HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836

[OM NORSK SPROG PA TEATRET1]

(Indsendt.)

Statsborgeren 10. jan. 1836.

   Efter en langvarig Cirkulation (som det Middel vi Bønder
i denne Egn søge at hjælpe paa Avisernes Dyrhed), kommer
Morgenbladets No. 329 mig i Hænderne med sin, som jeg finder,
d.III,b.2,s.301   af flere Indsendere dadlede, kun af Forfatteren selv forsvarede,
men ved Omtale allerede, hvad Indholden angaaer, hidbragte
Opsats, der gaaer ud paa intet mindre og forunderligere, end
at lovprise Institutionen af det danske Theater i det norske
Folks Hovedstad især som Dannelsesinstitut for den norske
Ungdom, som derved skal kunne vænne sig af med sit ubehage-
lige, "raa og kantede" Modersmaal. Denne Anskuelse af en for
Hovedstadens Publikum, og gjennem det, for en Deel, for Na-
tionen snarere fordærvelige og hæderløse, for ei at sige van-
ærende, end nyttige Indretning gjør Forf. dristig til -- ens med
dens mere dannede Indvaaneres -- en Paastand, som naturlig-
viis er ubeviislig. Idetmindste har man endnu ikke seet Hæders-
navne hverken før eller siden, undertegne den, hvilket derimod
er Tilfælde med den modsatte Mening: den, som er og maa
være Nationens, om den vil hedde og være en Nation, og som
enkelte Hovedstadlapsers ikke kan berøve det mindste af sin
Vægt.
   Imidlertid gjorde Opsatsen det Indtryk paa mig, at jeg fry-
dede mig ved at være hensat i Nationens Midte, omgiven med
og følgende dens Kjerne som sund og stor, at jeg indsaae det
lidet frygtelige i enkelte Maddikers Kryben paa og Boren i dens
Yderdele. Der høres ingen Meninger uden de anstaae Fornuften
og Nationalfølelsen. Didhen trænger ingen Røster, som saare
denne. Den norske Nation er et Folk af Bønder; -- paa dets
vadmeldækte Hærder have disse leflende Attentater fra frem-
mede Gjøglere eller enkelte forskruede Bænkehelte ingen Ind-
flydelse. Jeg følte mig stolt som Bonde, som henhørende til en
Stand, der vil forblive norsk og hævde Betydningen og Navnet
af det norske Folk, om dets Sprog og Charakteer end forgik i
alle disse af Fremmede og Fremmedes Børn befolkede Kyst-
byer, hvis Befolkning ikke forholder sig anderledes til det egent-
lige Folks Masser, end disse Byer til det hele Land, eller end
den tynde (og uden synderlig Skade noget tilsmudsede) Skal
til Æggets Blomme og Hvide.

   Jeg har selv med andre Bønder paa Markedsreiser havt An-
ledning til at besøge Danskernes Theater i Christiania; men det
er aldeles ikke Overdrivelse eller Affektation, naar jeg siger,
at vi paa lidet nær forstode ikke mere af de fleste Aktørers
d.III,b.2,s.302   Sprog, end om de havde talt fransk eller hvilketsomhelst andet
Sprog. Og, om Dansker eller hvilketsomhelst Andre synes, at
vort Sprog er raat og kantet, da forekom deres os sandelig
saaledes -- som jeg ikke vil nævne for ikke at fornærme eller
at lægge nogen Vægt paa et øieblikkeligt Indtryk paa Uvante.
Det kan jeg dog maaskee sige, at det vakte en Drivt til Latter,
som vi vel ikke kunde hindre fra at fødes i vort Øre, men som
vi dog ikke vare vilde nok til at give Luften paa de fremmede
Fugles Bekostning, der, ligesom vort eget Lands, vare nødte
til at synge med eget Neb. Den lette Vind skal før kunne i sin
Fart fæste sig ved vore Klipper, end dette i Tone og Charak-
teer saa fremmede Sprog ved vore Ører, Hjerter og Tunger.
Det vil man lære i Christiania selv, i de aabne Dale der om-
kring, og med hvormeget Eftertryk da ikke jo dybere man kom-
mer ind i dette Land, der, ihvor marqveret det er, dog ikke er
andet end Naturens gjenspeilede og gjenspeilende Billed af
Folkets Nationalitet?
   "Men -- hører jeg hiin Fædrelandets elskværdige Søn sige
-- hvem tænker ogsaa paa, at den Civilisation, som de Dannede
sætte saamegen Priis paa, skulde meddeles Folkets Masser?
Det er ogsaa et af dens Fortrin, at den hæver sig over dem og
skiller derfra dem, som besidde den. Dette er et Aristokrati
ligesaa naturligt som den Raahed, der skal charakterisere hine.
Hvem vil at vore Gaardhøns skulle faae Nattergaltunger? Lige-
saavelsom Oksen maa hrøite og Svinet grynte, maa vore Bønder
bruge sit raa og kantede Hjemfødningsmaal, der kun ved sin
naturlige Fælhed er skikket til kontrasterende at have det liflige
fordanskede, som toner fra de Dannedes Struber."

   Saaledes have vi med to Sprog -- thi langtfra dem i Dialekten
ere det norske og det danske eller fordanskede norske for-
skjellige -- da to Folk eller forskjellige Hoveddele af Folket.
Dette er en naturlig Konseqvens af Mbladmandens fromme Yt-
tringer om det danske Sprogs ønskelige Indvirken gjennem
Scenen paa Ungdommen og til at betegne de Klasser, der be-
sidde den Dannelse, som det norske Folk kan gjøre sig til af.

   Lykkelige, lykkeligere Brødre! Lysets Børn og Odelsmænd!
ville I lade os beholde vore mørke Dale? Det er mere end vi
fortjene for vor Haardheds Skyld. I blive mægtige, et talrigt
d.III,b.2,s.303   Folk i Folket; thi der er snart i hver By et af disse herlige In-
stituter for eders særegne Sæder og Sprog. Lader os derfor
skifte Landet i Fred! Vi beholde dets mørke Kjerne, hvor
rundtom eders Række af Byer drage en smal men glimrende
Rand ligesom de puniske om det vilde Libyen, de græske kolo-
nier om de raae Kampaniers Høi og de engelske om Irokesers
og Kanadiens Skoge. Forskaaner os blot for at udsende mellem
os slige Straaler af eders Civilisations Glands som at skikke os
Dommere, Præster og andre Embedsmænd, som vi ikke kunne
forstaae (i gamle Dage gik det maadeligt med det) og som --
efter den engelske Romanskriver Bulwer2 -- "foragte Jordens
Arbeider for deres Raahed, skjøndt de dog nære netop den
Stolthed, som foragter dem!"
   Dette vilde vi ikke taale. Vi vilde ikke taale det, sige vi.
Derimod have vi intet imod, at I lade eders Sønner formere
sit Folk paa dets Hjemtomter, indtil de vinde Ærværdighed
som disse graahaarede Lediggjængere, forældede Aspiranter
og bedagede Abekatte, der udgjør eders Folks Kjerne.

1  tilbake [Visstnok en innsendt artikkel, omskrevet av Wergeland.]
2
  tilbakeVi have til Tjeneste, i et Læseselskab denne Forfatter, tilligemed Las-
sens Verdenshistorie, der ovenfor laante mig nogle Fjer. Ved at gjøre os
noget bekjendt med saadanne Forfattere, frygte vi ikke forat gaae ind paa
Modparternes Civilisations Gebeet.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE