|
VED DØDEN AFGANGNE
Statsborgeren 9. juni 1836.
Patriotismen i Skeen. Død 17de Mai s. af Tæring, hvilken
Nogle paastaa den havde paadraget sig ved en Leilighed paa
Fossum, Andre tilskrive en Konstitutionsfeil. Liget var jam-
merligt at see til, og gik strax i Forraadnelse formedelst de
mange Infektioner, det viste sig at have være befængt med.
Familien har ikke frabedt sig Kondolence, som den høiligen
behøver. -- Trikolorkokarden, 7 Maaneder gl. Af Orm,
Kulde, slet Medfart og Mangel paa Næring. Et smukt Barn,
høitelsket af Alle, som kjendte det og især af sine Forældre.
Men dets overvættes levende Farver spaaede intet godt, og
dets blaa Øje havde altid noget sværmeriskt og melankolskt,
som syntes at lede efter Himmelen og ikke at tilhøre denne
Verden. Mærkværdigt er det dog i vore oplyste Tider, at
troværdige Folk forsikkre, at den gaaer igjen hist og her ved
høilys Dag. Hvis det er noget heri, da vove vi den Gisning, at
den foruroliges endnu af den Mishandling den leed af en vis
Mand af et fornemt Navn, der berøvede sin Søn den med
overdreven Gevalt. Og, forat være sikkre, foreslaa vi at bruge
samme Middel, som er probat mod de ubehagelige Vampyr-
gespenster, nemlig forsvarlig at nagle den til Jorden, slaa
nogle Kors og læse over den. -- Bankpladsens Skjønhed.
Neppe født er den ikke mere. Ogsaa død formedelst Vanrøgt
og den uvorrne Behandling, den maatte lide af Publikums
forkjælede, sletartede og uopdragne Yndling Theatret. Dens
Grav er daglig tilskue, og besøges af Mange med Taarer, end-
skjøndt Kondolence frabedes af dens bedrøvede Moder Bank-
pladsen, der bogstavelig har indhyllet sin Kummer i Støv
|
| d.III,b.2,s.398 |
og Aske. -- Det sidste Haab om Dæmringen, 30 Aar gam-
melt, forulykket paa en Tour til Frankrig, hvorom i den Con-
stitutionelle har været averteret omtrent saaledes "at Krukken
gaar saalænge tilvands o. s. v." Omendskjøndt den Forulyk-
kede var bekjendt forat være meget bedragersk, og allerede
opgiven af de Fleste, overraskede dog Efterretningen ved i
levende Erindring at igjenkalde Holbergs:
"For En er Havets Bund, for Anden er bered en Gallje -- "
saavelsom Rahbecks:
"Han joges af sit Fødeland,
alt ved sin Faders Vrede.
Hendreven til en fremmed Strand. -- "
Den Forulykkedes Venner skulle være meget betuttede, især
Boghandler Dahl, der staaer inde for Assurancen, som skal
have været meget høi. Liigtalen holdtes over den frie Text:
"af Intet est du kommet, til Intet skal du vorde!" Og det
som er rarere tør nok hænde: at det af Intet staar op igjen.
Thi saa galt har hændt før. -- Kirkedepartementets Løfte om
en forbedret Lærebog, 7 1/2 Aar gl. Et Barn af store Forhaab-
ninger, død af en uforklarlig Sygdom, hvorfor hverken dets
Fader eller de gode Folk, han havde udsat det hos, kunne
gjøre tilfredsstillende Rede. Men hertil er maaskee den sande
Grund en stedmoderlig Behandling, som nu angres. Ellers er
det Bedrøveligste ved dette elskelige Barns Dødsfald, -- at
det har trukket Moderens kjæreste Barn Reputatio Desiderata
med sig i Graven. Fred med Begges Støv! -- Et Par Orlogs-
mænd, hvoraf den ene faa Aar gammel, siges afgangne for-
medelst Hudsygdom og Orm, hvorimod Lægerne forgjæves
havde anbefalet Flodvand. Det er dog liden Grund til videre
Sorg over dette Tab, siden Hvermand veed, at vi have nok
igjen. -- En gammel Kristiania-Abekats graa Hat. Som Nogle
paastaae, af Ælde, men efter Andres Mening af Modesyge
eller Hysteri. Den havde ikke spillet nogen liden Rolle, og var
lige til det Sidste i den skjønne Verden agtet for et Væsen af
megen Betydenhed, ja af større end det Hoved, en ung skeen-
ensisk Abekat omtrent ved samme Tid havde den Sorg, om
ikke Tab, at miste af Smerte over Mangelen af en slig Hat. Her
|
| d.III,b.2,s.399 |
maa man uvilkaarlig tænke paa Elskende, der ikke komme
sammen i denne Verden, men udsukke hver paa sin Kant. Men
Ve hver en Haand, som vil skille dem ad,
som gjerne tilsammen vil være,
og elske i Tugt og i Ære!
-- En smuk Tanke, druknet i nogle schwachske Vers, der ikke
lide af Danomani, men have faaet en anden Lyd. -- Norsk
Haandværksdygtighed, død forlængst af at bruge for snevre
og stive Snørliv, hvortil, saavelsom til trange Klæder, stramme
Halsbind og Strømpebaand denne naragtige Pedant var hen-
falden. Med denne Pertentlighed er det forunderligt og tungt
at maatte sige, at den Salige bedækkede megen Raahed og en
Overflødighed af Luus, som sagdes at have sit Stamhuus i den
gammeldags Oldermandsparyk, han betjente sig af lige til det
sidste. Man paastaar ellers, at der aldrig i Norge har exi-
steret Nogen af dette Familienavn, og at den Henfarne kun
havde spillet eller taget det af en engelsk eller tydsk Gesell
i Herberget, og saaledes ikke havde Ret til at bære det. Hans
eget Navn var "Dyre Laugmæssig Slethed." --
Liberaliteten (mod Avispressen), faa Maaneder gammel.
Død samme Dag Regjeringens Portoproposition fødtes til Ver-
den, af formeget Sødt, Kjæleri og Slikkeri; i hvilken sørgelige
Anledning Forældre gjentagende advares. Den salige leed
altid af Trangbrystighed og svage Been, og forøgede sin Ansats
til Svindsot ved overvættes Snakken, ved hvilket falske Skin
af Livlighed Mange paa det Bedrøveligste bedroges. I den sidste
Tid angrebes med overraskende Hurtighed de ædlere Organer.
Tegn til Polyper i Hjertet og Vandansamlinger i Hjernen viste
sig, og ovennævnte Dag blev Tungen saa tyk og det norske
Mæle forlod den syge Spæde saa ganske, at Ingen kunde for-
staa "Ordlydelsen."
Over den spæde Afdøde er af vedkommende Forældres kjæ-
reste Venner gjort følgende
Liigpsalme.
Engang, o Død, Orkanen liig, der fælde
kun Ege vil, var Høihed i din Vælde.
|
| d.III,b.2,s.400 |
Men nu, liig kaade Vind, der Siv kun knækker,
hvor lav er ei den Rædsel, som du vækker!
Nu du ramle
med din Torden
Børn og Gamle
kun i Jorden.
Mænd mod dig sin Barm vil blotte,
i din usle Sejr dig spotte.
Ak, hvad var vekt og blekt som denne Spæde,
selv ingen Fryd, kun Kime til en Glæde,
selv intet Liv, paa Livet kun en Hærmen
af Døden gjort med grufuldt Vids Fornærmen.
Jonæ Plantes
Kraft var større
end der fandtes
i den tørre
Pode, hvor vi engang troede
Bedstemoer Norges Glæde boede.
Lad Kikajonens Aske gaa for Vinden!
Et tæmmet Liigfærdssmiil, ei Graad paa Kinden!
En Nar, der vil som Jonas staa mismodig!
Det Blomster visne, som ei blomstrer frodig!
Dog vi sende
Himlen denne
Bøn, at Noret,
som forloret
var til Krop og Sjel hernede,
hist blandt Engle maa faa Sæde.
Men er det Skik, at Præst og Klokke toner
foruden mindste Hensyn til Personer,
saa lyde begge for den lille Datter,
men over dem min melankolske Latter!
|
| d.III,b.2,s.401 |
Præsteamen,
Klokkeklingen
vier sammen
Ingentingen
med den Storhed, som du finder,
naar i samme Hul den svinder.
|
| BLA BAKOVER |