|
|
| d.III,b.2,s.351 |
SVENSK INDFLYDELSE PAA NORSK TÆNKESÆT
(Indsendt).
Statsborgeren 27. feb. 1836.
Vor Repræsentations meest udmærkede Medlem, Høiesterets-
advokat Hjelm, lod i Debatterne om et Thingsvar (saaledes! og
hverken "Svaraddresse" eller "Takaddresse") Yttringer falde om
en svensk, særligen fra Personer i Kongens svenske Raad ud-
runden og af disse vedligeholdt, Indflydelse paa flere Nord-
mænds Anskuelse af de politiske Forhold, der selv i hine
Discussioner kunde synes uvitterligen for Individet at gjøre sig
gjældende, -- om hvilke Yttringer vi maae tilstaae, at vi vel
fatte Meningen og erkjende Sandheden i dem, men ere dog ikke
forundrede over at de misforstodes i den Grad, de bleve det.
Thi baade er det saa, at hiin svenske Anskuelse af det under-
ordnede Forhold, Norge bør indtage, existerer1, og at den, ved
uafbrudte, med den meest haardnakkede Conseqvence gjentagne
og i dumdristig Fremskriden vedligeholdte Angreb paa vor
Nationalitet, har udøvet en Indflydelse paa mange ellers for-
nuftige og velsindede Normænds politiske Tænkesæt, om hvil-
ken de ikke selv ere vidende, eller ville erkjende, men som dog
har affødt den Tro hos dem, at vi have vundet alt og ikke be-
høve mere, om Grundloven og den unionelle en garde-Stilling
til Sverig bare kan bevares som den er. Hvem erkjender ikke
denne Stillestands-Opinion? Hvormange vedkjende sig den ikke
aabent, og troe, at det at nære den er eet med en fornuftig
Patriotisme? Mistvivl om Fædrelandets Kræfter, Undervurde-
ren af Betydenheden af dets Krav, en Overskattelse af nær-
værende Tiders bedre materielle Tilstand, et Hang til i dette
Materielle at søge Trøst over Nationalærens Krænkelser og
Manglerne ved de unionelle Forhold, en lige haardnakket Puk-
ken paa det Bestaaende som sløv Forglemmen af gamle uæn-
drede Forurettelser og sangvinske Forhaabninger om at Tiden
vil, uden Menneskers eller ialtfald Normænds Hjælp, ligesaa
sikkert gjengive vore Æresklenodier, det skjændede Rigsvaa-
|
| d.III,b.2,s.352 |
ben og de sløifede Folkefarver, som Tyven maa gjengive Dia-
manten, han har slugt -- se alt dette tilhører og karakteriserer
hiin Opinion! Men er denne fra først af født i Norge? Til at
troe dette giver hverken Forfatningen, Folkets Grundkarakteer
og Opfatning af Forfatningen, ja af Unionen selv ingen Anled-
ning. Vi bede at erindre Foreningens første Aar, Nationalbla-
dets Aand og livlige Tilvær og Karakteren af Storthinget 1821.
Da havde en saadan Opinion -- vi kunne sige et saadant Parti
-- ikke Tilvær. Den er udviklet senere og ligesom den fysiske
Blindhed langsomt, snigende, uformærkt. Hvoraf da?
Hvoraf da? Stod der ikke saa i Linjen ovenfor, I ærlige
Normænd, som ikke føle Tyngden af eders egen Hjertesorg,
af den I dog bære og nære, men ikke som en Flamme, men som
en Natlampe -- tarveligt og kun saameget at Ingen skal kunne
føre Vidner over Eder, at I sov paa Eders Post -- tarveligt,
saaat I dog kunne famlende finde Vaabnene, om Nogen vil af-
bryde eders Ro og forstyrre det størknede Blod? Hvoraf da?
Stagnationens skyggerædde Opinion, denne Elendige, som be-
tragter det urokkede Fodfæste paa egen Grund som en Triumf,
mens man slaaer ham Hatten af Hovedet, denne Defension som
ikke mærker sin Retirade, dette System, som har ladet Hi-
storien bagefter fortælle Verden, at ingen Forening mellem to
Stater har kunnet i Længden bestaa, og som beriger det kon-
stitutionelle Monarkies Modstandere af forskjellige Farver med
Kjendsgjerningerne af Konstitutioners liden Realitet, denne
farlige Meningsvægt, som nedknuger til Goldhed Forfatningens
Kimer til et større borgerligt Velvære, og uformærkt har ræson-
neret sig til Identiteten af Udvikling og Udvæxt -- visselig denne
har ikke uden Indvirkning udenfra udviklet sig hos os, uvitter-
ligt for Individet, nu synligt i den Masse, som deler den, i den
Plads, den indtager i vort politiske Liv og -- i dens Følger!
I dens Følger? Ja; thi i samme Mon, den har udviklet sig,
have Aarsagerne til Klager tiltaget, og i samme Mon disse have
forøget sig, har hiint bornerede Defensionssystem konsolidert
sig. Hjerterne have sammentrukket sine Fibrer og indbildt sig
derved at vorde stærkere imod det udvortes Tryk; og saaledes
skulle de sammentrække sig indtil Størrelsen af et Fluehjerte
forat vedligeholde den søde Indbildning, at de dog slaae frit i
|
| d.III,b.2,s.353 |
den sammenpinte Barm. Hjerterne have sammentrukket sig og
Stæren har udvidet sig i Skyggerædhedens Øje.
Dog er disse Hjerter redelige -- og det sagde ogsaa Hjelm
-- og disse Øjne ere ærlige, som troe Synet i noksaa god Stand
fordi de dog see Solen, ja endogsaa Maanen. Og dette sagde
ogsaa Hjelm. Ellers maa ingen have forstaaet hans Ord. Han
sagde os, at en Opinion af hiin Beskaffenhed havde sit Tilvær,
og deri vare vel hans Modstandere enige, siden de ikke lagde
Skjul derpaa, men netop deri begrundede sine Debatter? Men
da han sagde, at ingen Normand nærede den af sig selv, men
kun som Følge af at man havde grebet Passiven mod et vist
formaaende svensk Parties Active, og som en, Individet uvit-
terlig, Indflydelse af en conseqvent Forfølgelse af en fremmed
Plan, en fremmed Anskuelse af Forholdene, som idelig har søgt
at gjøre sig gjældende -- da han sagde dette, saa slap Fanden
løs baade i Falsen og i Christensen. Men Sandheden i hvad han
sagde er baade i sig selv iøjnefaldende og gjengives i alle de
Billeder som tilbydes os af det uafbrudt umærkeligt tærende
Hav, af Lavinens ikke i Momentet eller Punktet opdagelige
Fremskridt, af Saarets Sløvgjøren ved idelig Berøren eller Op-
rippen og af den Skik hvorefter Procuratorerne altid vinde
noget og meer end tilbørligt ved at fremsætte umaadelige
Fordringer.
Det er netop de svenske "Anspråks" Umaadelighed, som har
fremskabt hiin vor politiske Middelmaadighed, vort justemilieu.
Det er Ideligheden af deres Fremsættelse, som vi skylde denne
Tilbageholdenhed, der imellem den indskrænkede Plads om vor
Frihedsstøtte og Sverig har af eget Territorium ladet et Rum
oppe, som hiint svenske Parti ikke har undladt at benytte sig af.
Der ligger vort Banner m. m. m. m. visselig med mere. Men
gid her var mere Rum i dette kummerlige Blad, der ligesom et
sammenpiint Bryst ikke har Rum og Aande nok for sine Klager!
-- ja i dette stakkels Blad, der er blevet spyttet paa af mange
af vore stoute passive Mænd, som have paataget sig -- at redde
Grundloven idetmindste, og som betragte det blotte Fodfæste
som en Avance. Ak, Stokkene mærke ikke at de drive med
Strømmen, og Stenene ikke at de udhules af Draaben, ikke ved
dens Kraft, men ved dens idelige Dryppen!
1 tilbakeSelv ellers liberalere Tidender lægge ikke Dølgmaal herpaa. Nya
Argus' Udladelser om den norske Modopinion vare os ikke ubekjendte før
de fremkom i andre af vore Blade, men vi holdt for at en Protest var nok,
og at der fra den Kant er nok at faae ondt Blod af alligevel. |
| BLA BAKOVER |