HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
III.ARTIKLER OG SMÅSTYKKER, POLEMISKE OG ANDRE 2. BIND: 1833 - 1836

[HUMANITET]

(Fortsættelse fra forrige No.)

Statsborgeren 1. nov. 1835.

   Denne Behandling behøver ikke, for at vække billig Fortry-
delse, at sættes i Forbindelse med de, det Vanærende ved Dom-
men formildende, Omstændigheder, at Soelvold ved Andenmands
Forglemmelse blev udsat for, uden at give Møde eller fornødiget
Tilsvar, at lide den Dom, han leed; og at han, bekjendt med den
Fare, hvori han svævede ved Sagens Optagelse tildoms, for-
gjæves opsøgte sin Modpart i hans Hjem, forat bevæge Denne
til at give sig Tilladelse til at foretage, hvad han endnu kunde
til sin Tarv. Omendskjøndt man kan have stor Grund til at
tvivle om, at dette var Morgenbladets Redaction ubekjendt,
burde dog Tremarkstraffens Haardhed og det Meget, som Hu-
manitet altid har havt at anføre imod dens sedlige Værd, afholdt
den fra en Adfærd, som vilde være ubarmhjertig imod en fuglfri
Mand, ja netop i samme Grad unødvendig, upassende og
kastende Skygge paa sit Ophav som Soelvolds juridiske Neder-
lag strækker sig, og som Opinionen bebyrder ham med en
d.III,b.2,s.249   moralsk Aktserklæring. Skal der være Værd og Vægt ved denne,
da maa den ikke beplette sig med en Grusomhed, som baade
vækker Medlidenhed med Den, der skal lide under den, og
lader troe, at man selv endnu ikke anseer den for knust, som
man erklærer derfor, men nærer en vis Frygt for Kræfter, som
endnu staae til hans Tjeneste. Man maa enten antage dette
eller at Redaktionen finder med Tyrannen, at "Liget af en
Fiende lugter godt." Selv en sløvere Følelse maa det Inhumane
deri paafalde, naar man lægger Mærke til, at Soelvolds Bekjendt-
gjørelse indeholder alene og Alt hvad man kunde vente af hvil-
kensomhelst Mand, der var saaledes anklaget som Han, nemlig
den simple Erklæring at han, uagtet sin Armod, vil sagsøge sin
Angriber. Dette maa være Almeenheden nok for det første.
Stode der Angjældende andre foreløbige Forholdsregler aabne,
skulde den ogsaa have disse at kræve af ham, saafremt han ikke
vilde udsætte sig for strax at lide under alle de Maader, hvorpaa
denne retfærdige Authoritet veed at exseqvere sine Krav. Men
da det ikke er saa, kan Publikums Humanitet og Retfærdigheds-
følelse ikke andet end misbillige Morgenbladets raae og utidige
Udbrud af en Følelse, som med Hine har intet tilfælleds. Tager
Indsenderen ikke formeget Feil af det almene Omdømme, saa
anseer det, med en Anticipation, som neppe er sig selv saa
ganske klar, P. P. Soelvold for ussel til at triumphere over --
og da bliver Æren, der levnes Triumphator, ganske liden -- ;
men vist er det, at Den, som føres hen for at miste sit Hoved,
ikke bør være udsat for Knivflængen, Naalestik, Steenkast eller
anden Mishandling. Humanitetens Lover suspenderes ikke ved
nogen Fordømmelse.
   Disse ere ikke de eneste Maader, hvorpaa Morgenbladet har
negativt søgt at lære os, hvad Humanitet er. I dette eenvolds-
lystne Blads Sprog hører det til Statsborgerens charakteristiske
Funktioner, at indtrænge i det private Liv og vrænge dettes
hellige Indside ud mod Dagens tusinde nysgjerrige Øine. Imid-
lertid har Morgenbladet, i denne Forstand, for en Feils Skyld,
i den sidste Tid været "Statsborger." Man erindre dets vel
lattermilde, men derfor ikke vittigere Fortælling om en Kome-
dies Opførelse paa Gaarden "Foh", ved Acteurer, hvis Navne
ere ligesaa lette at finde. Deri blottes paa det uskaansomste en
d.III,b.2,s.250   Uordentlighed i Levemaaden, en personlig, Andre uskadelig
Svaghed hos en Person, hvis Talenter og Kundskaber kun kunne
forøge den Medlidenhed, man maa have med hans (bittre),
bittre Skjæbne. Og Saadant -- ikke at tale om at Beretningen
ellers er af godtgjort Upaalidelighed -- indtager det kræsne
Morgenblad i sine Spalter, medens det lukker1 dem for Opsat-
ser, der dels angaae landsvigtige facta, dels Sager, som synes
nærmere at passe for det end for andre Tidender, og mod hvis
formelle Beskaffenhed der vel heller ikke var noget at sige!
Siden har det ogsaa leveret Soelvolds Spiseseddel, og gjort det
til en Forbrydelse, at han og nogle af hans Venner imellem
Agershuus Amts Valgmænd gjorde sig tilgode ikke alene med
Punsch, men ogsaa med Viin og Aftensmad. O uhyre Forbry-
delse! ja uhyre! Thi Aftensmaden har vel endog, at slutte af
Vinen, været varm. Det latterlige er dog, at herom spørges
Tremarksmanden, den for "æreløse Løgner" Dømte og Erklæ-
rede, paa Ære og Samvittighed. Og under samme Klemme vil
Spørgeren have udpiint af ham, om der ikke ogsaa trakteredes
med politiske Taler. Da nu naturligviis Ingen gider besvare
slige Spørgsmaal som ovennævnte, vil dog Indsenderen, efter-
som Tingen synes Uvedkommende saa angelegen, gaae god for,
at der er blevet dygtig politiseret, dersom et saadant Gjæstebud
har fundet Sted. Kan det fornøie?
   Hiin Nysgjerrige vil dog sandsynligviis finde sig mindre til-
fredsstillet, end Indsenderen tør smigre sig med Publikum er
med de Beviser, han har opstillet for sin Yttring i Begyndelsen
af denne Artikel, at nemlig Morgenbladet i den sidste Tid har
overgaaet Statsborgeren i at vise Inhumanitet. Isandhed Anled-
ning til smukke Anskuelser af de norske Blade!

