|
[OM EN NY ABC]
(Indsendt.)
Statsborgeren 21. feb. 1836.
Skolelærerforeningen i Christiania har for saa lang Tid til-
bage udgivet, til Bedste for en Skolelærerenkekasse, en A B C, at
man burde vente dette almindelig bekjendt, om ikke ved Præ-
sterne, der i Almindelighed ikke gjør meget af Forandringer
selv til det Bedre, saa dog ved Tidenderne. Af Forældres og
Læreres egen Omhu for Opdragelsen kunde man ogsaa i denne
Henseende have noget at vente, idet det Spørgsmaal synes at
maatte ligge enhver Fornuftig af dem nær: "mon der endnu ikke
|
| d.III,b.2,s.348 |
i saa oplysningslystne Tider skulde vise sig en A B C noget bedre
end den gamle, hvori Begrebet om Gud Fader bibringes Børnene
i et Træsnit af en Mand i Allongeparyk med Lovens Tavler i
Hænderne, om den hellige Aand i et af en Fugl, uvist om enten
Høg eller Høne o. s. v.?" Enhver være da underrettet om, at
en saadan forønsket A B C er at erholde; men om paa en nær-
mere Maade for Folk i Bygderne end gjennem Boghandlingerne,
veed Inds. ikke, da han ikke hører til Udgivernes Forening, eller
forøvrigt har noget med dette Foretagende at skaffe. Kun veed
han, at en Læsebog, der stod i nødvendig Følgeforbindelse med
A B C'en, afsondredes fra denne, for ei, ved at omfatte begge i
et derved fordyret Bind, at hindre A B C'ens foreløbige Udbre-
delse, men med den Hensigt, at lade Læsebogen siden følge,
naar den ligesom A B C'en lykkelig havde passeret Censurcom-
missionen, bestaaende af Stiftsprovst Munch og Præsterne
Lieungh og Schydtz, og saaledes havde erholdt Anbefaling til
at nyde Understøttelse af det Offentlige, hvilken var tilstaaet
A B C'en med 200 Spd., hvorfor Exemplarer leveredes. Men be-
meldte Commission har indstillet Læsebogen til ikke at erholde
lignende Understøttelse, efterat have paapeget de Mangler, den
fandt ved det Forsøg til en saadan Læsebog, der i Manuskript
forelagdes den, og frabedet sig for Eftertiden at bebyrdes videre
i denne Sag. Kirkedepartementet, der rimeligviis troer for en
Tidlang at have ydet Almueunderviisningen nok ved en Udgave
af Katechismen, som de Umælende, efter Forklaringen deri over
det 10de Bud1, i lige saa høi Grad maae finde sig smigrede ved,
som de Mælende maa finde Anledning til at blive stumme af
Forbauselse derover, har da ogsaa indstillet Ansøgningen om
Understøttelse til Udgivelse af Læsebogen til Afslag. Dette
finde vi, efter Omstændighederne, i sin Orden; men at Geistlige
|
| d.III,b.2,s.349 |
vise sig saa tvære i et Oplysningsanliggende, at de undbede sig
videre Uleilighed med at gjennemsee og bedømme et Arbeide,
som vel fordrer Opmærksomhed, men er ubetydeligt af Om-
fang, og som, naar det atter forelagdes dem, efter at deres An-
mærkninger vare blevne benyttede, i en saadan forbedret Til-
stand maatte være dem til mindre eller intet Bryderie; og at de
vise sig saa fiendske mod et Foretagende af Oplysningsvenner,
der kun som Prøve, d. e. til at modtage Rettelse og Forbedring,
forelagdes dem, at de for bestandig bryde Staven derover -- det
finde vi baade i sig selv urigtigt og i høi Maade uklogt med
Hensyn til den Tidernes Piinagtighed hvorover Præsterne klage.
Heller ikke kan man give Commissionen Medhold i alle dens
enkelte Anmærkninger. Saaledes -- hvilke bornerte Sprogan-
skuelser, hvilket Hang til Fordanskning lægges ikke for Dagen
i følgende Notabener til et Stykke i Læsebogen, betitlet "Som-
merfuglen!" "Grande -- hvorfor ikke: Naboe?" "Skuurfolkene --
hvorfor ikke: Høstfolkene?" "Maa du da det? -- Mindre hel-
digt for: Har du da Ret dertil?"
Disse Anmærkninger ere dels ubeføiede, saasom den om
"Grande," der er et af Tale- og Skrivtsprog almeenbekjendt,
vellydende norskt Ord, og hvilken Anmk. simpelthen ved at
vende den om lader sig fyldestgjørende besvare, dels taabelige,
saasom de andre to. Thi "Skuurfolk" betegner særskilt Folk,
der have med Kornhøsten at bestille, medens "Høstfolk" giver
det mere ubestemte, generelle Begreb af Folk, der beskjæftige
sig med hvilkensomhelst Høstning. "Maa du da det?" er ogsaa
langt mere simpelt og afpasset efter det barnlige Begreb og
Udtryk end Kommissionens foreslaaede. Imidlertid kan man
dog til dens Undskyldning anføre, at dens Omdømme ikke sy-
nes at have været saa ganske frit og vilkaarligt, idet nemlig
Phantasien, og det en temmelig skiden, synes at gjøre sig util-
børligt gjældende i følgende Anmærkninger til Stykket om Bien:
"Hvad gjør den paa Blomsten?" -- et tvetydigt Udtryk, der let
kan falde i det Latterlige." Og om den naturhistorisk rigtige
Tirade: "Bien har en Braad i Enden af Baglivet" hedder det,
at den er et "komisk Tillæg, som bør bortfalde." Men synes
Kommissionen her høist unødvendigen at have fordybet sig i
svinske Betragtninger, saa hæver den sig atter til en Høide af
|
| d.III,b.2,s.350 |
Reenhed, hvor al Forstand maa undlade at kunne følge den, i
den Dom over en, ofte i Børnebøger varieret, Fortælling om det
barmhjertige Barn, der gav en Fattig sin Mad, og saa igjen blev
reddet af denne fra at drukne, at nemlig "den hele Fortælling
aander og nærer en Egoisme, som er hæslig."
I andre Anmærkninger gjentage vi, at Commissionen kan have
og har Ret; men Indvendinger som anførte burde ligesaalidt
berøve Læsebogen offentlig Understøttelse, som Unddragelsen
heraf Almeenheden en Bog, man isandhed trænger til.
1 tilbake I den af det theologiske Fakultet (!) efter Grundtexten forfattede Over-
sættelse af Luthers liden Katechismus, som ved Kongl. Resolution af 6te
Mai 1834 er authoriseret til Brug ved Religiionsunderviisning -- hvilket alt
til stor Ære for Vedkommende staaer at læse paa Titelbladet -- lyder For-
klaringen paa 10de Bud som følger:
"Vi skulle frygte og elske Gud, saa at vi ikke ville tilvende os vor Næstes Hustru, eller Tienere, eller Fæ, ikke afnøde ham dem, eller vende* dem fra
ham, men paaminde dem om at blive, og gjøre, hvad de ere skyldige." |
| BLA BAKOVER |