|
[FORSVAR MOT BESKYLDNING FOR
STOCKHOLMSFARERI]
Morgenbladet 11. febr. 1836.
Jeg har hidtil med megen "Gelassenhed" anseet en vis æsthe-
tisk Polemiks Angreb paa min Karakteer som Menneske. Jeg
frygtede og frygter ikke disse Skud, som skulde ramme For-
fatterens Hjerte, da Panden enten var dem for haard eller sad
for høit. Bagvaskelsens og bornerte Anskuelsers Triumf er for
kort og uvis til at man bør lade sig i nogen Maade forstyrre,
om de gribe sig heftigt an og gjøre sig en Tid gjældende i nogle
Sjele, som hverken Himlen vil savne eller Jorden reklamere,
om de forsømme sig naar den store Basun lyder. Min borger-
lige Karakteer og Virken gik vel heller ikke saa ganske fri;
men med en ualmindelig Fromhed fik Krohgstalen og enkelte
andre ubetydelige Yttringer deraf kun hedde Fantasterier o. s.
v., indtil en Klokker etsteds paa Vestkanten var saa heldig i en
egen Brochure, et af Dæmringens Følgeskrivter, at finde Be-
nævnelser derpaa af større Kraft og Vægt. Ogsaa dette maatte
staae hen, og skal ikke forstyrre min Ro mere end Klokkerens.
Derimod vil jeg ikke lade upaatalt passere, hvad en i disse
Dage udkommen, ikke mindre foragtelig, Pjece, en af Dæmrin-
|
| d.III,b.2,s.337 |
gens egne "tordnende Protester," behager at fortælle om at jeg,
der utvetydigen er meent, baade her og i Stockholm har for
høieste Vedkommende fremført gravamina over Tilsidesættelse.
Thi dette graverer min Karakteer som Normand, og forholder
sig ingenlunde som det er sagt af Skumleren. Manglende 3 Aar
i Ansøgningsalderen, og ikke i Besiddelse af den praktiske
Examen, som jeg først tog 2 1/2 Aar efterat jeg havde været i
Stockholm, kunde jeg der intet ansøge; og her har jeg i naadigst
Audienz ikke anholdt om nogetsomhelst andet, end om at det
maatte behage H. M., efter anhørte Grunde, at decidere i en
Dissenz, som har existeret imellem Regjeringsvedkommende og
det juridiske Facultet, hvis Responsum jeg havde æsket, nemlig
om hvorvidt en privat Proces, hvormed jeg i lang Tid har været
og vil vorde plaget, kan have tilfølge, at mine Adkomster som
geistlig Supplikant suspenderes. -- At forsøge denne Udvei stod
mig nærmere og maatte være mig behageligere end den sidste,
som staaer mig aaben, nemlig den, ved at henvende mig til
Storthingets Protokolkommittee, at søge at bringe Vedkom-
mende til at respektere mindre egen personlige Anskuelse end
Individets Ret, der baade i hint Responsum legaliter er dedu-
ceret og hjemlet ved en Passus i § 4 i Statsraadernes Instruk-
tion af 11te Octbr. 1825 -- Forøvrigt -- De, der kjende mig,
kunne dømme mig som Menneske; Fremmede ville maaskee en-
gang forekomme mine Landsmænd i at bedømme mig som dig-
terisk Forfatter; men Nationen skal ikke troe andet end at den
er en Løgner, som voger at sige noget dens Søn uværdigt paa.
Henr. Wergeland.
|
| BLA BAKOVER |