|
FORSLAG TIL LOV ANGAAENDE GRUNDLOVENS ANBRINGELSE I KIRKERNE 1Statsborgeren 15. mai 1836.
Til Kongeriget Norges ottende Storthing!
Nærværende Storthing aabnede sin Bane med en Beslutning,
der vidner om en Nidkjærhed for at udbrede Kjendskab til
Forfatningen og en rettelig Vurderen af den og af den Anven-
delse, Storthingene give den, hvorved det udmærkede sig i Ræk-
ken af vore Storthing, af hvilke ethvert indtager sin karak-
teristiske Æresplads i vort konstitutionelle Livs Historie. Det
har erkjendt, at Forfatningen og dens Overholdelse og Anven-
delse inden Repræsentationen tiltrænger at være bekjendt for
hver norsk Mand, for at Forfatningen i Almeenerkjendelsen af
dens Fortrinlighed kan have sin sikkreste Grundvold: -- op-
fattet af det hele Folk, skulde Kjærligheden dertil overgaae
i dets hele Maade at tænke og føle paa, ligesom indgives med
Modersmelken, voxe med Barnet og forsvares beredvilligen af
Mændenes Arme.
Storthinget har erkjendt dette at være af en saa paatræn-
gende Vigtighed, at denne Kundskabs Udbredelse, denne Aands
Opvækkelse ikke turde overlades alene Tiden og den private
Virksomhed, men at Staten burde anvende nogle af sine Kræf-
ter paa at gjøre Adgangen til en saadan Kundskab saa let for
de talrigere og fattigere Klasser af Folket, som man ikke negtede
at have Krav paa at vorde underrettede om Storthingets For-
handlinger eller om de Bevægelser inden Repræsentationen i
vort konstitutionelle Liv, til hvis Underholdelse de baade bidroge
sine Skjærver, og som ogsaa de skulle forsvare med sit Blod.
Proponenten af det oprindelige Forslag om en saadan populær
|
| d.III,b.2,s.386 |
Storthingstidende troede endog at den gratis og i betydeligt
Antal Exemplarer burde uddeles.
Det er Kjærlighed til Forfatningen, som ved dette Foreta-
gende tilsigtes som Endemaal; -- den skal være Blomst og
Frugt af den Kundskab om, hvorledes den overholdes og anven-
des inden Repræsentationen, som denne har gjort Sit til forat
udbrede. Tør man da mistvivle om et Forslag, der ligefrem og
formeentligen aldeles hensigtsmæssigen tilsigter det samme, og
som saaledes maa antages ganske at være i nærværende Stor-
things Aand? Naar dette er Tilfælde, burde man ikke paa-
beraabe sig som noget anbefalende, at det ingen offentlig Udgift
paakræver. Og forsaavidt den maa paahvile Private, Kommu-
ner eller enkelte Borgere, da er den baade i sig selv ubetydelig
og af det Øiemed, at den maa falde Vedkommende endnu let-
tere, ja vel endog Fleerheden, om ikke Alle, behagelig.
Det er nemlig Proponentens Idee, som man kan forundre sig
over ikke forlængst er fremsat af Andre og realiseret, om ikke
paa denne Maade, der gjælder det Hele, saa enkeltviis gjen-
nem Ansøgninger til vedkommende Regjeringsdepartement, at
i enhver Kirke skal et Exemplar af Grundloven i Folioplade i
Glas og Ramme, paa de Ejendes Bekostning, paa deri meest
passende Sted ophænges.
Foruden Foranberørte taler herfor ogsaa:
1. Da Lov fastsætter, at Valgforsamlingerne holdes i Kirkerne
og efter den gudstjenstlige Forretning, uden Hensyn til om
andre ligesaa beqvemme Lokaler skulde paa enkelte Steder
gives, tør man slutte, at mellem Motiverne til denne Bestem-
melse har, foruden Hensyn til Beqvemmelighed, ogsaa været
den Hensigt, at meddele Folkets Anskuelse af Forfatningen og
Valgforretningen, som dermed staaer i nærmeste udledelige
Forbindelse, saameget muligt af det begeistringsfulde Alvor, af
den Dybfølelse og Høitidelighed, som tilhører Stedet og vækkes
ved Gudsdyrkelsen. Man tænke sig ogsaa sikkerligen, at Stedet
ogsaa maatte bidrage sit til den Samvittighedsfuldhed, som
udfordres hos de Vælgende. Ogsaa deri, at man overdrog Præ-
sten Bestyrelsen ved Valget, ligger, at Lovgivningen har gjort
alt forat forbinde Forfatningen med Religionens Udøvelse og
at meddele den Religiøsitetens velgjørende Indflydelse. Og man
|
| d.III,b.2,s.387 |
har ikke hørt, at Nogen har erklæret sin religiøse Følelse stødt
ved at dette højeste verdslige Anliggende udelukkelsesviis er
henlagt til Kirken. Man har taust erkjendt Hensigten dermed,
Moraliteten deri og Nytten deraf; og til at vinde denne er ogsaa
Grundlovens daglige Skue i Kirken i høi Maade tjenlig, om
man end ikke vil paaberaabe sig den gamle Erfaring, at jevn-
lige Sandseindtryk trænge ind i Sjelen. I vort Sinds Indre, i
vort Sjeletempel, i vort Hjertes Hellige ville vi at Kjærligheden
til Forfatningen skal boe, og noget bedre Sted have vi ikke for
selve vor religiøse Tro -- skulde da disse ydre Templer være
for hellige til at opbevare og vise Folket denne dets Kjærlig-
heds Gjenstand, som det skylder Pligter, hvis Overtrædelse
straffes fuldeligen saa strengt som Overtrædelsen af noget af
den hellige Lovs Paabud? Skulde Nogen alligevel hente For-
argelse af en verdslig Lov i Guds Huus, da veed Proponenten
ikke bedre, end at foreholde ham det gamle Israel selv, hvor
den kirkelige og politiske Grundlov var een, opbevaredes i
Templet, og udgik i sin Anvendelse derifra. Men fornuftige
Folk vil han blot ærbødigst erindre om, at Grundloven ikke
af religiøse Grunde bør forvises Kirkerne, naar Valgakten der
kan have hjemme uden Anstød. Det Større bør ikke vige for
det Mindre, Hovedsagen for det Afledede og Underordnede.
Og saaledes kunde man vel fornuftigviis før indrømme Grund-
loven, der hænger stille men betydningsfuldt paa sin Væg, end
Valgforretningen, der ikke altid har Rolighed som Bifortjeneste,
Plads i Kirkerne.
2. Holdes Valgforsamlingen i Kirken, vil Grundloven, der
ophængt, ingenlunde kunne siges at hænge der til Overflod.
Den har da Anvendelse til Tid og Sted.
3. Det er ingensinde overflødigt, at have Det for Øie, man
skylder Pligter og har at rette sig efter. Mindst kan dette siges
om en Grundlov, og det om en, der med saamegen Partiskhed
beskytter den herskende Kirke, og som altsaa alene paa Grund
af simpel Taknemlighed kan synes at kunne kræve sin Plads
deri. Men der er fortrinligere Egenskaber ved denne Grundlov,
som gjør den fortjent til den værdigste Plads, og nødvendigt
at den paa en saa talende Maade indpræges i Folkets Sind og
lægges det paahjerte.
|
| d.III,b.2,s.388 |
4. Det er smukt, at der i Kirkerne bedes lydeligt for Kongen.
Det vil ogsaa være smukt, om Menighederne paa en saa beske-
den Maade mindes om ogsaa at indslutte den Lov i sine Bønner,
der omværner Konge og Folk.
5. Man kan vel ikke indpræges Grundloven formeget. For
Menighedens Øine i den Stund, da Sindet er alvorligt, paa det
tillidsfuldeste Sted, talende derfra fra Slægt, til Slægt, skal den
visselig indtrænge og faa en Ærværdighed, som skal gjøre den
paa hvert af de enkelte Steder til Stedets Klenodium. Den
vinder overalt i Bygderne et lokalt Værd, som ikke skal kunne
agtes ringe mellem dens Støtter.
6. Moral kan vel heller ikke formeget eller forvel indpræges.
I Kirken vil Grundloven indpræge Borgersindet, Redeligheden,
Trofastheden og alle dets øvrige Dyder; Fædrenes takfulde
Minde og Oplysningssandsen vil den vække.
