brus! hvor frisk din Glands
                 paa dunkle Blad, som Alvors Smiil!
          
d.III,b.2,s. 425              Men Ingen faar den Borgerkrands,
                 Du række Daaden vil.


           Din Dugg i Solens Aandedrag
                 skal dø, dog tør den mod den lee;
           men mod sin Friheds Fødselsdag
                 tør Mandens Blik ei see.



           Visn hen! Ja, hvis du havde Aand.
                 Men spotter du, skjøndt uden Lyd,
           til du faar lært hver mandig Haand
                 at kløve dig til Spyd?



           Ak, drag dit Løvtelt ind, som har
                 sig over Mandens Hoved strakt,
           der for den gamle Fæstning var
                 den sidste Æresvagt!



           Der gaar han! Vift dog med din Green
                 ham et Farvel! Se af hans Trin
           nedramler bag ham end en Steen
                 af Agershuus Ruin.



           Der gaar han gjennem aaben Bresch,
                 ei gjort af aaben Avindsmand!
           men meer end fiendtlig Kardæsch
                 aad Politikens Tand.



           Han gaar at bytte sit Befal
                 paa skjændet Fæstningeruin
           med et meer skjønt, han eje skal
                 i hvert Medborgersind.

d.III,b.2,s. 426  

           Han gaar . . nu bøi dig gamle Eeg!
                            Det seer du Ung og Gammel vil.
           Opløs dig, Borg, i Støvsky bleg
                 og dæk den Afsked til!

   -- Men der findes endnu harmelige Sager i Nummeret af 28de,
som vedkommer Redaktionens Samvittighed. Hvorofte skal man
gives Anledning til at beklage, at de Talenter, som staa til dens
Disposition, fordærve det Gode, de ville forsvare, ved en Ud-
vanding som Maadeholdenheden ikke taaler, og ved at fordunkle
Glandsen af enkelte kjække Træk med disse feige Retirader,
som saa ofte paafalde os, selv i et og samme Stykke. Der var nu
i den fra norsk Haand indsendte Artikel imod Eidsvollsmonu-
mentet saa tydeligt lagt for Dagen, at Forf. mod bedre Vidende
omgik og lagde Dølgsmaal paa den ovenberørte egentlige uomstø-
delige og fuldtgyldige historiske Grund for dette Forehavende, at
han ingenlunde, for denne sin vitterlige Ondskabs Skyld, fortjente
at behandles med den Skaansel, som udvistes ham i den Cst.-
nelle, der undlod at udhæve dette Karakteristiske ved hiin gan-
ske veritable Rævbælg. Dette og andre foregaaende Svaghedstegn
er saameget besynderligere som der ikke mangler Symptomer
paa at den Cst.nelle vil overgaa til et Partiblad, hvilke Elemen-
ter da vel ikke kunne mangle den tilbørlige og tilhørlige Glø-
den. Men i det Nr., vi have forhaanden -- hvortil skal den, des-
uden falske, Indrømmelse, at 17de Mais Høitideligholdelse stun-
dom de foregaaende Aar, formedelst Publikums spændte For-
hold til en tidligere Kommandant, har savnet Ordens og Sin-
digheds Præg. Dette er at give forhadte Forholdsregler mod
Festen Retfærdiggjørelse; thi mod et Publikums og et Hoved-
stadspublikums Uorden og Ubesindighed maa skarpt Regimen,
ihvorfra end den har sin Aarsag og Undskyldning. I 1829 er-
holdt Publikum jo det Vidnesbyrd overalt fra, at det, efter de af
Øvrigheden foranledigede Omstændigheder, som kun Komman-
danten benyttede sig af til at give sig frit Spillerum, havde ud-
viist en forunderlig Sindighed, som vanskelig nogen anden for-
d.III,b.2,s. 427   nærmet Folkemasse vilde have kunnet afgive Magen til. I 1830
var det ikke Kommandanten eller Publikums spændte Forhold
til ham, men Politiets store Aktivitet, som indhøstede det et Par
Arrestanter; og siden har der ikke engang været Anledning her-
til, endskjøndt selv mindre Folkesamlinger af lystig Tendens
pleie at medføre deslige Uleiligheder i langt større Grad. Hoved-
sagelig have desuden Festlighederne været ganske fjernede fra
Gaden, nemlig i Familierne og Klubberne; men hvor de i senere
Tid have været overladte den store Masses Deeltagelse der har
denne opført sig som en Samling af Gentlemen. Vor Fest og vi
selv bagvaskes nok alligevel i Sverige, derfor maa vi ikke give
Bagtalelsen noget at tygge paa; thi den vil spytte os det i Øi-
nene. Og om vi indrømme den det mindste i den Hensigt at af-
tvinge den Erkjendelser, saa vil den visselig ikke afgive disse,
fordi den da vil holde sine forrige Overdrivelser retfærdiggjorte.
   -- Men den vanhæderligste Plads i de Constitutionelles Reti-
rade indtager en Passus i den i samme No. leverede Svarskri-
velse til H. Exc. Statsministeren fra tre af Planudstæderne til
Eidsvollmonumentet, der lyder saaledes: under saadanne Om-
stændigheder (d. e. Hengivenhed for Kongen, hans Æt og For-
eningen) kan man ikke antage, "at vi uden Smerte gjenkalde i
Erindringen Beslutninger, som reiste sig af Vildfarelse
om Hans
Majestæts ædle Hensigter, og som, hvis de ikke lykkeligviis
vare blevne frugtesløse -- Noget, hvoraf vi imidlertid ikke
kunne rose os -- vilde have skilt os ved Frugterne af Hs.
Majestæts vise og landsfaderlige Regjering, under en for begge
Riger lige ønskelig Forening."

   Hvo, som haver Øren at høre med, han høre nu, at Normænd,
som proponere Eidsvollsmonumentet, erklære, at de Beslutnin-
ger, som dette skal forevige, og hvoraf Nationen er og ikke kan
andet end være stolt og glad, kun med Smerte kunne gjenkaldes
i Erindringen, og have sin Oprindelse af Vildfarelse. Og Hvo,
som har riig Gjetningsevne, gjette sig nu til Hvad det dog er
disse Mænd mene at forevige ved Monumentet paa Eidsvoll.
Eller hvilke Beslutninger mene de? Det er umuligt for Inds. at
gjette paa andre end dem, der gik ud paa Ikkeanerkjendelsen
af Kielertraktaten, Ophævelsen af den danske Union, Konsti-
tutionsværket og Haandhævelsen af dette og den deri erklærede
d.III,b.2,s. 428   Selvstændighed imod de forenede Magter. Og menes disse dyre-
bare Brillianter i vor Nations Sagakrands, da gives der vel for-
resten ingen Normand imellem Udstederne af Planen til Monu-
mentet for Forherligelsen af netop disse Begivenheder og Deel-
tagerne heri, som ikke paa det kraftigste vil protestere imod at
tillægges en saadan Formening, der kan vende Ligene i Gravene
paa vore Valpladse og Hjerterne i vort Bryst. Og dette gjør nu
En af Udstederne.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE