| d.III,b.2,s.344 |
OM DIPLOMATISK SMIDIGHED
Statsborgeren 21. febr. 1836. "Abracadabra! Abracadabra!" Jeronimus i "Huusspøgelse" af Holberg. For sit, fra anden og bedre Haand komne, Forslag om en Svaradresse -- ikke Takadresse, som den ellers med et kry- bende Udtryk kaldes, og kaldtes under de ulykkelige Debatter, som den 19de d. afstedkom Forslagets Død og derved Sløif- ningen af en enkelt liden Udvikling af vor Frihed og vort parla- mentariske Liv -- har Capt. Foss, der med Talent og mindre tilsyneladende Hjerteklap end vi havde ventet, søgte at souti- nere det og dermed en af de smukkeste Roller, han har spillet, -- ogsaa anført, at den burde være affattet med "diplomatisk Smidighed." Han gjentog ogsaa dette Udtryk under det for de Tabende hæderlige Nederlag den 19de Febr., angaaende hvilken Datum man bør see efter, om ikke paa den ogsaa Polakkerne i sidste Krig og med dem Folkefrihedens og Fremadskridnin- gens gode Sag etsteds har lidt et Tab; og bør man da, om saa befindes, ikke længer være i Tvivl om at Romerne havde Ret i at antage og fastsætte uheldige Dage paa hvilke offentlige og vigtige Handlinger ikke maatte foretages. Han gjentog Udtryk- ket, sige vi, men ganske let -- omtrent som Katten gaaer af- vejen for sin egen Ureenlighed. Han forsvarede det ikke imod Byfoged Christensen, der har uddraget adskillig Bitterhed deraf. Han nævnte det, men ledsaget med endeel Omskrivninger, nemlig de gamle om Forsigtighed, klog Forsigtighed, Klogskab og for- sigtig Klogskab, Varsomhed, klog og forsigtig Varsomhed (en smuk Familie, der, in casu & parenthesi sagt, har Feighed og Uklogskab til Far og Mor, en Natluve til Stamhuus, og hvis Børn, som ofte er Tilfældet, ligne Bedsteforældrene paa et Haar). Han hævdede ikke sit Udtryk, maaskee fordi Ingen lod til at tænke videre derpaa i den paniske Skræk for værre Spø- gelser, som Christensen havde udbredt. Det lod til, at man havde Fanden, hans Oldemoder, Asmodæus, Mefistofeles og hele Helvede for Øine (og visselig mange onde Aander vare løse), men den Afgrundens Slange, som Christensen paastod |
| d.III,b.2,s.345 |
vred sig under denne "diplomatiske Smidighed", glap unna Synet. -- Man sige ikke, at Qvæstionen og Debatternes Gang og Natur medførte dette. Det var om Reqvisiterne til en Adresse ligesaameget som om Nødvendigheden deraf, at Ma- joriteten tvivlede, -- denne Masse af Conservative,  en Slægt,som nedstammer fra Loths Hustru og har Krystallisationsvand i sine Aarer: en Slags Forsteninger i den moralske Verden. Men at Reqvisiterne, de parlamentariske og personlige Egen- skaber til værdigen at løse Opgaven af en Svaradresse, saaledes som Omstændighederne fordre den af den norske Nations Re- præsentanter, fandtes i Thinget, og mellem dem da ogsaa en diplomatisk Smidighed, hvis Hensigtsmæssighed og Moralitet maatte bevises -- denne Demonstration burde som et Lyn have slaaet ud af al den Damp, Foss gav fra sig under den udmalte Lignelse om Dampbaadene, som dog hverken var heldigere eller uheldigere end andre Lignelser eller mere poetisk end dem, han forfærdiger med samme Kulde og Lethed som en god Fyr- værker sine Patroner af Karduuspapiir. Men nu forøgede denne flammeløse Damp kun den spøgelseagtige Scenes Rædsler, og ud af den, gjennem den stønnede de skrømtrædde Jeronimus- sers Abracadabraer! Derfor -- vi ville tage Udtrykket op, og forsvare det, og vise, at diplomatisk Smidighed hverken er noget i sig selv ondt eller noget, man behøvede at troe, man i Thinget vilde være udsat for at gjøre værtløs Regning paa. Men saa smidig er man heller ikke som Leiligheden til at gjøre et Steg fremad paa frie Folks Bane den 19de Febr. var til at glæppe Folk af Haanden. Vi negte ikke, at der klæber noget Modbydeligt, noget Slange- sliim-Lignende ved dette Udtryk: "diplomatisk Smidighed," men vi ere dog langtfra derfor underkastede den forfærdelige og overdrevne Gysen, som desformedelst overfaldt Byfoged Christensen i Storthinget den 15de d., og som meddelte sig dette, og fremdeles, idet hans Foredrag imod Adressen er le- veret i Mbldt., søger sympathetisk at meddele sig til Publikum. Men det er at haabe, at dettes Fleerhed alene finder Anledning heri til at slutte, at en kolossal Moralitet kan ligesaavel være politisk nervesvag som en svær Mand ingen stærk Mand. Diplo- matisk Smidighed er ellers et Vaaben, som en ærlig Mand kan |
| d.III,b.2,s.346 |
være sig bekjendt at bruge i ærlig Hensigt, om end Skurke have brugt det og kunne bruge det i en slet. Angribes man af en Maske med en lang trekantet Milaneser eller en korsikansk Stilet, er man en Tosk, om man ikke griber til lige Vaaben, om man kan. Dette er meget ærligt; men meget enfoldigt vilde det være, at lade sin Kaarde sidde, blotte sit Bryst og juble "Ærlig- hed varer længst!" idet man gjennemstinges. Lige Vaaben! Ingen Klubbe imod en treegget Kaarde! Og det gjælder ligesaa- vel for Fædrelandet som for Religionen: "enfoldige som Duer, kloge som Slanger!" Det er bekjendt, at Statsraad Chr. Krogh i 1824 drev de forhadte Konstitutionsforslag tilbage ved diplo- matisk Smidighed, ligesom ogsaa, at H. M. Kongen i sin mærk- værdige, i det hjelmske Maanedskrivt indtagne, Instrux til Stat- holder Platen tillægger det norske Storthing denne eller en lig- nende Egenskab i en imponerende Grad, der giver det en Styrke, som det ikke er en simpel Opgave at mestre. Vi kunne gjerne foreslaae at sætte: "Klogskab og politisk Takt" istedetfor de ægte fossiske Udtryk: "klog Forsigtighed og diplomatisk Smidighed," fordi de støde en Følelse hos os, men ikke fordi vi erkjende, at den medrette øver nogen Indflydelse, eller fordi vi troe, at dette Thing mangler Personer med ægte diplomatisk Smidighed. Her troer man naturligviis, at vi først tænke paa Foss, som i ovenmeldte Udtryk har vist os den ene Side af sit politiske Ansigt, mens hans afbartede daglig, i et Billed af den pletløse Maane, glæder os med den anden. Men man tager feil; -- et Træk af ægte diplomatisk Smidighed, som hverken skulde gjøre Talleyrand eller Foss nogen Skam, og det (som er det morsomste af alt) af en Bonde, rinder os nemlig ihu. Ja af en Bonde; -- vel ikke af disse "jevne, støe og solide," som faldt saameget i den gamle Statsborgers Smag, men af disse Tro- hjertige, som man ikke seer længer ind i end til Tænderne, af disse langvarige Ærligheder, som man forgjeves venter at see Enden paa under eet Thing. Det er en Repræsentant, som re- præsenterer alle de Godmodige i sit Amt, en Mand, simplere i sine Sæder end i sit Tænkesæt, liig Nissen i at han staaer paa Benene om man sætter ham paa Hovedet, og istand til at lægge mere Politik for Dagen i et kort og godt "Ja" end Mange i lange Taler, der ende med Ufiinheden af et trodsigt "Nei." Et |
| d.III,b.2,s.347 |
saadant "Ja" ville vi fortælle, forat bevise, at diplomatisk Smi- dighed selv ikke ere vore Bønder fremmed. Ved Festen i An- ledning af Storthingets Aabning underholdt den artige Vært sig med en liden Kreds Repræsentanter af Bondestanden, hvori- mellem ogsaa vor Mand. Samtalen faldt paa de Bevillinger, som ere ivente for Marinen. De øvrige Bønder hørte temmeligt passivt til, men med Forundring (fordi maaskee Nogle af dem ikke kjendte Manden fra før af) hørte de ham med udtryksfuldt Bifald sige: "Ja Statsraaden har Ret! Statsraaden har skam Ret!" Men da Statsraaden var vel borte, og de yttrede sin Forundring for Kollegaen over hans livlige Udladelse, sagde denne hverken meer eller mindre kloge end oprigtige Repræ- sentant: "Aa, jeg meente s'gu intet med det." Dette Træk skulle vi tro lægger vel saamegen diplomatisk Smidighed for Dagen, som nogen Repræsentant eller anden ærlig Mand kan behøve. Men godt var det ikke, om den var almindelig -- lige- saalidt godt som om Heltemod eller mathematisk Lærdom var det; thi sligt have vi seet fører alene til Slagsmaal. Derimod bør den ikke mangle i Thinget, som behøver alle mulige Vaaben for at forsvare en Post, som angribes paa saamange Sæt, ifra den exsekutive Magts Viisdoms -- dersom Gjentagelser sige mere end det engang Anførte -- vægtige moralske Vaaben og, i uafbrudt Udholdenhed det paa Stranden tærende Hav lig- nende, Udvidelsesforsøg og ligeindtil de plumpe Hug af en statsborgerlig Terrorisme. |