   Men hvad Statsborgeren angaaer, da agter den at vinde
bedre Seire end dem, Morgenbladets Prostitutioner2 skjænke
d.III,b.2,s.251   den. Hvorved? Netop ved, modsat Morgenbladets negative
Maneer, ad en positiv at demonstrere Humaniteten.

   Den er efter sin Idee dette ophøiede Begrebs Talsmand. Den
er født dertil -- har været slet opdragen, men har en god Natur,
og, hvad der er det bedste, en oprigtig Erkjendelse af sin Ung-
doms Forvildelser og af den ubetvingelige Grundlov i den mo-
ralske Verden, at al Daarskab straffer sig selv og søger Rettelse
derigjennem. Den Redaktion, som har beriget den med saa
alvorlige Erfaringer, er nu borte for stedse, og har kun efterladt
de Følgende en Høst deraf, hvori Statsborgeren kan ønske, at
Tidender af en mere hykkelsk Characteer ville tage Deel. Den
Uvillie eller Ringagt, som man kan nære for de Feilgreb mod
Humaniteten, som den forrige Redaktion har gjort sig skyldig i,
bør ingenlunde overgaae paa Bladet. Det vilde være Ufornuft
og Uretfærdighed. Man bør snarere erindre, at den Humanitet,
som er dets Tendents, har udtalt sig klart i det langt over-
3
d.III,b.2,s.252   vejende Antal af Artikler, som ikke kom nogen Mand med
Urette for nær. Man bør erindre, at i de Anker, hvorom det
ikke er godtgjort, at de skrev sig fra uædle Motiver, talte Hu-
maniteten de Forurettedes Sag, at den gav Massens Opinion
Udtryk, Fortrykte Mæle istedetfor Suk; at den vel ofte kan
have bragt mere Orden i Folks Regnskaber end Kuldegysnin-
gerne i Generalprocurørens Dage, og givet præstelig Dovenskab
den Vækkelse, som Visitatserne ikke altid have tilfølge. Inds.
betragter Statsborgeren fra sin Oprindelse af og indtil nu som
et politisk Fænomen; det var en Trang for Bondestanden, saa
ofte og med saamegen Ret kaldet Folkets Kjerne, som gjorde
sig gjældende gjennem En af dennes Midte, der var i Besid-
delse af Skolemesterkulturen og et varmt Hoved4. Statsborge-
ren var et i Mulmet aabnet og til Mulmet alene vant Øie, som
skulde see imod Lyset; men ikke saa hurtig har kunnet vænne
sig dertil. Det er naturligt. Men nu antager Inds., at den har
faaet et Slag paa Skallen som vel var ilde meent, men som dog
har skabt en Seende af en Nærsynt.
   Dog have Blinde vovet at spotte denne Nærsynte, som var
og er Folkets Uvidenheds vaagnende Øie! -- blinde Dverge have
spottet denne Nyfødte, som det i sit første Tilvær lykkedes at
forene sine Skuldre med Massens Skuldre, at slynge sine Livs-
traade i Folkets! Dette er saa; og ikke sagt med et Magtsprog,
men efter Erfaringen. Ikke Individets Fryd over at see en Foged
eller Præst trukken frem paa Dagbladenes, for os Norske saa
nye, Skueplads, men Landalmuens Trang til af have et Organ i
sin Interesse
har vedligeholdt Statsborgeren. Dette viste sig
klart, da Portofriheden blev det berøvet5. Dette var kun en ny
Anbefaling. Desuden kunne Folk, som ere vante til en over-
modig Behandling af de saakaldte høiere Klasser, ikke begribe
d.III,b.2,s.253   den overvættes Ømfølenhed, som disse vise for at møde den
simple Mand paa Statsborgerens aabne og frie Terrain. Ele-
mentlige Kræfter tilbøde sig dette Blad; men det forstod ikke
at gjøre sig til det herskende, Bevægelserne ledende Liv deri,
men kun paa at amalgamere sig dermed paa plump Tinstøber-
eller Kandestøber-Viis. Man saae en Jette røre sig i et Mørke,
hvor man endnu ikke ahnede Liv, skjøndt Konstitutionens
Stjernebuer havde straalet længe derover -- i kold Høihed; og
de fra Almuen adskilte Klasser ikke havde lagt Dølgsmaal paa,
at de troede medrette og af sig selv at besidde den forherskende
Glands, som Natten, hvori hiin saa uforskyldt var nedsænket,
dog bidrog saameget til at hæve. Da saae disse fra sin Høide et
Øie, (men et som glødende Mulm), at aabne sig i Dybet, og en
Arm at strække sig opad, og af Uvanthed til at bedømme Af-
standen, at gribe uden videre efter hine Lys, der troede sig
Stjerner, beskyttede af Natten, Stilheden og Afstandens Umaa-
lelighed. Men hint Øie -- Statsborgeren -- blev ikke klarere
og skarpere. Det blev ikke klarere og skarpere selv da Jetten
løftede sig op i de Rum, som troedes kun beredte for høiere
Væsener. Disse troede, at Verdens Ende var nær, at jothunsk
Ødelæggelsessind og Ondskab udspilede denne store sorte Pu-
pill, som gloede dem saa uforskammet imøde. Men Almues-
manden saae kun Redelighed i den og i det hele grovtlinjede
Ansigt -- og isandhed Blinde have aabne Aasyn, saasom de
ikke see det Onde i Verden, -- mens Enkelte saae alene Sløv-
heden og evneløse Anstrængelser forat see. Hvad Under da,
om Statsborgeren greb feil? om han fortalte alskens forfærdelige
Syner, som kun spøgede bag hans egen tykke Hornhinde, eller
fødtes af Lysbrudets Voldsomhed i hans sløve, mulmvante Øie?
   Men Stæren er skaaren ud. Eller vil man, at det skal blindes?
Kommer da I med Lænker, at Armen, at Massens vaagnede
Kræfter ikke skulle bevæge sig iblinde og -- knuse! knuse hine
Stjernebuer som Samson det fiendefyldte Tempel, og gjøre Alt,
(for Liighedens Skyld), til een Nat!

   Lægger Mærke til, det var en Almuesmand, som satte sig i
Spidsen for et Blad, der i sin Idee var en Cobbett 6 værdig, men
ogsaa behøvede en Saadan: en Mand med den talentfulde,
d.III,b.2,s.254   høiere Embedsmands Dannelse, men med en Almuesmands
Hjerte og Følelser.
Nævner mig ham i Norge! Der er Een, kun
Een; -- men Een, der har lidt formeget i Kampen mod den
Mægtigere til at Nogen kan forundre sig over, at han unddrager
sig de nye Lidelser, der ville være uadskillelige fra en saadan
Post, og ikke offrer en Tid, som snart burde være skjænket
Hvilen, og ikke trues med at optages til det sidste Øieblik af
Kampen for den blotte Existents.
   En Almuesmand traadte da op. Men veed man ogsaa hvad
dette vil sige? Ja, naar man veed, at det er et Mirakel -- hvoraf
den offentlige Omsorg da ikke har nogen Fortjeneste -- at en
Almuesmand kan skrive. Dette er ikke mindre sandt, end at
Statsborgeren har lært flere Almuesmænd at lægge sig efter
denne skjønne Færdighed, end Skolevæsenet Børn. Dette ville
vi have skrevet den Humanitet, vi henvende os til, bag Øret --
dette, og at det var en Almuesmand, som begyndte og førte
Statsborgeren de første tornefulde Trin igjennem: -- at det var
en Landbonde, som kom tilroers paa et Skib, der havde tusinde
Skjær og Næs af Fordomme at baute sig igjennem, fremmede
Have at gjennempløie, og fremmede Lande at opdage. Nu har
en Bølge slaaet ham overbord, men Skibet flyger sin Cours, og
Roret mangler ikke Hænder. Hvad er dets Navn? "Statsbor-
geren!"
Dets Ladning? Humanitet! Vi ville undersøge den.
Findes der noget Andet, da gaae det samme Vei som Capi-
tainen!

