HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836

d.III,b.2,s.269  
HUMANITET

(Fortsættelse fra forrige No.)

Statsborgeren 22. nov. 1835.

   Ja, Statsborgeren har været en saadan Borgermand -- det
ville isærdeleshed de Personer og Blade indrømme, som vel ikke
saa ligefrem vove at sige, men dog ved Miner give tilkjende,
at de troe, at der i denne Titel ligger noget latterligt. De negte
ham dog ikke Retten til at tale, fast at Magten, som ikke altid
troer at behøve at skjule sin Foragt for de Hoveder, hvis Skul-
dre bære den, har forsøgt det. Men en Affødning af Humani-
teten, af et Folks Trang og Vilje, har ligesaa lidet at frygte
af Mishandlinger, som Polypen, hvis Arme voxe ud under
Kniven.
   Der opløftedes svare Skrig paa det almindelige forum, da
denne Borger begyndte at tale. Man hyssede mere naturligt
end man fnisede, da man saae en Talestol opreist over den bøl-
gende Mængde, og at simple Folk steg dristigen op. Man skreg:
"det er Raaheden; ned med Raaheden!" men man glemte, at
ogsaa denne har Ret til at tale, at det bliver Folks egen Sag,
om de ville høre den, og at de bør høre den, naar den har Ret.
Man glemte ogsaa, at denne Raahed ikke er saa ganske for-
skyldt, og at Mennesker, som stikkes, ikke synge, men skrige.
Statsborgerens Fiender vilde negte dem dette naturlige Udbrud;
og søgte at gjøre den smukke, men ikke sande, Tro alene gjæl-
dende, at Lov og Ret, og ikke offentlig Appell til Humaniteten,
er det eneste, man har at tye til, og at de give tilstrækkeligt
Værn imod Uretfærdigheden. Man anførte som Beviser herfor
endeel Løgnagtigheder, som Borgeren havde ladet undslippe sig;
men det ivrige Omdømme forglemte at tage i Betragtning, at
Skam og Skade heraf kun var Individers Sag -- at hiin Lov og
Ret var meget beredvillig til at rette herpaa -- og endelig at
den offentlige og almene Skade af Offentliggjørelsen af enkelt
Mands falske Beskyldninger mod den anden ingenlunde lader
sig sammenligne med de fordærvende Smigrerier for høiere
Personer, urigtige Beretninger om Folkestemningen og Tilstan-
d.III,b.2,s.270   den og politiske Efterretninger af falsk historisk Lære1, som
Tidender, de mere almindeligen dannede Klasser vedkjende
sig som sine, aldrig have været sparsomme paa at udbrede imel-
lem os.
(Fortsættes.)

1  tilbake
Det hører ikke imellem Statsborgerens Synder, at træde op og bibringe
Almeenheden saadanne Lærdomme, som Morgenbladet av l9de Novbr. s.
leverer i følgende Recit om den spanske Grev las Navas, der bidrog saame-
get, ved sin kraftige Protest mod et Ministerium, hvis halve og vaklende
Forholdsregler bragte hans Fædreland nær Fordærvelsen, og ved, i Nærhe-
den af Hovedstaden at indtage en fast Stilling i Spidsen for en Hær, til de
Forandringer til det Bedre, som nylig ere skete i hans Fædreland. Efter at
have fortalt, at las Navas Hær, overladt til Regjeringens Disposition, under
en anden Anfører, er dragen mod Carlisterne (altsaa ogsaa en velgjørende
Følge af Grevens energiske Forhold) beretter Morgenbladet videre: "For-
gjæves søger Insurgentanføreren uden Tilhængere at vinde Publikums Op-
mærksomhed; det er endogsaa tilbøieligt til at udhysse ham, hvor han viser
sig, og de forestaaende Cortesmøder, i hvilke han haaber atter at hæve sig,
ville formodentlig kun tjene til ganske at ødelægge ham. Hans Skjæbne er
atter et frygteligt Varsel for dem, der søge deres (sin) Hæder i Folkegunst.

Da han maatte flygte, fordi han fordrede det, som Regjeringen nu maa ind-
rømme, var han i Folkets Øine en stor Mand, der opofrede sig for det
almene Held;
da han satte sig i Spidsen for en Hær og vilde aftvinge Regje-
ringen Indrømmelser til Fordeel for den hele Nation, var han Folkets Afgud
og Haab; men Regjeringen gik ham forbi, skjøndt den bevilgede hans For-
dringer
-- og han blev Folkets Nar."

Efter at have læst denne Artikel, troede Nedskriveren bedre at kunne
forklare sig, paa Grund af den Omhu, man har for sig Selv, og den
fuldkomne Sikkerhed, der er i en udeelt Hemmelighed, hvem den i sin Tid
saa problematiske Rævbælgmager var. Artiklen være heel optagen af et
fremmed Blad eller ikke -- Redaktionens Feil bliver den samme, alden-
stund den, der vitterligen forplanter Urigtigheder, deler Skyld med Ophavs-
manden. I første Tilfælde burde Red., saafremt den ellers vilde optage en
saadan Artikel, ved egne Bemærkninger bortfjernet det Skadelige, og gjort
opmærksom paa det Skjæve og Fordærvelige i dens Indhold, eller ogsaa kun
meddeelt den som et karrikaturmæssigt Exempel paa fremmede illiberale
Tidenders frække Forvanskninger af Sandheden og Forsøg paa af det Utro-
lige at uddrage Lærdomme, som kun kunne tjene til at forgifte Begreberne.
I sidste Tilfælde er der intet Raad for en saadan Redaktion; men vi beklage
kun, at det norske Folk saa længe og saa dyrt maa lide under de skadelige
Indvirkninger af en Redaktion af vort mest læste Blads politiske Artikel,
som vel endnu fremdeles er holdningsløs, men ikke længer saa tvetydig med
Hensyn til den Charakteer, den vil antage. Vi spørge, uden at fremhæve
det Urimelige i, at en Mand, der har de Fortjenester, som Artiklen tillægger
ham, skulde være udsat for Nogensomhelsts Forhaanelser -- vi spørge: om
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE