|
HERRLICHE MORALIEN
(Indsendt )
Statsborgeren 27. mars 1836.
"Spanien staaer som et nyt sørgeligt, men afskrækkende
Exempel for Nationerne, at de itide maae standse uduelige Re-
gjeringers Vilkaarligheder, hvis de ikke eengang i Tiden skulle
komme til og det medrette, at bøde haardt for deres uendelige
Taalmod!" -- "Det frie Nordamerika bestyrker den gamle
Regel: Extremerne staae hinanden nærmest; størst Frihed,
størst Trældom og Undertrykkelse."
(Extremer i "Den Constitutionelle" No. 53.)
Moral:
At sige Ja og Nei og det i samme Stund
enhver Trompeter kan; thi derfor fik hans Mund
to Rader Tænder jo, to Læber og to Viger;
til ene Læbes "pro" den anden "contra" siger.
Før Pendulslaget døer, i hvinende Sekund
Revolution at præke og Frihed ud at skjælde,
det er da Kunst ei for den Constitutionelle.
|
| d.III,b.2,s.369 |
"Den Constitutionelle", som har leveret for mange Stykker
i en god Aand til at man ikke dobbelt skulde beklage Inkonse-
qventserne, naar de finde Sted, skylder fremdeles Svar paa en-
deel Spørgsmaal, som den optog, og som enten fordrede tilfreds-
stillende Forklaring eller at den aabent skulde forandre sit Navn
til "den Uconstitutionelle".
Moral:
Var meer end Menneske I før (ja tro hvo kan!)
-- nu mindre er I. Skyldner er mindre end en Mand.
Forresten indeholdes almindelige Forholdsregler for Folk,
der befinde sig i lignende Forlegenhed, i følgende
Moral:
Paa Spørgsmaal, som du vil i Spørgers Strube gjemt,
svar intet eller kjækt, men kjækt og ubestemt!
hvad eller kort og hvast med Hvepsens Brodd du svare!
Et ganske lille Ord kan mange Spørgsmaal spare.
Hvis Ja'et sidder fast, saa bruse Nei'et ud!
Slaaer ei Honnøren til, saa sværge du ved Gud!
Men hvad du svarer end, du dertil flux maa lægge
et "Basta!" tungt og haardt som Slaget af en Slægge.
End er der en Maneer, som særlig passer sig
for fine Folk, af dem da og mest brugelig;
den er: du proppe Den, som du ei svare gider
med Complimenter og med Contraspørgsmaal, til
omsider han ei selv erindrer hvad han vil,
kort til hans egne Ord ham fast i Halsen sidder!
"Den Constitutionelle" roser meget den Oprigtighed, hvor-
med vor Statsminister i Formandskabssagen er traadt i Oppo-
sition mod Folket, Konge og Regjering. Dette er nu baade vel
og ilde nok; men ved saaledes at rose al Slags Oprigtighed
kommer man til nogle besynderlige moralske Resultater. Hvil-
|
| d.III,b.2,s.370 |
ken Agtelse maa vi saaledes ikke nære for Gjest Baardsen,
der med den største Oprigtighed har tilstaaet sine Misgjernin-
ger? for Storfyrst Constantin, der ufordækt og paa det oprig-
tigste trodsede den polske Nation og vedgik at dens Under-
kuelse var hans Formaal? for Herostrat, der skulde have dræbt
sig selv, om det var blevet skjult, at det var ham, som antændte
Jordens prægtigste Tempel o. s. v.? I Politiken kan hiin Be-
undring for Oprigtigheden lettelig gaae over til en Beundring
for det mest absolutistiske Tyranni; thi hvad er oprigtigere end
dette, som træder i aaben Opposition mod den hele Menneske-
hed? Beklage maa man da (og det jo ivrigere, jo bedre Kristen
man er) at de østerlandske Despotier udmærke sig i denne Dyd
tildeels fremfor de kristelige. Thi
Imellem hedenske og kristnede Tyran
Forskjellen er, at hiin oprigtig være kan.
Thi fast hans Vælde staar. Hvor vi kun giftigt smile,
der rynker han sit Bryn og trækker frem en Bile.
Moral:
Saafremt Oprigtighed som Dyd skal gjælde stort,
et Statens Ideal maa bli' den høje Port.
Den har den Dyders Dyd hvortil vi Alle stræbe.
Hvor vi med Maske gaa, man seer dens loddne Kjæbe.
I vore Kongers Bryst der ligger Sukket qvalt:
"ak Den der havde alt som Porten arrangeret!
Da først man Hersker var, thi man var ugeneret."
-- O hvilken Hædersdrot, hvis Sligt var aabent talt!
Samme Blad, som giver os ligesaa megen Anledning til
Lærdomme som den velsignede vilde Natur tilbyder Bien Hvep-
sen eller Gjedehamsen om man vil baade Vox og Honning, har
fornøjet Publikum ved, i Spidsen af en Anmeldelse af en Pjece
af Kapit. Foss, der gaaer ud paa, mod et Skoleprogram af
Rektor F. Bugge, at forsvare Indskrænkningen af de klassiske
Sprogs Studium (og altsaa af ligesaa prosaisk Natur som hans
Halvdæmring "Tidsnornerne" og andre Værker i den polemiske
Digtart) at præsentere det Forfatterens Navn i en Digter og
|
| d.III,b.2,s.371 |
Borgerkrands bestaaende af baade Laur- og Egeblade. Man
kan nu troe, at denne Prydelse kun staaer foran en literær
Anmeldelse i samme Hensigt som man sætter et Skib foran
Skibsartikler, Fingre foran almindelige Bekjendtgjørelser o. s. v.,
og at man saaledes vilde faae Allums Navn at see i samme
Krands, som Fosses stod i, om den Constitutionelle vilde an-
melde et af hans Værker; men hvor retfærdigt dette end var,
antager dog Inds. at den Constitutionelles Tegnsprog er rigere
og ligesaalidt mangler Krandse af Gulerodgræs og Potetes-
blade som Redaktionen Evne og Lyst til med Valg og Smag
at anvende dem.
Moral:
Man aldrig spare bør paa Artighed og Grønt.
|
| BLA BAKOVER |