|
HUMANITET
(Fortsættelse fra forrige No.)
Statsborgeren 8. nov. 1835.
Denne Dyd er ikke ganske let at definere. Det er vist, at
den er den mest relative imellem Dyderne. Medens hver enkelt
af disse synes at udgjøre et bestemt begrændset Buesnit af en
Cirkel, som heel danner den fuldendte Moralitet og Sjeleadelens
Kronring, er Humaniteten ligesom en fuldendt Cirkel for sig
selv af mere ætheriske Dyder, der omslynger hiin, (forholdende
|
| d.III,b.2,s.255 |
sig dertil som Blomster til Metal), og forbinder dens enkelte
Led. Inds. maa fortvivle over sig selv; thi han føler, at Klar-
heden i Anskuelsen af denne Dyd staaer i lige Forhold til den
moralske Fuldkommenhed, et Menneske besidder. Den kan ikke
mere falde, som har skuet denne Himmelske Ansigt til Ansigt.
Han har smagt den høieste Udviklings Vellugt -- det er Hu-
manitet. Han har seet Retfærdighedens Taarer -- det er Hu-
manitet. Han har seet, at den kan græde. Denne, som bort-
vender sit Aasyn og opløfter sin Haand. Han har seet Haard-
hedens Smelten -- det er Humanitet; seet Vreden klarne i et
flygende Smiil; hørt i Hevnens Barm et Hjertes triumferende
Banken over de rullende Aarer -- det er Humanitet. Dette har
han sandset med sin Sjels fineste Sandser, og fra førstegang af
for bestandig. Et høiere Tilvær -- netop det samme, man for-
tæller os, kun skal tilkomme de Udvalgte efter Døden -- har
aabnet sig for ham og kastet sin Glands over den lyksalige
Dødelige.
Men er det kun saadanne flygende Øieblikke, som tilhøre Hu-
maniteten? Aander den kun i Havblikkene i det menneskelige
Blod? Nei, nei! den skal boe i dets Bølger. De vildeste, ocean-
mæssige Opbrusninger af disse, som Historien omtaler, have
netop henrullet mod de lyksalige Strande, hvor Humaniteten
har sit Hjem, fordi de ere det Menneskeaanderne bestemte, og
hvorhen den kalder dem forat forherlige dem og give Bestræ-
belserne -- ikke Hvile, men fortsatte Seire. Ligesom Orkanen
kan siges at være et Oprør af Millioner Zefyrer og maa kunne
opløses i Vindpust, saaledes kunne hine Bevægelser i Menneske-
slægtens Sjele, saa voldsomme, saa ødelæggende det Bestaa-
ende, siges alene at være Humanitetens, den for saa svag an-
seede Dyds, Virkninger. Om Retfærdigheden græder, har den
ikke et svagt Øieblik at bebreide sig; men der var et, hvori dens
Grundvæsen lysnede frem; og dette er Humanitet. Retfærdig-
heden er ikke andet end dennes Dommerkaabe, som den for
Verdens Svagheds Skyld maa have paa; Strengheden blot de
adstadige Miner, som Embedet og Sædvane kræver. Den kaster
alt dette naar den kan. Naar den kan? Ja, naar den kan for
Pligten. Thi Humaniteten er Pligtens første Adlyder. Retfær-
digheden den anden, som kun gjennem Humaniteten skal mod-
|
| d.III,b.2,s.256 |
tage og udføre Pligtens Bud. Skeer det ikke ved denne Midler
-- se, da har vi vor dagligdagse, hjerteløse, uhimmelske Ret-
færdighed -- den vi, formedelst dens uendelige Bukker, sætte
inappellable Grændser for, og mod hvis Angreb vi anvende de
overdrevne Straffes Skræksystem -- den som tilforn gjorde
Statsborgeren Følge i Træsko og Morgenbladet i Tøfler.
Humanitet er Retfærdigheden saaledes som Himlen vil have
den udført paa Jorden, og da ikke mindre vel end hos sig selv;
Retfærdighed den maadelige, prosaiske Anvendelse, Jorden
veed at gjøre sig deraf. Men nu gives der tusinde Maader,
hvorpaa Menneskene udøve denne: Grader i Retfærdigheden:
Grader efter Svagsynet: mangfoldige Grader, medens Humani-
teten kun er een.
"(Rækker ikke længer formedelst Branden af det offentlige danske
Theater. Leve Nationen!)"
(Fortsættes.)
|
| BLA BAKOVER |