|
|
| d.III,b.2,s.293 |
I ANLEDNING AF STUDENT WELHAVENS
"TIL PROVST HERTZBERG"
(Indsendt.)
Morgenbladet 12. des. 1835.
Det er Nedskriveren ubekjendt, hvorledes Provst Hertzberg
irettesættende har anvendt Mindet om Faderen paa Sønnen;
men Tugtelsesmidlet er yderligt, og vidner om at Gubben i sin
retfærdige Harme har opgivet Haabet om de mildere, som ogsaa
have været frugtesløse. Dette viser isandhed den welhavenske
Replik i Morgenbladet -- samme Ubeskedenhed, samme Mangel
paa Selverkjendelse, totale Feiltagelse af eget Standpunct,
Evner og Betydning i Samfundet, samme idelige fortvivlede
Forsøg paa at gjøre sig til en interessant Gjenstand for den
offentlige Opmærksomhed, det koste hvad det koste vil, møder
os deri, og giver os ny Vished om, at alene almeen Ligegyldighed
ved deslige Mindelser fra en utilfredsstillet og utilfredsstillelig
Forfængelighed og overdrevne Anstrængelser af et Talent, der
forgjæves søger at anspænde sig over den Middelmaadighed,
som Naturen anviste det, vil være istand til at spare os for dem
for Eftertiden. Vi ville bevise, hvad vi have sagt om den Cha-
rakteer, Dæmringens Forfatter har lagt for Dagen i den sidste
Udgydelse af sin poetiske Aare, om hvis Fattigdom han har
givet tvivlende Sjele Overtydning baade i sit eneste Arbeides
Upoetiskhed, og ved saa ubetænksomt at annoncere, under det
pralende Navn af "nye Svøber og Landser" er nyt, som vi nu
snart have ventet et Aar efter.
"Brutale Ramaskrig" kalder Stud. W. generelt de Røster, som
opløftedes imod hans "Dæmring", der med en naiv Tilstaaelse
af dets prosaiske Gehalt benævnes "en frimodig Tale." "For-
svaret for det norske Folk" er da ogsaa et brutalt Ramaskrig?
Men ligesom dette, er det bekjendt, at flere af de vidtløftige
Opsatser imod Dæmringens gravamina vare forsvarende, dedu-
cerende, documenterende. Selv den af 2den Jan. d. A. kom ad
en saadan Vei og ved en Beviisførelse til de bekjendte Udtryk
om Forfatteren, som denne endnu har siddende paa sig. Bare
Modskrifterne af denne Natur og tillige, som antaget om de vi
her paapege, i stilistisk Henseende velskrevne, saa spørge vi,
|
| d.III,b.2,s.294 |
om Udtrykket "brutale Ramaskrig", d. e. Skjælden, ikke i
høieste Maade er upassende? om det ikke er den rene, ramme
brutale Skjælden med et saadant Udtryk at affinde sig med
dem? og om det ikke, især da Forfatterne, f. Ex. til Forsvaret,
ei ere Stud. W. ubekjendte, er netop et brutalt Gemyts Ubeske-
denhed, som deri lægges for Dagen.
Denne uelskværdige Egenskab tilligemed en total Mangel af
Selverkjendelse og Bedømmelse af eget Standpunct som For-
fatter af et lidet i poetisk og moralsk Henseende slet Arbeide,
røber sig i Udtrykket om hine Modstandere. "Haner, som maae
gale, fordi det er Dæmring". Vi vide vel, at W. har dette Udtryk
fra de "forlangte Epigrammer til Boghandler Dahl", hvor det
hedder:
"Dog husk, det dæmrer jo til Dag.
Hver Stjernes Lys er ude.
Nu gale Hanerne paa Tag,
og alle Hunde tude".
(Statsbg.)
Og med Hensyn til dette lille Raps m. fl. slaaer vel Sandheden
os af følgende Linier, som ogsaa henhøre til Dæmringstvisten:
"Du flytter? -- (vel jeg veed hvorhen)
da flytte du med Kragen.
Thi Andres Pynt du veed som den
at hefte dig paa Bagen".
(Statsbg.)
Men baade er hiin Benævnelse af "Haner" mere anvendelig paa
de unge og sin Sag slet førende Dæmringsmænd, og tillige er
det fra første Haand brugt i en langt mindre alvorlig Skriveart
end den, hvori Efterligneren taler til Provst Hertzberg. Det klæ-
der den unge Mand godt, maae vi tilstaae, at kalde sine i Alt
indtil i Alder overlegne Modstandere galende Haner; men paa-
faldende er det, at han i sin Vittigheds Skrabkiste ikke har frem-
hentet et andet Skjældsord eller Reminiscens end denne, der,
om man gjør sig Umage forat finde det Adæqvate deri, alene
forsaavidt tilsteder et Forsvar derfor, som det virkelig kan
siges, at Dæmringens Modstandere have vækket det norske
Folk, og gjort det i Dæmringen opmærksom paa en "Æretyv"
(sic dictus).
|
| d.III,b.2,s.295 |
Men hvad er det, Nedskriveren siger? Har Dæmringmanden
ikke havt andre Benævnelser paa Modstanderne af sit fameuse
Digt -- sit venia verbo! -- Jo de gamle "Rovdyr og Banditter"
gaae jo igjen i flokkevis, og gamle Hertzberg er kommen ind
imellem dem. Men disse Udtryk ere faste Termini, umistelige
for den welhavenske Polemik (hvilket Ord snart bliver et nyt
Navn for1 Poesie); Dæmringen har erhvervet Eiendomsret dertil,
og vi gaae dem derfor forbi uden at tillægge ham Ubeskedenhed,
fordi han gjør Anvendelse deraf saa ofte og naar han behager.
Det sikkreste Indblik i en Sjel fuld af vanvidartet Hovmod
og en Forvirring i Selverkjendelsen, som næsten synes sygelig,
og saaledes maa vække Medlidenhed, give dog Linierne, hvori
han tillægger sig selv Helligheden af en Offerlues Glød, saasom
han er "den unge2 Kraft, der blusser karsk og rød, og paa sin
Vagt vil trodse Storm og Død". Ligesom "Rovdyrene o. s. v."
vare os saa vante Udtryk hos W., at vi troede at burde forbi-
gaae dem, saaledes forekommer disse Forfængelighedens naive
Bekjendelser om, hvorledes den egentlig har det i sit Indre, os
saa vidunderlige, at vi ikke troe, ved nogen Afbrydelse at burde
standse den aabenhjertige somnambulske Fortælling om hvorle-
des den søde Drøm udvikler sig om -- ja saa er det -- at han
er en Prophet. I Troende, Propheten er stor!
1 tilbakeBetydningen af "Skaben" ligger heller ikke hos Welhaven i dette, men
vel af "Gjøren" eller "Fabrikeren". Saaledes er angjældende Morgenblad-
stykke et Fabrikstykke, som enhver god Riimsmed kan gjøre efter og file
ligesaa godt af, dersom han har Øvelse og Taalmodighed.
2 tilbake Unge, blussende Kraft, hvor bliver af "Svøberne og Landserne"? Folk
begynder at troe, at Kraften ikke kan blusse saa forfærdelig, ligesom den
heller ikke er saa meget ung, eller har gjort noget, da den var det. |
| BLA BAKOVER |