7. Malerier, og det ikke altid af de sedeligste Former, om
end, som man vil paastaa, af moralsk Tendentz, Vaabenskjolde
og Liigskildter have og finde Plads i Kirkerne. Hvorfor da ikke
en Repræsentation af den Simpelhed og Reenhed som et Plade-
Exemplar af Grundloven? hvorfor ikke Nationens Æresskjold,
der dog ingen smaalig Forfængelighed kan fremkalde. Dette vil
indlyse mere af følgende Grund:
8. Dersom Guds velgjørende Styrelse er synlig i nogen Ver-
densbegivenhed i den senere Tid, da er den det sandelig i det
norske Folks Befrielse, der medførte Grundlovens Givelse, og
i de paafølgende Begivenheder, som sikkrede os dem. I Guds
Huus bør den da netop findes til Erkjendelse af hans Velgjer-
ning, som et Taknemligheds Vidnesbyrd, som en det norske
Folks Votivtavle, hvorved det forpligter sig til alle borgerlige
Dyder som værende fremfor andre Folk i Herrens Gjeld.
9. Af Lovbudet, at Grundloven skal findes i Almuskolerne,
lade sig hente en kraftig Analogi fra al dens mulige Bekjendt-
gjørelse mellem Almuerne.
10. I den Form, som den til Ophængen i Kirkerne bestemte
Grundlov bør have, vil den ogsaa tjene til Prydelse.
11. Udgivten vil være ubetydelig især da det kuns skulde
gjøres til Pligt at anskaffe Grundloven til Hovedkirkerne. For-
saavidt disse ejes af Almuerne, da bekoste de den jo kuns til
|
| d.III,b.2,s.389 |
sig selv; og de private Kirkeejere have saa gode Indtægter af
Kirkerne, og Sagen tiltaler saameget den patriotiske Æresfølelse,
at Udgivten ei kan falde til Byrde.
12. En Udgave af Grundloven, som til dette Brug nok kan
være tjenlig, omendskjøndt Afsætning sandsynlig vil fremkalde
billigere en smukkere og bedre, haves alt i Boghandelen, saa
Forslaget ikke er urealisabelt af Mangel paa Material.
Paa ovenanførte Grunde giver Proponenten sig herved den
Ære underdanig at foreslaa, at Storthinget fatter Beslutning til
Lov af følgende Indhold:
Lov
angaaende Grundlovens Anbringelse i Kirkerne.
§. 1. Til alle Norges Hovedkirker skulle vedkommende Ejere an-
skaffe, og dersteds paa den Plads, som er lysest i selve Kirkens
Skib og synlig fra de fleste Sæder, ophænge et saakaldet Pragt-
Exemplar af Norges Grundlov af en til saadant Brug autori-
seret Udgave, i een stor Folioplade, forsynet med Glas og an-
stændig Ramme.
§. 2. Det staar enten Kirkeejende eller Kirkebestyrelse frit for
ogsaa i Annexkirker at ophænge deslige Grundlovexemplarer,
ligesom ogsaa al videre Forziring ved Indfatningen, end hvad
almindelig er, beroer paa eget Tykke.
§. 3. De til Anbringelse i Kirkerne anvendelige Exemplarer af
Grundloven, skulle indeholde denne paa een Velin Folioside,
mindst 26 Tommer lang og 18 Tommer bred, med tydelig, smuk
og feilfri Tryk, aldeles rigtig Text og Titel og den sidste for-
ziret. Hvad øvrig Forziring, der kan anbringes uden Skade
for Text, Tryk og fremhævet Titel, er tilladt.
§. 4. Enhver, som udgiver og falholder deslige Udgaver af Grund-
loven, har at erhverve Kirkedepartementets Autorisation paa
at Udgaven i enhver Henseende dertil er tjenlig; og maa Autori-
|
| d.III,b.2,s.390 |
sation, naar denne Betingelse er tilstede eller naar paaviste
Mangler rettes, ikke negtes og ingenlunde fortolkes som udeluk-
kende Andre, der i Material, Forziring, Tryk eller Priis foretage
nogen Forandring og saaledes paa egen Resiko levere andre
Udgaver.
§. 5. Vedkommende skulle overalt i Riget i Hovedkirkerne have
Grundloven saaledes som ovenbefalet anbragt inden eet Aar
efterat de behørigen om denne Lov ere blevne kommunicerede,
under en Mulkt til Stedernes Fattigkasser af een Spdlr. for
hver Uge de sidenefter undlade det.
§. 6. Denne Lov kommuniceres Kirkeejende og andre Vedkom-
mende af Kirkedepartementet, saasnart dette har bragt i Er-
faring, at Exemplarer af Grundloven, tjenlige til Anbringelse
i Kirkerne, i Riget ere at erholde, hvorom og hvor samtidig
Meddelelse ogsaa bør at skee.
1 tilbakeIndkom for seent til at tages under Behandling. |
| BLA BAKOVER |