|
|
| d.III,b.2,s.267 |
EN ASTER TIL THEATERDIRECTIONEN
(Indsendt.)
Morgenbladet 17. nov. 1835.
Den ærede Direction glemmer i den "uforbeholdne Frem-
stilling af de Skridt, den hidtil har gjort, og som vil give de
fornødne Data til at bedømme dens Færd", at oplyse Publicum
paa en uforbeholden Maade om, hvorledes det egentlig havde
sig og har havt sig med det smukke Løfte om en Theaterskole,
der skulde opdrage Norske for Scenen, og saaledes lidt efter
lidt forvandle det Nationaliteten fiendtlige og modbydelige Insti-
tut, som det offentlige Theater i Norges Hovedstad hidtil har
været, til et nationalt. Dette Løfte existerede. Inds. veed det
af Medlemmer af Directionen. Han kjender dets Oprindelse,
men ikke til hvad der er gjort, eller om der er gjort noget, for
at det skulde blive noget andet end blot Løfte. Inds. veed heller
ikke, om det er annonceret Publicum; men Ideen blev bekjendt,
optagen af det levende Behag som et Løfte, og privat fragik
Vedkommende heller ikke, at det var saaledes at forstaae. Man
troede ogsaa i enkelte Directeurers Navne at have Borgen for,
at et Ønske, som kun for Nationens fordærvede Deel kan være
fremmed, vilde med Kraft vorde realiseret. Dette, troede man,
maatte disse Normænd overtage, da Svensken Strømberg har
Æren for Ideen.
Nei! nei! Nu see vi, den omtales ikke engang i Directionens
Fremstilling af sin og Theatrets Historie, og Elementets tilfæl-
dige Seier over et af Aagene paa den norske Nationalitet skal
ikke benyttes til Andet end til at paalægge den det samme tun-
gere og evigtvarende.
Tør vi ikke vedgaae, at vi have tænkt noget skjønt, naar vi
ikke have udført det? Hvis saa, da er det bedst, paa Aske-
tomten at sværge, at Gnisten aldrig laae i en Normands Hjerte
til en Ild, der fra indenaf skulde have kunnet renset Theatret
og bortsvedet det Fremmede deraf længefør Kaarthuset nu faldt
ned for disse taalmodige Børn, som atter ville reise det som
det var.
Hvad er det for et Folk, som raaber paa Nationalfarven i
Flag og Cocarde, paa Repræsentation og Nationalærens og Na-
|
| d.III,b.2,s.268 |
tionalvaabenets Ukrænkelighed? Vil det ikke længer vedkjende
sig, at Tanken om et Nationaltheater engang bevægede dets
Sjele? at det besluttede kun at taale et fremmed til det havde
udviklet sit eget, og at elske kun dette?
Men Hvo skulde udvikle det? Hvo lovede at gjøre dette selv
bag de Fremmedes Kulisser? -- Den eneste sande Nytte disse
kunde bringe os, dersom ikke ogsaa det er en Nytte, under nær-
værende Omstændigheder, at Normændene glemme hvad de ere.
Den Kunst have vi lært paa det offentlige danske Theater i
Norges Hovedstad. Men ogsaa hiint Løfte har lært os det; thi,
i Tillid dertil, undlod mangen En, der taalte at svømme mod
Strømmen, at styrte sig idelig deri, forat redde hvad reddes
kunde af Vraget, og mangen Vaagende lagde sig saa trygt til
Ro, at ikke engang Branden har vakt ham.
Men da Luerne sloge høiest over Theatret, da saae jeg i Røgen
noget Smukt, noget Smukt, noget Blegt, Luftigt, men Smukt --
"paa klangfuld Vinge baaren
en himmelfødt Idee"
-- ja netop hiin smukke, men saa troløst behandlede Idee, som
fødtes i Snak, vuggede sig en Tid paa nogle letsindige Hjerter,
og maatte døe i Røg. Hvor den var smuk! Paa Gestaltens Vin-
ger af et ubeskriveligt fiint Stof saae jeg en Tegning, som malt
af Duggens matte Lysning, af en colonnaderet Pragtbygnings-
front. Var det Nationaltheatret? Skulde det seet saaledes ud?
Inden jeg fik Tid til at tænke herover, var Gestalten forsvun-
den -- jeg veed ikke hvorhen, men jeg troer til gamle Strøm-
bergs Grav. Idetmindste drev en Ahnelse herom mig til at søge
denne ved Daggry. Og der maatte være noget foregaaet; thi de
ellers saa melancholske og nedbøiede Astre derpaa havde alle-
sammen reist sig, saae kjækt om sig med de store dumme blaae
Øine, og syntes at spørge: "hvad behager? Lad herlige Ideer
tye til de Døde, naar Menneskene ikke ville bruge dem! Har
du et Løfte, min Ven, saa put det ned i denne Muld. Her kan
der ligesaavel groe Mose derover. Forresten saa tag kun din
Hat af for os; thi der er mere Kraft i vore svampede Stengler
end i Menneskenes Sjele, og vore Farver ere trofastere end de
Løfter, man vover at gjøre et Folk".
|
| BLA BAKOVER |