|
HUMANITET
(Slutning.)
Statsborgeren 29. nov. 1835.
Men der er mangfoldige Ting desforuden, som Humaniteten
bør tage i Betragtning med Hensyn til og til Fordeel for Stats-
borgeren, som den har været; hvorimellem vi dog kun ville
fremhæve en, som afgiver meget til Undskyldning for dens
virkelige Feil. Og den er korteligen: "hver Fugl synger med sit
Neb" -- eller, med andre Ord: Statsborgeren har, som hoved-
sageligen Organ for Borger og Bonde, netop været som den
maatte være efter det Dannelsestrin, som Staten har tilstedet
disse at naae, og det i samme Forhold, som fornemmere Tiden-
der staae i til de Klassers aandige Udvikling, der vedkjende sig
dem, og hvem Staten tilbyder langt flere Dannelsesmidler, end
de almindeligviis benytte. Forholdsviis skal man sandelig ikke
af disse Tidenders, f. Ex. Rigstidendens og Morgenbladets Be-
skaffenhed have Anledning til at gjøre Sammenligninger, der
geraade de Klasser til Skam, som det Offentlige, paanær en
kursorisk Elementærunderviisning, overlader til deres egen
aandige Forsorg. Ligesaa vist ogsaa, som der gives Individer i
de høiere Klasser, til hvis Aandskultur disses Tidender staae i
et underordnet Forhold, ligesaa vist kjender Almeenheden ogsaa
Bønder, der ved egen Kraft have hævet sig til en saadan Grad
af aandig Udvikling, at denne ikke repræsenteredes ved et Blad,
der hovedsagelig angav Graden af den Dannelse, deres Stands
Masser vare i Besiddelse af. Vare disse komne saavidt som
hine Enkelte, skulde Organet ogsaa have staaet i tilsvarende
Forhold til denne høiere Udvikling -- ligesaa vist som at de
høiere Klassers Tidender ere maadelige, fordi det ikke er meer
end maadelig bevænt med deres Dannelse i det Hele.
Men er det saa -- hvi da ikke bære over med hinanden?
Dette vil Humaniteten.
|
| d.III,b.2,s.280 |
Statsborgerens Feil have mest været formelle og Følger af
en vis Skjødesløshed og vidtdreven Tilladelse til at benytte
dens Spalter. Men ogsaa i denne udskeiende Hylding af Ytt-
ringsfriheden fremskinner den Humanitet, som umiskjendelig er
dens Væsen; og denne Feil har, som oven bemærket, havt ikke
liden Indflydelse paa mangen simpel Mands Dannelse. Alene
Visheden om at et Blad stod ham til Tjeneste, dersom han
havde noget at sige og kunde sige det, har dertil været et In-
citament. I Statsborgerens kontrollerende Tendenz, som har
været og fremdeles skal være dens Særbetegnende (Karakter-
istiske) aabenbarer det sig, at dens Væsen er Humanitet. Og
dog er det just dette man har villet negte. Men hvem har negtet
det? De, som enten rammedes eller vidste, at de stode under
denne Almeenhedens Kontrol: Embedsmændene og deres uen-
delige Slægtskaber. De fnysede eller zittrede gjennem Korpo-
rationerne, Kollegaskaberne og de fjerne Frændskaber lige indtil
de forglemte Naadsensbrød-Tanter, saasnart En blev rørt ved i
Statsborgeren. Kun vanskeligen fik denne udøve en af sine
mindst iøinefaldende gode Virkninger, nemlig at betage Folk
denne overvættes Killenhed, som tilhører en politisk Barndom.
Men hvis Sag er det, som føres ved slig Kontrol? Er det ikke
Deres, som idetmindste troe sig forurettede; altsaa Menneskelig-
hedens, der ikke vil negte Nogen at klage, og Retfærdighedens,
der vil undersøge Klager, og hjælpe Folk tilrette -- med eet
Ord Humanitetens. I hvis Hænder er denne Kontrol? Ikke i
nogen stemplet offentlig Anklagers, men i Almeenhedens, som
ikke kan bortgive denne sin naturlige Ret, fordi den maaske
falder Enkelte til Besvær.
Der er ogsaa megen politisk Klogskab i at en saadan Kontrol
finder Sted, aldenstund Regjeringen (Embedsmændene) og de
Regjerede (Folkets Mængde) staae i den Modsætning til hin-
anden, som de maae staae i. Den beroliger nemlig Folket, med-
deler Styrelsen ikke faae Bidrag til Kjendskab til sine Organer
og Repræsentanter i Embedsmændene, lader see ind i Stats-
væsenets Indre til dets løbende Hjul, hædrer Retskaffenheden
og Dueligheden, er en Skræk for det Modsatte heraf og en Væk-
kelse for Alle, og udøver samme hemmende Virkning paa Frem-
|
| d.III,b.2,s.281 |
væxten af endeel Smaatyranner, som Helvedesstenen paa de
vilde Kjødvorter, der idelig ville voxe frem i Vunden. Men
sand politisk Klogskab er altid Humanitet. Dette erkjende
Diplomaterne, naar de tillyve sin dette Navn. Og det er altid
sand politisk Klogskab, ikke at tilsidesætte det Heles for En-
keltes Interesse, de enkelte Tilfælde undtagen, hvor denne er
bleven en Ret. Men Intet er saameget det Heles Interesse, som
at de Enkelte fremme den, og holdes til at fremme den; Intet
saameget derimod, som at Enkeltmand skulde baade kunne
unddrage sig denne Tvang og være fri for at Almeenheden paa-
talte det.
En saadan Barmhjertighed vilde ikke være Humanitet. Det
er denne Galanterivare, som vi vilde hive overbord. Men med
det samme maa ogsaa Haardhedens Steen gaae tilbunds og
Smaalighedens Støv og deslige Varer, der saa ofte falskeligen
mærkes med Navnet "Retfærdighed." Dette Navn finde vi som
Statsborgerens Stavnsmærke. Alene i dens eget Navn (det
franske citoyen) ligger noget Medborgerligt, noget Frisindet og
Tillidvækkende. Til Tegn paa, at denne Følelse ikke tager Feil,
og at den vil fortjene den, har den ogsaa taget "Friheden" som
sit Symbol. Men endnu synes Humaniteten at savne noget.
Dette udfylder Statsborgeren i sit Tegnord "Oplysning." Og
Oplysning er Lysstøtten, der fører os til det forjettede Land,
hvor vi broderligen skulle kunne hvile os tilsammen under vore
Olietræer, og fortælle vore Børn, at der vel var en Tid da
Bileams Asen profeterede, men at det nu er anderledes i Israel.
"Retfærdighed, Frihed og Oplysning." Ret, gamle Statsborger,
det er netop Humanitet! Dette ene Ord vilde netop sige det
Samme. Eller omfatter denne Riighjertede endnu flere Egen-
skaber? nogle elskelige mildtfargede foruden disse herlige, der
blinde os næsten med en uvant Sols skarpe Straallys? Nu! Du
har jo sagt, at Du i din Virken positivt og praktiskt vil deducere
os hvad Humaniteten er. Og dertil maa hver god Borger sige
Amen!
Til Texten da!
|
| BLA BAKOVER |