   Men der gives ogsaa en Art Humanitet, som maa overbord! --
(Fortsættes.)
1  tilbakeSee de 2 sidste No. af dette Blad.
2
  tilbakeEn saadan upaaregnet Gevinst skjænker ellers Morgenbladet for 28de
Octbr. os. Umaadelig er Hoveringen over den Skjødesløshed med Kongens
Navn, som i endeel Exemplarer af forrige No. af Statsborgeren er indløben.
At det er en Skjødesløshed, derom har Inds. havt Anledning til at overtyde
sig, ligesom Enhver af den Fleerhed, der imodtager Exemplr. udenfor Chri-
stiania og Drammen, vil kunne bevidne, at Feilen rettedes. Imidlertid vil
Inds. ingenlunde undskylde en saadan Feil: men hans Forundring derover

var dog ikke større -- da en Forglemmelse strax faldt ham ind som den
eneste tænkelige Aarsag -- end den, hvormed han saae Morgenbladet faae
Rum til ikke alene at hænge sin Hat paa den Knag, men ogsaa den Nathue
og Paryk, hvori det i længere Tid har hilset paa Publikum. (Der maa være
et lidet Hoved paa den Mand.) Mindre Grund da, siden den Dosis han fik
ind virkelig var forsvarlig, til at forundre sig over, at han tog sig ret en
overstadig Pidsk, og i denne lod blæse i Basuner om "Proclamationen af
Tilintetgjørelsen af Fædrelandets Uafhængighed og Selvstændighed m. m."
Men vi unde dette grætne Morgenblad, der lader til at vilde lade Publi-
kums Dage undgjælde med Søvnighed for sin egen natlige Uro med at faae
Avertissementerne stuvet sammen, denne Udsvævelse. Inds. kan derfor
gjerne sige, at han, for sit Vedkommende, og i Morgenbladets Interesse,
vilde have foretrukket den tørre Daddel for en latterlig, pretiøs Høitidelig-
hed. -- Men det er ikke det Latterlige i denne, som Statsbrgr. vil regne sig
tilgode; men den Ufordulgthed, hvormed Morgenbladforfatteren overfører
sit Had fra den gamle bekjendte Statsborgerredaktion paa den nye ukjendte,
og blotter sin Ondvillie mod selve Bladet, idet det anbefales som en Gjen-
stand for Publikums Mistanke, fordi . . . ja fordi det har viist sig, som han
uretteligen kalder det, fiendsk mod Morgenbladet. Inds. vover med Hensyn
til denne Anke tillidsfuldt at spørge Læserne af denne Artikel, om der
ikke er blevet Adskilligt dokumenteret, som maa meer end undskylde, om
man nærede idetmindste Ringeagt for den Aand, som ofte raader i hiint
Blad, og afgiver Beviser paa Beviser forat den ikke forstaaer at benytte
til eget og Publikums Bedste, ja ikke engang med Anstændighed at benytte
sig af den monopolske Overlegenhed, Bladet er kommet i fortjenstløs hævdet
Besiddelse af.

4
  tilbake Inds. ønskede, at kunne sige "koldt Hoved og varmt Hjerte;" men der
er i den slette Bedømmelse af hvilke Sager, der fortjente Optagelse, en
Kjendsgjerning for, at det første ikke har staaet paa den rette Streg; og
det Sidste er unddraget Bedømmelsen. At det har været varmt under Op-
fattelsen af Planen for Bladet Statsborgeren og dens Iværksættelse, fordrer
Humanitet, at man troer.

5
  tilbake Da Efterretningen herom bragtes, befandt Inds. sig i et Selskab af
Bønder. 6 Exemplarer subscriberedes strax alene paa det Sted af Folk,
som ellers ikke havde tænkt at holde den. Saa tør man troe andetsteds.

6
  tilbake Berømt engelsk Folkeskribent.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE