|
HERRLICHE MORALIEN
(Indsendt.)
Statsborgeren 31. mars 1836.
Mange, som paastaa, at de ere Hædersmænd, paastaa
-- hvad der ikke er mere rimelig Grund til at tro -- at om
Lieut. Roosen aldrig saameget beviste Sandheden af sine Ud-
ladelser om Generaladjut. Spørck, saa vil han dog blive at
straffe, uanseet at Grundlovens Bestemmelse om Yttringsfri-
heden skulde troes udstrakt til alle Borgere. Dette er en An-
skuelse, som passer sig bedre for Æresmænd og dem, der tænkte
at blive Æresmænd, end for Hædersmænd.
Moral:
Gud fri os! Somme tro, at Reglementet er
vor Grundlovs bedste Commentær.
Statsraadernes Deeltagelse i Storthingets Forhandlinger er
visselig paa sit rette Sted i Lande, der ganske og aldeles have
sine Anliggender for sig selv, og hvor ingen Indflydelse uden-
fra kan gjøre sig gjældende. Der medfører et vigtigt Regje-
ringsforslags Forkastelse Ministrenes Aftrædelse, som forgjæves
have fristet at soutinere det, og den seirende Opposition be-
|
| d.III,b.2,s.372 |
sætter strax Ministerpladsene. Men hvem vil kunne tro og for-
svare den Tro, at saadant vil skee hos os saalænge vi ere
forenede med Sverig og Foreningen er af den Natur, som den
i de Forholdsregler, som toges efter Theateroptrinene 4de No-
vember 1827 og 17de Mai 1829, og i de forskjellige unionelle
Anliggenders Behandling, har viist sig at være? Af vor Oppo-
sitions mere udmærkede Medlemmer seer man Ingen engang
dekoreret med de svenske Ordener, som ellers noksom uddeles;
og at f. Ex. Hjelm skulde, efterat have tilføjet Ministerne et
let tænkeligt Nederlag, blive selv udnævnt til Minister, er ikke
engang som Mulighed fatteligt for Tanken, efter de Erfaringer
den har om den Tilsidesættelse, som times Opponenter og de
ivrigere Patrioter, og efterdi den snart sagt er vant til ikke at
stødes herover. Nei -- for at give Oppositionen Plads, behø-
vede skam ingen Statsraad at vige; og at vige for Personer af
lige Beskaffenhed var jo til ingen Nytte. De holdt sig nok til
Pladsen, til Statsministerens Exempel og til denne
Moral:
Vær stiv som gammel Hest! Det er den stærke Kraft,
som, om den vinder ei, dog giver intet tabt.
Man siger, at Generalmajor Spørck i den roosenske Sag
viser sig mindre frisk paa det, end man af Gen. Wedel er vant
til at see det hos Generaler inden Skranken. Gaaer Hr. Gene-
ralens Adfærd indtil Forknythed, kan det kun indgyde en
højere Agtelse for ham -- som Menneske ville Nogle sige, men
Inds. mener som General, bestyrkende denne Tro med den
almindelige, at Gen. Wedel ikke blev større Helt fordi han
var kjæk inden Retten.
Moral:
Soldater! Sved i Værd er Blodet kun fra Eder;
men godt som Blod er det, som Generalen sveder.
|
| BLA BAKOVER |